2. Juledag i Kalenderhuset.

Julefreden har sænket sig. I stuen er endnu kun mig, brændeovnen og fyrfadslysene i deres stager. Og kruset med kaffen ikke at forglemme. De to ældste katte er kommet ind fra nattens musejagt og nyder varmen og stilheden.

Jeg bruger stilheden til at begynde forfra i indlæggene om Kalenderhuset. En indskydelse, jeg fik sidst i november, og sprang lige ud i. Måske har du fulgt med? De seneste par uger har jeg ikke haft fornøden tid til at svare på kommentarer. Det kommer nu lige så stille, efterhånden som jeg får "læst op". Og jeg har allerede besluttet mig for, at Lillebo også næste år skal være Kalenderhus. Og jeg er - mellem os sagt - gået igang med forberedelserne. Så har jeg måske bedre tid til at svare på de dejlige hilsener, du og andre lægger... Hvis du altså har lyst til at læse med igen til næste år.

Julen er for mig "kronen på værket", "prikken over i'et" eller "rosinen i pølseenden". Julen forener et helt års gøren, laden, oplevelser, høst, idéer og fest og farver. Julen er samværet med familien. Og julen er også gaver. Og fra mig bliver det mere og mere gaver fra egen hånd.Måske er jeg havnet i en forkert tidsalder, hvor det, der gælder og glæder i nuet er alt, hvad "kræmmerne" kan prakke en på at dyre indkøb. Men så må jeg blot stå alene - mere eller mindre - med, hvad mine hænder kan frembringe og som ikke kan byttes. Det giver mening for mig. Og jeg håber, at bare noget af det bliver brugt eller gemt som minder. For en dag er vi her ikke mere - og hvem glædes så over en elektronisk gryde, der for længst er gået af mode?

Du skal ikke tage mine ord så hårdt eller ilde op. Jeg siger blot, at jeg selv med tiden - og især til jul - har taget hjemmegjorte ting frem og mindedes kære, som ikke er iblandt os længere. Har siddet og kigget på det fine håndarbejde og tænkt på de timer, der gik med at lave det. Hørt stemmen fra den kære et sted langt tilbage i hovedet og næsten følt en anden stå ved siden af ved duften af jordbær eller Ærteblomster. Og så har jeg spurgt mig selv, hvad jeg vil mindes ved...

Og hånden på hjertet, så er det nu, forberedelserne starter. I det små. Forberedelserne til næste jul, hvis jeg vil gøre den så minderig som muligt. For ting tager tid. Kun småtterier kan nås i december, som først og fremmest skal opleves. Det er nu, julen er i mit hjerte - og det bedste sted at starte. Og tro mig, du kan langt mere med dine hænder, end din bevidsthed måske lader dig tro. Det handler om at give sig hen og give slip på vagthunden - og øve sig! Det er dovenskab at påstå, at man slet intet kan med sine hænder. Disse to helt fantastiske redskaber. Brug dem. Lær dem at kende. Bliv forundret over, hvad de kan, hvis de får lov...!

Igår havde vi besøg af min mor og hendes mand. Min mor har mere end en gang spurgt til, hvordan jeg lavede cernitfigurer. Derfor gik vi fra aftensmaden og ind til kreabordet her bag mig. Og så gik vi igang. Hun havde købt et par blå glasøjne på forhånd. Og allerede på vej ud af ovnen, havde hendes lille fyr, der herligste personlighed. Hr Pivski(d) døbte vi ham. Og var sikre på, at han var noget så nervøs for det væsen, som voksede ud af mine hænder - forløbigt kaldet "mørkemanden". Men det er nu ikke helt til at vide, hvad han ender med at blive, før han har farve i øjnene og tøj og noget. Og min mor lærte også, at det ikke er i ens eget hoved, de former sig - det sker med hænderne og væsnerne finder sig selv...