Sider

onsdag den 30. januar 2013

Persillen

Jeg kunne fortælle om så meget, som var blevet ubønhørligt afsløret idag, hvor regnen stod ned i tove. Faktisk vækkede den mig allerede kl. 5 ved at tromme ubønhørligt på tagvinduerne. Og den blev ved og den blev ved. Hele den lange, mørke morgen, som nu ikke længere var lyst op af snedynen. Den fortsatte i formiddag, mens jeg havde hyggeligt kaffebesøg, som medbragte afskårne Påskeliljer og en rød Primula. Først, mens jeg måtte tage dagens anden omgang på langs, syntes den at tage af og drage videre. Da jeg slog øjnene op, anede jeg et spinkelt strejf af sol ind ad vinduet og over på den modsatte væg.

I løbet af en halv time skinnede solen så meget og vinden havde lagt sig, så jeg ikke kunne blive inde længere. Turen gennem den gamle indkørsel, som jeg ellers altid går ud ad, var ikke gennemtænkt. For kort tid siden blev den gravet op af store maskiner og der blev lagt el i jorden fra nye kabler langs vejen. Fortræffeligt! Blot havde det ikke været med i mine overvejelser, at denne opgraven skulle vise sig at blive et altfortærrende muddermonster, når tø slog igennem. Det havde indkørslen jo ikke været før. Ihvertfald ikke over det hele. Men jeg slap dog helskindet igennem, ud på vejen og ned for at bese den syndflod, jeg havde hørt om fra datteren. Der, hvor bakken løber ned i vores vej, var der ganske rigtig en "vandpyt" af dimensioner med strømme og hvirvler, som tiltrak et par barnlige gummistøvler. Og så gik jeg hjemad igen.

Og NU kommer vi til det, jeg ville fortælle om. Hjemme igen var noget af det første, jeg fik øje på i haven, Persillen. Den stod der så imponerende grøn, så man næsten kunne forledes til at tro, at det var oktober og ikke pladderjanuar.


Persillen blev indført i Solskinsbedet sidste år, som fyldplante imellem blomster. Stærkt inspireret af Evy Lindenborg , som året forinden havde fristet med et bed med forskellige, citrus Tagetes, Roser og Tallerkensmækker, foruden altså Persillen. Jeg sprang elegant besværet med at så den over. Det var det også altså for sent på sæsonen til, hvis den skulle nå at fylde noget i bedet. Istedet havde jeg delt en potte Persille fra supermarkedets grøntafdeling i adskillige små planter og plantet.

Jeg havde også planter fra året før. De kom også til at gøre selskab. Og 2. år i en Persilles liv, blomstrer den med nydelige gulgrønne skærme. Jeg lod disse gå i frø og inden efteråret var omme, var der masser af små nye planter, som forhåbentlig sørger for frisk persille i år, mens det grønne på billedet her går i blomst. Og sådan skulle det så gerne fortsætte år efter år efter år.

tirsdag den 29. januar 2013

En slyngel i såbakken... Rhodochiton atrosanguineus

Sidste år havde jeg den ved buske og andre steder, hvor den slyngede sig ind og ud imellem. Det har jeg sjovt nok ingen fotos af. Ihverfald ingen, jeg lige kan finde... Billederne fra 2011 ligger på en stick, som leger gemmeleg med mig. Så jeg skulle helt tilbage til 2010 for at finde et, hvor Rosenslynger optrådte. Den er med andre ord nærmest fast inventar her med sin dragende, lidt magiske kulør og de elskelige hjerteformede blade. I år håber jeg at kunne fremvise langt bedre billeder...


Den er noget af det allerførste, jeg sår. Og det er netop nu, idag sket! Den er lang tid om at nå frem til den flotte blomstring. Og så er den altså lidt af en slyngel at holde styr på, indtil den kan komme ud. Den er nemlig ganske grovillig, når først man har fået den igang og skal knibes tit og tæt. Det afknebne kan iø stikkes i jord og rodslå.

Allerkritisk er det den første tid; Kimplanten er, iflg. min erfaring, lidt vanskelig at holde fugtig uden at den bliver for fugtig og rådner. Så normalt plejer jeg at så mange frø og prikle kimplanterne om så snart, jeg synes de er store nok. Og så plejer jeg alligevel at få for mange planter trods store tab.

I år har jeg ikke så mange frø og de er fra 2011. Så spændende er det, om det lykkes endnu engang. Nu er de ihvertfald sået i fugtig jord, fået trukket en hvid pose over såbakken (ikke lukket) og sat på badeværelsesgulvet. Så kan de næste par uger gå med at se, om der er liv. Sådan ca. 10 gange om dagen og med voksende bekymring for, at de aldrig bliver til noget ;)

mandag den 28. januar 2013

Ps

Det er også "tilladt" alene at nyde Åkanden i mit forrige indlæg og lade filosoferen være filosoferen. Den "stod model" for mit camera i haven i sommeren 2012. Synes selv, den er noget så eventyrligt dejlig!

God mandag

søndag den 27. januar 2013

At være eller ikke være...

...ja være hvad, egentlig?! Du inviteres nu med ind i lidt søndagsfilosofiske tanker ala Zep... Jeg blev rørt, overrasket og overvældet igår, da det gik op for mig, at store dele af blogland var forvandlet til lyserøde, delikate og blide toner. Det var (og er) meget smukt. Tankerne bag gjorde ringene i vandet dybe og uudgrundelige og alligevel så nærværende. Lyserød er en smuk farve med vinterens hvide farve som baggrund. Eller sommerens som her, hvor du må tænke dig til et lyserødt hjerte eller andet...


Og hvad er det så lige, jeg er?! Jeg er rigtig mange "ting". I blogverden er jeg nok mest bemærket for min haveinteresse. Men som min lyserøde hilsen igår viste, så er jeg også lidt af en kreativ nørd. Basalt set, så er jeg vel et menneske med en masse muligheder.

Nu er jeg også patient. Jeg er en lydig patient. Men overfor kræften er jeg trodsig. Jeg har fået opereret den synlige kræft væk. Faktisk var jeg for få dage siden rask og rigtig godt igang med at komme mig. Altså rask som i, der er ikke mere at operere væk nu. Alligevel er jeg patient og nu faktisk syg. Jeg påfører mig den anbefalede efterbehandling, som (helst) skal eliminere enhver tvivl fremover. Jeg er startet på kemobehandling, som det første, hvilket vil punke løs på evt. usynlige anlæg til kræft i hele min krop. Men faktisk gør det mig syg, så jeg er stadig patient. Det er gift for kræften, men også et midlertidigt angreb på andre celler i kroppen. Men langt hellere det, end at jeg skal vågne hver dag med en tvivl i hovedet, der med tiden med garanti gør mig syg. Sådan leger vi ikke, du uønskede cancer!

Jeg er en patient, der er omgivet af så megen opbakning, at det ville kræve pt uopnåelige kræfter at remse op. En opbakning, som skyldes, at der findes en masse mennesker - ukendte, som kendte, som på hver deres måde ser en grund til at støtte mennesket med masser af muligheder på vejen tilbage. Og tro mig, jeg har meget at give endnu - og det bliver ikke mindre af denne omgang. Og selv, hvis kræften en dag skulle vinde over mig, så bliver det ikke uden kamp og det bliver ikke uden, at "folk" husker mig for andet end nederlag.

Jeg blev forleden, da jeg netop var startet på efterbehandlingen, spurgt, om jeg så kunne være sikker på, at være helt fri for cancer, når jeg om ½ år kan begynde at tilføje aftaler længere ud i tiden i min kalender. Til det måtte jeg svare, at til den tid havde jeg lige så gode odds, som det søde menneske, der spurgte. Sandheden er, at vi alle er "i fare", men først føler den, når den har banket på for alvor. Og for mit vedkommende, så bliver jeg fulgt nøje de næste 10 år...

Så ret beset er jeg en af jer uden cancer, men alligevel patient og så lige en masse meget mere ;)

lørdag den 26. januar 2013

Min lyserøde hilsen

friends are fabulous   inspire  sisters mothers daughters Smile
live today, remember yesterday
friends forever
love



Love
dream   beauty   ALWAYS WITH ME
you make me smile

Hjerteligst

tirsdag den 15. januar 2013

En rigtig kold tid...

Fryser du? Skutter du dig, når du kommer fra byen og indtil du træder ind ad din dør? Har du de varme handsker på hænderne og tørklædet godt oppe om halsen, mens næsen lyser lidt som Rudolf's idag? Forståeligt. Sådan har jeg ihvertfald haft det idag, hvor jeg lige var med et smut i byen. Bare synet af termometeret, hvor temp. kravlede længere og længere ned sidst på eftermiddagen fik mig til at løfte skuldrene næsten op om ørerne. -9,5...

Da jeg var på Riget en uge ind i året, var det stadig "lunt". Alligevel var det ikke nogen hedebølge og man skulle da gå sig en smule varm. Jeg og min mor sprang af bussen ved Rådhuspladsen for at slå en smule tid ihjel på Strøget - og Nørregade via Gammel Torv. Det var sådan ca., hvad energien rakte til, inden vi luntede tilbage til Hovedbanen med Matas striber og Sømod's uovertrufne Lakrids/Menthol bolcher og et par røde slikkepinde.

Ud for 7-Eleven stoppede jeg. Der stod en ung fyr. Yngre end jeg. Han solgte Hus Forbi, som er de hjemløses avis. Den eneste avis, jeg ofrer penge på. Det gør jeg så til gengæld med glæde. Jeg tænker på ham nu, hvor det er en rigtig kold tid. Har han også strikkede sokker på? Står han også og ser på et termometer og hælder en kop kaffe ned for at lune næsen? Jeg kan ikke ændre hans tilværelse - det er slet ikke mit ærinde eller mål, selvom det gør mig ondt at se, hvor han er lige nu. Men jeg vil gerne gøre en forskel og vise ham og andre hjemløse, at ihvertfald mit hjerte ikke er koldt, selvom min næse fryser - at jeg bekymrer mig for dem som medmennesker...

Den unge fyr fik en 5-er oveni avisens pris sammen med et stort smil. Jeg fik et glimt af en glæde så stor i et par øjne og han ønskede mig en rigtig god dag og alt godt... Så oprigtigt og varmende! Og så for småpenge... Varmestuestrik, som jeg har logo/link liggende for til højre, gør en forskel i det daglige - og ved at handle lidt i den tilhørende "butik", kan man også sprede lidt varme i en kold tid, som eks.  Overgartneren har gjort.

Hold dig varm og munter.
Hjerteligst


søndag den 13. januar 2013

Sanselige haveminder

The best of... Ofte oplever jeg min have langt mere sanseligt, end jeg formår at få frem på billeder. På min nethinde har jeg selve mindet om øjeblikket. Mon ikke vi er mange, der har det sådan? Men nogle, enkelte, ganske få faldt sidste år ud, så jeg tror, andre måske kan have lidt samme oplevelse af dem uden at ledsage med malende ord. De har ligget i en mappe og hygget sig. Nu vil jeg ønske jer alle en rigtig god uge med dem.







fredag den 11. januar 2013

Et lyst sind

Lyset er på vej. Dagen er tiltaget med 28 minutter siden vintersolhverv. I januar plejer jeg at hungre efter en meget længere og lysere dag. Efter sol. Den gråbrune jord og disede silhuetter kunne førhen sætte mig i en tilstand af dvale. Januar var den måned, jeg holdt mindst af. Rastløsheden var ubønhørlig. Videre, frem og liv NU.

Januar i det 13. år i det 3. årtusinde er anderledes.

Inden dagslyset overhovedet havde tænkt på at smide nathuen, åbnede jeg min dør. Lyset fra køkkenet spejlede sig i snefnuggene, som dansede i vinden i mørket. Lyset strakte sig så langt, det formåede.


I aftes tændte jeg lys i lanterner for at vise vejen til døren. For at byde velkommen med en varm flamme. Lysene i lanternerne bliver ikke slukket, medmindre vind og sne sørger for det senere.


Da en smule mere af dagslyset havde nået frem lyst både lanterner og sne derude. Verden var blev hvid. Et kæmpemæssigt spejl og silhuetterne var lysets skygge.


Idag er det 1 mdr. siden, jeg blev befriet for en kræftknude. Uvisheden og mistanken om dens eksistens havde formørket mine tanker mere end 1 mdr. forinden. Som en tyv i natten havde den overtrådt mine grænser og rystet min usvigelige tro på, at jeg aldrig havde haft det bedre. Den hånede mig med løftet om, at jeg aldrig mere ville føle mig sikker på, at min krop ikke igen ville bedrage mig. Mennesket holder ikke af at miste. Således heller ikke jeg. Tanken om "aldrig mere" var et afgrundsdybt mørke, jeg blev trukket ned i.

Der blev tændt lys. I december blev tændt mange lys. Lys for julen og lys for lysets komme. Lys for det nye år, som eksploderede i stjerner på en mørk nattehimmel.


Der blev også tændt lys for mig rundt omkring. De lys rørte mig dybt. De nåede ind i mørket. De viste mig vejen og troen igen, indtil jeg nåede en ny milepæl. Ja tilmed fik jeg selv en masse lys at tænde i mørket. Tak vil aldrig række til at beskrive, hvad al dette lys betød.


Nu er mørket faldet på udenfor. En dag, som bragte både skyer, sne og sol er til ende...


Solen legede ind og ud ad vinduerne. Hen over væggene og lavede skygger. Den vandrede over ansigtet, da luren var næsten til ende. En af de mange i denne tid. Slowliving. "Ting" bliver gjort når og hvis, der er tid og overskud. Eller ikke. Den, solen lokkede mig lidt ud at kigge på Lillebo's ansigt. På behørig sikkerhedsafstand. Under tagskægget går nu ingen. Det er min vante rute ind og ud ad havestuen, mod drivhuset, mod haven eller blot mod brevkassen. Istedet får disse istappe lov at hænge i fred. Som barn var det lykken at finde en sådan, brække af og sutte på. Idag frister tanken langtfra - hvad kan den ikke indeholde...?! Men fortryllende smukt gengiver de stadig lyset.


Så blev det tid til et hvil. Tid til igen at sidde ned. Mens jeg pakkede det sidste af julen, lidt vemodigt, i kasser, som gemalen bragte til loftet, kom jeg i tanke om et foto fra januar 2012. Da var mit camera ganske nyt. "Julemanden" havde lagt det under træet. En gave, jeg har haft stor, stor glæde af året igennem. øjeblikket blev indfanget den 6. januar. Lyset fanget i en frøstand af Clematis "Korean Beauty".


Godmorgen. Dagen er nu tiltaget med 31 minutter. Det er 3 minutter mere end igår.

Prøv at rulle ned og læse i kommentarerne... Dernede finder du blandt mange andre dejlige ord, dem fra Fru Friis. Læg særligt mærke til "...Bliver endda glad for mørket som også kan bruges til at minde os om at lyset venter derude...". Jeg havde nær sagt BINGO, da jeg læste det. Og videre kan du så læse kommentaren fra Iris, hvor hun mindede mig om en sang fra min barndom, som jeg havde glemt. Den forstår jeg egentlig først nu, hvor jeg ser den igen. Forstår den på min egen måde. Januar i år er ikke en plage, men en gave.

I aftes sad jeg og glædede mig over de ord, mens jeg kiggede ind i små lys. Vist er det ikke jul længere. Faktisk blev den pakket sammen i kasser lige forinden. Med undtagelse af det, som obligatorisk bliver glemt hvert år, når man mener at være færdig og har fået kasserne stuvet ad vejen. Men i min halvvisne palme bag mig, lod jeg en "lysgren" få bolig. Når de større lys i stuen slukkes, står den som et lille og meget, meget smukt lys i mørket bag den hvide rose fra min bedste veninde. Det lille lys kalder på de store følelser og glæder, når mørket falder på. Og det kaster skygger af palmen i loftet. Smukke grå silhuetter, som jeg desværre ikke kan gengive.



I den meget tidlige morgen idag lod jeg blitzen spejle sig i sneen med et kig til lyset fra igår...


Allerede for et år siden, fristede Hanne mig til at købe gule Primula i januar til stuen i dette indlæg. Jeg fik det ikke gjort... Jeg kom i tanke om det forleden og besluttede, at NU skulle det være! Igår beså jeg udvalget i butikker, som bugnede af alt, hvad man kunne ønske sig i lilla, røde, sartrosa og hvide kulører. Men gule var det småt med og duften var jeg ikke tilfreds med. Jeg endte dog med at hjembringe en eneste, som i farven minder mig om solen i sensommeren. Og sensommeren og efterår er mine yndlingsårstider. Derfor betænkte jeg mig ikke yderligere og må så bruge fantasien på at forstærke den svage duft.



I aften er det vist øjnene, der lyser. Jeg faldt over et indlæg i En Ydmyg Have med "Postkort fra Hune". Modsat så mange andre, "opdagede" jeg først Anne Just og Haven i Hune, da hun var gået bort. Jeg har ikke været den store tv-seer i mange år. Jeg har med et halvt øre hørt hende og haven omtalt, men det fangede mig ikke. Ikke før, der pludselig dukkede en masse minder frem overalt om Anne Just. Jeg blev nærmest suget ind i hendes malerier. Hendes kreative verden var eventyrland, selv via en skærm. Jeg glæder mig i den grad til jeg engang kan besøge haven i Hune - meget gerne som et ophold, hvor jeg også kan opleve den aften, nat og morgen. Måske er der ikke feer, men jeg er sikker på, at der er fortryllende.

Ved siden af mig brænder den sidste rest af et julelys fyldt med forårsglæder. Dufte, fuglesang og solskin blev smeltet med ind i i april. Kigger ind i det og sender mine allerstørste håb for Hanne! Håber du også snart  mærker lys og glæde igen.



Lysene brænder stadig lystigt i lanternerne søndag formiddag. De lys, jeg tændte torsdag. Lysene fra venner, som jeg byder velkommen med udenfor min dør og glæder mig over indefra. Dagen er nu tiltaget med 33 minutter siden vintersolhverv.


Sneen blev der også mere af igår. På vejene kan de fleste af os vel nok blive enige om, at den kan blive en pestilens. Men det rokker ikke meget ved min glæde over, hvordan den lyser op på selv mørke januardage og faldefærdige, gamle skure.


Til slut i indlægget her levner jeg lidt mere plads til natten. Jeg har stået langt hjemmefra og kigget ud i natten før en milepæl i mit liv i december. Himlen var dækket af tunge skyer, som blev oplyst af storbyens lys. En storby, som aldrig sover. Et lettere usundt skue for en, der er vant til at kunne se stjerner så smukke på klare nætter. Men de er der altid. Stjernerne. Det var de også den nat, ligesom lyset og vennerne, selvom jeg var på et sted og et tidspunkt, hvor jeg syntes ganske alene.

Med til natten hører også månen. Et sted i baghovedet ligger børnelærdom om månens og solens indbyrdes forhold. Om hvorfor, månen tiltager og aftager. Om skygge. Om månens indvirkning på ebbe og flod på jorden. Men jeg lader det ligge, hvor det er lige nu. Allersmukkest er fuldmånen, gerne med drivende skyer. Magisk er månen, når den er en gul appelsin eller med en regnbueagtig cirkel omkring. En halo, hedder det vist. Månen er magisk i mørket.

Sidste år købte jeg frø til min veninde og mig selv sagde hunden. Det var frø til Måneblomster. Jeg blev tiltrukket af, at de skulle springe ud og dufte om aftenen. Jeg dagdrømte, at jeg ville sidde om aftenen og sende min veninde tanker, mens både hun og jeg nød denne duft i stilhed. Jeg fik sendt hende frøene. Mine forsvandt. Jeg har siden ledt højt og lavt, sågar haft hele mit skrivebord ryddet og sorteret og flyttet. Men de var og blev væk! Sammen med et par få andre ting. Det forbliver sikkert en gåde. Men nytårsdag sad vi sammen og kiggede frø... Da stødte vi på Måneblomsten. Hendes frø var ikke rigtig blevet til noget sidste år. Måneblomsten har spøgt i mit hoved siden.

I fredags fik jeg så nyhedsbrev fra Albinus Frø. Der tonede Måneblomsten igen frem og jeg skyndte mig at gribe nuet og bestilte nye frø til os begge igen. Dagdrømmen blev genoplivet. Hvis du vil drømme med, så kan frøene bestilles her: http://www.albinusfro.dk/shop/maaneblomst-bona-nox-540p.html

Jeg håber, du har haft en god week-end og måske lidt fornøjelse af mit lyse sind.
Hjerteligst

onsdag den 9. januar 2013

En fryd for øjet og det bag...

Januar er absolut værdig til at finde et yndlingsfoto fra haven frem og "tapetsere" med på "skrivebordet". Det her, taget den 9. juli 2012, bringer smilet frem i øjnene på mig, selv efter en meget trættende dag :D


tirsdag den 8. januar 2013

NU - det nu, der gælder...

Så hvor de spæde skud på Lupinen strakte sig mod solskinnet i lørdags... De tænkte ikke på udsigter til frost  og sne. Fra deres skjul mærkede de varmen og lyset - og de ville frem nu!


Igår fik jeg den befriende besked, at den aggressive kræft, jeg fik mistanke om ved et tilfælde, og fik bortopereret den 11. december, ikke havde spredt sig. Et fantastisk nu! Om 14 dage starter jeg på den omfattende efterbehandling. Men den tid, den sorg eller...?

lørdag den 5. januar 2013

Tusind tak!

Tusind tak for alle de kommentarer/hilsener til de foregående indlæg og rundt om i blogland! Og måske også til de kommende indlæg... Det er ikke uvilje, der holder mig fra at svare - eller utaknemlighed. Det er koncentrationsbesvær.

Hjerteligst


fredag den 4. januar 2013

En "begavelse" - En haverejse til Sydengland

I ugen før jul stirrede jeg undrende på en papomgivet forsendelse fra Klematis. Ikke, at det var første gang, jeg havde oplevet en sådan. Samme styrkefulde indpakning derfra er tidligere landet i Lillebo, selvom det var længe siden. Denne gang havde jeg blot ikke sendt bud. Jeg kiggede spørgende på gemalen, som havde taget imod den fra posten. Ikke, at jeg ikke havde ønsker om bøger fra forlaget, men de var aldrig kommet længere end til under hårtoppen op til jul.Han rystede på hovedet. Det var ikke ham, der stod bag.

Det viste sig, da jeg med mine svækkede kræfter fik flået indpakningen op, drevet af en nu enorm nysgerrighed, at jeg var blevet begavet af et hjerte så gavmildt og betænksomt. Jeg blev rørt over tanken alene og ikke mindst ordene, der fulgte med. Ord fra en sjæl, der kendte mine ønsker og behov - ikke mindst netop nu.

Der var smukke kort fra Claus Dalby's haveliv. Motiver, som jeg kendte og holdt meget af. De var svaret på mange af de hilsener, jeg havde tænkt at ville sende... Jeg havde i årets løb lavet lidt julekort. Jeg gribes af trangen til juleforberedelser på de mest utrendy tidspunkter - og fører dem oftere og oftere ud i livet. Jeg havde også endnu nogle engelske julekort liggende fra vores kobberbryllupsrejse til London i oktober 2009. Engelske julemotiver er i mine øjne så banale og glitrende, at jeg falder pladask for deres romance. De måtte med hjem og sendes til mennesker med særlig plads i mit hjerte. Julebeholdningen rakte fint til min formåen efter operationen. Jeg vidste dog, at jeg ikke ville kunne nå at genoptræne mine skrivefærdigheder nær nok til at få sendt hilsener til alle inden jul og nytår. Ikke engang trods min stædighed. Det ville ikke være særlig beundringsværdigt, endsige læseværdigt, hvis jeg overbelastede venstre hånd, arm og skulder.

Derfor blev nogle hilsener udskudt til januar. Det var også de hilsener, som skulle indeholde beskeden om min sygdom til kære langt væk, som endnu ikke var indviede i min helbredstilstand. Claus Dalby's kort kom derfor som sendt fra himlen, da mit kortmageri i 2012 ikke havde kastet noget lager af sig. Kreativiteten og tiden blev i langt højere grad brugt i haven fra sensommeren og ind i efteråret. Alligevel kunne jeg så nu sende smukke hilsener efter jul. Og jeg tyvstartede lidt med at bruge kortene, da jeg i mellemjulen sendte lidt hilsener afsted nogle som gavmildt havde fyldt min postkasse samt en vase med opmuntringer. Det var en stor glæde og genoptræning at kunne gøre det! Og jeg fortsætter snart, hvor jeg slap...

Men ikke nok med denne uventede hjælpende hånd, så var der også en bog i pakken! Jeg holdt vejret et øjeblik, da øjnene faldt på titlen; En af de titler, der gemte sig bag øjnene. "En haverejse til Sydengland", skrevet af Hans Peder Christiansen, som arrangerer grupperejser til området. For hver foto og video, jeg efterhånden har set fra England, er min interesse for cottagegardens blevet større, mens jeg har haft sværere og sværere ved at kunne blive begejstret af "de store haver" på et begrænset medie. Det har ført til en slags misforstået mæthed. Svært at forklare. Men jeg kunne ikke længere fornemme en oplevelse via billeder, som jeg satte rigtig pris på. Da Claus Dalby afslørede ovennævnte udgivelse blev min videbegærlighed alligevel udfordret. Dén bog måtte jeg eje - om ikke før, så i det nye år!

Næsten andægtigt  slog jeg op på indledningen og åndede dybt ind. En bog er som udgangspunkt ikke blot en ny viden for øjnene, men duften! Duften af bog, som internettet på ingen måde endnu har formået at gøre efter. Lidt ligesom duften af jordbær og ærteblomster... Teksten inviterede, lokkede også nærmere. Men koncentrationen og læseevnen begrænsede sig da. Den blev lagt til side til mørke tider i januar, hvor hovedet forhåbentlig ville være mere samarbejdsvilligt og, hvor der utvivlsomt ville være brug for opmuntring, når julens og nytårets lys og festlighed var til ende. Igår tog jeg hul på bogen. Jeg er heldigvis langt fra færdig. Men min begejstring er jeg nødt til at dele nu! En levende fortæller og illustrator - et historienshistoriens vingesus har trukket mig med langt væk fra sygdom og blæsevejr og langt ind i forunderlige engelske idéer, ligefrem næsten ønskedrømme. Ikke mindst om en haverejse i det virkelige liv - drømmen er genoplivet. Nye planer for min egen have er svære at holde tilbage. Tak, stor tak til forfatter og giver! Jeg må bestemt have fingrene i "The Wild Garden" af William Robinson på et tidspunkt...


torsdag den 3. januar 2013

Spæde havetanker for 2013

Der skal ikke meget detektivarbejde her på min blog til for at konstatere, at haven ikke har nogen altoverskyggende rolle i mit liv i de kommende måneder.

På denne tid begynder det ellers allerede at krible i de 10 grønne tommelfingre efter at så de første frø. Når først Julen og Nytåret har takket af og lysene er slukket og januar er mørk. Bare ikke denne gang. Lysten er blevet væk. Kræfterne er sparsomme og bruges med megen omtanke. Fremtiden, selv den nærmeste, er uvis.

Men Tante Grøn skrev på sin fødselsdag om at så i vildskab og min bedste veninde, som selvfølgelig er havevild, som jeg, var her nytåret over og vi kom alligevel til at kigge frø; Lidt i virkeligheden, lidt i katalog og lidt på nettet. Egentlig havde jeg så også fået svinget mig op til at falde over en af mine frøposer, som skal have frost for at spire. I et øjebliks kådhed og selvforglemmelse var det soleklart, at de frø skulle sås dagen efter i en bakke i den gamle havestue, hvor der også kommer frost i løbet af vinteren. Havde solen skinnet, var det måske også sket. Men iveren efter at få fundet alle "remedier" frem var som fordampet, da blæst og regn gik alt for godt hånd i hånd med den skygge af mig selv, jeg er for tiden.

Ikke at det generede mig. Hvor jeg vanligt er relativt samvittighedsfuld og indimellem ærgres grueligt over kuldsejlede planer, så er jeg pt helt på det rene med, at jeg har mine begrænsninger. Idéen endte i et træk på skuldrene og et "pyt" inde i hovedet. Jeg havde alligevel en fantastisk dag.

Først idag, hvor jeg havde taget afsked med bedsteveninden og hendes fantastiske kæreste og derefter prøvede at hive mig selv ud af tomheden ved at kigge på de fotos af fyrværkeri, det lykkedes mig at tage forleden, skete der noget igen. Vi fik først "fyret af" 1. januar efter aftensmaden - vejret ved midnat var ikke til ansvarlig affyring ved Lillebo. Jeg stod inde i stuen med cameraet og albuerne støttet til vinduesrammen for ikke at ryste alt for meget. Og ja det lykkedes nogenlunde. Jeg begejstres hvert år af alt det glitrende i mørket, gnisterne, sprutten osv.osv. Det er så...sprudlende og overraskende. Det fik også smilet lidt frem igen, ikke mindst tanken om det selskab, jeg havde oplevet det i.

Men så dukkede pludselig en strøtanke op. Bogstaveligt talt. Frøene havde åbenbart ikke forladt baghovedet, for pludselig så jeg for mig, hvordan jeg spredte de kuldekrævende direkte i bedene sådan lidt efter lidt i den kommende tid. Ikke noget med forkultivering og styr på tingene. Jeg fik simpelthen den tanke, at haven skulle have lov at overraske og sprudle i år - og det, der er stærkest, vil sandsynligvis alligevel få lov at vinde i år. Om det så bliver "ukrudtet"...