Et lyst sind

Lyset er på vej. Dagen er tiltaget med 28 minutter siden vintersolhverv. I januar plejer jeg at hungre efter en meget længere og lysere dag. Efter sol. Den gråbrune jord og disede silhuetter kunne førhen sætte mig i en tilstand af dvale. Januar var den måned, jeg holdt mindst af. Rastløsheden var ubønhørlig. Videre, frem og liv NU.

Januar i det 13. år i det 3. årtusinde er anderledes.

Inden dagslyset overhovedet havde tænkt på at smide nathuen, åbnede jeg min dør. Lyset fra køkkenet spejlede sig i snefnuggene, som dansede i vinden i mørket. Lyset strakte sig så langt, det formåede.

I aftes tændte jeg lys i lanterner for at vise vejen til døren. For at byde velkommen med en varm flamme. Lysene i lanternerne bliver ikke slukket, medmindre vind og sne sørger for det senere.

Da en smule mere af dagslyset havde nået frem lyst både lanterner og sne derude. Verden var blev hvid. Et kæmpemæssigt spejl og silhuetterne var lysets skygge.

Idag er det 1 mdr. siden, jeg blev befriet for en kræftknude. Uvisheden og mistanken om dens eksistens havde formørket mine tanker mere end 1 mdr. forinden. Som en tyv i natten havde den overtrådt mine grænser og rystet min usvigelige tro på, at jeg aldrig havde haft det bedre. Den hånede mig med løftet om, at jeg aldrig mere ville føle mig sikker på, at min krop ikke igen ville bedrage mig. Mennesket holder ikke af at miste. Således heller ikke jeg. Tanken om "aldrig mere" var et afgrundsdybt mørke, jeg blev trukket ned i.

Der blev tændt lys. I december blev tændt mange lys. Lys for julen og lys for lysets komme. Lys for det nye år, som eksploderede i stjerner på en mørk nattehimmel.

Der blev også tændt lys for mig rundt omkring. De lys rørte mig dybt. De nåede ind i mørket. De viste mig vejen og troen igen, indtil jeg nåede en ny milepæl. Ja tilmed fik jeg selv en masse lys at tænde i mørket. Tak vil aldrig række til at beskrive, hvad al dette lys betød.

Nu er mørket faldet på udenfor. En dag, som bragte både skyer, sne og sol er til ende...

Solen legede ind og ud ad vinduerne. Hen over væggene og lavede skygger. Den vandrede over ansigtet, da luren var næsten til ende. En af de mange i denne tid. Slowliving. "Ting" bliver gjort når og hvis, der er tid og overskud. Eller ikke. Den, solen lokkede mig lidt ud at kigge på Lillebo's ansigt. På behørig sikkerhedsafstand. Under tagskægget går nu ingen. Det er min vante rute ind og ud ad havestuen, mod drivhuset, mod haven eller blot mod brevkassen. Istedet får disse istappe lov at hænge i fred. Som barn var det lykken at finde en sådan, brække af og sutte på. Idag frister tanken langtfra - hvad kan den ikke indeholde...?! Men fortryllende smukt gengiver de stadig lyset.

Så blev det tid til et hvil. Tid til igen at sidde ned. Mens jeg pakkede det sidste af julen, lidt vemodigt, i kasser, som gemalen bragte til loftet, kom jeg i tanke om et foto fra januar 2012. Da var mit camera ganske nyt. "Julemanden" havde lagt det under træet. En gave, jeg har haft stor, stor glæde af året igennem. øjeblikket blev indfanget den 6. januar. Lyset fanget i en frøstand af Clematis "Korean Beauty".

Godmorgen. Dagen er nu tiltaget med 31 minutter. Det er 3 minutter mere end igår.

Prøv at rulle ned og læse i kommentarerne... Dernede finder du blandt mange andre dejlige ord, dem fra Fru Friis. Læg særligt mærke til "...Bliver endda glad for mørket som også kan bruges til at minde os om at lyset venter derude...". Jeg havde nær sagt BINGO, da jeg læste det. Og videre kan du så læse kommentaren fra Iris, hvor hun mindede mig om en sang fra min barndom, som jeg havde glemt. Den forstår jeg egentlig først nu, hvor jeg ser den igen. Forstår den på min egen måde. Januar i år er ikke en plage, men en gave.

I aftes sad jeg og glædede mig over de ord, mens jeg kiggede ind i små lys. Vist er det ikke jul længere. Faktisk blev den pakket sammen i kasser lige forinden. Med undtagelse af det, som obligatorisk bliver glemt hvert år, når man mener at være færdig og har fået kasserne stuvet ad vejen. Men i min halvvisne palme bag mig, lod jeg en "lysgren" få bolig. Når de større lys i stuen slukkes, står den som et lille og meget, meget smukt lys i mørket bag den hvide rose fra min bedste veninde. Det lille lys kalder på de store følelser og glæder, når mørket falder på. Og det kaster skygger af palmen i loftet. Smukke grå silhuetter, som jeg desværre ikke kan gengive.

I den meget tidlige morgen idag lod jeg blitzen spejle sig i sneen med et kig til lyset fra igår...

Allerede for et år siden, fristede Hanne mig til at købe gule Primula i januar til stuen i dette indlæg. Jeg fik det ikke gjort... Jeg kom i tanke om det forleden og besluttede, at NU skulle det være! Igår beså jeg udvalget i butikker, som bugnede af alt, hvad man kunne ønske sig i lilla, røde, sartrosa og hvide kulører. Men gule var det småt med og duften var jeg ikke tilfreds med. Jeg endte dog med at hjembringe en eneste, som i farven minder mig om solen i sensommeren. Og sensommeren og efterår er mine yndlingsårstider. Derfor betænkte jeg mig ikke yderligere og må så bruge fantasien på at forstærke den svage duft.

I aften er det vist øjnene, der lyser. Jeg faldt over et indlæg i En Ydmyg Have med "Postkort fra Hune". Modsat så mange andre, "opdagede" jeg først Anne Just og Haven i Hune, da hun var gået bort. Jeg har ikke været den store tv-seer i mange år. Jeg har med et halvt øre hørt hende og haven omtalt, men det fangede mig ikke. Ikke før, der pludselig dukkede en masse minder frem overalt om Anne Just. Jeg blev nærmest suget ind i hendes malerier. Hendes kreative verden var eventyrland, selv via en skærm. Jeg glæder mig i den grad til jeg engang kan besøge haven i Hune - meget gerne som et ophold, hvor jeg også kan opleve den aften, nat og morgen. Måske er der ikke feer, men jeg er sikker på, at der er fortryllende.

Ved siden af mig brænder den sidste rest af et julelys fyldt med forårsglæder. Dufte, fuglesang og solskin blev smeltet med ind i i april. Kigger ind i det og sender mine allerstørste håb for Hanne! Håber du også snart  mærker lys og glæde igen.

Lysene brænder stadig lystigt i lanternerne søndag formiddag. De lys, jeg tændte torsdag. Lysene fra venner, som jeg byder velkommen med udenfor min dør og glæder mig over indefra. Dagen er nu tiltaget med 33 minutter siden vintersolhverv.

Sneen blev der også mere af igår. På vejene kan de fleste af os vel nok blive enige om, at den kan blive en pestilens. Men det rokker ikke meget ved min glæde over, hvordan den lyser op på selv mørke januardage og faldefærdige, gamle skure.

Til slut i indlægget her levner jeg lidt mere plads til natten. Jeg har stået langt hjemmefra og kigget ud i natten før en milepæl i mit liv i december. Himlen var dækket af tunge skyer, som blev oplyst af storbyens lys. En storby, som aldrig sover. Et lettere usundt skue for en, der er vant til at kunne se stjerner så smukke på klare nætter. Men de er der altid. Stjernerne. Det var de også den nat, ligesom lyset og vennerne, selvom jeg var på et sted og et tidspunkt, hvor jeg syntes ganske alene.

Med til natten hører også månen. Et sted i baghovedet ligger børnelærdom om månens og solens indbyrdes forhold. Om hvorfor, månen tiltager og aftager. Om skygge. Om månens indvirkning på ebbe og flod på jorden. Men jeg lader det ligge, hvor det er lige nu. Allersmukkest er fuldmånen, gerne med drivende skyer. Magisk er månen, når den er en gul appelsin eller med en regnbueagtig cirkel omkring. En halo, hedder det vist. Månen er magisk i mørket.

Sidste år købte jeg frø til min veninde og mig selv sagde hunden. Det var frø til Måneblomster. Jeg blev tiltrukket af, at de skulle springe ud og dufte om aftenen. Jeg dagdrømte, at jeg ville sidde om aftenen og sende min veninde tanker, mens både hun og jeg nød denne duft i stilhed. Jeg fik sendt hende frøene. Mine forsvandt. Jeg har siden ledt højt og lavt, sågar haft hele mit skrivebord ryddet og sorteret og flyttet. Men de var og blev væk! Sammen med et par få andre ting. Det forbliver sikkert en gåde. Men nytårsdag sad vi sammen og kiggede frø... Da stødte vi på Måneblomsten. Hendes frø var ikke rigtig blevet til noget sidste år. Måneblomsten har spøgt i mit hoved siden.

I fredags fik jeg så nyhedsbrev fra Albinus Frø. Der tonede Måneblomsten igen frem og jeg skyndte mig at gribe nuet og bestilte nye frø til os begge igen. Dagdrømmen blev genoplivet. Hvis du vil drømme med, så kan frøene bestilles her: http://www.albinusfro.dk/shop/maaneblomst-bona-nox-540p.html

Jeg håber, du har haft en god week-end og måske lidt fornøjelse af mit lyse sind.
Hjerteligst

Kreative finurligheder

Jeg var "advaret" på forhånd og havde faktisk glædet mig i lang tid til, hvad vi så på den gåtur i et fritishusområde nær Gistrup i ferien. Nu er jeg ikke sikker på, at ejeren ønsker sin adresse offentliggjort, selvom jeg sikkert kunne støve den op, hvis det var... Men jeg synes alligevel, at I skal have lov at kigge med  via mit camera.

Og lad det være sagt med det samme, at jeg elsker at blive begejstret af overraskelser! Og det blev jeg, selvom jeg havde fået en lille forsmag serveret i form af få billeder tidligere. Tænk at komme gående ad en skovsti og pludselig stå udenfor en have afgrænset af træer, hvor den ene kreative finurlighed efter den anden næsten trækker en ind mod huset! Ikke at jeg gik derind - det er alt for påtrængende at være for en smågenert havealf. Men mod min vilje kunne jeg ikke lade være med at kigge nysgerrigt ind i haven! (sidder og rødmer forlegent i tankerne)

Med cameraet har jeg "fanget" nogle af de finurligheder, som stod i græsrabatten langs haven. Det virkede helt naturligt og ikke spor "plantet". En kreativ havesjæl jeg godt ville gøre kunsten efter...

Feriefrygt

Underlig overskrift, det indrømmer jeg gerne. Men sagen er jo, at jeg nu i flere uger har knoklet så vidt muligt fra morgen til aften. Ladet lyset og vejret styre og sende mig ind, når tid var. Familien har nok indimellem syntes, at det var lige lovlig meget af det gode. Og derfor besluttede jeg også, at kun 14 dage af skoleferien måtte bruges på haven. Og selvom jeg siger knokle, så handler det dybest set om, at jeg har været ude og lege. Ligesom, da jeg var barn. Kan ikke sige det nok; Haven er min legeplads - langtfra min forlængede dagligstue.

Lige nu, hvis ellers det var lyst, ville man nok også sine steder kunne forledes til at tro, at jeg havde leget med mudder. Igår fortsatte jeg jo gennem de fleste regnbyger og det sætter sit aftryk i den smule græs, der efterhånden er tilbage ;) "Blev du så færdig, Zep?". Et eftertrykkeligt nej ligger lige på tungen. For bolde har jeg mange af i luften - altid. Det er ligesom bare sådan jeg og haven er. Og vi lægger ikke skjul på det. For en halv snes år siden blev hækken fjernet ud mod vejen. Tjørnen kom for skade at punktere gemalens dengang nye bør - og det blev dens endeligt. Nuvel hækken var bestemt heller ikke noget kønt syn. Det var haven egentlig heller ikke dengang - efterhånden nærmest en "naturgrund", hvilket selvfølgelig også kan have sine charmer, men...

Idag er haven godt på vej til at blive en opdagelsesrejse i blomsterland. En af gemalens kammerater mente idag, at nu skulle jeg vel ikke have plantet mere - den var ved at være godt "tilgroet" nu. Jeg svarede lidt henholdende. På sin vis har han jo ret set fra en vinkel, hvor man ikke har den store passion for enkelthederne, men skal "passe en have". Omvendt ved jeg noget om haven og undertegnede, som han åbenbart ikke aner - vi er ustoppelige ;)

Og netop derfor sidder jeg og frygter lidt, om jeg overhovedet kan stoppe og holde ferie nu. Græsset skal stadig slås og potter vandes og så er det jo, at man får øje på så meget... Men, nej jeg løber ikke fra mit ord. Frygter det bare lidt - også selvom kroppen nu et overtrænet for en god stund og TRÆNGER til at holde ferie!

Et lille pip...

...fra mig og min lille hjælper. Vi har travlt i haven nu!

Childlike thinking.

Ikke et begreb, jeg har grebet ud af den blå luft, men stødte på i Havens week-end-nyhedsbrev. Og egentlig lidt befriende at få sat så gode danske ord på... kreativitet. Nu er der så hele to ting, de fleste mennesker kan tage afstand fra ;) Kaos er endnu et ord, jeg har bidt mærke i - nærmere bestemt på Claus Dalby's blog idag.

Tiden med armchairgardening - altså havearbejde i lænestoleniveau nærmer sig. En havebogsforfatter som netop Claus Dalby er forrygende til at skabe længsler, længsler efter sublime udtryk, det mystiske violette, det sarte gule og ikke mindst flammebedet, som undertegnede har været fan af længe! I begyndelsen var Isabella Schmith og derefter kom Claus Dalby. Og det handler i al sin enkelhed om min indgang til havebøger. Idag kan jeg snildt remse flere op, som har inspireret og igangsat eller blot underholdt. Men de to forfattere magtede opgaven at begejstre...

Om blot en måned og en dag går jeg ind i de voksne havefolks rækker. Det forestiller jeg mig ihvertfald, at man gør, når man rammer dagen, hvor man kan kalde sig fyrre, fræk og festlig eller noget. Og så kommer jo de her livets store spørgsmål op til overfladen ;) Nej,nej det var ikke noget med kostvaner eller farlige rynker, jeg tænkte på. Og jeg kan heller ikke påstå, at jeg tænker synderligt over, at jeg sikkert har levet halvdelen eller mere til af mit liv på jord. Men lige præcis det med begejstring, kreativitet, kaos og Childlike thinking - og ikke mindst i min have, er mig magtpåliggende at fastholde og udvikle.

Det er sent nu og ovenstående er blot begyndelsen på vinterhalvårets plager på min blog. Så meget som mine udfoldelser i mit øvrige liv levner mig af tid og koncentration, vil jeg udbrede mig lidt (eller måske meget?) om, hvor rig jeg som unikt menneske føler mig - blot fordi, jeg går på opdagelse... Volapyk for dig? Vent nu og se, om ikke noget kommer til at give mening.

Rosen ovenfor hedder Geoff Hamilton - fantastisk rose! Vidunderlig rose! Og nogle vil kalde den yndig lyserød. Det er slet ikke usandt. Men den er også orange - se blot godt efter når den står i denne vase. Den er også hvid, hvilket træder frem, fordi tapetet ikke længere er det. Nogle ville nu i tankerne begynde at planlægge en tapetsering, eller i det mindste en omgang maling ved det syn. Det er uordentligt, at væggen ikke er præsentabel. Det kunne jeg også finde på, men med tanken om, at jeg rent faktisk KAN tapetsere selv. Jeg kan måske tilmed lege så meget med tapet, at væggene bliver spændende, mens vi venter på den der ombygning, som der ikke har været tid til, og først derefter får "ordentlige" vægge. Risikoen er så bare, at jeg ikke længere ønsker ordentlige vægge...

Men det "barnlige sind"/den kreative vil slet ikke skænke tapetet nogen større opmærksomhed i første omgang. Det vil undre sig og være nysgerrigt efter at vide, hvad det er, der bliver vist ude i højre side. Hvad er det for kradserier? En logik vil være, at det ikke er udført af en anerkendt kunstner, for hvorfor så ikke fremhæve den fulde størrelse ;) Det eller rettere den, for det er en kultegning, blev lavet for godt et år siden, hvor jeg nærmest blev udfordret i et selskab, hvor jeg blot var ledsager; "Har du ikke lyst til at prøve at tegne opstillingen?". Arrh jeg kan jo ikke tegne så godt som de andre, var og er nok den tanke, det ordentlige menneske først får igennem hovedet. Den slags evner har jeg slet ikke. Men det er jo ikke rigtigt. Det er ikke sandt, at vi ikke har de evner. Det, der til gengæld er sandt, er, at vi ikke bruger dem eller kender dem. Ingen har sagt, at min kultegning skal ligne en, der er lavet af en tegner, som har øvet sig meget og/eller har en række teknikker til at få et bestemt udtryk ud af et motiv. Poul Pave havde øjensynligt troen på sig selv! Jeg har ikke studeret ham og hans baggrund nøje. Men kom nu ikke og sig, at DU ikke også kan lave noget af det samme, som han kan - med dit unikke udtryk tilsat. Og er der noget, jeg som snart "voksent" menneske har erfaret, så er det, at uventede udfordringer kan give et helt frydefuldt sug i maven ;)

Og her er så, til den nysgerrige og kreative, som har fulgt med til den bitre ende, et foto taget af tegningen, den fulde, for ca. 1 år siden. Godnat og sov godt ;)

Hør.

Med sensommerens komme er spinderokken jo hevet frem og støvet af - ja faktisk er begge det, for min "Traveller" blev pludselig besat af en datterelev og så måtte den gamle og større hives frem og have et udbedringssæt med ny bremseline osv. og igang. Det siger nok de færreste herinde særligt meget at komme nærmere ind på "fagbetegnelser", som langsomt sniger sig ind på mig på linie med planters botaniske navne... Men ellers hænger min havemani faktisk en del sammen med min hang til hjemmegjorte garner/tøj. Her i sensommeren trænger de farver i haven og andre steder igennem, som er gyldne til røde. Det inspirerer mig temmelig meget til jul - og det er da også "julegarn", jeg hovedsagligt er igang med at spinde for tiden.

Det er ikke for tidligt at begynde på garnet til jul - slet ikke. Det tager tid og er nærmest en terapi på linie med havearbejde, hvor der tænkes mange ting på plads i hovedet, mens hjulet snurrer og det kører derudaf. Intet andet håndarbejde kan give samme skaberfornemmelse. At spinde uld er på en eller anden led en meget "fundamental" oplevelse - for mit eget vedkommende fra første færd, hvor jeg stod med en håndten...

Idag rusker det lidt voldsomt ude og jeg har mest lyst til at vende det ryggen, for jeg er lidt nervøs for mine "lange" planter, der piskes rundt. Men igår var der anderledes morgensol i havestuen, hvor det nyeste julegarn hang og var tørret færdigt. Det er et effektgarn, det skiller sig ud fra de andre ved at have en tråd hør i. Hør som skinner en smule. En fiber, jeg aldrig havde prøvet at spinde før og var på nippet til at fortryde... Retteligt burde det nok have været spundet med hørhoved på rokken. Men det vidste jeg ikke, før jeg var godt igang. Altså jeg anede simpelthen ikke, at der fandtes sådan noget ekstraudstyr. Så det lykkedes mig alligevel at få en tråd ud af det genstridige, spundet venstre om og med fugtige fingre. Det blev så tvundet sammen med uldtråd til sidst. I den røde uld er der iø kartet Tencel ind - endnu en fiber fra planteverdenen, som også er lidt skinnende og ganske stærk iø.

Tro dem ikke!

Dem, der siger, at sommeren er slut ;) Tak for alle jeres skønne hilsener!

Fryd!

Sidder og lytter til høstmaskinerne, som stadig kører og kører og kører derude - og skammer mig næsten over, at jeg selv er ved at gabe kæberne af led. Hvornår mon de lige får lov at køre til drømmeland. Og stå op imorgen til mere arbejde... Nuvel vi har fabelagtige sensommerdage herovre på - jeg havde nær sagt - ønskeøen. Igen idag startede jeg med at "lege" derude med cameraet. Camera i den ene lomme og blomstersaks i den anden. Lige siden har der været fart på med alt muligt andet.

Men imorges blev jeg altså igen fanget ind. Og foruden Ærteblomster, en stor håndfuld, duftende på badeværelset og Morgenfruer i køkkenet for ikke at nævne Stolte Kavalér og Duehoved i det lille listige rum i vitrinen, så blev det til en buket til klaveret. Det er bare ikke smart at fotografere den om aftenen med blitz, for så ser man dobbelt hihi. I virkeligheden er der noget helt eventyrligt over sammensætningen af Georginer og Coreopsis, som jeg aldrig har prøvet før og er vild med!

Tak for "roserne" til mit forrige indlæg - og rigtig god søndag, når I kommer så langt!