Sider

torsdag den 28. juli 2011

Sol og regn

Jeg er ikke ganske skyllet væk, selvom det kunne se sådan ud, så tavs jeg har været i en uges tid... Meget af tiden har jeg tilbragt sammen med fantastiske havevenner og -oplevelser i det jyske. Hjemme igen har jeg taget fat igen på pligter og sysler - og ser nu frem til besøg af en af haveveninderne på tirsdag. Det glæder jeg mig til.

Trods verdens genvordigheder af dybt rystende karakter, så fornemmer jeg stadig, at sol og regn optager ganske mange. Personligt glæder jeg mig stort over ikke at skulle vande og at kunne plante det, der er sprunget på mig i månedens løb! Men jeg holder da bestemt også af solen. Vi kan jo slet ikke indvære den. Og noget, jeg holder allermest af ved den er, at den laver lys og skygge, som i dette bed, jeg "fangede" i haven igår.


Idag har det regnet på nær et par timer, hvor jeg strøg ud og fik plantet lidt og hygget mig. I lørdags, mens jeg var væk, kom der nogle kraftige vindstød. Dém er jeg ikke særlig begejstret for. De ødelægger. Så må man få det bedste ud af det... Bl.a. ved at klippe væltede af og stikke dem i en sorte murerspand som vase og stille ved lanternerne.

tirsdag den 19. juli 2011

Tadaaaaaaa Klokkeranke...

Torsdag, dagen før jeg atter drager til havetræf hos en i Floralen i Jylland, lover de plaskesjaskevejr - mon så ikke, jeg får ro nok på mig til at få besvaret kommentarer?!

Idag, eller rettere i aften kommer haven og omgivelserne iø her til at summe af kagespisende (vi bagte også cupcakes for første gang igår), forhåbentlig glade mennesker i aftensol. Og jeg tror næsten, helt sikkert, at min Klokkeranke har forstået et vink med en vognstang og er sprunget ud til ære for Eva, min søde haveveninde fra Jylland, som er på ferie på vores dejlige solskinsø og også kigger ind...!


Jeg er den, der er løbet....

mandag den 18. juli 2011

Havens spisekammer

En lille pause må der til, når man lever sommeren for fuld udblæsning! Glem alt om klager over regn fra min kant. Aldrig har min have været så frodig - nogle planter viser sig fra en side, jeg end ikke havde forestillet mig i volumen og "sprødhed"! I aftes nåede jeg lige 5 kvarter med ukrudtspanden, inden regnen kom igen og sendte mig ind i køkkenet, som fik en ordentlig omgang - gulvspanden blev som den sidste sat på plads kl. 00.55!

Idag bliver køkkenet nemlig brugt i den grad. Der bages; Italienske boller, "Verdens bedste brød" og forsøgsvis sammen med datteren, jordbærcupcakes og colacupcakes. Og så er der gårsdagens høst...


Rosen 'Nostalgie', som jeg næsten har lyst til at tage en bid af, pryder i havestuen. Agurkerne smuttede med datteren på overnatning hos veninden. Ribsene blev kogt til saft, mens køkkenet blev gjort rent og sat til afdrypning, mens Zeppen sov tungt ;) Den skal geleres i aften. Og stikkelsbærrene blev kogt til syltetøj, som naturligvis måtte testes på "Verdens bedste brød" (som dog ikke fik verdens bedste bund, fordi den hang fast i stegesoen) til aften sammen med et glas lækkert kærnemælk fra det lokale mejeri til aftensmad. Lækkert!!


søndag den 17. juli 2011

Klokkeranke knop del 3...

Jeg har lidt på fornemmelsen, at det her er sidste gang, jeg viser knopper på vje til at springe ud. Nu synes jeg nemlig, det går stærkt...

lørdag den 16. juli 2011

Forloren Chokoladeblomst og Gulerodsblomster

På Ungersvendens blog beundrede jeg idag bl.a. Chokoladeblomst eller Chokolade Cosmos, som den også kaldes. En af dens helt store charmer er, at den vitterlig dufter af chokolade. En af dens ulemper er, at den ikke er hårdfør. Det sidste har afholdt mig fra at investere i den hidtil.

Kan man leve uden begge dele og "nøjes" med en blomst, der ligner den meget, så er Coreopsis 'Limerock Ruby' sagen. Den indgår på prøve i mit nye/kommende flammebed. Jeg kunne simpelthen ikke gå forbi dens frodighed og kønne blomster forleden hos Fuglesang Haveparadis.


På en aften som denne, stille med fuglefløjt i den nedgående sol, så er fristelsen meget, meget stor til at smide sig på græsset og kigge op i Gulerodsblomsterne. Så et gjorde jeg. Tænk engang, en slat overgemte gulerødder i foråret med lidt grøn top stukket i jorden og så ellers sørget for, at den jord ikke blev for tør; Det giver en pragt som denne!



Og så kan de tilmed bruges i buketter ;)

fredag den 15. juli 2011

Klokkeranke knop del 2...

Nu godt 1 måned efter, jeg opdagede de første knopper i Klokkerankerne, er der vist ved at ske noget med ihvertfald en af dem - Knoppen vender nu mere nedad og er lidt åben forneden...

På den igen?

Det er ikke verdens bedste nyhed at stå op til en fejl 404 - File Not Found, når man skal ind og "drikke morgenkaffe" i Floralen. Igen. For det er lige præcis den besked, der fremkom, da udbyder efter oversvømmelsen af Kbh. flyttede servere og fik dem igang igen. Søvnen sidder stadig i blikket og man trasker videre på nettet til udbyder, hvor man idag ikke bliver klogere, endnu ihvertfald. Det var li' godt hundans altså!

Det kan ikke nytte at spilde energi på at blive småhysterisk Det har teknik aldrig nogensinde reageret positivt på hos undertegnede. Suser ind igen blot for at konstatere, at der stadig ikke er vigtige oplysninger. OK så! Så finder vi lige en blomst, en Pelargonie frem, som måske kan få Floraler, der lægger vejen her forbi til at smile et øjeblik. Vi vender tilbage - tag det som et løfte eller en trussel, blot et spørgsmål om tid (håber jeg) ;-)

torsdag den 14. juli 2011

Min (midlertidige) udsigt

Jeg er ekstremt egoistisk anlagt, når det kommer til forhaven. Det opvejes af andre dele af min personlighed. Men forhaven er og skal være min legeplads, mit eksperimentarium og min kilde til videre inspiration. Og derudover, så er den propfyldt af planter, som minder mig om plantevenner og -veninder. Den pirrer mange forskellige sanser hos undertegnede.

Glem alt om tanken om, at den er anlagt med sans for arkitektur og fremvisning! Det tætteste, den kommer på det er, den inspiration, som andre har givet til placeringer. Og vigtigst af alt er udkigget fra mit vindue her. Det er jo her, jeg må nyde den, når vejret eller andet holder mig inde.. I får nu den midlertidige udsigt at se, som den tager sig sjaskende regnvåd ud idag. Og når jeg skriver midlertidig, så handler det om, at der er mange nyplantninger - dermed huller eller midlertidigt placerede genstande og planter for fylde. Og med tiden, når jeg enten falder helt tilfældigt eller måske laver en selv, så skal der en havelåge i ud mod vejen - og måske lidt passende stakit om hjørnet derude. Kun måske, for der er buske i det hjørne, som er meget unge og slet ikke ses indefra endnu. Mange planter vil også, helt bevidst, gro sig så store med tiden, så jeg bliver nødt til at gå derud for at se, hvad der gemmer sig bag... Stierne, som endnu er af græs, skal være skjult for mit øje, så det ligner et hele, når jeg engang er færdig til "blot" at vedligeholde, nyde og lade mig inspirere af til at spinde uld og andre kreative udfoldelser. Det tager år at perfektionere egoisme ;)

God regnvejrsdag!

mandag den 11. juli 2011

Surbundsbøren

Jeg har lige været ude i næsten-mørket og lytte. Lytte til sommerens lyd. For 6. aften i træk er det næsten helt vindstille, efter mørket er faldet på. Det er lidt af en oplevelse faktisk. Aftenerne er blevet brugt i havestuen. I aften er så undtagelsen, men jeg måtte så lige ud... Og derude var altså, hvad der for mig er sommerens lyd; Græshopperne, der "synger". Jeg kan ikke forestille mig nogen anden lyd, der er mere sommerlig - og elsket for det. Selvom nogle måske vil mene, at denne sommer er lidt vel fugtig, så kan jeg kun sige, at det vist til dato - nej, jeg ved, at denne sommer en den bedste havesæson overhovedet, jeg har oplevet! Ingen snegleangreb, planter så frodige og mulighed for at plante i juli uden at skulle rende livet af sig med en kande. For slet ikke at glemme hjælp fra både gemalen og feriegæsten til at få gravet vækster op, jeg aldrig nogensinde ville være kommet igennem uden rygskader!
Og så til planterne... Jeg præsenterer lige lidt af surbundsbøren, som den tager sig ud nu...
Allerførst den lille Pieris Japnica, som Kj forærede mig for et par år siden. Den har vel nok sat nye blade i år! Og den er så charmerende yndig i mine øjne ved siden af de store.



Så er der Pieris 'Forest Flame', som i den grad betager i foråret, når de knaldrøde nye blade dukker op nærmest som blomster. Dét gjorde de også i år. Men kun på den ene af de to planter. Den anden havde fået en hård medfart af sneen ligesom Azaleaen fra Netto, som jeg besluttede at ofre til kvasrodebunken. Men NU kommer den anden Pieris med nye blade og det gør mig noget så glad!



Og så til noget, der med de rette eller måske snarere forkerte briller kan se lidt frækt ud høhø. Det er en eller anden svampetingest, tror jeg. Den dukkede også op sidste år og jeg blev ærlig talt næsten lige så måbende i dag som da, da jeg fik øje på dem. Skulle nogen vide, hvad det præcist er, kunne det være interessant at høre om - ellers er det "blot" en charme med ved den gamle trillebør med surbundsjord og -planter...

Fuglesang Haveparadis

Alt har en ende... Feriegæsterne er nu på færgen og på vej hjem til Jylland efter en håndfuld dage, som har været fyldt med det, gode minder er lavet af. Mange tak for de dejlige kommentarer, der blev lagt til forrige indlæg!

Forleden drog vi til Fuglesang Haveparadis i Ibsker lidt uden for Svaneke. Jeg har været der før, så jeg vidste, at den have havde "noget" at byde på. Ikke mindst et plantesalg, som rækker noget udover et standardsortiment. Else Marie, ejeren fortalte også, at der næste år vil være en del vildarter af Rhododendron i udvalget. Da havde vi stået og kigget på netop sådan en på salgsbordene, som også kunne byde på lidt af hvert af andet lige fra Lyng til roser, buske, stauder, træer osv. osv. Et rigtig "farligt" sted at komme.

På vej ud stødte vi ind i nye kunder, der beundrede vores køb og vi var godt enige med dem om, at det var sådan et sted, man bare kom "for at kigge" og endte med at købe noget, som ikke kunne leve uden... Og derforuden, så er Else Marie altid at finde med vandslangen eller andet imellem bordene - og meget nem at falde i snak med... Jeg har bestilt to roser. Hun havde dem ikke hjemme, men jeg blev fristet nede i besøgshaven, hvor de var plantet. Nu husker jeg ikke navnet, men de lignede "Crazy for you", bare med flere kulører... Så en dag ringer telefonen og jeg drager igen til Ibsker ;) Blandt de indkøb, der kom med hjem, var en fliget, sort Hyld 'Black Lace', som jeg godt vidste, jeg manglede.

Men som nævnt var vi på rundtur i haven, hvilket koster kr. 25,- pr. snude. Der er en pæn del at blive inspireret af! Jeg lægger et par fotos derfra, men der er meget mere at se på. Og når så man har været en tur omkring, og måske har glemt at tage kaffekurven med, som ellers kan nydes forskellige steder, så er der mulighed for at købe en kop kaffe eller the til en 5'er pr. kop. Et rigtig hyggeligt sted, som er et besøg værd!




Her kommer lige et foto, som mit billedbehandlingsprogram vist ikke har lavet så kreativt som det første ;)


fredag den 8. juli 2011

Hvilken dag er det?

Lysene er pustet ud, lampen med sommerfugle og blomster på skærmen ovenpå det lille køleskab i havestuen er slukket, plaiderne ligger henslængt over stolenes trætte armlæn, glassene/kopperne/kanderne... får stå til imorgen - hvilken dag, det så end er...

Jow det er meningsfyldt at følge begivenhederne i verden, vejrprofeternes forudsigelser og i særdeleshed at passe sin sengetid og tømme opvaskeren. Bare ikke nu, midt i det hele, som er stort og rummeligt. Planterne råbte på at blive plantet. De som blev bragt med sommergæster. Sommergæster som ankom sent og spiste is med rumtopf og drak kaffe og bærlikør, inden lysene blev slukket ud på de små timer idag - eller var det igår...

Tro mig. Det er ikke fuldemandssnak ovenpå et enkelt glas baileys til kaffen. Kaffen i den ekstremt stille og smådisede aften og siden begyndelse på nat i godt selskab med snak om stort og småt, fortid/nu og fremtid og krydret med tiltider alvor eller perlende, tåretrillende latter og fjantethed. Det er sommer, når den er allerallerbedst og man lidt glemmer "sig selv". Sommer når man ender med at gabe kæberne ad led, inden man får rejst sig og begyndt at tænke på tandbørsten og hvad man ellers sådan har ry for at gøre på en ganske almindelig hverdag. Det kan godt lade sig gøre indenfor landets grænser - uden at tage på charterferie med gøgl og kulørte lamper. Det er så meget mere intenst og sanseligt omgivet at havens lyde, når øjet ikke længere kan skelne - eller når næsen kildres af dufte, som skifter efterhånden, som dagen skrider frem. Og så ligger det udenfor vane og udenfor fornuft egentlig at sætte sig her og tjekke DMI's varsler på den forkerte side af midnat og skrive på sin blog uden mål og med - udover at sende en hilsen til alle, der bruger deres tid på at lægge vejen forbi og ønske for jer alle, at I også må sidde og fundere over, hvilken dag det nu er.

Jeg har set meget smukt idag, men cameraet fik lov at hvile, for jeg så det for min egen skyld og sammen med min bedste veninde - det tør jeg godt at indrømme, selvom jeg nok har ry for at dele en masse med mange andre. Og så pyt med, om planterne har et navn, for oplevelsen er det vigtige. Det man kan "leve på" i lang tid efter, hvis man altså lige giver sig tid. Så nu kommer et 2 år  gammelt, dårligt fokuseret foto af en af sommerfuglebuskene, uden navn og meget almindelig - og hvor jeg glæder mig til at se den omsværmet og duftende...

Godnat.

onsdag den 6. juli 2011

Nærmest lykkelig!

I aften ankommer verdens bedste feriegæster - de er lige taget afsted fra Jylland.

Floralen blev vakt til live i aftes og kører stadig upåklageligt.

Idag er Hemerocallis 'Pixie Pipestone', som jeg fik af en god haveveninde for et par år siden, sprunget ud for allerførste gang og den er så skøn så skøn den bette!

Kan man egentlig ønske mere?!


tirsdag den 5. juli 2011

Grædende Dild

Igår blev startet med en vandretur i den omliggende natur sammen med den ældste datter. Der blev også tid til at standse op ved grøfter og plukke lidt til en vase i havestuen.

Stort set resten af dagen gik med havearbejde. Eller rettere fjernelse af uønskede planter med klør 5, hakkejern og ørnenæb. Først og fremmest i den gamle indkørsel og ved skelgrøften. Selvsåede Ahorn er noget en vis mand har skabt... Sædvanligvis er det nærmest utænkeligt at fjerne noget som helst i en gammel sammenkørt indkørsel som denne. Men da vi har været begunstiget med noget regn på det seneste, var det næsten en fornøjelse af gå i lag med det. Og ihvertfald en nydelse at kunne dekorere efterhånden som mulighederne bød sig. Meget af dagen bød iø på en finfin regn, som var noget så lækker at arbejde i!

Da klokken nærmede 22.30 kunne jeg ikke skelne krudt fra ukrudt og gik værkende ind fra dagens dont. Men da var der så også brudt beton med et tung løftestang af jern ved spisepladsen i gården, og frigjort en af de store sten underneden, som blev halet og lagt dekorativt på den anden. I hullet skal fyldes jord og plantes en Syrisk Rose, jeg købte på plantemarked i Geografisk Have, Grundlovsdag samt Geranium 'Midnight Reiter' og en Akelaje, i nærmeste fremtid. Og så blev der flået græskanter op udenfor spisepladsen og flyttet et par Cosmea ud, hvor de lyser vældigt op.

En sådan smøre og mere til er ikke uvanligt at finde i Floralen, hvor jeg også viser rundt hid og did, ligesom de øvrige Floraler. Det er et superhyggeligt og velfungerende fællesskab, hvor vi inspirerer hinanden og bytter indbyrdes foruden at mødes ved særlige lejligheder. Men dagens absolut sidste opgave igår var at gå ind og se til vores udbyder. De fik en omfattende, meget meget omfattende vandskade i deres primær serverlokation i Kbh. i lørdags. Det har betydet, at Floralen lige siden har været ude af drift. Meldingen igår var, at man forventede, at alt kom til at køre igen natten til idag. Men sådan er det ikke gået. Og jeg ved, at flere andre ligesom jeg savner den daglige "kop kaffe" i Floralen og alle krydser fingre for, at der snart er lys forude. Ja selv Dild-planterne var fulde af tårer her til morgen ;) Ganske smukt iø!



Ps. De Floraler, der er brugere af FB har mulighed for at "mødes" på FLORALEN'S VENNER og følge lidt med.

søndag den 3. juli 2011

Værtindebuket

Idag var vi inviteret til cacao og lagkage. Knap var tiden, for hanen sov længe ;) Men alligevel blev en buket i hast sat sammen inden afgang - klar til at gribe i farten.

Opdateret morgenkaffe

Der er nok andre Floraler end mig, der må undvære morgenkaffen idag, gætter jeg på... Ja selv godnatkaffen blev jeg snydt for. Det er ikke fair. Vi forlanger at blive lukket ind. Al magt til blomsterne. Tag ingen gidsler. Vi sender Barkarole for at overbringe vort budskab - Floralen længe leve!


I dette øjeblik overlader vi intet til tilfældighederne - vi har sat Erle og Perle til at holde udkig. Spejde efter det mindste tegn på liv...


Selv løven Teddy er ude at patrullere området for at finde vores "Rygerum", så søndag kan starte på behørig vis!


Kære Floraler, som måtte kigge ind her, jeg er ked af at sige det, men vi må væbne os med tålmodighed og drikke kaffen i ensomhed. End ikke vores udbyders hp kan jeg komme ind på - der kommer en eller anden standardtekst på engelsk, som først nævner en opdatering og dernæst tekniske problemer. Jeg håber blot, at de passer godt på vores vidunderlige mødested!

Hjerteligst
Zep

lørdag den 2. juli 2011

Overbevist!

Var jeg nogensinde i tvivl om, om Alchymist passede til mit temperament, så er jeg det ihvertfald ikke mere! Den er underskøn.