Afsted, afsted... Bilen kendte turen op til kirken med den ældste datter, som skulle fange bussen på vej til nye eventyr i 10. kl.-centret. En "helt ny verden" af udfordringer og muligheder. Vi forældre fik i aftes lov til at "smage på herlighederne". Dels i samling med halvdelen af skolens forældre, dernæst i samling med forældrene på elevernes valgte tema og sidst i samling med forældre hos kontaktlærere. En gevaldig mundfuld! Overvældende, tankevækkende og glædende.
Derefter drog bilen mod den yngste datters skole, medbringende hendes cykel bagpå til hjemturen, når denne skoleuge er forbi. Igår skulle hun lige til fodbold nærmest samtidig med, at gemalen havde fri - og der gik lidt kuk i aftensmaden, fordi den lokale Brugsen nær fodbold ikke havde fået hakket oksekød den dag. Hjemme var der allerede rigget an til skyndsomst at lave Lasagnette. Det skulle gå rimelig tjept det hele, inden afgang til forældremøde efter at have hentet den yngste hjem. Det endte med rugbrød.
Slutteligt her til morgen vendte vi næsen og kølerhjelmen mod gemalens arbejde. Bilen var nok godt træt, for den havde kørt ganske, ganske meget med gemalen bag rattet igår, udover morgenrutinerne. Men idag skulle den med mig hjem. Og jeg var sandt for dyden træt! Det blev temmelig sent, inden puden blev ramt og siden lyset slukket efter læsning, ovenpå forældremødet. Det summede i hovedet, nærmest som en bikube, af alle dagens og aftenens mange, mange indtryk, stillingtagen osv. til over midnat engang, hvor de endelig gik til ro. Blot for at komme lidt til live ved 4-tiden. Derfor fik jeg dagens allerførste gry at se sammen med stjerner og måne en lille halv time efter, hvor jeg havde kastet dynen til side og begav mig ud i friskheden. Led og muskler klagede sig, tildels grundet den efterbehandling jeg fortsat er i, men sikkert også efter en ikke særlig effektiv søvn. Jeg tog derfor et par pamoler og sad lidt og sugede natten ude ind.
Det var tæt på at friste til at blive derude. Men alligevel trak jeg efter nogen tid ind på en pude i stuen og lukkede øjnene en times tid mere, eller rettere 1½, for de gled i igen, da vækkeuret var slukket og jeg fik med møje og besvær trukket mig op i de korte nakkehår, da jeg hørte den første af familien på badeværelset.. Da så gemalen var afleveret og bilen og jeg skulle til og hjem, fik jeg øje på den skønne dag. Sensommerlyset, som jeg holder så usigeligt meget af med en let disethed over sig. Stille og roligt og let lunt. Solen var på vej til at varme øen op til endnu en fantastisk dag. Og da kom bilen og jeg i tanke om noget, vi ikke har tænkt på i snart et år. At køre ned til vandet...!
Som et kæmpemæssigt, flydende, levende spejl, hvor solen glitrer og slår smut. At sidde på en sten og lade øjnene synke i er den rene magi. Snart ser de dybt ind i spejlet, snart ser de mod horisonten, hvor der kommer en lille sort prik, der vokser sig større og større og større endnu og bliver måske til en fiskekutter, som der ikke er så mange af længere, eller en jolle eller en sejlbåd, mens ænder ligger og vipper op og ned i rolige bevægelser i vandkanten og et par måger skriger foroven. Hverken ord eller billeder, som der iø ikke blev nogle af, fordi turen var spontan og ikke planlagt, kan gengive den fornemmelse et kvarter ved Østersøen kan efterlade hos mig.
Men nu var det jo en stenstrand, jeg var på. Jeg overlader sandstrandene til øens gæster og andre badende i sommertiden, for da har jeg ikke den store glæde af dem. Ved stenstranden derimod fristes jeg til at slutte af med at "falde over" en sten, næsten hver gang. En sten, som er et særligt minde om det magiske øjeblik. En sten, der "næsten" kan være i lommen altid og tager med hjem og lægger sig til rette og hvile et sted i min have eller gården. For det blev på den gamle nedlagte stub i gården denne gang. Og den gør rigtig godt i øjnene der. Rigtig god næsten week-end!
fredag den 30. august 2013
tirsdag den 27. august 2013
søndag den 25. august 2013
Lykke er...
Hold nu fast!
Tag og gå ud, når natten er afløst af dagen og nyd dufte, farver, stemninger og det hele. Om så 1 plante kun bærer 1 eneste blomst, 1 eneste dag, hvilket nogle jo faktisk gør, så lev for det øjeblik og sug det til dig. Og gør det så ofte du kan. Det er ikke alene, frisk luft, solskin og D-vitaminer, vi har brug for at tage med os ind i vinteren. Vi har også brug for minder om øjeblikke derude med noget af det skønneste, når mørket sænker sig og vi skutter os indendøre. Synk dybt ind i farven på en blomst. Lad dig begejstre uden nødvendigvis at vurdere plantens sundhedstilstand, ukrudt omkring og øvrige vækstbetingelser. NYD den og hold fast i det og hav en rigtig god søndag :D
fredag den 23. august 2013
Fredagshygge - god week-end.
For nu at gøre en lang historie lidt kortere, så afsluttede jeg mit første papkasseklatteri forleden og tænkte så egentlig, at nu måtte det være nok for denne gang - særligt nu, jeg skal til at være "praktisk" igen fra imorgen (har jeg besluttet). Men idag "gik det galt igen" hihi. Jeg stod og skulle til at smide en papbakke fra æbler ud, da den kreative hjernehalvdel følte sig provokeret af, at den var sort. Sort sluger farver. En udfordring for mine klatteevner, sagde hjernebumsen. Ok jeg tog den med ind på skrivebordet og senere var der pludselig pensler og en farveblandebøtte (isplastbøtte) igang. Jeg sad netop og så på et foto taget i haven af en overraskelse og så begyndte pensler, farver og papbakke at lege sammen. Gad vidst, om du kan fornemme, hvilken blomst's farver, jeg blev inspireret af til begyndelsen på dette papkasseklatteri? (og nej jeg maler ikke for at det skal ligne - jeg leger med farver).
torsdag den 22. august 2013
Sensommermorgen i vinduet
Solens stråler igår nærede travlheden. På markerne mangen et sted på min vej i bilen. Den har kørt meget på det seneste, efter skolerne er startet. Og den har haft mig bag rattet i langt de fleste tilfælde. Også på vej til og fra undersøgelse, eftersyn og behandling. Igår eftermiddags satte jeg mig derfor i græsset, som jeg skrev om i forrige indlæg. Krængede hverdagen af skuldrede og fordybede mig i detaljerne - de små ting, som helt overses i farten i hverdagen. Og sandelig om ikke en brumbasse sneg sig ind i billedet af Sankthansurterne i høstsolen. Tak lille ven.
Morgenen er oprundet med en tyk dyne af skyer. Det er svært ikke at lade sig inspirere til at tillade kroppen et par timers hvil udover natten. Ganske uventet er jeg blevet befriet for chaufførtjansen idag, så jeg har et overskud af tid. Noget af den tid blev brugt med opslået vindue, da huset blev stille og familien var taget afsted. Parykbuskens blomsterstande fangede først af alt øjet med deres florlette eventyrlighed.
Der blev ikke stillet skarpt. På en morgen som denne er det så godt at suge form og farve på afstand. Trække det helt ind bag øjnene og forvandle til et smil over al den rigdom, som sensommeren byder på. Min absolutte favoritårstid er igang for fuld udblæsning. Også i Kertepileurten. Den blev ikke klippet tilbage i år, som jeg ellers indimellem har gjort. Jeg har heller ikke fyldt en masse vaser og bundet buketter de sidste par uger. Og så er det, den lægger sig ned. Det går også fint. Jeg kører bare udenom med plæneklipperen. Og blomsterspirene er ikke mindre smukke af den grund.
Magnoliaen 'Susan' får også lige fanget mit øje. Den har ihvertfald én sensommerknop nu. En bonusblomstring. Og det lige ved siden af Duehoved, som passer så pænt i farven. Jeg stikker snablen på cameraet forbi blærespireaen og snupper et glimt af de to.
Og så løftes blikket til det gamle legetårn. Det er ikke meget af det, der er synligt længere. Det er omfavnet af rosen 'Mme Plantier' og en hvid Caprifolium med en fantastisk duft. Lige nu er den dog rød. Efter blomsterne er en masse "bær" vokset frem. Vist mest til glæde for øjnene. Ihvertfald ser jeg ikke fuglene mæske sig i dem.
Nu vil jeg trække skyerne over skuldrene og drømme lidt i havens fantastiske farver, inden jeg gør mig nyttig på denne dejlige dag.
Morgenen er oprundet med en tyk dyne af skyer. Det er svært ikke at lade sig inspirere til at tillade kroppen et par timers hvil udover natten. Ganske uventet er jeg blevet befriet for chaufførtjansen idag, så jeg har et overskud af tid. Noget af den tid blev brugt med opslået vindue, da huset blev stille og familien var taget afsted. Parykbuskens blomsterstande fangede først af alt øjet med deres florlette eventyrlighed.
Der blev ikke stillet skarpt. På en morgen som denne er det så godt at suge form og farve på afstand. Trække det helt ind bag øjnene og forvandle til et smil over al den rigdom, som sensommeren byder på. Min absolutte favoritårstid er igang for fuld udblæsning. Også i Kertepileurten. Den blev ikke klippet tilbage i år, som jeg ellers indimellem har gjort. Jeg har heller ikke fyldt en masse vaser og bundet buketter de sidste par uger. Og så er det, den lægger sig ned. Det går også fint. Jeg kører bare udenom med plæneklipperen. Og blomsterspirene er ikke mindre smukke af den grund.
Magnoliaen 'Susan' får også lige fanget mit øje. Den har ihvertfald én sensommerknop nu. En bonusblomstring. Og det lige ved siden af Duehoved, som passer så pænt i farven. Jeg stikker snablen på cameraet forbi blærespireaen og snupper et glimt af de to.
Og så løftes blikket til det gamle legetårn. Det er ikke meget af det, der er synligt længere. Det er omfavnet af rosen 'Mme Plantier' og en hvid Caprifolium med en fantastisk duft. Lige nu er den dog rød. Efter blomsterne er en masse "bær" vokset frem. Vist mest til glæde for øjnene. Ihvertfald ser jeg ikke fuglene mæske sig i dem.
Nu vil jeg trække skyerne over skuldrene og drømme lidt i havens fantastiske farver, inden jeg gør mig nyttig på denne dejlige dag.
onsdag den 21. august 2013
Om at finde fornyet energi og fokus blandt blomster og små bevingede væsner.
At sætte sig i græsset og synke ind i noget blåt og bare fornemme farven, mere end formen og detaljerne, mens skyer driver forbi solen sidst på eftermiddagen, efter en anstrengende dag, er lykken.
Lidt efter lidt genvindes fokus. Roen sænker sig og Rozannes skønhed tager form.
Hun står ikke alene, hende Rozanne - ja ok faktisk er der jo to af den dejlige. Hun har selskab af en anden Geranium, som er selvsået. Måske et frøbarn af 'Rose Clair', min ældste Geranium.
Og mens cameraet således er på arbejde med at indfange skønhed og samle hovedet bag, sker der noget. Øjet synes det bemærkede et eller andet i en lyserød blomst. Men hov nu er det nede i en 'Rozanne'. Det er jo en Gammaugle, en natsværmer, der også har dagvagter.
Den vimser rundt imellem blomster og blade og en masse fotos fanger dens lidt ucharmerende lodne personlighed. Den sidder ikke meget stille. Er ikke flink ved fotografen. Men det lykkedes. Og så fanges øjet igen af en bevægelse i blomsterne lidt længere væk. Der rykkes forsigtigt nærmere på rumpen. Tæt på en balle ad gangen. I nakken kilder et højt græsstrå for at lokke til at forevige Citronmelissens små hvide blomster. Jeg rykker videre. De er ikke grimme. Jeg er bare ikke nem at forstyrre, da jeg har fået øje på en sommerfugl (natsværmer?), der næsten skinner som guld i solen.
Jeg ved ikke, hvad den hedder. Har set den enkelte gange tidligere i mit liv. Men den gør ikke det store væsen af sig og flagrer ikke (her ihvertfald) i store flokke. Den er bedst at få øje på i ubemærkethed.
Straks derefter registrerer øjenkrogen en bi, der ikke er en bi. Den ligner en tyk bi i forbifarten. Og jeg regner med, at det er en eller anden svirreflue, der stikke måsen ud af en blomst i frøplanten.
Også den aflægger 'Rozanne' besøg, hvilket egentlig undrer mig lidt. Jeg mener at have fået at vide, at 'Rozanne' slet ikke kan frøformeres. Hvorfor i alverden er den så så omsværmet? Måske farven?
Og nu er der så tanket lidt energi til den sidste rest af dagen og fokus er genskabt - klar til at gå på vingerne igen :)
Lidt efter lidt genvindes fokus. Roen sænker sig og Rozannes skønhed tager form.
Hun står ikke alene, hende Rozanne - ja ok faktisk er der jo to af den dejlige. Hun har selskab af en anden Geranium, som er selvsået. Måske et frøbarn af 'Rose Clair', min ældste Geranium.
Og mens cameraet således er på arbejde med at indfange skønhed og samle hovedet bag, sker der noget. Øjet synes det bemærkede et eller andet i en lyserød blomst. Men hov nu er det nede i en 'Rozanne'. Det er jo en Gammaugle, en natsværmer, der også har dagvagter.
Den vimser rundt imellem blomster og blade og en masse fotos fanger dens lidt ucharmerende lodne personlighed. Den sidder ikke meget stille. Er ikke flink ved fotografen. Men det lykkedes. Og så fanges øjet igen af en bevægelse i blomsterne lidt længere væk. Der rykkes forsigtigt nærmere på rumpen. Tæt på en balle ad gangen. I nakken kilder et højt græsstrå for at lokke til at forevige Citronmelissens små hvide blomster. Jeg rykker videre. De er ikke grimme. Jeg er bare ikke nem at forstyrre, da jeg har fået øje på en sommerfugl (natsværmer?), der næsten skinner som guld i solen.
Jeg ved ikke, hvad den hedder. Har set den enkelte gange tidligere i mit liv. Men den gør ikke det store væsen af sig og flagrer ikke (her ihvertfald) i store flokke. Den er bedst at få øje på i ubemærkethed.
Straks derefter registrerer øjenkrogen en bi, der ikke er en bi. Den ligner en tyk bi i forbifarten. Og jeg regner med, at det er en eller anden svirreflue, der stikke måsen ud af en blomst i frøplanten.
Også den aflægger 'Rozanne' besøg, hvilket egentlig undrer mig lidt. Jeg mener at have fået at vide, at 'Rozanne' slet ikke kan frøformeres. Hvorfor i alverden er den så så omsværmet? Måske farven?
Og nu er der så tanket lidt energi til den sidste rest af dagen og fokus er genskabt - klar til at gå på vingerne igen :)
tirsdag den 20. august 2013
Slutklat...
Pludselig efter aftensmaden trak penslerne og min klattebøtte (en isplastbøtte med malingblanderier) i mig igen. Der var jo lige et hjørne af bagsiden på papkassen, som ikke var klattet til endnu. Men så er det også slut, for nu er der ikke mere plads - og papkassen kan blive vendt om igen. Men det var nu meget sjovt :)
mandag den 19. august 2013
"Farveharmoniserede" blomster/sommerfugle...
Ja hvem havde nu lige set den trend komme. Eller trend og trend. Sommerfuglene vælger selvfølgelig selv, hvor de vil snable nektar. Og det har så affødt kommentarer til farvematch på et tidligere foto med Nældens Takvinge i flok på sommerfuglebusken 'Sungold'. Et flot farvematch, som et sted førte til spørgsmålet, med glimt i øjet, om jeg havde skilte til at vise sommerfuglene vej til blomster med de rette farver ;)
Lad os bare sige, at jeg har forbindelserne i orden derude i haven, så ingen sommerfugle flyver til blomster i en "forkert" farve, spøger jeg. Ihvertfald har jeg idag begået et par indfangne øjeblikke, hvor sommerfugl og blomst da vist ikke misklæder hinanden...
Og det gælder også svirrefluer ;)
Lad os bare sige, at jeg har forbindelserne i orden derude i haven, så ingen sommerfugle flyver til blomster i en "forkert" farve, spøger jeg. Ihvertfald har jeg idag begået et par indfangne øjeblikke, hvor sommerfugl og blomst da vist ikke misklæder hinanden...
Og det gælder også svirrefluer ;)
torsdag den 15. august 2013
mandag den 12. august 2013
Den sure gamle mand...
Datteren er nu blevet færdig med sin første cernit figur. Om det nu er, fordi det er mandag. Eller fordi det blæser. Eller han simpelthen bare er den der sure, gamle nabo, som ingen af os synes om. Ham som man ikke turde bede om at få sin bold tilbage af i barndommen. Jeg ved det ikke. Men han er en rigtig god sur, gammel mand set med mine øjne ihvertfald ;) Tag godt imod ham...
søndag den 11. august 2013
Mere glad - nu tilsat morgenbyger
Og nu er regnen her sandelig. Der kommer nogle gevaldige morgenbyger, som nærmest virker som forhæng, der trækkes for derude. Kvanen knejser i regnen, høj, stolt og frodig. Lur mig, om ikke den strutter helt hysterisk, når solen måske kommer forbi i eftermiddag. Min eneste fortrydelse igår, var at jeg ikke lige fik stoppet plæneklipperen og smidt gummistøvlerne for at hente cameraet, da jeg så aftensolen i kvanen. Det var eventyrligt.
lørdag den 10. august 2013
Glad
Sidder og piller "præstelus" af buksebenene, ja selv blusen lige over maveskindet, hvordan i alverden de så ellers er havnet så højt oppe. Sidder og summer uden lyd efter at kroppen er blevet rystet godt og grundigt igennem, musklerne strakt og brugt for at flytte trampolin og havemøbler m.m.. Sidder og er måske en anelse udkørt, men med lige så mystifistisk et smile som den gode Mona Liza.
Alt græsset blev slået inden regnen kommer! Alt. Først slog pigerne hver deres rimeligt regulære stykke. Og så tog mor her over og fat på alle krinkelkrogene. Mange af dem SKAL med tiden forvandles til stier med andet en græs, for det er og bliver livet altså for kort til at holde ude af bede, holde i snor og på plads. Til gengæld har jeg nu mere end en gang gået ud blot for at se, at græs (og ukrudtet deri) nu er i et plan og for at dufte til det.
Duften af græs og iø soltørret vasketøj, som også er fulgt helt til snors og ind igen altsammen idag, det er lykke. Det ville være dumt at gemme noget af det til imorgen, for da lover de byger. Det gør de også mandag, tirsdag og onsdag... Jeg klager ikke nej. Konstaterer blot, at det er så fantastisk at have nået det hele inden.
Forleden hørte jeg en god historie om vejrudsigter. Vejrudsigter har vi det jo med at have vore meninger om. Historien fortalte, at 75% af DMI's vejrudsigter rammer plet. Hvis vi istedet kiggede ud ad vinduet og sagde til os selv, at sådan blev vejret nok også imorgen, så ville vi få ret i 85% af tilfældene... Jeg ved ikke, om det blot er en joke. Jeg grinede ihvertfald hjerteligt. Det er dog lidt tankevækkende, hvor lidt vi kigger ud ad vinduet ;)
Nå men det er jo også høst. Mejetærskere og alle mulige andre landbrugsmaskiner knokler på livet løs heromkring mig. En hyggelig lyd, synes jeg. Måske har jeg skrevet det før. Men det kan nu heller ikke siges for tit. Høst har en særlig, særlig stjerne hos mig sammen med resten af eftersommeren og et godt stykke ind i efteråret. Og meget passende, så blomstrer Høstanemonerne nu noget så poetisk.
Og noget, der er næsten lige så meget poesi i er, at "den fortabte søn", Clematissen 'Multi Blue', som jeg til min store sorg troede at have mistet i vinter, dukkede op igen. Eller rettere et par stængler af den havde sjult sig og overlevet. Og sørme om ikke de også blomstrer nu og får mig til at smile fra øje til øje.
Alt græsset blev slået inden regnen kommer! Alt. Først slog pigerne hver deres rimeligt regulære stykke. Og så tog mor her over og fat på alle krinkelkrogene. Mange af dem SKAL med tiden forvandles til stier med andet en græs, for det er og bliver livet altså for kort til at holde ude af bede, holde i snor og på plads. Til gengæld har jeg nu mere end en gang gået ud blot for at se, at græs (og ukrudtet deri) nu er i et plan og for at dufte til det.
Duften af græs og iø soltørret vasketøj, som også er fulgt helt til snors og ind igen altsammen idag, det er lykke. Det ville være dumt at gemme noget af det til imorgen, for da lover de byger. Det gør de også mandag, tirsdag og onsdag... Jeg klager ikke nej. Konstaterer blot, at det er så fantastisk at have nået det hele inden.
Forleden hørte jeg en god historie om vejrudsigter. Vejrudsigter har vi det jo med at have vore meninger om. Historien fortalte, at 75% af DMI's vejrudsigter rammer plet. Hvis vi istedet kiggede ud ad vinduet og sagde til os selv, at sådan blev vejret nok også imorgen, så ville vi få ret i 85% af tilfældene... Jeg ved ikke, om det blot er en joke. Jeg grinede ihvertfald hjerteligt. Det er dog lidt tankevækkende, hvor lidt vi kigger ud ad vinduet ;)
Nå men det er jo også høst. Mejetærskere og alle mulige andre landbrugsmaskiner knokler på livet løs heromkring mig. En hyggelig lyd, synes jeg. Måske har jeg skrevet det før. Men det kan nu heller ikke siges for tit. Høst har en særlig, særlig stjerne hos mig sammen med resten af eftersommeren og et godt stykke ind i efteråret. Og meget passende, så blomstrer Høstanemonerne nu noget så poetisk.
Og noget, der er næsten lige så meget poesi i er, at "den fortabte søn", Clematissen 'Multi Blue', som jeg til min store sorg troede at have mistet i vinter, dukkede op igen. Eller rettere et par stængler af den havde sjult sig og overlevet. Og sørme om ikke de også blomstrer nu og får mig til at smile fra øje til øje.
fredag den 9. august 2013
torsdag den 8. august 2013
Gør det nu bare alligevel...
Det har været en virksom dag. Sådan en dag, man rigtig føler, der er kommet en MASSE godt ud af. Både en masse praktisk og husligt, der skulle gøres. OG en masse kreativt.
Badeværelset duftende rent og alle bortløbne vasketøjer indfanget og puttet i kurven. Kattebakken særdeles indbydende efter grundig vask. Og det forfløjne grus i vaskerummet støvsuget bort, hvorefter gulvet fik en tur med resten af vandet fra badeværelsesgulvet. Banankagen overtrukket med chokolade, der blev smeltet over vandbad, mens symaskinen summede i havestuen. Opvaskemarie genfyldt godt og grundigt og køkken civiliseret inden aftenens modelflyveklubmøde. Bestilling af div. hobbymaterialer. Og ja jeg kunne blive ved. Jubelen vil ingen ende tage og armene er ikke til at få ned.
Datteren og jeg fik også arbejdet videre med vore figurer. Der blev lavet kroppe og malet øjne på. Datteren blandede farver til øjnene på en palet. Og hun fik også æren af at føre penslen. Min klovns ansigt blev hvidtet pr. egen hånd. Og så var det ligesom, der skete noget.
Da jeg var barn tegnede jeg meget. Jeg elskede det. Næsten lige så højt som min datter nu gør, omend hun allerede har tegnet tusindfold mere end mig. Så blev jeg ung. Og med det kom tilbuddet om ungdomsskole. Og stor var min fryd, da jeg opdagede, at der var et hold med tegning/maling, som en relativt kendt lokal kunstner underviste. Wouw nu skulle jeg LÆRE at tegne og male og alt muligt. Der skete så næsten det stik modsatte. Jeg fandt ud af, hvor meget jeg overhovedet ikke kunne finde ud af i undervisningen. Og at både det at male og tegne med kul ikke var noget for en venstrehåndet...
For halvanden times tid siden skulle jeg så lige have ryddet op efter vores kreativiteter, inden jeg skulle lægge tøj sammen og i bad. Jeg har faktisk ikke fået gjort nogle af delene endnu. Jeg stod nemlig med datterens palet, som iø blot er et sammenfoldet stykke papir på et lille spækbræt, i hånden. Jeg så på farverne, så på yderkanten af blandingerne, hvor de enkelte farvekomponenter trådte frem her og der. På klatter af rene farver ved siden af. Og så skete der noget.
Først tænkte jeg, at nu skulle jeg bare se at få ryddet op. Uanset, at farver fristede, så kunne jeg jo ikke få det til at ligne, det jeg ville. De få gange siden ungdommen, jeg havde forsøgt mig, havde vist det med al uønskelig tydelighed. Jeg kan ikke male og teknikker fra en kunstner gjorde ikke sagen bedre og er iø glemt! Men så alligevel. Paletten skulle jo alligevel kasseres og hvis jeg nu tog bagsiden af en papkasse, så havde jeg da ikke spildt et lærred eller noget. Jeg sad og stirrede på den her palet, som ville jeg kunne trække en visdom ud af den med det blotte øje. Og det gjorde jeg så!
Med et gik det op for mjg, at paletten sagde, at jeg skulle lade være med at male et motiv. Det skulle ikke forestille noget særligt. Tværtimod skulle jeg lege med farverne, fortynde og forstærke, male vådt i vådt og ovenpå tørt osv., som det faldt mig ind.
Og der kom et klatteri ud af det, med fornemmelsen for haven og flammende farver, som jeg holder så meget af i det grønne. Penslerne ville også noget i retning af en havestol i træ. Sådan helt af sig selv, mens jeg legede med farverne. Og af en bagside af en papkasse at være, så synes jeg egentlig jeg fik noget rigtig glædeligt frem, omend det ikke er et kunstmaleri. Det er en begyndende genfornemmelse for farver og deres magi.
Tidligere idag fik jeg også syet det sidste blonde på et par shorts, som den yngste selv havde klippet benene af og slidset op med ønske om blonder på kant og i slidsen. Dét har jeg gudskelov aldrig gået til undervisning for at lære, for så havde jeg måske ikke bare gjort det, selvom det er svært og kræver indføling med stof og sømme og saks og alt muligt...
I det hele taget er der rigtig meget her i livet, jeg aldrig har lært af andre end mig selv, mine øjne, fornemmelser og hænder. Uden at frygte så meget for, om jeg kunne. Jeg skulle jo bare prøve og så udviklede det sig. Så næste gang, du måske får en ubændig lyst til at lave et eller andet selv og tænker, at det kan du sikkert ikke, så håber jeg lidt, at du husker, hvad jeg sagde i aften: Gør det nu bare alligevel ;)
Badeværelset duftende rent og alle bortløbne vasketøjer indfanget og puttet i kurven. Kattebakken særdeles indbydende efter grundig vask. Og det forfløjne grus i vaskerummet støvsuget bort, hvorefter gulvet fik en tur med resten af vandet fra badeværelsesgulvet. Banankagen overtrukket med chokolade, der blev smeltet over vandbad, mens symaskinen summede i havestuen. Opvaskemarie genfyldt godt og grundigt og køkken civiliseret inden aftenens modelflyveklubmøde. Bestilling af div. hobbymaterialer. Og ja jeg kunne blive ved. Jubelen vil ingen ende tage og armene er ikke til at få ned.
Datteren og jeg fik også arbejdet videre med vore figurer. Der blev lavet kroppe og malet øjne på. Datteren blandede farver til øjnene på en palet. Og hun fik også æren af at føre penslen. Min klovns ansigt blev hvidtet pr. egen hånd. Og så var det ligesom, der skete noget.
Da jeg var barn tegnede jeg meget. Jeg elskede det. Næsten lige så højt som min datter nu gør, omend hun allerede har tegnet tusindfold mere end mig. Så blev jeg ung. Og med det kom tilbuddet om ungdomsskole. Og stor var min fryd, da jeg opdagede, at der var et hold med tegning/maling, som en relativt kendt lokal kunstner underviste. Wouw nu skulle jeg LÆRE at tegne og male og alt muligt. Der skete så næsten det stik modsatte. Jeg fandt ud af, hvor meget jeg overhovedet ikke kunne finde ud af i undervisningen. Og at både det at male og tegne med kul ikke var noget for en venstrehåndet...
For halvanden times tid siden skulle jeg så lige have ryddet op efter vores kreativiteter, inden jeg skulle lægge tøj sammen og i bad. Jeg har faktisk ikke fået gjort nogle af delene endnu. Jeg stod nemlig med datterens palet, som iø blot er et sammenfoldet stykke papir på et lille spækbræt, i hånden. Jeg så på farverne, så på yderkanten af blandingerne, hvor de enkelte farvekomponenter trådte frem her og der. På klatter af rene farver ved siden af. Og så skete der noget.
Først tænkte jeg, at nu skulle jeg bare se at få ryddet op. Uanset, at farver fristede, så kunne jeg jo ikke få det til at ligne, det jeg ville. De få gange siden ungdommen, jeg havde forsøgt mig, havde vist det med al uønskelig tydelighed. Jeg kan ikke male og teknikker fra en kunstner gjorde ikke sagen bedre og er iø glemt! Men så alligevel. Paletten skulle jo alligevel kasseres og hvis jeg nu tog bagsiden af en papkasse, så havde jeg da ikke spildt et lærred eller noget. Jeg sad og stirrede på den her palet, som ville jeg kunne trække en visdom ud af den med det blotte øje. Og det gjorde jeg så!
Med et gik det op for mjg, at paletten sagde, at jeg skulle lade være med at male et motiv. Det skulle ikke forestille noget særligt. Tværtimod skulle jeg lege med farverne, fortynde og forstærke, male vådt i vådt og ovenpå tørt osv., som det faldt mig ind.
Og der kom et klatteri ud af det, med fornemmelsen for haven og flammende farver, som jeg holder så meget af i det grønne. Penslerne ville også noget i retning af en havestol i træ. Sådan helt af sig selv, mens jeg legede med farverne. Og af en bagside af en papkasse at være, så synes jeg egentlig jeg fik noget rigtig glædeligt frem, omend det ikke er et kunstmaleri. Det er en begyndende genfornemmelse for farver og deres magi.
Tidligere idag fik jeg også syet det sidste blonde på et par shorts, som den yngste selv havde klippet benene af og slidset op med ønske om blonder på kant og i slidsen. Dét har jeg gudskelov aldrig gået til undervisning for at lære, for så havde jeg måske ikke bare gjort det, selvom det er svært og kræver indføling med stof og sømme og saks og alt muligt...
I det hele taget er der rigtig meget her i livet, jeg aldrig har lært af andre end mig selv, mine øjne, fornemmelser og hænder. Uden at frygte så meget for, om jeg kunne. Jeg skulle jo bare prøve og så udviklede det sig. Så næste gang, du måske får en ubændig lyst til at lave et eller andet selv og tænker, at det kan du sikkert ikke, så håber jeg lidt, at du husker, hvad jeg sagde i aften: Gør det nu bare alligevel ;)
onsdag den 7. august 2013
Kreativiteten ud af dvale den 7. august...
I nat regnede det. Lidt. Flere gange. Jeg ved det, for jeg hørte det selv. Soveværelset var en bageovn, hvilket skyldtes valget mellem pest eller kolera. Havde vinduet været åbnet, ville det utvivlsomt have været en del mere svalt under dynebetrækket, som var befriet for dyne. Men på den anden side, havde vinduet utvivlsomt inviteret insekter, måske endda myg indenfor. Og så kunne det være et fedt. Hellere ligge og døse lummert end at blive ædt levende. Dagen igår var nemlig en lang, varm sag, som gnavede i det gode humør og altså overophedede drømmeland.
Derfor var øjnene små, da morgenen kom. Ansigtet særdeles åbent og der skulle hældes et par kopper kaffe deri for bare at udstråle den mindste smule imødekommenhed. Det til trods, fik jeg alligevel slæbt mig ud til havedøren. Med camera. Og cameraet blev beodret til at zoome ind på et par motiver i den dug- og bygefriske verden.
Igår, hin lumre dag, startede ellers gevaldigt godt med, at jeg endelig fik hevet sydyret frem af støvede gemmere. Ikke siden sidst på vinteren, har det haft noget at tage sig til. Al kreativiteten blev kvalt i bivkrninger af behandling og frygt for samme. Og sidenhen startede min tilværelse som midlertidig "københavner" og efterfølgende en måned, hvor jeg kom op til overfladen igen. Og igår var så altså heller ikke den bedste dag at vælge, fandt jeg ud af, da varmen overvældede mig. Jeg fik dog startet på at sætte blonde på et par shorts, som den yngste datter havde lavet af et par cowboybukser. De blev så lagt til side til idag...
Og måske var det de friske morgenglimt fra havedøren, som trods alt fik overtalt mig til at starte sydyret igen og få lavet det første ben færdig med blonde. Og jeg kan hilse at sige, at det kræver en del omtanke, det projekt, datteren havde sat mig i sving med, for det var både en trekant på hvert lår og en blonde langs hele kanten, der skulle fæstnes, så det kunne holde. Så blev arbejdet hængt på hendes stol til afprøvning. I tilfælde af, at det skulle gøres anderledes, ville jeg ikke have "spildt" arbejde på begge ben. Da teenageren genopstod fra "de døde", mens jeg sov en tidlig middagslur, viste det sig at være så tilfredsstillende, at hun beholdt shortsene på hele dagen - med kun få ønsker til ændring.
Inden luren var jeg så kommet i tanke om, at jeg i vinter havde lovet den ældste en hyggedag med cernit i sommerferien. Nu er der jo mindre end en uge tilbage af den slendrian. Derfor kom jeg på at love, at det skulle vi, når jeg var genopstanden. Og det gjorde vi så. Og så var det, det skete. Altså den 7. august 2013 vågnede kreativiteten igen. Og nu flokkes mange idéer i hovedet til mangt og meget, hvilket er meget godt, når man nu stadig ikke helt kan tage så meget fat, som man gerne ville - og der iø er udsigt til regn ;)
Men se, datteren går mig kraftigt "i bedene" med sin allerførste figur i cernit. Han hedder indtil videre den sure gamle mand og er blevet bagt sammen med hænder og fødder i aften. Lige inden jeg rørte banankage sammen og bagte til flyveklubmødet imorgen. Og den gamle sure mand kunne godt være starten på væsner med langt bedre detaljer end mine - jeg er ihvertfald imponeret over hendes debut!
Og med det lysegrønne håb i behold og en hel del optimisme siger jeg nu godnat og må I også sove godt!
Derfor var øjnene små, da morgenen kom. Ansigtet særdeles åbent og der skulle hældes et par kopper kaffe deri for bare at udstråle den mindste smule imødekommenhed. Det til trods, fik jeg alligevel slæbt mig ud til havedøren. Med camera. Og cameraet blev beodret til at zoome ind på et par motiver i den dug- og bygefriske verden.
Igår, hin lumre dag, startede ellers gevaldigt godt med, at jeg endelig fik hevet sydyret frem af støvede gemmere. Ikke siden sidst på vinteren, har det haft noget at tage sig til. Al kreativiteten blev kvalt i bivkrninger af behandling og frygt for samme. Og sidenhen startede min tilværelse som midlertidig "københavner" og efterfølgende en måned, hvor jeg kom op til overfladen igen. Og igår var så altså heller ikke den bedste dag at vælge, fandt jeg ud af, da varmen overvældede mig. Jeg fik dog startet på at sætte blonde på et par shorts, som den yngste datter havde lavet af et par cowboybukser. De blev så lagt til side til idag...
Og måske var det de friske morgenglimt fra havedøren, som trods alt fik overtalt mig til at starte sydyret igen og få lavet det første ben færdig med blonde. Og jeg kan hilse at sige, at det kræver en del omtanke, det projekt, datteren havde sat mig i sving med, for det var både en trekant på hvert lår og en blonde langs hele kanten, der skulle fæstnes, så det kunne holde. Så blev arbejdet hængt på hendes stol til afprøvning. I tilfælde af, at det skulle gøres anderledes, ville jeg ikke have "spildt" arbejde på begge ben. Da teenageren genopstod fra "de døde", mens jeg sov en tidlig middagslur, viste det sig at være så tilfredsstillende, at hun beholdt shortsene på hele dagen - med kun få ønsker til ændring.
Inden luren var jeg så kommet i tanke om, at jeg i vinter havde lovet den ældste en hyggedag med cernit i sommerferien. Nu er der jo mindre end en uge tilbage af den slendrian. Derfor kom jeg på at love, at det skulle vi, når jeg var genopstanden. Og det gjorde vi så. Og så var det, det skete. Altså den 7. august 2013 vågnede kreativiteten igen. Og nu flokkes mange idéer i hovedet til mangt og meget, hvilket er meget godt, når man nu stadig ikke helt kan tage så meget fat, som man gerne ville - og der iø er udsigt til regn ;)
Men se, datteren går mig kraftigt "i bedene" med sin allerførste figur i cernit. Han hedder indtil videre den sure gamle mand og er blevet bagt sammen med hænder og fødder i aften. Lige inden jeg rørte banankage sammen og bagte til flyveklubmødet imorgen. Og den gamle sure mand kunne godt være starten på væsner med langt bedre detaljer end mine - jeg er ihvertfald imponeret over hendes debut!
Og med det lysegrønne håb i behold og en hel del optimisme siger jeg nu godnat og må I også sove godt!
tirsdag den 6. august 2013
"Flagrepower" i 'Flowerpower'
I modsætning til sommerfuglebusken, 'Sungold', jeg viste igår, fuld af brumbasser, så er 'Flowerpower' fyldt med sommerfugle i disse dage.
Når sommerfuglen kommer, SÅ er det sommer. En sætning, som hvert år dukker op på den indvendige side af hårtoppen ledsaget af et bredt smil. De spreder en stemning af sorgløshed, når de flagrer elegant afsted og fryder med deres farver og tegninger. De er små drømmevæsener i levende live. Derfor er de følgende billeder også taget/redigeret med noget drømmeagtigt over sig fremfor makro.
De leder tankerne hen på bare tæer i græsset og at ligge på ryggen og kigge op på skyerne på himlen og pludselig få øje på én, der ligner noget.
Snart rykker de rundt i blomsterne og stikker snablen ned i de små tragter. Snart er de på vingerne og flagrer op alarmeret af en skygge eller på vej til næste blomsterstand.
Nogle af de hvide ligner næsten en fjer, som den ovenover her. Og nogle har "øjne" på vingerne, som sikkert skal tjene som skræmmebilled for deres fjender, tænker jeg.
Måske er det mest til glæde for mig selv, at jeg viser mine "drømmebilleder". Men om ikke andet, så kan du da se, at 'Flowerpower' tiltrækker "flagrepower" ;)
Når sommerfuglen kommer, SÅ er det sommer. En sætning, som hvert år dukker op på den indvendige side af hårtoppen ledsaget af et bredt smil. De spreder en stemning af sorgløshed, når de flagrer elegant afsted og fryder med deres farver og tegninger. De er små drømmevæsener i levende live. Derfor er de følgende billeder også taget/redigeret med noget drømmeagtigt over sig fremfor makro.
De leder tankerne hen på bare tæer i græsset og at ligge på ryggen og kigge op på skyerne på himlen og pludselig få øje på én, der ligner noget.
Snart rykker de rundt i blomsterne og stikker snablen ned i de små tragter. Snart er de på vingerne og flagrer op alarmeret af en skygge eller på vej til næste blomsterstand.
Nogle af de hvide ligner næsten en fjer, som den ovenover her. Og nogle har "øjne" på vingerne, som sikkert skal tjene som skræmmebilled for deres fjender, tænker jeg.
Måske er det mest til glæde for mig selv, at jeg viser mine "drømmebilleder". Men om ikke andet, så kan du da se, at 'Flowerpower' tiltrækker "flagrepower" ;)
mandag den 5. august 2013
Selv tak, Kjeld Slot.
Kjeld Slot siger: Tak for denne gang (tryk for at læse blogindlægget).
Åh for pokker da også. Sagt med et glimt i øjet.
Jeg kunne vælge at sætte det forstående ansigt op. Nikke genkendende til, at tiden er knap og netop internettet til en vis grad nok "bruger" for meget af den. At det at prioritere tiden er et nødvendigt onde, som både du og jeg og en masse andre indimellem er tvunget til at gøre alvorligt. Vi kan jo ikke være alle vegne vel?! Det ved jeg godt. Og jeg er desuden et meget forstående og omsorgsfuld menneske, når jeg skal indrømme det.
Men så er det, jeg nu sidder og tænker, at nu gjorde han det igen! Kjeld Slot formåede endnu engang med et blogindlæg at at at - sorry jeg leder lige efter de rette ord og kan ikke helt finde dem - pirke til både for og imod. At forholde mig. Og at ende op med et både/og eller måske ligefrem et hverken/eller.
Ser du, Kjeld Slot er ikke mainstream hygge for mig. Og grebet i egen barm sidder jeg med fornemmelsen af i virkeligheden at have kommenteret for lidt - måske endda at have fulgt for lidt med. Måske har jeg ikke prioriteret min tid godt nok?!
For lidt siden fik jeg - uvist af hvilken grund - lyst til at bruge en del af min genindtræden i hverdagen idag på at blive "provokeret" her hos dig. Og det lykkedes så faktisk udmærket. For jeg ærgrer mig over, at muligheden for en kommentar forsvinder. Så fik jeg vist sagt det...
Og så må jeg så bare slå mig til tåls med forandringen. Forandringer er ikke altid af det dårlige. De bratte kalder ofte på en kreativ tankegangs genopståen, ja en hjernevirksomhed i det hele taget. Og hvem ved, hvad din beslutning fører med sig; Hvordan jeg fremover formår at knytte en kommentar til dine - forhåbentlig ikke alt for sporadiske - fremtidige blogindlæg. Nu ligger bolden hos mig og formentlig også andre bloggere/læsere.
For at gøre en lang historie kort; Tak for den tid, der var!
Hjerteligst
Åh for pokker da også. Sagt med et glimt i øjet.
Jeg kunne vælge at sætte det forstående ansigt op. Nikke genkendende til, at tiden er knap og netop internettet til en vis grad nok "bruger" for meget af den. At det at prioritere tiden er et nødvendigt onde, som både du og jeg og en masse andre indimellem er tvunget til at gøre alvorligt. Vi kan jo ikke være alle vegne vel?! Det ved jeg godt. Og jeg er desuden et meget forstående og omsorgsfuld menneske, når jeg skal indrømme det.
Men så er det, jeg nu sidder og tænker, at nu gjorde han det igen! Kjeld Slot formåede endnu engang med et blogindlæg at at at - sorry jeg leder lige efter de rette ord og kan ikke helt finde dem - pirke til både for og imod. At forholde mig. Og at ende op med et både/og eller måske ligefrem et hverken/eller.
Ser du, Kjeld Slot er ikke mainstream hygge for mig. Og grebet i egen barm sidder jeg med fornemmelsen af i virkeligheden at have kommenteret for lidt - måske endda at have fulgt for lidt med. Måske har jeg ikke prioriteret min tid godt nok?!
For lidt siden fik jeg - uvist af hvilken grund - lyst til at bruge en del af min genindtræden i hverdagen idag på at blive "provokeret" her hos dig. Og det lykkedes så faktisk udmærket. For jeg ærgrer mig over, at muligheden for en kommentar forsvinder. Så fik jeg vist sagt det...
Og så må jeg så bare slå mig til tåls med forandringen. Forandringer er ikke altid af det dårlige. De bratte kalder ofte på en kreativ tankegangs genopståen, ja en hjernevirksomhed i det hele taget. Og hvem ved, hvad din beslutning fører med sig; Hvordan jeg fremover formår at knytte en kommentar til dine - forhåbentlig ikke alt for sporadiske - fremtidige blogindlæg. Nu ligger bolden hos mig og formentlig også andre bloggere/læsere.
For at gøre en lang historie kort; Tak for den tid, der var!
Hjerteligst
"Brumbassebusken"
Vi bliver lidt ved sommerfuglene, som jo har højsæson nu, så det basker ;) Eller rettere, så fortsætter jeg med Sommerfuglebusken, Buddleje davidii 'Sungold', som her er højt elsket af brumbasser og undertegnede.
Den kom til Lillebo som stiklingeplante fra Evy Lindenborg. Evy har smittet med en stor svaghed for sommerfuglebuske. Og 'Sungold' trampede ind i hjertet med træsko på og blev der! Derinde stråler den som en blid, varm sol - og udenfor er det den sommerfuglebusk i min have, som blomstrer længst. Ofte helt til frosten kommer. Og det gør en god forskel at klippe de visne blomster af. Også på de andre sommerfuglebuske for at forlænge sæsonen.
Brumbasserne er helt pjattede med 'Sungold'! Fra morgen til aften i denne tid snabler de rundt i blomsterne med en, i mine idylliske ører, velfornøjet brummen. Eller måske er den i virkeligheden travl. Men under alle omstændigheder ganske hyggelig.
Aldrig så snart har solen kysset morgenduggen af deres blanke vinger, før de ivrigt fortsætter, hvor de slap dagen før. Og det endda for nogle ganske bogstaveligt. En lille pudsighed ved Brumbasser er nemlig, at de overnatter i blomster. Jeg ved ikke, om det er alle, der gør det. Men går man ud i skumringen og kigger rundt omkring i blomsterne i haven, så ser man rigtig mange sidde deri og putte sig for natten. Jeg gør ihvertfald.
Sommerfuglene her foretrækker til gengæld sommerfuglebuskene med "blå" farver. Det er ganske sjældent, at jeg træffer dem i 'Sungold' uanset om solen står lige på. Og det er endda den sommerfuglebusk, der står mest i læ lige foran drivhuset. De øvrige står ud mod vejen, hvor sommerfuglene flokkes i stort tal i disse dage. Derfor er 'Sungold' nu efterhånden gået hen og har fået kælenavnet, brumbassebusken ;)
Den kom til Lillebo som stiklingeplante fra Evy Lindenborg. Evy har smittet med en stor svaghed for sommerfuglebuske. Og 'Sungold' trampede ind i hjertet med træsko på og blev der! Derinde stråler den som en blid, varm sol - og udenfor er det den sommerfuglebusk i min have, som blomstrer længst. Ofte helt til frosten kommer. Og det gør en god forskel at klippe de visne blomster af. Også på de andre sommerfuglebuske for at forlænge sæsonen.
Brumbasserne er helt pjattede med 'Sungold'! Fra morgen til aften i denne tid snabler de rundt i blomsterne med en, i mine idylliske ører, velfornøjet brummen. Eller måske er den i virkeligheden travl. Men under alle omstændigheder ganske hyggelig.
Aldrig så snart har solen kysset morgenduggen af deres blanke vinger, før de ivrigt fortsætter, hvor de slap dagen før. Og det endda for nogle ganske bogstaveligt. En lille pudsighed ved Brumbasser er nemlig, at de overnatter i blomster. Jeg ved ikke, om det er alle, der gør det. Men går man ud i skumringen og kigger rundt omkring i blomsterne i haven, så ser man rigtig mange sidde deri og putte sig for natten. Jeg gør ihvertfald.
Sommerfuglene her foretrækker til gengæld sommerfuglebuskene med "blå" farver. Det er ganske sjældent, at jeg træffer dem i 'Sungold' uanset om solen står lige på. Og det er endda den sommerfuglebusk, der står mest i læ lige foran drivhuset. De øvrige står ud mod vejen, hvor sommerfuglene flokkes i stort tal i disse dage. Derfor er 'Sungold' nu efterhånden gået hen og har fået kælenavnet, brumbassebusken ;)
Abonner på:
Opslag (Atom)