Gør det nu bare alligevel...

Det har været en virksom dag. Sådan en dag, man rigtig føler, der er kommet en MASSE godt ud af. Både en masse praktisk og husligt, der skulle gøres. OG en masse kreativt.

Badeværelset duftende rent og alle bortløbne vasketøjer indfanget og puttet i kurven. Kattebakken særdeles indbydende efter grundig vask. Og det forfløjne grus i vaskerummet støvsuget bort, hvorefter gulvet fik en tur med resten af vandet fra badeværelsesgulvet. Banankagen overtrukket med chokolade, der blev smeltet over vandbad, mens symaskinen summede i havestuen. Opvaskemarie genfyldt godt og grundigt og køkken civiliseret inden aftenens modelflyveklubmøde. Bestilling af div. hobbymaterialer. Og ja jeg kunne blive ved. Jubelen vil ingen ende tage og armene er ikke til at få ned.

Datteren og jeg fik også arbejdet videre med vore figurer. Der blev lavet kroppe og malet øjne på. Datteren blandede farver til øjnene på en palet. Og hun fik også æren af at føre penslen. Min klovns ansigt blev hvidtet pr. egen hånd. Og så var det ligesom, der skete noget.

Da jeg var barn tegnede jeg meget. Jeg elskede det. Næsten lige så højt som min datter nu gør, omend hun allerede har tegnet tusindfold mere end mig. Så blev jeg ung. Og med det kom tilbuddet om ungdomsskole. Og stor var min fryd, da jeg opdagede, at der var et hold med tegning/maling, som en relativt kendt lokal kunstner underviste. Wouw nu skulle jeg LÆRE at tegne og male og alt muligt. Der skete så næsten det stik modsatte. Jeg fandt ud af, hvor meget jeg overhovedet ikke kunne finde ud af i undervisningen. Og at både det at male og tegne med kul ikke var noget for en venstrehåndet...

For halvanden times tid siden skulle jeg så lige have ryddet op efter vores kreativiteter, inden jeg skulle lægge tøj sammen og i bad. Jeg har faktisk ikke fået gjort nogle af delene endnu. Jeg stod nemlig med datterens palet, som iø blot er et sammenfoldet stykke papir på et lille spækbræt, i hånden. Jeg så på farverne, så på yderkanten af blandingerne, hvor de enkelte farvekomponenter trådte frem her og der. På klatter af rene farver ved siden af. Og så skete der noget.

Først tænkte jeg, at nu skulle jeg bare se at få ryddet op. Uanset, at farver fristede, så kunne jeg jo ikke få det til at ligne, det jeg ville. De få gange siden ungdommen, jeg havde forsøgt mig, havde vist det med al uønskelig tydelighed. Jeg kan ikke male og teknikker fra en kunstner gjorde ikke sagen bedre og er iø glemt! Men så alligevel. Paletten skulle jo alligevel kasseres og hvis jeg nu tog bagsiden af en papkasse, så havde jeg da ikke spildt et lærred eller noget. Jeg sad og stirrede på den her palet, som ville jeg kunne trække en visdom ud af den med det blotte øje. Og det gjorde jeg så!

Med et gik det op for mjg, at paletten sagde, at jeg skulle lade være med at male et motiv. Det skulle ikke forestille noget særligt. Tværtimod skulle jeg lege med farverne, fortynde og forstærke, male vådt i vådt og ovenpå tørt osv., som det faldt mig ind.

Og der kom et klatteri ud af det, med fornemmelsen for haven og flammende farver, som jeg holder så meget af i det grønne. Penslerne ville også noget i retning af en havestol i træ. Sådan helt af sig selv, mens jeg legede med farverne. Og af en bagside af en papkasse at være, så synes jeg egentlig jeg fik noget rigtig glædeligt frem, omend det ikke er et kunstmaleri. Det er en begyndende genfornemmelse for farver og deres magi.

Tidligere idag fik jeg også syet det sidste blonde på et par shorts, som den yngste selv havde klippet benene af og slidset op med ønske om blonder på kant og i slidsen. Dét har jeg gudskelov aldrig gået til undervisning for at lære, for så havde jeg måske ikke bare gjort det, selvom det er svært og kræver indføling med stof og sømme og saks og alt muligt...

I det hele taget er der rigtig meget her i livet, jeg aldrig har lært af andre end mig selv, mine øjne, fornemmelser og hænder. Uden at frygte så meget for, om jeg kunne. Jeg skulle jo bare prøve og så udviklede det sig. Så næste gang, du måske får en ubændig lyst til at lave et eller andet selv og tænker, at det kan du sikkert ikke, så håber jeg lidt, at du husker, hvad jeg sagde i aften: Gør det nu bare alligevel ;)