Kreativiteten ud af dvale den 7. august...

I nat regnede det. Lidt. Flere gange. Jeg ved det, for jeg hørte det selv. Soveværelset var en bageovn, hvilket skyldtes valget mellem pest eller kolera. Havde vinduet været åbnet, ville det utvivlsomt have været en del mere svalt under dynebetrækket, som var befriet for dyne. Men på den anden side, havde vinduet utvivlsomt inviteret insekter, måske endda myg indenfor. Og så kunne det være et fedt. Hellere ligge og døse lummert end at blive ædt levende. Dagen igår var nemlig en lang, varm sag, som gnavede i det gode humør og altså overophedede drømmeland.

Derfor var øjnene små, da morgenen kom. Ansigtet særdeles åbent og der skulle hældes et par kopper kaffe deri for bare at udstråle den mindste smule imødekommenhed. Det til trods, fik jeg alligevel slæbt mig ud til havedøren. Med camera. Og cameraet blev beodret til at zoome ind på et par motiver i den dug- og bygefriske verden.

Igår, hin lumre dag, startede ellers gevaldigt godt med, at jeg endelig fik hevet sydyret frem af støvede gemmere. Ikke siden sidst på vinteren, har det haft noget at tage sig til. Al kreativiteten blev kvalt i bivkrninger af behandling og frygt for samme. Og sidenhen startede min tilværelse som midlertidig "københavner" og efterfølgende en måned, hvor jeg kom op til overfladen igen. Og igår var så altså heller ikke den bedste dag at vælge, fandt jeg ud af, da varmen overvældede mig. Jeg fik dog startet på at sætte blonde på et par shorts, som den yngste datter havde lavet af et par cowboybukser. De blev så lagt til side til idag...

Og måske var det de friske morgenglimt fra havedøren, som trods alt fik overtalt mig til at starte sydyret igen og få lavet det første ben færdig med blonde. Og jeg kan hilse at sige, at det kræver en del omtanke, det projekt, datteren havde sat mig i sving med, for det var både en trekant på hvert lår og en blonde langs hele kanten, der skulle fæstnes, så det kunne holde. Så blev arbejdet hængt på hendes stol til afprøvning. I tilfælde af, at det skulle gøres anderledes, ville jeg ikke have "spildt" arbejde på begge ben. Da teenageren genopstod fra "de døde", mens jeg sov en tidlig middagslur, viste det sig at være så tilfredsstillende, at hun beholdt shortsene på hele dagen - med kun få ønsker til ændring.

Inden luren var jeg så kommet i tanke om, at jeg i vinter havde lovet den ældste en hyggedag med cernit i sommerferien. Nu er der jo mindre end en uge tilbage af den slendrian. Derfor kom jeg på at love, at det skulle vi, når jeg var genopstanden. Og det gjorde vi så. Og så var det, det skete. Altså den 7. august 2013 vågnede kreativiteten igen. Og nu flokkes mange idéer i hovedet til mangt og meget, hvilket er meget godt, når man nu stadig ikke helt kan tage så meget fat, som man gerne ville - og der iø er udsigt til regn ;)

Men se, datteren går mig kraftigt "i bedene" med sin allerførste figur i cernit. Han hedder indtil videre den sure gamle mand og er blevet bagt sammen med hænder og fødder i aften. Lige inden jeg rørte banankage sammen og bagte til flyveklubmødet imorgen. Og den gamle sure mand kunne godt være starten på væsner med langt bedre detaljer end mine - jeg er ihvertfald imponeret over hendes debut!

Og med det lysegrønne håb i behold og en hel del optimisme siger jeg nu godnat og må I også sove godt!