Netop nu

Man kan næsten mærke den. Den der modvilje mod jul - i november.

Som barn kunne julen slet ikke komme hurtigt nok. Og det gjaldt også for Ulandspapkalender og adventslys. Det betød hygge og nødder og tørrede figner på sofabordet og dagens afsnit af julekalenderen i fjernsynet. Den allerbedste tid på året. Bortset fra det år med Poul og Nulle i hullet i jorden. Dét var der ikke meget jul ved. Den ros skal de have.

Som voksen kan jeg godt undvære juleslik på hylderne i supermarkedet i oktober og november! Men den der ubestemmelige julehyggefornemmelse har jeg stadig i mig. Som om der pustes et glimmerlag på alt hverdagsagtigt, som så stråler, når lysene rammer det. Den plejer at dukke op, når den første halvdel af december er gået og det er lige før, det er...

Men i år er den landet her allerede nu. Den er her, når jeg strikker strømper til svigerfamiliens gaver. Den er her, når jeg planlægger festudvalgsmøde i beboerforeningen i næste uge. Jeg har iø tænkt mig, at de skal trakteres (der var den igen) med en gløgg-agtig drik, hvor der er min hjemmelavede lyserøde Hyldeblomstdrik fra før midsommer og den rosé, som vi blev helt vilde med og lidt af til sommerfesten. Ok nogle af os havde afprøvet den et par gange i sommerens løb...

Men den er her i den grad også, når jeg nu går i haven og gør klar til vinter. Jeg havde ellers lidt tabt havelysten for i år, da vi her på Solskinsøen har måttet vente længe med at få vand til at blødgøre skorpen. Men så skete det og jeg er begyndt at få de ventende planter i jorden, slået græsset og fjernet ukrudt. Generelt ryddet op. Og indimellem, som igår, suser en lille skygge forbi. Snart her, snart der. Og nej det er ikke små folk. Det er Rødhalsen eller som den blev kaldt i min barndom, Rødkælken. Det var morsomt. Og det barnlige sind grublede over, hvad den lille fugl havde at gøre med noget til sne. Og straks kommer fornemmelsen af at ønske sig hvid jul, hvor alt er magisk...

Men det hænger også sammen med alle de vidunderlige flammefarver, der smyger sig ind og ud i min have. Ganske vist falder flere og flere blade til jorden nu. Men det har holdt længe. Og dét er for mig det, der farver julen. Ikke, at jeg har noget imod glitter og flitterstads. Men naturens kulører i efteråret lægger bunden. Så forleden, da jeg havde hønsene ude at lufte sig udenfor deres hønsegård, på marken, så var det ikke strikkepindene, der knitrede i havestolen. Næh der var dækket op med hyben af vildroser, hjemmedyrkede Mariebær fra min hæk af multiflora roser langs marken mod vejen og så Paradisæbler og lidt blødt grønt, som ligner gran, men ikke er det. Og hvis man så ellers kender hønsene fra Peddersen og Findus med deres nysgerrighed og fjollerier, så har man billedet.

Det blev til en krans, den første julede i år, som skal foræres til værtinden, der byder på flæskesteg lørdag aften...

Hjertesansefolket - hverdagens eventyrere

I umindelige tider - ihvertfald så længe, jeg kan huske - har realister og grå mennesker lagt uhyre flid i at tilbagevise enhver eksistens af Julemanden og Nisser. Det er der intet nyt i. Hold selv øje i december. Jeg garanterer dig, at du vil opdage ganske megen modvilje og tvivl i disse menneskers øjne. Det er tydeligst i indkøbscentre, hvor eventyrlige væsener bliver misbrugt på det groveste til at få folk til at købe mere og mere og mere og endnu mere i jagten på den perfekte jul. Ja selv realisterne deltager i denne jagt. Og så kan man måske godt forstå deres tvivl.

Men måske sidder du nu og kommer i tanke om barndommens Julemand. Dengang julen var magisk og du troede på den. Måske husker du den kriblende, jublende fornemmelse af noget rigtig godt i vente?! Og indimellem har du måske en fornemmelse af noget uforklarligt, om det så er jul eller ej. Jeg skal ikke bringe dig nogen forklaring eller fastslå, at realister og grå mennesker tager så inderligt fejl. Den opgave hører nærmere hverdagens eventyrere til. Et ubemærket folk, som du måske bor side om side med uden at vide det. Selv ikke realister og grå mennesker forsøger at mane dette folk i jorden.

Kender du hjertesansen? Der er sådan noget som følesans og lugtesans. Der er hørelse og syn. Men mon ikke også, du kender hjertesansen? Det er den der uforklarlige følelse af noget meget, meget dejligt, som nærmest kan mærkes som noget varmt indeni. Noget varmt i hjertet. Næsten som barndommens jul. Og det er såmænd også mest til jul, at hjertesansen pludselig kan overmande en, selv en realist eller en af de grå mennesker, som bliver mødt med en uventet hjertelighed eller et minde. Da har en af hverdagens eventyrere, Hjertesansefolket været på besøg. De drømmer ikke om at redde verden, blot at bringe små uvurderlige glæder. Og de spilder ikke tiden på at vurdere, som du har fortjent det eller ej - alle har fortjent hjertesansens glæde.

Da jeg idag sad og arbejdede med mit cernit, lagde en masse glæde og kærlighed i at forme og skabe et nyt, endnu ukendt væsen, dukkede et af Hjertesansefolket pludselig op. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne. Jeg sad og tænkte på jul og hjertelighed efter at have set en smuk haveopstilling til den kommende jul hos Claus Dalby. Jeg tænkte på, at små røde æbler kunne være et smukt supplement til de dejlige lanterner og den hvide sne. Og vupti, så var han her! Det er ikke sådan, at du nu kan kigge på ham og derefter gå ud og spotte den første den bedste som en del af Hjertesansefolket. Fakta er, at de lever ubemærket inde i ganske almindelige mennesker og ikke nødvendigvis ligner hinanden. Men ham her, var jeg slet ikke i tvivl om. Nok er det februar og snart forår. Men han gav den der uforklarlige forventning om noget godt, da jeg fik øje på ham.

Han og jeg vil inden jul selvfølgelig sørge for, at han er ordentlig påklædt og har fået hår og alt muligt. Og måske tænker du til den tid, at han virkelig ligner en nisse eller måske ligefrem Julemanden. Til det er der kun at sige, at så er det måske, fordi du i virkeligheden ville ønske, at han var en nisse eller Fader Jul, selvom du er voksen og måske endda realist. Sådan er jo netop hjertesansen. Nisser har iø spidse ører og Julemanden viser sig ikke på denne årstid ;)

Tillæg til forrige indlæg...

Annette fra Eventyrhaver fik i en kommentar til forrige indlæg mig til at komme i tanke om mine hidtil eneste forsøg med at lave cernitdukker... Det er efterhånden nogle år siden. Nu fristes jeg til at gøre forsøget igen snart.

Men her kommer så de "gamle gulnede billeder" ;) af:

Min allerførste figur; Trolden Grimrian

Nissen Fumpe, som desværre ikke holdt til strabadserne med børn og dyr i huset - han oplevede for mange fald på gulvet.

Hihi

Juleæblet i februar

Hvad skal det nu lige til for at snakke om jul på kyndelmisse, tænker du nok. "Nu må du lige tage en slapper, Zep". Joe, men der er jo bare det, at...

Igår var jeg ude at gå tur til postkassen og tilbage igen.  Da det var dejligt tørvejr og næsten solskin, tog jeg en omvej  i have og drivhus, inden jeg smuttede ind igen. I drivhuset havde jeg forleden fået vandet de mange potter. Potter med stiklinger af Sommerfuglebuske. Stiklinger af Sankt Hans urt. Stiklinger af så meget - ikke mindst roser. Og så overvintrende sager og en smule sået sidste år engang. Engang, siger jeg, for lige nu har jeg tabt overblikket. Men det havde det godt, langt det meste og var glad for at have fået vand og ville nu gerne have tømt underbakker, inden frosten igen skulle bide. Den store potte med Lathyrus i fra sidste år, så ikke helt død ud. Måske er det bare lidt efterladt grøn farve, men jeg gav den nu alligevel en tår til evt. tørst.

Og SÅ på vej ud, fik jeg øje på de store knopper på min "Ildrød Pigeon", købt Grundlovsdag 2011 på auktion i Geografisk Have. Jeg har længe ønsket mig sådan et æbletræ, for der er noget særligt over "Juleæbler", synes jeg. Træet bar sidste år 4 æbler. To forsvandt. Et enkelt kom jeg sådan set til at spise i efteråret. Men det sidste lod jeg få en anelse frost, inden jeg tog det ind, pakkede i silkepapir og lagde i en kurv i havestuens kølighed til jul. Jeg havde tilmed lagt en serviet med julemotiv i kurven for at huske det til jul. Juleæblet, der skulle deles i 4 små bider til familien, når det var rødmet frem til jul.

Det skete så bare ikke til jul. Glemslen slugte det i første omgang. Men igår kom jeg så endelig i tanke om det igen, da jeg stod og spiste knopperne med øjnene - de var så kraftfulde og sprøde at se på! Som i en tegneserie gik der et lys op for mig og jeg styrede skridtene til havestuen og fandt kurven. Juleæblet blev pakket ud. Og det var ganske vist noget runkent, men dejlig rødt. Og så spiste jeg det! Helt alene. Og det smagte! Tilbage er nu kernerne... Husker jeg ikke helt galt, så kan kernerne af netop Pigeon give identiske træer - altså Pigeon træer. Så jeg vil prøve at så dem og se, hvad der kommer ud af det.

Glædens fest

I aften er glæden blevet fejret. Hjerteligheden, gavmildheden, lyset og barnligheden. Bag hver en rynke eller forsøg på at skjule samme, ligger to øjne, hvor barnet endnu kan kendes. Om det så blot er et glimt et kort sekund.

Mit ønske er hvert år, og stærkere for hvert år, at disse glimt bliver længere. At de overskygger alverdens forsøg på at pådutte "rigtig jul", når handlende tager affære og ruller sig ud fra efteråret. Og for hvert år bliver jeg klogere og rigere på at genkende de to øjne. Jeg har også i år set dem. Ganske meget endda. Folk, som "ikke er til jul" har opdaget hidtil ukendte glæder ved mange lejligheder.

Og jeg har følt en juleglæde så stor i de seneste uger igennem hilsener - ikke mindst her på min blog. Hilsener, som fik rynker ved øjne og mund til at træde frem og barnets øjne til at tindre, indimellem med en bevæget tåre i krogen. Mit barnlige sind har gennem året sneget sig til julefrembringelser, som er kommet til ære og værdighed ved denne fest. Traditioner og gemte sager har båret igennem, selvom kræfterne ikke rakte til det store engagement. Og min familie, min mand, døtre, bror og nevø har gjort denne dag og aften både mulig og fantastisk.

Snart ringer midnatsklokken og jeg vil ønske jer alle en rigtig Glædelig Juletid.

Hjerteligst og med taknemlighed.

Lidt har også ret...

Det er nu en uge, siden jeg blev opereret. Juletravlhed er et fremmeord for mig i år - min hverdag går stille og  roligt med god opbakning fra mine kære og en masse andre, som rækker hånden ud. Og det trives jeg med, selvom jeg vanligvis plejer at nå en masse, som lige nu er uden betydning. Min havefysik kan jeg sikkert også takke for, at det går rigtig fint fremad. Men lidt julehygge skal der nu til, selvom de store armbevægelser udelukket. Og lidt har så også ret, ihvertfald i mine øjne.

Jeg havde forestillet mig en masse motiver, som skulle testes på kryds og tværs her i december med camera, jeg fik af "julemanden" sidste år. Nu er her så et af lidt julestemning, som jeg vil ønske jer fortsat god december og endnu engang tak for jeres måde at være på, med.

Hjerteligst

Opfordring til at støtte de socialt udsatte i DK

Advent og dermed Julen nærmer sig. I krogene dukker små hemmeligheder op. Den kommende week-end tager jeg hul på hyggen sammen med familien. Nogle ting er forberedt allerede. Kagedåserne er vasket af og der er efterhånden gjort plads til den stads, som gør december så festlig. Og en smule tyvstartet har jeg også med en hæklenål og nyfunden opskrift...Den skønne kurv fandt jeg nordenfjords i sommer i en genbrug til bare en femmer.

Jul og hjerter har for mig ikke meget med supermarkeder at gøre. Heller ikke med den horible stak af reklamer! Jeg forstår ganske enkelt ikke hjerteligheden i forbrugsræs og gæld. Men et salgssted ligger mit hjerte meget nær. Det er: http://www.kigkassen.dk/ , hvorfra der sælges hjemmelavet, genbrug og overskudsvarer, doneret af en masse mennesker, som ønsker at støtte bl.a. hjemløse, kvinder på krisecentre og deres børn samt andre i nød i vores lille land. Pengene går i høj grad til strømpegarn, som frivillige hænder, forvandler til lune sokker i en kold tid.Varmestuestrik.dk står også bag meget andet hjemmegjort til de nævnte trængende. Derfor ønsker jeg inderligt, at du måske kan finde noget at glæde dig selv eller andre med i Kigkassen og være med til at varme hjerter, som kun få har tanke for i det daglige.

Jeg har været stille længe på min blog. Koncentrationen har været brugt herhjemme og på undersøgelser, jeg helst havde været foruden. Jeg håber, at det imorgen er sidste gang i år, jeg er nødt til at drage til hovedstaden. Og jeg håber, at det om en uges tid vil vise sig at, at en af mine leveregler fortsat holder stik: "Jeg er er rask, til det modsatte er bevist...".

Tidsrøveri...!

Jeg tilstår. Tilstår, at jeg idag stjal mig til ½ time ude i solskinnet, hvor jeg mødte en flue. Årets første, som jeg døbte den. Har man først mødt den, ved man, at der ikke har været en flue længe. Indtil det øjeblik, skænkede jeg det næppe en tanke, at de i længere tid ikke havde svirret omkring skærmen - deres yndlingsbeskæftigelse og min irritation nummer 1 om sommeren!

Fluen summede videre ud i verden til, hvad den nu havde for. Hvem ved, måske pjækkede den også fra den STORE, gennemgribende forårsrengøring i hver en krog. Eller måske var den på vej til en dejlig lun hestepære omme bagved. I gården dansede myggene sammen med vasketøjet, som nu er taget ind og dufter så dejligt af vind og solskin.

Jeg ved, at jeg bør holde mig på behørig afstand af haven i denne tid, for den trækker og hiver i mig på en dag som idag. Kun med opbydelsen af den sidste rest af standhaftighed lykkedes det mig til sidst at modstå fristelsen til at gribe en spand og handsker og indlede årets første ukrudtsrensning. Og det holdt hårdt! Det er dog meget vigtigt for mig at blive færdig indendøre inden. Ikke at jeg nogensinde har lidt af rengøringsvanvid. Snarere omvendt. Og det betyder så altså en masse arbejde nu, hvor der er store ændringer på vej i huset.

Men husændringerne er mildest talt uinteressante for jer. Blot skal I vide, at det er dem, der holder mig fra bloggeriet - igen det med standhaftigheden... Alligevel vil jeg forsøge at "spilde" lidt tid de kommende dage med al den inspiration, der sprang mig i hovedet derude. Stemningerne.

Først af alt blev jeg draget mod julen. Ja det er vel nok de færreste, der overhovedet orker at høre ordet jul nu. Men  i drivhuset står bl.a. to Juleroser, som venter på at blive plantet ud i foråret. Det var nu ikke dem, der fortryllede mig, men derimod den bag havenissen, "Lurendrejeren". Han er min eneste havenisse og sover altid, så han gør næppe nogen fortræd. Og lige bag ham stod den gamle Julerose i de yndigste forårsklæder.

Mandelgaven 2012

Mon ikke de fleste overlever at se lidt jul idag, hvor sneen ligesom lægger stemningen mange steder?

Jeg har en lille kæphest; At forberede sig på julen i god tid er sundt for sjælen - og pengepungen....

Sidste år måtte jeg i byen og bruge penge på en mandelgave, fordi jeg ikke havde efterlevet mine egne gode intentioner - og løb tør for tid. Jeg ville så gerne lave en pude i patchwork fra bogen "Patchwork tæpper, puder og pynt" af Gerd G. Merkesdal.. Det har jeg aldrig prøvet før. De fleste af materialerne havde jeg allerede liggende - det eneste købte på nedenstående fotos er monteringspuden. Selvom den er købt i en genbrugsforretning for en slik forleden, så vil jeg næsten æde min gamle havehat på, at den dårligt har været brugt.

Bagsiden af puden var jeg - med min ringe syerfaring - ved at knække nakken på i formiddag. Jeg insisterede (ja jeg er en barsk arbejdsgiver ;)) på, at den skulle være af en rød velour, som jeg holder uendeligt meget af og som egner sig til en lille lur i december. Men sådan stof strækker sig - også selvom man syer med særlige stræksting.

Nuvel, trods skønhedsfejl, så er det ikke helt uden stolthed, jeg her præsenterer mandelgaven 2012, mens fnuggene danser derude i en sløret sol. Og med til ris ala mande hører også hjemmebrygget kirsebærvin - her resterne fra sidste år høst. Meget belejligt er min "De fire verdenshjørner" nu i knop - den har den smukkeste røde farve i blomsten, som I skal få at se, når den springer ud.

Bagom Julerosen...

Jeg er så begejstret for, at Julerosen kommer til sin ret i år - i modsætning til sidste år, hvor den blev begravet i sne, mens der blot var spæde knopper. Elsker den blomst, så her kommer endnu et foto ;)

Mellemjulen

Jeg elsker julens væsen - ikke kapitalismens misbrug af den. Det sidste vil jeg ikke spilde yderligere ord på, for det fortjener det ikke.

De tre netop forgangne juledage står for mig som dem, der danner rammen om det allermest familieære. En masse forberedelser er gået forud for dem, for at gøre ekstra stads af de nærmeste. Det er vanskeligt at forme et hjerte med en hånd alene, men med to går det straks lettere...

I denne tid sluttes ringen - adskilligt af året høst på den ene og den anden måde er givet til nær og fjern for at glæde. Om det så er julekort lavet i begyndelsen af året, kirsebærlikøren af sommerens høst eller kransen af efterårets smukkeste blade, bær og roserne fra fødselsdagsbuketten.

Og efter de tre forgangne dage er nu mellemjulen her! Med til den hører forberedelse til årets sidste dag. En dag, hvor vi her i huset om formiddagen åbner døren for familie, venner og bekendte til en kop kaffe og hjemmevendte æbleskiver. Ja du læste rigtig! Jeg bager ikke æbleskiver før denne dag - her er de sammen med solbærmarmelade m.m. en festlig afskedsspise med tak for det gamle år. Om eftermiddagen, om vejret tillader det, møder modelflyvere og flyver det gamle år ud.

Glædelig jul til alle!

Tirsdag blev jeg nedlagt af en virus, som holdt mig som gidsel i 3 dage. Lillejuleaften begyndte der så at komme lidt mere liv i kadaveret igen, så det meste af det sidste inden Juleaften nåede at blive gjort. Til gengæld, så åndede min pc gradvist ud Lillejuleaftensdag, så håbet om at sende de sidste ønsker ud i cyberspace svandt som sand mellem fingrene...

Nu har vi efterhånden fået sammenstykket et brugbart pcdyr igen, så jeg begynder at kunne futte rundt igen. Derfor vil jeg nu gerne ønske alle en rigtig Glædelig Jul - og tak for alle dejlige hilsener, jeg har modtaget!

Julerengøring

Det er dagens program - og lidt imorgen. Og derefter står den på juleferiehygge (med minimal huslig indsats!). Nogle forstår dog at tage den med ro og vente på, at julen kommer ;)

Juleoptog i Nexø

Idag red Nexø Rideklub juleoptog igennem byen og op på plejehjemmet. De var nogenlunde heldige med vejret - startede i solskin og red det sidste i let slud. Her er datteren på Tulle (mørk brun med nissehue på venstre øre). De var en del af en flok på godt tyve ryttere i nissetøj.

4. søndag i Advent

Og solen skinner! Ovenpå den omgang pladdervejr, vi havde den tvivlsomme fornøjelse af siden fredag, føles det næsten som en helt ny verden idag!

Igår stod indkørslen næsten totalt under vand og det var langt fra det eneste sted her i omegnen. Det var kønnere sidste år på denne tid. Besværligt, ja. Men det var kønnere og vi blev hjemme og nød det, det meste af tiden... Ikke at jeg savner den tur mod Gudhjem for et år siden, til fødselsdag. Gennem Svaneke skøjtede vi nærmest flere steder. Jeg kunne heldigvis som passager tillade mig den luksus at lukke øjnene. Vi nåede dog hele frem og senere tilbage, godt mætte og forkælede. Det blev vi igen igår og denne "dekoration" havde jeg lavet til værtinden.

Julerosen blomstrer

Kan I høre det?

Et smut i vaskerummet, et lille hvil på stolen, efter mørket var faldet på. Stolen var kasseret for snart længe siden. En solid kroagtig, stol i lyst træ. Lakken havde set bedre dage. Var slidt af af flittig brug. Og hvor den havde sluppet, var træet ikke længere lyst. Den skal have en omgang ved lejlighed. Gøres ren, slibes og lakeres igen. For det er en god stol og den virker såmænd glimrende trods uskønhed, dækket af nogle af sommerens tynde stolehynder, så måsen ikke bliver ganske frosset fast, når der tages et hvil.

Ikke relevant for teksten, men et kært minde fra julen for 3 år siden - på denne 3. søndag i Advent.

Øjet blev fanget af julekransen på døren ind. Døren havde ganske sikkert engang været den daglige indgangsdør. Rude foroven og midtvejs en brevsprække, som dog var forseglet. Imellem rude og brevsprække tiltrak julekransen sig opmærksomheden med al sin julehjertedehed og ikke mindst de tørrede, røde roser fra den runde dag nogle uger i forvejen. Og alligevel så jeg den ikke rigtig. Den var ligesom bare et fast holdepunkt, mens øret fangede noget.

I, hvad der føles som en evighed, og i hvert fald adskillige dage, har overgartneren pustet og prustet og prøvet at vælte et og andet omkuld. Det har lydt ganske voldsomt indimellem, hvor tagstenene har klapret og en hånd på vestgavlen har mærket det voldsomme vejrs vibrationer. Jeg holder ikke meget af vestenvindene. De kan være så voldsomme og har flået ganske mange af havens sidste blomster ud i evigheden. Måske har vinden ret meget med evighed at gøre, for nu faldt det ord mig ind igen. Evindelig har den været. Den ene dag var jeg ikke forberedt, så de to store lanterner fik et ordentligt fur af overgartneren og væltede til min store fortrydelse. Nu er de sat i ly. Stadig nær køkkentrappen, som venner og bekendte af Lillebo ved at bruge som indgang. De står helt inde nær huset i læ af bænken og bag skraldestativet. På trappen står den mindste af de tre sorte lanterner, med samme form. Deri er et rødt – mørkerødt lys, som ved sin blotte kulør giver varme til sine bare omgivelser.

 Jeg havde så mange planer. Nej jeg havde NOGLE planer om dekoration ude til jul. Men når ordet mange faldt mig ind, så er det jo, fordi jeg ved, at når først, jeg kommer i gang, så tager den ene ting den anden… Indtil videre har vinden taget enhver lyst til at forsætte udsmykningen. Min tid er slet ikke – og mit humør endnu mindre til konstant at bringe i læ. December er travl. På en god måde for det meste ja. Men da kun hvis man forstår at begrænse sig – så jeg lod altså være.

Men nu spidsede jeg ører! (et lettere komisk billede træder frem for mit indre blik ved at skrive de ord). Jeg lyttede nærmest med hele kroppen, hovedet lidt på skrå, kroppen lidt med siden til og blikket altså rettet mod kransen på døren. Kan I høre det? Der er ingen blikplade, der klaprer. Ingen hylen i trådene. Ingen grene, der næsten klagende slår imod hinanden i en kold vind. Og alligevel var der lidt lyde. Der var en svag susen i trætoppene og et blad, der skramlede rundt på betonen i gården af og til. Det lød, som var det brunt og tørt. Men der var endnu en lyd, som jeg ikke har hørt meget længe. En fin knirken, som nærmest fik mig til først at spekulere over, om det faktisk var en piben i varierende toner. Den fik mig til at rejse mig og åbne døren mere end bare på klem. Hovedet blev skudt frem i mørket, som om dets blotte tilstedeværelse nær den trætte krop skulle hæmme hørelsen. Jeg lyttede nogen tid, trådte et skridt ud i gården for at sikre mig, at det ikke var en piben.

 Jeg fandt ikke lommelygten frem og begav mig helt ud og nærmere. Men jeg tror, jeg ved, hvad det var for en lyd! Jeg tror også, den hører ganske meget til i julekuglen – en sagte gyngen frem og tilbage. En stille klagen over endnu at være glemt og tom og uden det selskab, den er skabt til. Et lille mysterium, som måske får sin løsning i morgen i dagslys. Kan I høre det?

Godnat og sov godt!

Historie i julekuglen

Idag er det 3. søndag i Advent. Huset summer af forberedelser til dagens nissestævne i rideklubben. Jeg har spejlet æggene og skal først senere følge efter hestefolket, med stævnetøj og en kaffetår. Så lige nu sætter jeg mig med lys i julekuglen og forsvinder lidt fra travlheden.

Derinde i snelandskabet, finder jeg en historie... Det er Rokkens adventshistorie, som jeg i al ydmyghed har skrevet. Rokkens mor har lagt dagens afsnit på og I er velkomne til at læse med Her

God 3. søndag i Advent til jer alle!

Fuglen i kuglen

Når nu opvaskemarie er sat igang (eller måske skal vi vente lidt med hende), så er det vist tid til et smut i kuglen igen... Her tør jeg godt afsløre, at jeg sidder og nyder et glas af en rødvin, jeg fik til min fødselsdag. Og nu er lamperne slukkede. Velkommen til Hanne og Marion, som har gjort mig selskab - måske flere vil med?

Som barn var jeg enormt fascineret og mystifiseret af brevduers evne til at finde vej. Hvordan i alverden gjorde de det?! Fandt vej deroppe på himlen. Var der usynlige streger eller hvad? Som årene gik, gik det op for mig, at brevduerne så langt fra var de eneste, der fløj fra A-B deroppe. Jeg var nærmest målløs over at tænke på, at mange fugle trak sydover, når vinteren kom. Hvordan gjorde de det?! Og hvad med dem, der bliver, er de dumme? Nuvel inden jeg fandt svaret, nåede jeg at glemme min benovelse. Så faktisk ved jeg stadig ikke, hvordan de bærer sig ad...

Jeg har jo ellers lært meget, årene igennem. Fundet naturlige forklaringer på rigtig, rigtig mange ting. Man kan jo vel nærmest sige, at med alderen er videns tryghed kommet. At vide en masse, som var så uforståeligt, da jeg var barn. Mon ikke også andre husker, hvor frustrerende det var, når man fik at vide, at man ikke skulle bryde sit lille hoved med et eller andet, eller at de voksne ikke kunne forklare.

Forklaringen på julefuglen her er enkel. Jeg har fået den af min allerbedsteste veninde, som har købt den hos Binneballe Købmanden, som jeg holder meget af at besøge, når jeg er ovre hos hende! Det er min mindste kunst af forklare. Men at forklare, hvorfor den tillige er så smuk i mine øjne og hvorfor den hører til i snelandskabet, langt mere end så mange andre fugle, det er ikke sikkert, at voksenlogik og fornuft kan give et ordentlig bud på. Indimellem kan jeg tage mig selv i at tænke, at vi måske i virkeligheden blev ledt på afveje som børn, at vores trang til at forklare alt logisk, videnskabeligt og fornuftigt måske var at begrænse muligheder og evner, som bragte lykke og indsigt med sig.

Jeg ved det ikke... Men jeg ved, at jeg holder af at slukke lamperne og begive mig ind i snelandskabet og lede efter fuglen ;)

Julens sødme

Når vintermørket sænker sig, må der lys til. Vi tænder lamper, lamper, lamper, levende lys og kæder og figurer. Et mægtigt lyshav i mørket. Et smut til byen giver endnu et tilskud med supermarkeder, specialforretninger og juleudsmykning, som altsammen holder os igang, hæver tempoet. Der er så meget at nå. Så meget, som vi måske ikke helt har dagslys nok til. Og selvom det så blot er hverdagen, der skal nås, uden ekstra arrangementer, forberedelser og "voldsom trængsel og alarm", så kan det såmænd være svært nok, selv på de rette vitaminer.

Men hold nu lige fast et øjeblik. Måske er der også brug for at geare lidt ned? Bare et øjeblik indimellem! Slukkes det vanlige lys - alle hjemmet lamper og lades de ekstra, små finurlige lysglimt skinne i mørket. Så træder noget helt, helt andet frem. Det har ikke meget med travlhed og tempo at gøre. Det er julens sødme. En stille stund kan man finde den og måske næsten henføres til barndommens allerbedste minder...

Skal vi ikke slukke lampen og tage sammen ind i julekuglens snelandskab?! Om blot et par timer eller så, sætter jeg mig for en sjælden gangs skyld ved tv'et, når et par huslige pligter er til ende eller lagt til side alt efter, hvornår jeg vender tilbage fra julekuglen. Tv2 sender Narnia fra 2005. Dén har jeg ikke set. Men jeg var ganske fascineret og vel også en smule skræmt af en tegnefilmsversion i barndommen...