Sider

lørdag den 19. april 2014

Glædelig Påske

Påskedag nærmer sig lige så stille, mens jeg sidder og fordøjer såvel den forlorne påskehare som nogle fornøjelige og rare og gode timer i selskab med søs, svoger og lille, dejlige Johanna, som fik os alle til at smile og le og glæde os til gensyn til sommer!

Og besøget, helt fra Norge, har været ventet og forberedt. Megen tid er gået dermed. Fordi lysten drev værket - selv hos resten af familien idag, hvor kræfterne blev forenede om at vaske gulv, skrælle kartofler og gulerødder, tømme opvaskemaskine og kattekasse og meget mere.

Og Langfredag var vitterlig... lang. Tidlig morgen blev øjnene åbnet helt uden vækkeur til lyden at blid planteregn på tagvinduet. Sådan en, hvor man ved, at planterne står og labber i sig uden at blive slået til jorden og mudrede til. Mens dagen gryede, selvom solen jo altså var i skjul. Dynen blev forsigtigt skubbet til side og benene lydløst svunget ud over siden af sengen. Og nu skulle det så bedst passe, at de søvndrukne øjne havde overset en forhindring, mens jeg sneg mig ud af soveværelset, så gemalen kunne nyde sin ferie. Men underligt nok skete det ikke. Min mission lykkedes.


Ejheller, da jeg listede ned ad trappen - for pigerne skulle også have lov at fortsætte deres skønhedssøvn. Jeg ville alligevel snart være derude. Da dagens første kop var indtaget efterfulgt af havregryn, trak jeg i dragten og gummistøvlerne og bevæbnet med en rosensaks begav jeg mig ud i den rene, våde verden. Der var et fuglekor så mageløst. Tusind toner og i en styrke så helt utrolig.


En spand blev fundet frem. Sådan en sort sag, som blomsterhandlere får afskårne hjem i og som man kan være heldig at få lov at befri dem for. Så heldig var jeg engang og de har været de rene skatte for mig. Nogle har fået drænhuller i bunden og bliver brugt som potter. Andre bliver brugt til eksempelvis at blive fyldt med vand og stillet et centralt sted, mens jeg klipper blomster, som kommer i og står i vand helt op til ørerne min. 12 timer, før jeg bruger dem til dekorationer eller buketter.


Og således gik jeg på jagt Langfredag morgen i fuglekor og regnvejr. Der blev klippet lidt af hvert og spanden fyldt godt op, inden jeg gik ind, fik lidt mere kaffe og et kig på verden på nettet, inden jeg tog mig en lille en på øjet igen.


Og det var godt, at det var en lang dag, for en masse stod på min "liste" over, hvad jeg gerne ville nå inden besøg. Og da så klokken slog 23, skulle man egentlig mene, at den fredag havde været lang nok. Men på køkkenbordet stod jo fadet med oasis, som havde stået der siden om morgenen. Jeg kunne jo også liiiiige skære den til og putte i fadet kurven inden sengetid. Træt var jeg fra storetå og til kruset top. Men så skete det. Dét, som så ofte er sket; Jeg lod mig rive med at idéerne om en påskedekoration, som imens voksede i hovedet. Jeg kunne jo også bare liiiiige sætte lidt bund i. Klippe, vende og dreje, stikke i - her og der og alle vegne. Og så kunne jeg jo altså egentlig bare også sætte resten af blomsterne i, når nu jeg havde det i hovedet alligevel. Og bånd. Og så var den færdig og jeg lige så. Klokken var slagen halv et godt og vel. En lang, lang fredag, som burde være end for længst, da jeg skulle tidligt op lørdag.


Om lidt bliver lørdag til søndag. Om lidt er det gemalens fødselsdag. Hans dag skal også fejres, hvilket jeg i det skjulte også har syslet med idag - og købt ind til, inden butikkerne blev overfyldte. Af kunder vel at mærke. For nogle hylder var noget tomme der tidligt. Men vi fik, hvad vi skulle bruge, datteren og jeg. Og om lidt er det også Påske.

Ønsker dig en glædelig en af slagsen!

søndag den 13. april 2014

Søndagsekstra

Jeg har lavet om på mine planer idag. Af ren og skær dovenskab. Så er det sagt. Og jeg fik hverken en ærgelig eller skamfuld smag i munden. Selv den flittigste og mest skabende proces kan have godt af et uplanlagt afbræk og genopstå med fornyet kraft. Og det skal den så sandelig fra imorgen igen!

Jeg har en halvsøster - ræverødhåret, som bor heeeelt oppe i Norge. Det har hun vist gjort lige så længe ca., som vi har boet i Lillebo. Sammen med sin mand og det sidste halve år også min skønne, lille niece, Johanna. Da jeg stod i lære som kontorassistent for ca. et par år over tyve siden, arbejdede jeg sammen med svoger's farmor. Fru Bøje. En finurlig karakter, som hed Anni til fornavn, men altid blev kaldt Fru Bøje og var kasserer. Ganske elskelig, med cerut og med tørre kommentarer. Hun er her ikke længere. Hendes timeglas løb ud for et par måneder siden. Men søs, svoger og Johanna kommer til forloren påskehare på lørdag. Og dagen efter, da fylder gemalen år. Og selvom pigerne nu er teenagere, så skal man ikke undervurdere fornøjelserne ved, at der gemmes små chokoladeæg i anledningen af påsken.

Week-enden efter skal her fejres 13½ års dag for den yngste. Istedet for konfirmation. Det skal ganske vist ikke holdes i Lillebo, men i fars festgarage lidt længere nede ad vejen. Men lur mig, om ikke jeg får sat mig selv godt og grundigt på arbejde forud for disse to week-ender, så jeg klapper internetdyret sammen det meste af tiden...

Man kan så med god grund, hvis man kommer til at tænke på det, spørge sig selv eller mig, hvorfor i alvideste verden, jeg samtidig har sat gang i det helt store såcirkus og visse dele af haveforberedelserne samtidig med, at jeg helt åbenlyst har nok andet at rive i. Når jeg har allermest travlt i de kommende uger, er der en fare for, at jeg svarer, at det ved jeg virkelig heller ikke. Men, at jeg endnu ikke har lagt hånd overhovedet på forhavens genopretning, for det har jeg slet ikke tid til. Endnu.

Men på en doven, blæsende søndag med skiftevis sol og byger og en del vind fra sydvest, så er det i grunden rimeligt lige at tænke nærmere over. Klø mig selv bag øret, tage en slurk kaffe og rømme mig, inden fingrene rammer stavepladen. Se... det handler ihvertfald om at være i rette tid. Mens tid er. Jeg har jo lært - på den hårde måde - at jeg ikke er udødelig og at min verden med et kan forvandles til en tilskuers, mens der kæmpes for overlevelse. Derfor skal tiden ikke spildes. Og nej en doven dag er ikke tidsspilde, hvis den efterfølges af flittige ;) I rette tid med småplanter "på lager" til, når det for alvor går løs derude. Når bedene igen med et bliver helt livsnødvendige at rode i og de bagefter ser lidt tomme ud, fordi uønskede planter fyldte så meget. De vandt jo en del kampe sidste år, selvom mine stauder, løgplanter, buske osv. gjorde et godt stykke arbejde.

Så skal der være noget at putte i, som jeg ikke skal vente en evighed på. Og det er godt at have gjort og tænke på i de kommende 2 travle (og festlige) uger. Godt at kigge til og stikke næsen i. Aflede tanker og travlhed med. Og glæde sig over udviklingen af, helt uden min mellemkomst - næsten. Lidt vand skal der jo til og udluftning i drivhuset og flytten rundt på potter og bakker alt efter, hvad der nu behager bedst. Noget andet er, at især jeg gerne vil have gang i køkkenhave igen. Det er mange år siden, sådan rigtigt altså. Omtrent 12 år, hvis jeg ikke husker helt galt, at "dræbersneglene" startede deres invasion. Og ovenikøbet inden, jeg fik rigtig forstand på køkkenhave - eller tid til. Til gengæld var de ikke spor kræsne, men tog også gerne alle mine blomster (overdrivelse fremmer forståelsen) og slimede sig rundt i hele haven tidligt og sent. I adskillige år, efter jeg havde tørret tårerne af og pudset næsen, sloges jeg med eller rettere mod dem. Prøvede alverdens gode og navnlig mindre gode råd. Og ærligt og redeligt, så ved jeg ikke, nøjagtig, hvad der slog dem ud for 3-4 år siden. Men jeg følte mig som sejrende på havens vegne. Og i år skulle det gerne betyde køkkenhave. Og den kommer man jo ikke sovende til. Gemalen er (endnu) ikke til det med at passe og snakke med planter. At planlægge og få indfald. Faktisk er haven mest noget, han går igennem. Men jeg lavede igår den arbejdsfordeling, at han i år må tage en masse tunge opgaver for mig, såsom de højbede, jeg satte ham igang med at grave ud til. Det slår mine kræfter ikke til til i år. Og heldigvis protesterede han ikke. Udsigten til hjemmedyrkede løg gjorde nok også sit. For det kan han huske. Det bekvemme i og delikate ved løgene fra haven, som smager en tand bedre. Eller ærterne og bønnerne.

Og står jeg så med håret, det nu korte, krusede, i postkassen og vildt meget priklen, der er tvingende nødvendigt om 14 dage, så kommer de "bedsteste" venner hele vejen fra Jylland om mandagen og ferierer her, i campingvognen i baghaven, som er deres faste feriebolig på solskinsøen. Og min bedsteste veninde er mindst lige så tosset med planter som jeg, så det skal vi nok klare, sammen. Og keder Peter sig, så har jeg altid en Hyld eller andet, der trænger til at blive gravet op el.lign. Bedre venner fåes simpelthen ikke.

Og set med andre øjne, så hænger vi mennesker ualmindelig meget sammen med planter, vejr og afgrøder - gerne kombineret med smukke blomster og de gladbaktusser, der kravler op under neglene, når vi roder derude. Og det er godt at holde forbindelsen med det, selvom man har travlt med andet. Og iø også godt at glæde andre, om ikke andet, så med et foto i anledning af fødselsdag... Her er det min yndlingstulipan - og dem er der ikke mange af ellers - 'Princess Irene', som spiller så smukt i orange og violette kulører. En Tulipan, der kan stå alene og strutte og være smuk i sig selv med knasendesprøde, blågrønne blade.


Og vi når det nok altsammen - fortsat god søndag :D

Palmesøndagshilsen

Udenfor drivhuset, langs soklen mod syd, gror en flok Tarzetter. De regner sig selv for nogle af de fornemmeste, idet de hører til den oprindelige have, som der ellers ikke er mange planter tilbage af. Vi flyttede ind for snart 18 år siden i Lillebo. Haven var der ikke meget pjank i, bortset fra en del forårsløg og deriblandt Tarzetterne (tror jeg det er). Der var heller ikke drivhus, Men det har der nu været i ganske mange år efterhånden. Og Tarzetterne, er begyndt invitere sig selv ind til selskab med rosen 'Aloha' i hjørnet af glashuset. Og dér er de begyndt at springe ud.


Og som om det ikke er fest nok, så er der liv, jeg har ventet med neglebidende længsel på! Jeg byttede mig til lidt knold af Dahliaen 'Mambo', som jeg har ønsket mig et godt stykke tid. Byttet kom i januar og blev lagt i sin avis i fyrrummet med tanke på snarest at blive "plantet" i en potte let fugtigt pottemuld, indtil vinteren var omme. Da det skete, at vinteren var omme, kom jeg i tanke om, at det havde jeg slet ikke fået gjort. Mit bytte så temmelig indskrumpent ud og hjertet sank i livet, helt ned til knæene. 

Blev enig med mig selv om, at der ikke var ret meget at tabe ved at prøve at plante den, der midt i marts, i en stor potte, som først blev stående inde et par uger, inden den røg i drivhuset, da vejrudsigten ikke længere bød på så mange isblomster. Den blev vandet sparsomt, så den ikke gik i den anden grøft og rådnede, og blev stillet i et sollunt hjørne. Og lige siden, har jeg næsten dagligt haft næsen nede i potten for at prøve at finde bare det mindste tegn på liv. De fleste af de tegn var falsk alarm og ukrudt og jeg var SÅ tæt på at begynde at kigge nærmere - med fingrene. 

Men igår skete miraklet! Der var ikke den mindste tvivl; 'Mambo' er på vej frem og op i lyset!


Og nu er det "ganske vist", at det er forår. Igår, da solen strålede om kap med mine øjne, mens jeg betragtede de foregående dages landvindinger omkring gården, kaldte gemalen fra indkørslen. "Kom og se. Du skal komme nu!". Jaja vinger har jeg jo ikke ligefrem, så det længste ben blev sat forrest igennem gården og ud af porten til indkørslen og helt ud til vejen. Nogle af markerne var begyndt at dampe. Rigtig forunderligt mosekonebryg i solskinnet. Og det var let at se, at det altså ikke var havgus eller andet, der krøb ind over landskabet, for de grønne marker omkring var ikke med i opløbet - de kom halsende bagefter. Og så er det rigtignok forår i min bog :D


fredag den 11. april 2014

Det tager kun 5 minutter at redde sommeren på Bornholm ;)

Det er fredag. Og ikke en hvilken som helst fredag. Men lige præcis den fredag i april, hvor skoleelever landet over har deltaget i "Skolernes sangdag 2014 og hvor den yngstes skole blev nævnt i direkte tv. Ultra, hvis ikke jeg har hørt helt galt. Og så er det starten på årets påskeferie, hvilket nok kan løfte stemningen adskillige grader trods cykletur i småregn.

Spoler vi tiden tilbage til imorges, hvor jeg havde taget afsked med begge piger og gemalen, så sad jeg og funderede lidt på vejret. Det var stille og gråligt. I aftes var jeg startet på at klippe "rosenhækken" helt tilbage. Rosenhækken lige nord for gården. 4 stk. frodige, viltre "Langelandsroser". Det hedder de ikke, men mine har jeg fået fra en bekendt på Langeland, som ikke kendte navnet heller. Derfor. Og de vokser flere meter hvert år op over rækværk med rionet, lavet til det samme. Sammen med Clematis 'Montana Fredda' og 'Multi Blue - stiklingeplanter af afklip fra Evy's Have. De er pink, uden duft og blomstrer blot 1 gang pr. år, roserne. Men de er et fantastisk syn i de uger, det står på. Et væld af små knopper, der folder sig ud næsten med et og bliver til en hæk, mens højsommeren trækker ind over Lillebo. Og de kan klare mosten, som går ud på, at de må klare sig selv, stort set, uden vanding. De fik noget hestemøg for 1½ år siden og jorden omkring dem var også ganske fin at få fingrene i idag.

Rækværket skal "beklædes" med klar plast eller lignende mod vest og nord. Der skal laves nærmest et lille drivhus omkring og over betonen. Og hvorfor så det. Jo det er nok den mest solrige plet, som jeg nemmest kan omdanne til drivhus. Drivhus til blå græskar, som vist kræver noget mere varme for at lykkes, end almindelige. Derfor bliver der lavet et midlertidigt bed på betonen på ca. 2 m2, som altså bliver opvarmet godt og grundigt, om vejrguderne det ellers vil. Der var jo altså bare lige det med, at for at beklæde, skulle roser og Clematis helt i bund. De vil såmænd sikkert kun have godt af den foryngelseskur. Og det startede jeg på i aftes, hvor jeg nåede 1/3 inden mørket.

Imorges skulle jeg så have været igang med noget husligt. Eller jeg skulle fortsætte, hvor jeg slap igår, med sortering af en masse ophobet, hvilket formentlig indbefatter de frø, jeg købte til tomat, agurk m.m. i vinter, som jeg nu har ledt forgæves efter i en uges tid. De må simpelthen være havnet derimellem. For jeg har snart ledt alt andet igennem. Men nu var det jo altså så umanerligt dejligt havevejr imorges, kom jeg frem til (jeg har lidt på fornemmelsen, at haven i år bliver ordnet som overspringshandlinger pø om pø ;)). Bare lige en times tid eller, hvor længe det nu tog, før der gik hul på skyerne. Det tog 3½ time... Til sidst arbejdede jeg om kap med de første dråber.

Men inden da havde jeg også fået klippet alt ned, filtret ud, slæbt meterlange rosendskud i favnen om til kvasrodebunken og klippet smågrene i endnu mindre stykker og proppet i kompostbeholderen. Overanstrengt højre hånd omkring knoen til pegefingeren ved at insistere på at klippe en lidt for tyk hasselgren over med ørnenæbbet. En gren blandt flere, som et par gange greb fat i mine rosengrene på vej op i bunken og derved gav mig rifter på kinden, før jeg fik nok og besluttede, at der måtte gøres noget. Heldigvis havde jeg lagt saksen, inden jeg efterfølgende tumlede over en tue og landede på langs og med næsen lidt for tæt på Govenianum, som står med flotte knopper i år. Meget  lidt flatterende. Men i grunden også som et lille backflash til barndommens kildren i maven, når gyngen svingede frem og tilbage. Hvis jeg skal sige noget overraskende positivt om min klodsethed.

Nu begyndte skyerne at trække sig mere sammen og jeg at blive særdeles stædig. Hånden var faktisk ikke værd at klippe med længere. Men jeg manglede så lidt, så det ville være til grin at efterlade. Og så skulle der bare lige fejes på betonen, hvor tusindvis af myrdede rosenskud og andet grøntaffald lå og "blomstrede". Og hvis jeg nu bare lige kunne nå at fjerne den smule ukrudt, der havde sloges om retten til at gro der med roser, botaniske tulipaner, geranium og Kærmindesøster (og Hosta som ikke er oppe endnu), så kunne jeg faktisk også lige nå det, der bare tager 5 minutter, men redder den halve sommer. Jeg havde lagt dem i blød i forgårs. I starten af ugen opdagede jeg, at jeg havde glemt alt om min yndlingsærteblomst i år.

Mandag morgen gled kaffen ned, mens jeg "gik tur" i Idéhaven og derved blev ganske vågen, da 'Matucana' ramte mig lige imellem øjnene med en forhammer, hvorpå der var en seddel med "gamle, glemsomme FJOLS". Til alt held fik Helga næsten lige så meget medlidenhed med mig, som jeg havde selv - og onsdag kom den flinke mand i rødt tøj og fik brevkassen til at klapre og mig til at fare ud at tømme den:


Jeg har endda læst på lektien i vinter. Surfet lidt viden om 'Matucana'. Det er almindeligt kendt, at den og 'Cupani' minder rigtig meget om hinanden. Så meget, at det faktisk oftest betragtes som at være en og samme - og den mest oprindelige af alle Lathyrus odoratus i handlen. Men. Det jeg så blev klogere på var, at det nok langtfra forholdt sig sådan. At 'Cupani' havde mindre og færre blomster - og iø skulle dufte endnu mere, og være efterkommeren til den oprindelige fra omkring 1700. Mens 'Matucana' derimod skulle være så nymodens, at den ikke engang er fyldt 100 år og er i familie med de storblomstrede. Det er nu også lidt lige meget (selvom det er sjovt at vide), for jeg har ikke haft skønnere ærteblomst i min have, end 'Matucana', som med blot få blomsterstilke i en lille vase kan fylde badeværelset med en berusende duft af sommer og forlængst overstået barndom. Foruden at farverne på den er så lækre - næsten lige til at spise. Hvilket vist ikke er særligt klogt, medmindre man spiser med øjnene ;)

Men haven er jo altså ikke gjort alene af drømmerier, surfing eller frøposer. Der skal mere til at redde sommeren. Der skal arbejdes! Og mens den første finregn lagde sig i hårtoppen, havde venstre hånd særdeles travlt med at blive færdig med de to spandfulde ukrudt (og opfej). Og jeg nåede det! 29 små drømme blev proppet i jorden og fik klappet jorddyne på og vandet af "overgartneren", hvorefter jeg gik til frokost. Det sidste tog kun 5 min. for mig - overgartneren arbejder endnu lige så fint og plantevenligt derude ;) Den anden pose frø bliver forkultiveret  i drivhuset en af de kommende dage, så jeg kan supplere med planter, hvis min såning idag måske slår lidt fejl - eller jeg lige får lyst til en ærteblomst eller flere et helt andet sted. Og jeg, jeg glæder mig i den grad!

tirsdag den 8. april 2014

Det drivhusglade vanvid...

i 1½ år har drivhuset grundet sygdom, stort set kun været opbevaring. Opbevaring som i; Ind med "skidtet" i en eller anden krog eller ledig plet...

Jovist var det for et år siden stedet, hvor jeg kortvarigt tog mig et hvil, når jeg havde kræfter til at bevæge mig rundt ude. Men drivhusglæden, den der vanvittige ting, der gør, at man næsten ser salig ud ved duften af fugtig, varm muld og simpelthen må ud at sniffe flere gange om dagen, har været længe væk - fortrængt af alt det, der skulle være plads til af helbredelse - i hovedet..

De der flere gange, hvor man hver gang liiige får øje på noget, der skal pottes, knibes, udplantes, omplantes, flyttes, vandes osv. Det vanvid greb mig først for alvor igen for 8 dage siden. OG så på en mandag ;) 7 timer piskede jeg mig selv igennem derude, så nordbedet blev ryddet op, tilført møg og muld, sået til med salat og spinat, "dækket" af et kraftigt trådnet og fyldt med potter osv.osv. Jeg kunne dårligt kravle op ad trappen den mandag, da dagen var slut og hovedpuden kaldte.

Ovenikøbet blev der temmelig lunt i glashuset. Det har der også været siden og jeg har været der mange, mange gange. Og nu ser det ikke engang ud som på billedet. Vestbedet har fået samme voldsomt tiltrængte tur, dog uden net og såning.Istedet er der undervandingsbakker til alt det, jeg har sået de sidste dage, som jeg vover at sætte til spiring derude - det er sgisme nemmere end at starte det inde... (hvor her er endnu flere såbakker). Og egentlig "tyvstartede" jeg med ompotning af rosenstiklinger m.m.m. for 14 dage siden.

Jow drivhusglæden er tilbage :D




tirsdag den 1. april 2014

Velkommen April!

Poesibogvers fra bogen "Tante Grøns Have" af Jytte Aggerholm Justesen:


April er ej til at stole på,
hver stund hun tager en ny kjole på.