Sider

onsdag den 17. december 2014

17. december i Kalenderhuset - 2. år

For 1 år siden fyldte min barndomsveninde år. Men det var nu ikke det, der fyldte på bloggen her. Istedet havde jeg rigtig travlt med julegaver ud af huset - og "kaos" indenfor. Se bare her.

lørdag den 13. december 2014

13. december i Kalenderhuset - 2. år

Det var en mørk og stormfuld aften over Solskinsøen. Ganske bogstaveligt. Tunge, mørke regnskyer piskede rundt og skjulte ethvert stjernelys. Og "Alexander" pustede sig op over klipper og trætoppe! Ovenpå flere dage med koncentreret tungespids i mundvigen...

Datteren havde i flere år ønsket sig en kort, klanternet OG plisséret nederdel. Vi havde ledt højt og lavt og i genbrug. Men hendes str. passede ikke lige til stilen åbenbart. Den eneste, vi kunne finde, når vi altså ledte, var en i USA. Og så ved man jo godt, hvad klokken er slået med told og skat og en vis mand og hans pumpestok.

Men så fandt hun stof på nettet, som kunne bruges. Og uøvet i syning af beklædning, som jeg er, sagde jeg til mig selv; "Selvfølgelig kan jeg da sy sådan en - hvor svært kan det være?!". Sådan har jeg sagt i en masse tilfælde, når jeg bare MÅTTE prøve at lave et eller andet - fra min første bårebuket til honningkager og altså en plisséret nederdel. Og jeg bliver åbenbart ikke klogere. Så jeg måtte bare hænge i. Og det lykkedes!


Og sådan så hun så altså ud på vej ud ad døren sammen med "Alexander" til julefrokost igår aftes...


I formiddag trængte her så til at blive varmet godt op, mens "Alexander" langsomt drog af og datteren rekreerede på sofaen. Så frem med honningkagegrunddejen, som jeg lavede for mere end to uger siden og i al den tid har stået tildækket, køligt og fugtigt i havestuen efter foreskrifterne. Der blev lige brugt lidt armkræfter på at massere æg, Hjortetakssalt, Brunkagekrydderi og opløst Potaske i, inden de kunne stikkes til grise. Jeg har aldrig prøvet at lave honnngkager før. Efter min middagslur kunne datteren så ikke vente længere med at smage. Så hun kastede sig selv over at lave glasur og dekorere basserne.


Og da det nu er Luciadag idag, er det på sin plads at vise en gave fra pakkekalenderen. En af de nemme med lys i.



Og imens, jeg har skrevet, er honningen til endnu en portion kager sikkert kølet så meget ned, at jeg kan røre melet i. Men det bliver ikke til grise. Imens kan du måske slet et smut forbi kalenderhuset 2013 og se, hvad der var bag dagens "låge".

tirsdag den 9. december 2014

9. december i Kalenderhuset - 2. år

Gad vidst, om jeg ikke mere end én gang har berettet om julen 2010 - den hvideste jul i min erindring. Julen, som hvad sne angik, overgik ethvert af barndommens minder?! Der er ikke umiddelbart meget, der tyder på, at den rekord bliver slået i år. Det nærmeste vi overhovedet har været på noget, der bare mindede om et snefnug, dette vinterhalvår, er den haglbyge, som tog fusen på mig igår, mens solen strålede. Det holdt den jo altså op med en overgang, solen. Faktisk blev det temmelig mørkt.

Men kan jeg ikke få sne fra oven, må jeg jo lave det selv. Eller noget. En af pakkerne med glimmer i til svigermekanikken er denne, med et kæmpe "snefnug" lavet af ispinde, glimmer og pailletter. Fotoet gengiver ikke nær, hvor glimrende det er. Men resten må du tænke dig til. Og det var ikke spor nemt at pakke ind. Tungen stak garanteret koncentreret ud ad mundvigen imens ;)




Trang til at kigge collager med blomsterbilleder? Så tag med på en tur tilbage til sidste år - tryk her.

mandag den 8. december 2014

8. december i Kalenderhuset - 2. år

Igår ringede telefonen med nyt fra svigermekanikken og pakkekalenderen. Hun var svært begejstret og imponeret. Dog ikke over ting med glimmer. Så der venter nok et par glimrende, mindre fornøjelige overraskelser inden jul ;)

Hun havde dog også fået åbnet pakken med julesokkerne... Hendes datter fik et par i god-bedring-gave tidligere. I noget mere dæmpede farver. Men datteren var så vild med julesokkerne, at de byttede. Herligt, at pakkekalenderen kan glæde mere end én (udover den fornøjelse jeg har haft af at lave den).




På denne dato sidste år, fik vi det eneste sne, vi overhovedet fik i december. Imens startede jeg på et par dørdekorationer. Tryk her og kig tilbage sammen med mig.

lørdag den 6. december 2014

7. december i Kalenderhuset - 2. år

Den første dejlige uge i december lakker mod enden med 2. søndag i Advent.

Igår var der fart over feltet. Julegaverne til 2 niecer og en nevø skulle færdiggøres og være klar til om aftenen, hvor vi skulle mødes med min brorfamilie til min fars kones fødselsdagsmiddag...

De fleste år har jeg haft en dekoration med til hende i dagens anledning. Vi er ellers ikke på gave. Men derfor kan man jo godt medbringe en "blomst". I år var det en noget utraditionel dekoration. For første gang i mit liv, gav jeg mig i lag med trylledej. Du kan finde opskriften i dagens afsnit af Rokken's julekalender HER

.
Og julegaverne til "ungerne" nåede jeg også at pakke ind. Nu skal man jo passe på med at afsløre julegaver ;) Men sidste hånd blev lagt på sokker til de to mindste igår. Hvad resten er, er en hemmelighed.


Blandt svigermekanikkens kalenderpakker er flere med trylledejspynt. En af dem er en krans:




Kender du Pinterest og ved du, hvordan du letter rengøringsbesværet på badeværelset? Ellers tag et kig på 7. december, 1. år - tryk her.

fredag den 5. december 2014

6. december i Kalenderhuset - 2. år

December er sådan en forunderlig hulter-til-bulter måned.

Se nu bare, hvor tiden løber... Der er 18 dage til juleaften nu. Aben i gangen har fundet sig en nissehue og er helt klar, tror jeg ;)



Jeg troede bestemt, at jeg ville have en stille stund hver aften, så jeg kunne byde på mere end minder fra sidste år. Men tiden vil noget andet. Og dét er så også værd at sætte pris på. At nyde tiden, mens man har den...

I skrivende stund sidder jeg i en sen aftentime og venter på, at gemalen melder hvor og hvornår, han vil hentes fra julefrokost. Her er stille i huset og jeg fristes til at slukke alt lyset og nyde aftenens sidste flammer i brændeovnen. Men så risikerer jeg vist at drage for tidligt til drømmeland.

Igår var her Flyveklubmøde. Det ugentlige. Lidt tyndtbefolket. Men de skulle jo alligevel gerne "forkæles" lidt. Og her i december gør det ikke noget, at de bliver trakteret med noget, som de måske ikke får alle steder. Derfor faldt mit valg på saltlakridsmandler, som også er i en af svigermekanikkens kalenderpakker...



De er såre simple at lave. Jeg tager 1½ dl. vand og koger op i min sauterepande sammen med 2 tsk. salt og 1 spsk. rålakridspulver. Så hælder jeg 200 g. mandler i væsken og koger videre, rører rundt, indtil vandet er fordampet. Imens har ovnen varmet sig op til 150 grader. Mandlerne hældes på en plade med bagepapir og tørres i ovnen ca. ½ time.

Velbekomme :D

Barndomsminderne vældede frem på denne dag sidste år - tryk her og læs med.

5. december i Kalenderhuset - 2. år

Husker du for et år siden, hvor "Bodil" var i anmarch? Tryk her og genoplev forberedelserne.

onsdag den 3. december 2014

mandag den 1. december 2014

1. december i Kalenderhuset - 2. år

Dagens låge i Kalenderhuset kom lidt for tidligt til start. Sådan er det, når man har gjort et forarbejde og liiiige glemt en detalje. Så siden midnat har man kunnet kigge ind til 1. december 2013 via linket, som nu ligger sidst i indlægget - og ikke andet...

Men nu er den her, den 1. december 2014! Vi tæller ned til den 24., Juleaften i Danmark. Eller rettere, så tæller vi jo op. Ellers måtte dagens låge jo hedde 24, ikke sandt?! På en skrabekalender, som nu denne fra min datters skole, kunne man jo egentlig godt starte med nr. 24. 



Måske er det den, Svigermekanikken, pigernes farmor pakker ud idag? Julen favner om rigtig mange glæder, hvis man giver den og sig selv lov. En af de største er at strenge sig an for at glæde og måske også overraske andre - nær og/eller fjern. Vi drog derfor fredag afsted med færgen, med linnedkurven fyldt til randen af 23 pakker. Langt størstedelen er hjemmegjorte og har du lyst, så viser jeg frem i Kalenderhuset dag for dag. Om Svigermekanikken åbner samme pakke, som jeg viser, vides ikke. Hun har nemlig fået frie hænder til selv at vælge sig dagens pakke - og jeg kan love dig, at hun er spændt næsten som et barn, selvom hun er 82 år.




Dette skete for 1 år siden - tryk her og tag tilbage...


søndag den 30. november 2014

Nissenumser hængt til tørre...

Når du læser dette, er jeg færdig med at kandisere sokkerne, koge sprællemanden, pynte vasketøjet med glimmer, perler og pailletter, pakke svigermekanikken ind i 24 forskellige kalendergaver, male småkagerne, vaske et snefnug, bage katten, strikke småkagerne, hænge nissenumser til tørre og meget meget mere...

Men indimellem. For at være helt præcis, tirsdag morgen i denne uges hektiske hitteopsomhed, sprang solen lige ind i øjnene på mig. Den fik hele min drivendeefterårsvåde have til at ligne en million! Cameraet var igang med at forevige udfoldelserne, men hev og flåede mig gennem de åbne døre, som var åbne for at få lidt frisk luft ind i det lummervarme køkken, som ligner et jordskælv af alverdens materialer til kreativiteter.


Tusinder og atter tusinder af små dugdråber kappedes om at glimte og glitre, mens blade blev ganske gennemlyst af solens stråler. Og lokkede og lokkede. Prøvede at få mig til at kaste ALT, hvad jeg havde i hænderne og komme ud. Ud, hvor der duftede af muld nedvisnen. Af den sidste rose hist og pist og Perikum. Ud hvor Solsorten nu næsten er ene hersker blandt fuglestemmer. Måske lidt overgået af Fasanen skråk skråk skråk og flaksen, når kattene kommer en tand for tæt på...


Jovist er det efterår. Efterår, som det meste af tiden har været gemt og nedsunket i lumnert mørke. Men jeg nåede lige et par glimt af det fra morgenstunden, inden vinteren måske snart kommer. Tirsdag aften nåede temp. helt ned på bare en enkelt varmegrad og stjerneklart...


Og pakkerne... Dem hører du mere til, når kalenderhuset genåbner :D

lørdag den 22. november 2014

Hele tre årstider på én gang...

Aldrig før har jeg følt, at november var dyster. Ihvertfald ikke så langt, som min hukommelse rækker.

Der har været langt imellem solstrålerne i november. Så langt, at jeg har bemærket det, selvom jeg har travlt med sysler indendøre og tilmed har haft reddet mig århundredets forkølelse, som nu lakker mod enden. Sensommer og efterår er for mig sædvanligvis ubetinget den smukkeste og dejligste tid på året, som leder lige lukt i juleglæden og jubelen over, at lyset vender tilbage til os i længere og længere tid, altimens vi får et helt nyt år at tage hul på. Selve kronen på værket og begyndelsen på noget nyt...

Idag kom den så, solen, som fødte hele verden på ny. Vi har endnu ikke nærmet os frysepunktet her på klippeøen endnu dette vinterhalvår. Men vinden idag, omend den ikke var særlig kraftig, føltes koldere. Lige indtil overtøjet kom ordentligt på og cameraet kom med sit pling som optakt til skattejagt i haven. Og skatte var der bestemt!

Rose 'Odyssey' fangede mit blik og tanker. Solen lyste på den smukke, farvede knop, som dryppede af væde efter lidt finregn først på dagen. Og lige ved siden at var en gren med løfter om næste år...



Rose 'Augusta Luise' så blid og lækker, fik liv af solens stråler...


Rose 'Gertrude Jekyll' stiv og strunk og standhaftig ved postkassen havde også vældig travlt med at strække sig i solen...


Og vi må endelig ikke glemme den rose, som nok holder stand allerlængst og er noget ganske særligt; 'Nostalgie'.


At roserne ser ud som på en sommerdag, næsten ihvertfald, skal komme dem langt mere til ære, end haven som sådan. Solen fristede enormt til at genoptage alt det forsømte. Men alt er så vådt, at det næsten syntes mere som en øvelse i at pladre sig selv og alt andet i nærheden til og tvære rundt i bede, frem for at komme på forkant med forårets kommende store anstrengelser. Jeg fortsatte derfor med cameraet istedet for at forgribe mig på ukrudt.

Man tror næsten ikke sine egne øjne,når man den 22/11 har, ikke bare én, men hele tre planter af Dagliljen 'Stella D'oro' i blomst. Det er ikke desto mindre tilfældet. Og jeg har takket mig selv adskillige gange i denne måned for at have plantet dem blot 1 m fra huset, hvor de har lyst op og fået smil til at brede sig.


Og se nu denne Helenium, Solbrud, 'Moerheim Beauty'. Den sladrer da for alvor om, at den mangler lys. Den og dens søstre i flammebedet, har endnu ikke givet op og lagt sig til at sove og vente på forår. Næ nej, de insisterer ligefrem på at føre slægten videre og videre og videre, måske, hvem ved, lige til jul. Men hvor de normalt er lækkert bronzerødlig i sommerens solskin, så har efteråret i år forvandlet dem til noget nær vårgrønne.


Denne november, med dens tunge dyne af skyer og dis, som har lukket sol, klart vejr og kulde ude det meste af tiden, har faktisk været grund for noget ganske forunderligt; At opleve noget nær 3 årstiders sammenkomst på én. Blomsterne ovenfor fortæller om sol og sommer, buskene, som jeg viste lidt af i forrige indlæg rødmede som vanligt i efteråret, mens Kejserbusken, som startede blomstring allerede i sensommeren nu blomstrer endnu mere og så er foråret på vej. Ja faktisk var der i forrige indlæg et foto af noget, jeg aldrig har oplevet i november før; Gæslinger på Hængepilen. Jeg er ganske benovet. Men allerede nu - og ikke som, jeg vanligt plejer at lægge mærke til det, i januar, så er mange forårsblomsterløg begyndt at bryde mulden hist og pist. Og Sankthansurten har ikke engang kastet alle sine blade, før de nye skud nu titter frem.



Og selvom jeg ikke har drevet Juleroserne ud af deres skjul med cameraet idag, så er jeg næsten 100 på, at de er begyndt at åbne deres yndige, hvide blomster. Jeg skal bare lige have puslet lidt omkring dem, så de ikke gemmer sig så nemt ;)

lørdag den 8. november 2014

Som en panter i gummistøvler - Vil du med på tur i haven?

En sand heksejagt lakkede mod enden i køkkenet hen på formiddagen igår. Og slutteligt drev jeg mig selv ud i det halvlune, disede dagsmørke. Ikke lysten. Men en buket Chrysanthemum skulle plukkes til den buttede, græskaragtige lille kande i køkkenet. Den var blevet tømt for fødselsdagsblomster og vasket af.
Rask gik det med saks i hånd, hvor stilke blev skilt fra planten og ribbet for blade for ikke at komme til at rådne og lugte fæle i kanden. Øjet fangedes af knopper i en rose. Jeg kunne ikke modstå, de måtte med ind. Og just, da jeg sådan stod og fjernede blade fra dem, blev øret fanget,
Oppe over kvasrodebunken var der en skvidder og skvadder af den anden verden. Videbegærligheden tog over! Jeg listede mig nærmere, så godt jeg nu kunne i det våde, lidt for lange græs, som er ganske oversået med raslende blade. At jeg ikke havde hørt den palaver først, skyldtes ganske givet, at bonden lige over vejen kørte og pløjede. Som en panter i gummistøvler sneg jeg mig afsted og stoppede næsten åndeløst og prøvede at få øjnene i fokus oppe i trætoppene af Morellen, Hasselen og Æbletræet. Og i den sidste var svaret; Aldrig så snart var jeg kommet nær, før jeg næsten måtte springe for noget nær livet. Æbler kom ned i en susende fart og havde nær ramt mig, mens uenigheder udspillede sig oppe. I år sad de æbler iø og rådnede på træet. Og det fik de så lov til. At blive siddende. Og netop nu var de så genstand for en mellemting mellem tag-selv-bord og masseslagsmål. Stærene var det. Jeg
havde lidt gættet det, da jeg hørte skvidren. Men sjælen har ikke ro, før der er beviser. Ihvertfald på sådanne opdagelser.
Og da det så ovenikøbet var lykkedes mig at få fat i cameraet og zoome ind på en af grovæderne, så kunne jeg jo lige så godt fortsætte... På marken trak nogle af stærene indimellem ned og fik en godbid fra den sprøde, nypløjede muld. Sensommer og efterår er mig allermest kær, udenfor. At jeg så dette efterår ikke har været meget ude, skyldes, at det er så forfærdeligt mørkt og fugtigt det meste af tiden. Så trækker andre sysler, pligter og fornøjelser meget nemmere. Men der er nu så meget smukt derude alligevel. 






















.