Det var en mørk og stormfuld aften over Solskinsøen. Ganske bogstaveligt. Tunge, mørke regnskyer piskede rundt og skjulte ethvert stjernelys. Og "Alexander" pustede sig op over klipper og trætoppe! Ovenpå flere dage med koncentreret tungespids i mundvigen...
Datteren havde i flere år ønsket sig en kort, klanternet OG plisséret nederdel. Vi havde ledt højt og lavt og i genbrug. Men hendes str. passede ikke lige til stilen åbenbart. Den eneste, vi kunne finde, når vi altså ledte, var en i USA. Og så ved man jo godt, hvad klokken er slået med told og skat og en vis mand og hans pumpestok.
Men så fandt hun stof på nettet, som kunne bruges. Og uøvet i syning af beklædning, som jeg er, sagde jeg til mig selv; "Selvfølgelig kan jeg da sy sådan en - hvor svært kan det være?!". Sådan har jeg sagt i en masse tilfælde, når jeg bare MÅTTE prøve at lave et eller andet - fra min første bårebuket til honningkager og altså en plisséret nederdel. Og jeg bliver åbenbart ikke klogere. Så jeg måtte bare hænge i. Og det lykkedes!
Og sådan så hun så altså ud på vej ud ad døren sammen med "Alexander" til julefrokost igår aftes...
I formiddag trængte her så til at blive varmet godt op, mens "Alexander" langsomt drog af og datteren rekreerede på sofaen. Så frem med honningkagegrunddejen, som jeg lavede for mere end to uger siden og i al den tid har stået tildækket, køligt og fugtigt i havestuen efter foreskrifterne. Der blev lige brugt lidt armkræfter på at massere æg, Hjortetakssalt, Brunkagekrydderi og opløst Potaske i, inden de kunne stikkes til grise. Jeg har aldrig prøvet at lave honnngkager før. Efter min middagslur kunne datteren så ikke vente længere med at smage. Så hun kastede sig selv over at lave glasur og dekorere basserne.
Og da det nu er Luciadag idag, er det på sin plads at vise en gave fra pakkekalenderen. En af de nemme med lys i.
Og imens, jeg har skrevet, er honningen til endnu en portion kager sikkert kølet så meget ned, at jeg kan røre melet i. Men det bliver ikke til grise. Imens kan du måske slet et smut forbi kalenderhuset 2013 og se, hvad der var bag dagens "låge".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Det glæder mig, at du tager dig tid til at
dele dine tanker om indlægget.
Hjerteligst
Zep