Sider

søndag den 30. november 2014

Nissenumser hængt til tørre...

Når du læser dette, er jeg færdig med at kandisere sokkerne, koge sprællemanden, pynte vasketøjet med glimmer, perler og pailletter, pakke svigermekanikken ind i 24 forskellige kalendergaver, male småkagerne, vaske et snefnug, bage katten, strikke småkagerne, hænge nissenumser til tørre og meget meget mere...

Men indimellem. For at være helt præcis, tirsdag morgen i denne uges hektiske hitteopsomhed, sprang solen lige ind i øjnene på mig. Den fik hele min drivendeefterårsvåde have til at ligne en million! Cameraet var igang med at forevige udfoldelserne, men hev og flåede mig gennem de åbne døre, som var åbne for at få lidt frisk luft ind i det lummervarme køkken, som ligner et jordskælv af alverdens materialer til kreativiteter.


Tusinder og atter tusinder af små dugdråber kappedes om at glimte og glitre, mens blade blev ganske gennemlyst af solens stråler. Og lokkede og lokkede. Prøvede at få mig til at kaste ALT, hvad jeg havde i hænderne og komme ud. Ud, hvor der duftede af muld nedvisnen. Af den sidste rose hist og pist og Perikum. Ud hvor Solsorten nu næsten er ene hersker blandt fuglestemmer. Måske lidt overgået af Fasanen skråk skråk skråk og flaksen, når kattene kommer en tand for tæt på...


Jovist er det efterår. Efterår, som det meste af tiden har været gemt og nedsunket i lumnert mørke. Men jeg nåede lige et par glimt af det fra morgenstunden, inden vinteren måske snart kommer. Tirsdag aften nåede temp. helt ned på bare en enkelt varmegrad og stjerneklart...


Og pakkerne... Dem hører du mere til, når kalenderhuset genåbner :D

lørdag den 22. november 2014

Hele tre årstider på én gang...

Aldrig før har jeg følt, at november var dyster. Ihvertfald ikke så langt, som min hukommelse rækker.

Der har været langt imellem solstrålerne i november. Så langt, at jeg har bemærket det, selvom jeg har travlt med sysler indendøre og tilmed har haft reddet mig århundredets forkølelse, som nu lakker mod enden. Sensommer og efterår er for mig sædvanligvis ubetinget den smukkeste og dejligste tid på året, som leder lige lukt i juleglæden og jubelen over, at lyset vender tilbage til os i længere og længere tid, altimens vi får et helt nyt år at tage hul på. Selve kronen på værket og begyndelsen på noget nyt...

Idag kom den så, solen, som fødte hele verden på ny. Vi har endnu ikke nærmet os frysepunktet her på klippeøen endnu dette vinterhalvår. Men vinden idag, omend den ikke var særlig kraftig, føltes koldere. Lige indtil overtøjet kom ordentligt på og cameraet kom med sit pling som optakt til skattejagt i haven. Og skatte var der bestemt!

Rose 'Odyssey' fangede mit blik og tanker. Solen lyste på den smukke, farvede knop, som dryppede af væde efter lidt finregn først på dagen. Og lige ved siden at var en gren med løfter om næste år...



Rose 'Augusta Luise' så blid og lækker, fik liv af solens stråler...


Rose 'Gertrude Jekyll' stiv og strunk og standhaftig ved postkassen havde også vældig travlt med at strække sig i solen...


Og vi må endelig ikke glemme den rose, som nok holder stand allerlængst og er noget ganske særligt; 'Nostalgie'.


At roserne ser ud som på en sommerdag, næsten ihvertfald, skal komme dem langt mere til ære, end haven som sådan. Solen fristede enormt til at genoptage alt det forsømte. Men alt er så vådt, at det næsten syntes mere som en øvelse i at pladre sig selv og alt andet i nærheden til og tvære rundt i bede, frem for at komme på forkant med forårets kommende store anstrengelser. Jeg fortsatte derfor med cameraet istedet for at forgribe mig på ukrudt.

Man tror næsten ikke sine egne øjne,når man den 22/11 har, ikke bare én, men hele tre planter af Dagliljen 'Stella D'oro' i blomst. Det er ikke desto mindre tilfældet. Og jeg har takket mig selv adskillige gange i denne måned for at have plantet dem blot 1 m fra huset, hvor de har lyst op og fået smil til at brede sig.


Og se nu denne Helenium, Solbrud, 'Moerheim Beauty'. Den sladrer da for alvor om, at den mangler lys. Den og dens søstre i flammebedet, har endnu ikke givet op og lagt sig til at sove og vente på forår. Næ nej, de insisterer ligefrem på at føre slægten videre og videre og videre, måske, hvem ved, lige til jul. Men hvor de normalt er lækkert bronzerødlig i sommerens solskin, så har efteråret i år forvandlet dem til noget nær vårgrønne.


Denne november, med dens tunge dyne af skyer og dis, som har lukket sol, klart vejr og kulde ude det meste af tiden, har faktisk været grund for noget ganske forunderligt; At opleve noget nær 3 årstiders sammenkomst på én. Blomsterne ovenfor fortæller om sol og sommer, buskene, som jeg viste lidt af i forrige indlæg rødmede som vanligt i efteråret, mens Kejserbusken, som startede blomstring allerede i sensommeren nu blomstrer endnu mere og så er foråret på vej. Ja faktisk var der i forrige indlæg et foto af noget, jeg aldrig har oplevet i november før; Gæslinger på Hængepilen. Jeg er ganske benovet. Men allerede nu - og ikke som, jeg vanligt plejer at lægge mærke til det, i januar, så er mange forårsblomsterløg begyndt at bryde mulden hist og pist. Og Sankthansurten har ikke engang kastet alle sine blade, før de nye skud nu titter frem.



Og selvom jeg ikke har drevet Juleroserne ud af deres skjul med cameraet idag, så er jeg næsten 100 på, at de er begyndt at åbne deres yndige, hvide blomster. Jeg skal bare lige have puslet lidt omkring dem, så de ikke gemmer sig så nemt ;)

lørdag den 8. november 2014

Som en panter i gummistøvler - Vil du med på tur i haven?

En sand heksejagt lakkede mod enden i køkkenet hen på formiddagen igår. Og slutteligt drev jeg mig selv ud i det halvlune, disede dagsmørke. Ikke lysten. Men en buket Chrysanthemum skulle plukkes til den buttede, græskaragtige lille kande i køkkenet. Den var blevet tømt for fødselsdagsblomster og vasket af.
Rask gik det med saks i hånd, hvor stilke blev skilt fra planten og ribbet for blade for ikke at komme til at rådne og lugte fæle i kanden. Øjet fangedes af knopper i en rose. Jeg kunne ikke modstå, de måtte med ind. Og just, da jeg sådan stod og fjernede blade fra dem, blev øret fanget,
Oppe over kvasrodebunken var der en skvidder og skvadder af den anden verden. Videbegærligheden tog over! Jeg listede mig nærmere, så godt jeg nu kunne i det våde, lidt for lange græs, som er ganske oversået med raslende blade. At jeg ikke havde hørt den palaver først, skyldtes ganske givet, at bonden lige over vejen kørte og pløjede. Som en panter i gummistøvler sneg jeg mig afsted og stoppede næsten åndeløst og prøvede at få øjnene i fokus oppe i trætoppene af Morellen, Hasselen og Æbletræet. Og i den sidste var svaret; Aldrig så snart var jeg kommet nær, før jeg næsten måtte springe for noget nær livet. Æbler kom ned i en susende fart og havde nær ramt mig, mens uenigheder udspillede sig oppe. I år sad de æbler iø og rådnede på træet. Og det fik de så lov til. At blive siddende. Og netop nu var de så genstand for en mellemting mellem tag-selv-bord og masseslagsmål. Stærene var det. Jeg
havde lidt gættet det, da jeg hørte skvidren. Men sjælen har ikke ro, før der er beviser. Ihvertfald på sådanne opdagelser.
Og da det så ovenikøbet var lykkedes mig at få fat i cameraet og zoome ind på en af grovæderne, så kunne jeg jo lige så godt fortsætte... På marken trak nogle af stærene indimellem ned og fik en godbid fra den sprøde, nypløjede muld. Sensommer og efterår er mig allermest kær, udenfor. At jeg så dette efterår ikke har været meget ude, skyldes, at det er så forfærdeligt mørkt og fugtigt det meste af tiden. Så trækker andre sysler, pligter og fornøjelser meget nemmere. Men der er nu så meget smukt derude alligevel. 






















.