11. december (2012) i Kalenderhuset

Tirsdag den 11. december, kl. 5.45 blev jeg vækket af en sygeplejerske med et glas saftevand og en håndfuld piller. Jeg vidste på forhånd, at det var smertestillende piller samt en pille mod kvalme efter narkosen. Så ned røg de uden at kigge synderligt på indholdet. Jeg vidste også, at når jeg kom til mig selv senere, så ville jeg blive præsenteret for spørgsmålet om smerter på en skala fra 1-10. Der var ikke noget med, at man skulle vente med at smertestille til man så, om patienten var forvredet i ansigtet eller noget. Nope, de vidste, at det ville gøre ondt og så smertestillede de udfra erfaring - og var det værre, så handlede de på det. Ganske betryggende egentlig.

Jeg futtede under bruseren og tog mig et godt, varmt bad. Havde i tankerne, at jeg skulle nyde at kunne bevæge mig uden problemer ved hårvask eller noget. Så jeg havde ikke travlt. Bagefter i det hersens supersexede hospitalsoutfit. Og tilbage i sengen. Mit "udstyr" blev suppleret af et par strømper fra tå til øverst på låret. Støttestrømper! Noget jeg aldrig har set, kun hørt om. Det trak i smilerynker, for jeg kom til at tænke på cancandansepiger. Og så lagde jeg mig ellers og gloede/lyttede på Go'morgen Danmark i fjernsynet. Jeg var hverken sulten, tørstig eller rygetrængende overhovedet. Jeg var på vej... Tænkte et kort øjeblik på dem derhjemme, at de nu måske var på vej op, pigerne nede i julesokkerne, hvor jeg havde lagt kalendergaver for alle dagene. Tankerne kom sig af, at vejrudsigten fortalte, at Bornholm fortsat var begavet med sne og blæst. Men tanken om at ringe hjem faldt mig ikke ind. 

Min kontakt sygeplejerske mødte på arbejde og kiggede ind for at se til mig og hjælpe med støttestrømperne. Men dem havde jeg allerede nærmest rullet på. Så hun kunne blot konstatere, at alt var i den skønneste orden. Jeg gætter på, at de her strømper skulle forhindre blodpropper i benene, men ved det faktisk ikke med sikkerhed. Jeg var tæt på at slumre hen, da der kom en portør for at hente mig. Vi trillede afsted. Jeg med lukkede øjne, for jeg havde egentlig ikke lyst til at møde ansigter på vejen. Hvorfor, kan jeg ikke forklare. Men vi nåede ned (tror jeg nok) til OP-gangen og jeg blev stillet ved en væg med et maleri med masser af zoo dyr. Jeg takkede for turen, hvilket fik ham til at smile. Måske var det ikke lige dén bemærkning, han hørte oftest.

Jeg så forskellige mennesker "møde ind" og komme forbi. Hyggeligt morgensnakkende med hinanden. Der kom også en operationssygeplejerske, mandlig og sagde godmorgen til mig og forklarede, at de nu var ved at gøre klar til min operation. Jeg var en af de allerførste, der skulle "under kniven" den dag. Det var jeg glad for. Ikke at skulle vente til op ad formiddagen. Der var lidt "ged" i den morgen, kunne jeg høre på snakken. De manglede anæstesilæger, som ikke kunne komme frem pga sneen. Det gjaldt også min anæstesilæge, fortalte narkosesygeplejersken mig. Jeg var ligeglad. Normalt ville sådan en oplysning sikkert have foruroliget mig. Men det måtte blive deres hovedpine. De skulle nok finde ud af noget, tænkte jeg og gloede videre på dyrene på væggen. Det gjorde de også. En anden blev "fremskaffet" og snart efter blev jeg ledsaget ind på operationsstuen, hvor jeg skulle svinge mig op på lejet. Jeg var hverken, nervøs, bange eller noget som helst. Gætter på, at de smertestillende piller havde givet mit system andre ting at tænke på end at aktivere hovedet

Operationssygeplejersken var "nydansker". Jeg husker ikke hans udseende, men hans glade, omsorgsfuldhed med en sjov accent. Min kontaktlæge, altså lægen, som følger mig gennem hele forløbet, er en kvinde. Lidt ældre end jeg selv, elegant og intelligent. De to er de eneste, jeg har egentlig minder om fra operationsstuen - altså deres personlighed. Om der så ialt var 4 eller måske 10 mennesker derinde, det har jeg ikke nogen erindring om...

Allerførst, inden jeg lagde mig på OP-lejet - med sjove svingarme - skulle jeg lige have min skjorte rigtigt på. Eller rettere forkert. Den skulle bagvendt på og blot lukkes med den øverste knap i nakken. Sådan at de nemt kunne krænge den af mig, når jeg var "væk". Den sløve gazelle her svang sig dovent op på lejet, mens der blev snakket. Anæstesilægen sagde, at han lige skulle have fulde navn og cpr-nr. Det lå nu simpelthen på min rygrad, så han havde dårligt lukket munden, før jeg afleverede hele baduljen. "Hovhov", kom det fra ham, "vi arbejder ikke i det private". Han havde ikke nået at hive fat i min journal, så det gik lovlig hurtigt for ham og jeg kunne trods alt ikke lade være med at fnise. Så blev jeg igenigen spurgt til evt. allergier og evt. medicin. Jeg fortalte så, at det eneste, jeg kendte til, jeg ikke kunne tåle var stuefugle og grantræer indendørs. Det havde min læge aldrig hørt om. Altså det med grantræerne. Men det var der andre på OP-stuen, der havde. Det kunne så også være det samme, for ingen af delene var en del af standardudstyret dernede. Og ellers kunne jeg igenigen fortælle, at jeg absolut ikke tager nogen form for medicin og jo altså iø mente, at jeg var fuldkommen rask og rørig lige indtil... Jeg fik sat elektrodedimser på skuldrene og en gummitut på højre langemand. Jeg regnede hurtigt ud, at gummidutten målte min puls. Jeg kunne høre apparatet i baggrunden. Ikke en vild gallop, som dagen i forvejen, men rolig og rytmisk bib...bib...bib... osv. 

Jeg fik lagt drop i højre hånd. Mærkede det dårligt - de er dælme dygtige! Allerførst sprøjtede de saltvand ind. Jeg fik at vide, at det ville føles koldt i armen. Det gjorde det også. Anæstesilægen spurgte, om jeg var blevet opereret tidligere. Jeg kunne fortælle ham, at det var jeg tilbage i 1986, hvor jeg fik rettet min skelen på højre øje. Jeg kunne også fortælle, at narkosen dengang var en rigtig modbydelig oplevelse. Først af alt havde jeg oplevet, at det snurrede rundt i hovedet som en spiral, hvor jeg nærmest faldt og faldt. Jeg havde kæmpet for at holde øjnene åbne dengang af frygt for, at de begyndte før jeg var bedøvet. Dengang var jeg ret så bange for operationen. Og efterfølgende var jeg vågnet op, havde kæmpet mig op til overfladen, næsten klaustrofobisk og med en forfærdelig kvalme og smerter. Han fortalte mig så, at jeg nok ville have en noget mere behagelig oplevelse denne gang. Der var sket meget med narkose siden. Og hvis ellers operationen gik som planlagt og jeg reagerede, som jeg skulle, når jeg var på vej ud af narkosen, så ville han lade mig vågne lidt op på OP-stuen istedet for på en egentlig opvågningsafdeling, hvor der ellers ville være en masse på vej ud af narkose og jeg måske skulle vente på at komme op på stuen igen. Og gik alt, som det skulle, så ville de køre mig op på min stue, inden jeg var helt vågen.

Så fik jeg en, hvad jeg fornemmede som oppustelig, maske over mund og næse. Anæstesilægen forklarede, at det var ilt og at jeg skulle trække vejret dybt og roligt. Det gjorde jeg og fik ros for det. Udover hospitalstøjet havde jeg kun mine briller på. Smykker, ur og neglelak havde jeg allerede om fredagen fået at vide, at jeg ikke måtte have på. Jeg lå lidt og spekulerede over, om jeg mon havde briller på under operationen. Lige inden, jeg fik masken på, havde jeg skullet lægge hovedet helt tilbage og række tungen ud. Det samme skulle jeg dagen i forvejen ved samtalen hos min oprindelige anæstesilæge. Der på OP bordet slog det mig, at det måske var for, at de skulle stikke slanger ned og derfor vurdere, hvad jeg var i stand til at klare. Jeg spurgte ikke, for det havde jeg ikke lyst til at få at vide. Men tilbage til masken og nu også droppet igen. Jeg fik at vide, at der nu blev lagt noget stærk medicin i droppet og at jeg ville kunne mærke det i armene. Jeg trak vejret videre i iltmasken. Da jeg første gang blev spurgt, om jeg kunne mærke noget, kunne jeg ikke. Lidt efter blev jeg spurgt igen og da kunne jeg mærke noget, som jeg ikke kan genkalde idag. Jeg svarede ja. Jeg fik at vide, at anæstesilægen nu tog mine briller. Og så husker jeg ikke mere fra operationsstuen. Ingen snurren, ingen falden. Nogen havde "trukket stikket ud".

Klokken må have været omkring 8, da jeg blev lagt i narkose. Det næste, jeg husker, er, at jeg blev vækket. Og det passede mig slet ikke. Jeg sov lige så godt! Gad virkelig ikke stå op. Efter et par minutter, hvor jeg langsomt fandt ud af, hvor i alverden jeg var; nemlig på min stue i min seng, vendte jeg så tilbage til virkeligheden. De må have målt blodtryk og puls, uden at jeg har registreret det. Jeg husker det ihvertfald ikke, men ved at det skulle gøres, når jeg kom op igen. Efter lidt tid kom en sygeplejerske og spurgte, om jeg ville på toilettet. Det syntes jeg, nok var en meget god idé. Jeg vidste på forhånd, at jeg skulle ledsages de første gange ud af sengen, om nødvendigt, efter narkosen. Jeg svingede benene ud og fik lige fodfæste i 5 sekunders tid. Så gik jeg ellers på toilettet helt uden støtte eller noget. Der blev sat hak i papirerne - jeg havde ingen problemer med at gå, stå osv., så jeg fik lov at stå op, som det passede mig. 

Med til historien hørte så dog, at jeg havde fået en drænpose med på slæb. Den sad for enden af en slange i OP-såret under armen. Min kontaktsygeplejerske kom og satte et lille stativ på den, så den kunne hænges på sengen, når jeg lå. Og så fik jeg ellers en sikkerhedsnål til at hægte stativet fast til min skjorte, når jeg skulle op og gå rundt. Jeg blev spurgt til smerter og kunne heldigvis kun give det et 1-tal på skalaen. Mest af alt følte jeg, hvor drænet lå en meget let smerte/irritation. Jeg mærkede intet de steder, hvor jeg var opereret. Grunden til drænet var, at alle lymfekirtler i armhulen var fjernet. I dagene efter OP, adskillige faktisk, var det lidt af en gåde for mig. 

Idag, hvor hovedet nu er næsten helt klart igen, kender jeg svaret, som jeg faktisk havde fået på forhånd. Den blå radioaktive væske, jeg fik indsprøjtet om mandagen havde sikkert, som den skulle, nået frem til skildvagtslymfekirtlerne - de første lymfekirtler, som ligger nær brystet på vej til armhulen. Dem fjernede man ved alle operationer - typisk 1-3 stk. HVIS der under OP blev fundet noget mistænkeligt i disse, bare antydningen af en knude, hvilket blev undersøgt hurtigt undervejs i OP, så fjernede man resten af lymfekirtlerne. Derved kunne intet mere brede sig fra brystet og andre steder hen. Biopsien tidligere på måneden havde ganske vist vist negativt svar på lymfekirtelprøven, men de løber altså ingen risiko, hvis de er det mindste i tvivl. 

Apropos det blå, radioaktive væske, så kan I prøve at forestille jer, hvilken farve tis har efterfølgende - ledetråd; Smølf 

Jeg mener, at klokken var 11.10, da jeg var ude at smølfe og tilbage under dynen, lå jeg lige og sundede mig. Der gik dog ikke mange minutter, før det gik op for mig, at jeg var sindsygt tørstig! Endnu engang blev stativet hægtet på skjorten, slange osv. forsøgt skjult under badekåben (hvilket var lidt af et stunt, som jeg fik øvet mig i ret mange gange, mens jeg var indlagt) og så skred jeg ellers ned til fællesrummet og køleskabet, hvor jeg tømte et par glas vand, inden jeg returnerede med et fyldt til min seng. Afhægtet igen lå jeg så et øjeblik og gloede lidt fjernsyn uden egentlig at følge med i det. Snart efter var jeg glubende sulten! Jeg kan slet ikke mindes nogensinde at have været SÅ sulten! Op igen, hægte på, badekåbe og hen til fællesrummet. Frokosten var ikke kommet, så jeg overfaldt en sagesløs banan og et glas saftevand. Og når jeg nu var der, fik jeg også lyst til en kop kaffe. Ikke skyggen af kvalme. Tværtimod havde jeg det på det punkt langt bedre, end jeg havde haft det før OP. Ikke noget med at spise og drikke af pligt - næh nej det var ren og skær behov. Og narkosen imponerede mig så altså vildt!

Jeg sad og hyggede med min kaffe og fik så øje på en ved et af de andre borde. Vil tro, at hun var en halv snes år ældre end jeg, iført alm. tøj og med næsen i en bærbar. Jeg havde ikke selv nogen med. Gemalen skulle bruge sin hjemme og jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg overhovedet ville føle noget behov for en i de dage. Det havde jeg egentlig heller ikke. Men den fangede blikket. Vi nikkede lige til hinanden. Hun rejste sig og gik hen for at se efter noget drikkeligt med kommentaren om, at hun måske godt kunne snuppe et lille glas. Dét syntes jeg da godt nok "manglede bare". Hvorfor skulle hun sidde der og vansmægte?! Undrede mig lidt over, at ingen havde tilbudt hende noget - det var da noget af det første, jeg havde fået at vide. Men så tænkte jeg ikke mere over det. Træt var jeg trods alt, så jeg greb lidt mere drikkelse og styrede mod min stue, hvor jeg lagde mig og småblundede på sengen. 

Efter et stykke tid, uvist hvor længe, kom en bakke med frokost og blev sat foran mig. Jeg tog så godt for mig af, hvad jeg kunne lide og ikke mindst kunne styre i den stilling. Jeg fik aldrig smurt brødet, for jeg er venstrehåndet og opereret i venstre side. Mange ting gør jeg naturligt med begge hænder. Men jeg kunne ikke lige overtale højrehånden til at tage sig sammen til at overtage tjansen da. Men mæt blev jeg og fik så dagens anden portion af smertestillende; 2 Panodil og 1 kraftig Ipren. Jeg var på forhånd skeptisk overfor Iprenen, for tidligere har min mave absolut ikke brudt sig om dem. Som ganske ung løb jeg ind i et mavesår, som begrænsede lidt af hvert. Men dét lod min mave sig slet ikke mærke med. Til gengæld var jeg meget hurtigt, meget døsig ovenpå frokost og piller. Så det blev til en lille middagslur.