10. december (2012) i Kalenderhuset

Mandag den 10. december 2012 startede langtfra som alle andre mandage. Vækkeuret, som galede kl. 3, varslede begyndelsen på en færd i det ukendte. Jeg havde været vågen en time før, men døset hen. Dagen forinden havde en mindre snestorm med efterfølgende snefygning lukket vejene omkring os, hvor snerydning var en by i Rusland indtil engang mandag. Så jeg var forberedt. Forberedt på at skulle kæmpe mig de 2 km. op til landevejen og håbe på, at bussen kunne nå frem til færgen.

Fredagen før var min verden styrtet i grus. Jo jeg kendte risikoen. Ingen ved deres fulde 5 tager bevidstløst til undersøgelser af knuder uden at kende risikoen. Omvendt var jeg jo rask... Jeg har ikke haft brug for min læge i 5 år, blodprøver i starten af november havde vist, at en hel masse i min krop fungerede upåklageligt og jeg følte mig langtfra syg. Jeg havde blot en mistanke, som jeg besluttede at få undersøgt. Og irritationen over systemets ufleksibilitet m.h.t. at få taget biopsi lige efter mammografi og scanning på en privatklinik, som alle bornholmere øjensynligt bliver sendt til ved mistanke, havde også sit tag i mig. Irritationen over at skulle bruge en hel dag igenigenigen på noget, der tog et kvarter... Selvfølgelig var det langt mere end bare en prinsessefornærmet irritation. Det var uro og uvidenhed! Men fredag blev så hele det mulige scenarie linet op - skrækscenariet. Det evt. hele forløb, stadig med uvished om omfanget, blev serveret på en gang og derefter tav både læge, sygeplejerske og lægestuderende og kiggede på mig. Underlæben bævede og en tåre sneg sig i øjenkrogen. Det sker såmænd også nu ved mindet. Frit fald. "Så sig dog noget og kom videre", tænkte jeg. "Lad være med at sidde der og glo!". Jeg var taget alene afsted, for jeg magtede ikke medlidenhed ifald... Og netop det følte jeg fra de 3 ansigter, indtil læge og sygeplejerske så endelig "kom til sagen" og samtalen videre.

Jeg gik fra Riget til Hovedbanegården. Ikke at jeg havde gået den tur nogensinde før, for tiden på vej dertil var bedre brugt på lidt føde og derefter en taxa, inden jeg skulle finde ud af, hvor i alverden på det store sygehus, jeg skulle hen... Jeg havde aldrig sat mine ben der før. Men turen tilbage fulgte jeg nærmest instinktivt. Jeg spekulerede ikke engang over, om jeg gik den rette vej. Jeg var lidt ligeglad. Skulle jeg fare vild, fandt jeg vel en bus eller noget... Det tog 1 time at gå, uden at fare vild. Jeg gik lidt i butikker og fandt lidt kalendergaver. Men ellers satte jeg mig bare og ventede det meste at tiden på at komme HJEM. Jeg måtte hjem! Advarsler om snestorm i week-enden ville jeg skide på. Jeg var nødt til at nyde min sidste week-end i "friheden" med min mand og mine børn og hyggelige sysler, hvis jeg skulle magte at modtage min "dom". Og det blev den week-end, jeg ønskede! Også selvom praktiske mennesker forsøgte at få mig til at tage afsted tidligt søndag. Jeg vaklede indimellem. Jeg er jo praktisk anlagt. Men det handlede ikke om at være praktisk. Jeg blæste på advarsler og besluttede, at jeg nok skulle nå frem om mandagen. Og altså ved at stå op midt om natten...

Kl. 4 begav jeg mig så ud i snefygningen. Iført en masse tøj, der holdt mig dejlig varm, oppakning og refleksvest og lygte. Efter den snerige december for 2 år siden fik jeg anskaffet mig et par dimser til fodtøjet for lettere at gå på is og sådan. Dem tog jeg også på (for første gang) og de var fantastiske! Der lå driver de første 100 meter, som bilen aldrig ville være kommet igennem, så min beslutning om at gå havde været helt på sin plads. Derefter var der blot driver med mellemrum. Ikke at bilen havde haft let ved at komme igennem dem, da jeg mødte de første. Men halvvejs oppe ad bakken mødte jeg den første sneplov. Jeg trak ud på marken og vendte ryggen til for at lade den passere uden at blive begravet. Han så mig og sagtnede farten. Som ventet drejede han heller ikke mod os for enden ad bakken, men den anden vej. Tror nu heller ikke, jeg ville have sendt min gemal afsted at køre mig alligevel. Min gåtur var på en måde min måde at bestemme farten på vejen... Inden jeg nåede helt op til bussely ved landevejen, nåede jeg at møde endnu et par sneplove og med samme procedure med at trække ud på marken og stå i sne til knæene og vente på at komme videre. Gad vidst, hvad de har tænkt 

Jeg trampede derudaf, havde sat 1½ time af til at nå frem til bussely. Halvvejs begyndte jeg at sætte tempoet ned. Jeg var langt forud for planen. Prustede vist lidt som et damplokomotiv, for i sne og op ad bakke, var kondien måske ikke den bedste.  

Men tankerne om at nå frem og videre drev mig. Også tankerne om det, jeg forlod og jer i Floralen! I var med mig hele vejen, selvom I nok ikke vidste det. Enkelte andre kendte til, at jeg var blevet syg - men ikke af hvad. Tante Grøn skrev på min blog om at være en løve. Og nå ja, der er vel nok lidt kat i mig. Umiddelbart var min fantasi ikke lige fit for fight. Men alligevel trængte meningen ind under huden og fik mobiliseret lidt kampvilje. Claus Dalby havde tændt et lys på sit bord, da han tilfældigt stødte ind i mit indlæg om sygdom på min blog. Instinktivt gøs det med lyset i mig, for lys tændes meget ofte idag for dem, som ikke længere er. Men jeg fik heldigvis vendt tanken til, at hans lys var med til at vise vej. Tankerne om, hvad der ventede mig på Riget var de værste. De urolige og uvisse. Men de kom lidt på afstand, fordi jeg havde så megen opbakning og fysisk udfordring på min vej.

Jeg nåede bussely efter blot 55 minutter... Heldigvis kom der både sneplove og biler forbi, som holdt fast i min optimisme om at bussen nok skulle nå frem. Aftenen forinden havde gemalen ringet til Færgen for at høre, hvordan de forholdt sig til, hvis bussen var forsinket. Det ville de rent ud sagt skide på, uanset vejret. Det mærkedes tydeligt, at vi nu har et færgeselskab, der skal give overskud... Det slog mig ikke ud, det gjorde mig arrig. I forvejen havde de pga tekniske problemer måttet erstatte hurtigfærgen med vores gode, gamle, men også temmelig langsomme færge Poul Anker, som går igennem næsten al slags vejr. Det var ok for mig, for jeg havde et par timer at give af. Men for fanden hvor var det lavt, hvis ikke de så ikke ville vente 10 minutter på bussen... Skulle vi komme for sent, havde jeg dog en plan B. Så ville jeg fluks få en taxa til lufthavnen og prøve at få en billet til et fly 8.30. Hvis det altså kunne lande i Kastrup... Dagen før var fly sendt retur til øen, fordi de ikke kunne gå ned. I værste fald måtte operationen jo så udskydes. Og så havde der nok været en mening med det et eller andet sted!

En sneplov standsede overfor bussely. Han gik ud og ordnede noget ved skovlen og råbte så, om det var min bil, der holdt lidt væk. Det kunne jeg garantere ham, at det ikke var. Også han virkede på en måde lidt begejstret for moder naturs kræfter, selvom han jo nok havde været endnu tidligere oppe end jeg. Lidt hyggeligt at møde et menneske der i mørket. Og selvom han måske stoppede for evt. at bede om at få den bil fjernet, så tjekkede han måske også, om jeg var i live

Bussen kom, lettere forsinket, med en sneplov foran sig. Jeg flagrede løs med lygten og stod nærmest og hoppede for at sikre mig, at chaufføren så min refleksvest i fygningen. Den gjorde tegn til at holde ind og jeg slæbte mit habbengut ud af bussely og ind. Bad om en billet og fortalte, at jeg helst skulle nå færgen. Chaufføren var en dame. Hun begyndte at skælde ud over, at folk dog ikke tog afsted dagen før, når vejrudsigten havde advaret. Da trådte en skånselsløs løve op i mig. Jeg forstod så udmærket hendes vanskeligheder i føret. Alligevel sagde jeg meget kontant og ulig mit vanlige jeg, at det ikke var en mulighed for mig og at jeg skulle over og opereres! Bussen var allerede halvfuld fra Nexø - og vi var øjensynligt en halv snes, der skulle med færgen... Hun havde så også adviseret i Rønne om, at hun havde os med. Det meste af turen lukkede jeg øjnene. Dels trængte jeg til at slappe bare lidt af, men mest af alt havde jeg slet ikke lyst til at se køreturen. Den var mere "spændende" end jeg havde lyst til at kunne gengive. Hun sprang en del af ruten, på småveje til lufthavnen, over og kørte alt, hvad hun kunne. Halvvejs kørte sneploven fra bussen, da vi var ved en terminal. Det må have været et helvede for hende. Ihvertfald kom der en del irriterede udbrud mod nye færgepassagerer på vejen. Og jeg selv ville absolut heller aldrig have siddet bag hendes rat. Da vi nåede frem bekendtgjorde hun over højttaleren, efter snak med selskabet, at det her gjorde hun aldrig igen. Vi havde lige nøjagtig 3 minutter til at nå ind og tjekke ind! Alle jublede selvfølgelig! Og dårligt var døren åbnet, før jeg storkede ud og ind i færgeterminalen. Og jeg nåede det!!