Sider

tirsdag den 27. maj 2014

Tirsdagskylling...

Tirsdagskylling:



Her kommer lidt haveguf til ganen. Ville ønske jeg kunne uddele smagsprøver....

Menuen idag stod på kylling. Hel. Først gik tankerne i traditionelle baner; Ovnstegt med kartofler og stuvede grøntsager (fra fryseren). Fik dog en umanerlig trang til den gamle kending kold agurkesalat. Men har endnu ingen agurker. Og jeg mener agurkesalat, der smager af sommer og sol!

Det var der heldigvis råd for, for jeg havde fornyligt læst om rabarbersalat HER: Til kyllligen blev der selvfølgelig  hentet persille i haven. Jeg bruger persille som bunddække i solskinsbedet, så jeg har masser af det - og har ikke manglet i vinter heller.

Og så var der jo sovsen. Kyllingen blev i dagens anledning grydestegt, i en rest smør endda. Da den var brunet røg en halv liter vand i gryden sammen med en grøntsagsbouillonterning. Sky/bouillon og kartoffelvand blev jævnet og så var jeg igen et smut i haven. Efter purløg.  Og jeg kan kun sige, at den kombi kører med klatten - ikke mindst sammen med rabarbersalaten.



Velbekomme :)

lørdag den 24. maj 2014

Ukrudt og ukrudt...

Har du endnu ikke fået første hold ukrudt fjernet, er det sidste udkald inden det smider frø. Nye frø giver endnu mere ukrudt og dermed endnu mere arbejde.
Den velmente besked stammer fra en nyhedsmail, jeg modtog idag. Det fik mig til at stoppe op og tænke mig om. Overveje, om jeg skal framelde mig nyhedsbrevet, fordi det nævnte råd ganske enkelt ikke passer ind i mit haveliv. Jeg ser anderledes på "ukrudt", ligesom, jeg heller ikke er tilhænger af bar jord...

Såkaldt ukrudt bliver her fjernet i et sindigt tempo. Det er kun en halv sandhed, at det skyldes, at min fysik ikke er på omgangshøjde endnu. Den anden er ren beregning. De steder, hvor løgplanter, stauder, buske, træer og 2-årige giver plads til ukrudt i foråret, får det som regel lov at blomstre (medmindre det overskygger noget væsentligt). Jeg elsker Mælkebøtterne glade, gule hoveder! Der skal være masser af mad til insekterne, navnlig bierne, når de kommer på banen. Og mens det her ukrudt så vokser sig stort, så spirer der altså ikke nyt ukrudt!

Nu er tiden så kommet, hvor det nævnte første ukrudt er rigtig stort - det såkaldt sidste udkald. Og nu er jeg igang med at fjerne. Og når det er fjernet, dækkes jorden af enten komposteret hestemøg eller kompost. Hvad jeg har taget fra jorden giver jeg igen på den led og hæmmer samtidig fordampningen. Imens vokser sommerblomsterne sig nu store i drivhuset og er snart klart til at komme ud og overtage pladsen.

En helt anden side af sagen er, at hvis jeg havde kastet mig over ukrudtet i det spæde forår, så var der et og andet gået tabt. Selvsåede frøplanter, som jeg kan have gavn af andre steder, eller andre kan have gavn af eller som denne Geranium 'Zep' ;), jeg fandt for 2 år siden i forsommeren, nær 'Splish Splash'. Ingen tvivl om slægtsskabet, men den har så kanten af løvet linet op med mørk rød og altså varierende blå blomster. Den er noget ganske særligt for mig - og findes måske ikke mage til..



torsdag den 22. maj 2014

Årsdag

Helt af sig selv klikkede musen på nyt indlæg. Som om jeg havde noget at skrive om. Ok noget er der vel altid, kan man fristes til at sige. Om ikke andet, så en verden til forskel fra den 22. maj sidste år....

Kl. 3.12 vågnede jeg, kiggede på vækkeuret, traskede ud på loftet, ned ad trappen, gennem gangen og på badeværelset, hvor jeg sad lidt og kiggede ud ad vinduet og blev enig med mig selv om, at jeg vist havde taget fejl, da jeg troede, at jeg skulle op. Gik i seng igen! Lidt i 5 vågnede jeg igen og "kogte". Lå lidt og var lige ved at falde hen igen efter 10 minutter. Men så slog jeg øjnene op, da tanken halvdøsigt faldt mig ind, at jeg jo kunne gå i haven!

Tanken gjorde mig lysvågen. At gå ud i den verden, der var ved at vågne til dåd med diset morgensol på vej op og dejlig kølighed i haven. At ligge på alle fire og fjerne uønskede planter og hilse på Søren Snegl på morgentur eller måske en ekstra energisk og tidlig grøn, laber larve, mens fuglene kvidrede deres små lunger ud i det herligste kor. Og det gjorde jeg så og det var lige så fantastisk og lidt til, som jeg havde forestillet mig!


For et år siden var jeg også rigtig tidligt oppe. Men da var det for hastigt at sige farvel til haven og drage til Patienthotellet på Riget, hvor jeg skulle bo i 6 uger, mens jeg var i strålebehandling.

onsdag den 21. maj 2014

Ved aftentide...

Tror jeg er lidt træt nu. Lidt for træt til at skrive noget med større ånd end, hvad der kan være i kaffekruset. Og det er ikke meget, når der også skal være plads til kaffen. Min far kom tidligt imorges med planter gravet op, som skulle have været på containerpladsens grøntbjerg, hvis ikke min svigerinde og jeg havde nedlagt en protestant.

I den ene sæk var striber græs. Nuvel, det har jeg, så swinnen fik det hele. I den anden sæk var Dagliljer, aflæggere fra den, der stod, det sidste sted, vi boede sammen med far på Sjælland. Sneglerup Huse nærmere betegnet - og der må godt grines. Jeg har et gevaldigt eksemplar, så swinnen fik også den. Tror min brormand bliver glad, for han er næsten mere nostalgisk end undertegnede. I den 3. sæk var det, jeg havde sat næsen op efter; En lyserød Silkepæon - sådan en smider man altså bare ikke ud!

Far er fra den tid, hvor man skulle kunne se jord imellem planter - og rende og bruge tiden på at luge. Derfor kan jeg ikke "sælge" ham Storkenæb til bunddække og rygskåner. Konen har jeg næsten fået overbevist. Men ikke det stædige æsel (ja så ved I, hvor jeg har dét fra ;)).

Swinnen kom efter aftensmad. Jeg havde godt nok kun fået indtaget halvdelen. Men pyt. Vi hyggede gevaldigt med have- og andet sludder, fik fordelt godterne og drukket kaffen. Og så var det tid at lukke drivhuset og jeg slæbte så lige cameraet med derud og lidt rundt. Æbleblomster er meget charmerende i solnedgang, hvis du spørger mig.



Og indimellem far og swinne var her, har haven brugt det meste af min tid. Det er intet mindre end fantastisk, at man kan gå ud, nej  slæbe fødderne ud gabende og med morgenhår og komme ind flere timer senere med energi nok til at dække hele husets behov for strøm. Eller noget. Men nu, nu er energien altså brugt. Og vi starter forfra imorgen...

Ganske som ventet, var staudevalmuen sprunget ud. Og den havde fået selskab af endnu 3 andre. Jeg begejstres igen og igen over deres silkepapirsagtige kronblade - og ikke at forglemme det indvendige i blå toner. Det skal bare opleves - kan slet ikke gengives godt nok pr. foto.


Og så lige lidt lyserødt helt til ære for Mathias, som idag har vist en skøn buket i de blide toner. Og medfølgende en bemærkning om, at han indrømmede, at han kunne lide lyserødt, selvom han var en dreng. Det fik en sang til PLING at dukke frem fra glemslens tåger. Nærmere bestemt fra engang hvor jeg var såkaldt ung - sunget af Cindy Lauper:


But I see your true colors
Shining through
I see your true colors
And that's why I love you
So don't be afraid to let them show
Your true colors
True colors are beautiful,
Like a rainbow


tirsdag den 20. maj 2014

På aftenarbejde

Mørket har nu stille sænket sig derude. Inden da, nærmere betegnet kl. 21, traskede jeg derud iført arbejdstøjet. Ikke fordi, jeg ikke allerede havde været igang derude. Størstedelen af dagen forgik i det grønne med klør 5, greb og rosensaks udover linnedkurv, spand, skovl og spade. Og ikke at forglemme plæneklipperen, som engang var selvkørende. Det holdt den op med efter 1. sæson - på det ene hjul. Det andet fulgte efter et par år senere. Og det er efterhånden længe siden. Så jeg pustede og stønnede igennem det saftige græs, der havde ventet liiiiiige 2-3 dage længere en godt var.

Men hvorfor så gå derud igen, når hver en knogle knagede og hver en muskel klagede efter en god, lang og halvsommerlig dag?! Såmænd "bare", fordi Europcar og deres charmetrold af en chauffør idag kom med morsdagsgaven - lettere forsinket... Men bedre sent end aldrig!! Det var et ønske, der har simret længe, som blev opfyldt.

Har du læst "Tasha Tudor's Have", så husker du måske, at en Fersken blev feteret i den grad af alle implicerede. 'Reliance' hedder den og er/var hårdfør nok til Tasha's have. Har du ikke læst bogen, så kom igang ;) Dén Fersken har jeg ledt efter herhjemme nogen tid. Men uden held. Måske har jeg bare ikke ledt godt nok. Men ihvertfald - gemalen fandt den i Tyskland og idag ankom hele to af slagsen, som siden har stået og soppet i muddergryden i gårdens skygge hele den lange, lune dag. Den ene blev plantet i jorden i forhaven, som jeg ikke havde gjort klar på forhånd (fjols). Den anden kunne jeg kun akkurat lige se at plante i en stor potte, inden jeg gik ind og mørket faldt på. Altså næsten-mørket (de lyse nætter).

På vej ud til arbejdet kom jeg forbi staudevalmuerne. Nogle af dem. Det har jeg sådan set gjort mange gange idag. Forskellen var, at nu var der ved at ske noget. Vil næsten vædde med, den er sprunget ud imorgen tidlig. Godnat og sov godt ;)


søndag den 18. maj 2014

Det var så den uge...

En solsort farer skræppende ind gennem gården. Der er bid i lyden, næsten metallisk hysterisk. Sikkert fordi en mulig rival er tæt på. Ikke, at jeg ved så pokkers meget om fuglenes ægteskabelige forbindelser og skærmydsler. Men jeg kender jeg solsorten fra vinterfodring; Kast 10 æbler ud på jorden og de kan alligevel ikke deles om dem... Hyggeligt nok egentlig, selvom det sikkert er "blodigt alvor" for dem.

Det har været en hyggelig søndag. Faktisk helt uden have, hvis vi regner fra, at jeg i formiddags åbnede drivhuset og til aften lukkede det igen. Og, at datteren og jeg i Kvickly faldt over et tilbud på Blåbær - 2 små buske for kr. 80,-, som vi ikke rigtig kunne komme udenom. Uden at ville det, blev jeg draget af et stativ udenfor forretningen, da jeg bare lige skulle ind og finde noget tal aftensmaden. Intetanende nærmede jeg mig og nøjedes med at smile venligt til en masse udplantningsklare sommerblomster, roser og køkkenurter. Jeg stod ikke lige og manglede noget og var egentlig på vej væk, da jeg groft og brutalt fik flået mine øjne tæt på tilbudsskiltet - og før jeg vidste af det fik presset 2 forskellige sorter i favnen. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan det gik til (smiler på skrå). Som straf for den omgang, får de lov at vente med at blive plantet til imorgen, når jeg forhåbentlig er mindre doven.

Det var ellers sådan et dejligt plantevejr idag, når jeg skal være ærlig. Fra tidligt på dagen (meget tidligt) regnede det. Lige inden greb jeg cameraet (det var før jeg blev rigtig dvask). Æstetikken kan vi altid diskutere - eller allerhelst lade være. Men et eller andet sted var motivet bare så meget ånden over det tagselvbord, jeg tilbyder bier og deres kammerater for tiden. Og jeg har ikke lus i roserne eller andet skidt og skrammel, som mange allerede er begyndt at skrive om med fortrydelse.


Lige nu er de fleste andre lyde helt forstummede. Eller tykke. Tågen fulgte efter bygerne. Og det er såmænd ikke det værste, der kan overgå forårshaven, hvor alt ellers drøner derudaf med 200 i timen. Den drypper en helt lille melodi fra træernes blade og ligger som en dyne af perler på alt derude. Dét var dagens oplevelse "udover det sædvanlige". Altså udover blomsterne, som jeg bestemt skynder mig at nyde for tiden.

Lørdag ca. kl. 3.45 lagde jeg mig til ro til fuglenes morgenkor gennem vinduernes udluftningskanaler. Det var så lifligt, at der garanti spillede et smil på mit ansigt, da øjnene gled i. Inden det blev lørdag og nat, nærmere betegnet fredag og aften, gik jeg igennem mørket i haven, lyttende til Nattergalerne, der slog deres triller i rågetræerne der langt ude på genbomarken. Det har ikke været i vore gamle, høje træer i markskellet endnu. Stod der og fornemmede alt det, mine øjne ikke kunne se. For der er liv derude, når solen er gået i seng. Liv som frister andre sanser en synet, hvis man stopper op og giver sig hen. Og forresten var det jo altså ikke helt mørkt mod nordvest, for der var solen såmænd ikke så langt nede.

De lyse nætters magi er igang for fuld udblæsning. Og stjerner glimtede på himlen. Indimellem har jeg sådan en stjerneklar aften, særligt når det er rigtigt mørkt, stået og haft fornemmelsen af, at hele verdensrummede myldrede. Når blikket var rettet stift i retning af nord i håbet om at se nordlys eller måske en østlig retning efter stjerneskud, så var det som om, der var en uforklarlig, konstant bevægelse i mørket - og med ganske godt tempo. Måske er det mine øjne, der bedrager mig. Jeg ved det faktisk ikke.


Torsdag aften gik gemalen sent i seng. Jeg havde for længst lagt bogen, slukket lyset og blundede. Indtil jeg mere fornemmede end hørte hans skridt på trappen op. Øjnene blev åbnet på klem. Først. Derefter noget meget. Et kæmpemæssigt lys skinnede ind ad vinduet. Mens han kom hele vejen op og ind, funderede mit søvdrukne sind over, hvad i alverden det dog var. Havde det været fyret på Dueodde, havde det vel blinket, konkluderede jeg i min halvdøs. Da han kom ind faldt 10-øren næsten ihvertfald. Jeg spurgte ud i luften, om det var månen i vinduet?! Det fik ham til at trække rullegardinet ned. Da han havde lagt sig, mumlede jeg mit spørgsmål endnu engang og svaret var bekræftende. Om det nu var fordi, jeg var halvvejs i drømmeland, ved jeg ikke, men månen var altså kæmpestor den aften!

Men nu er det jo hverken torsdag, fredag eller lørdag. Det er søndag. Og jeg var meget tidligt oppe og chauffør - derfor de tidlige billeder , som der kommer et mere af om lidt, inden jeg går tilbage til sofaen og Murdoch og hverken kan se måne, stjerner eller høre nattergalen og fortsætter med at være doven, indtil jeg sparker mig selv i seng for at blive frisk på en havedag imorgen, som jeg glæder mig til.


onsdag den 14. maj 2014

Is it a doggyshit - oh no...

Utroligt så meget, der trækker mere end at få gjort rent inden gæster på fredag. At høre græsset gro, eller noget der ligner, er et ydmygt eksempel...

Gråvejret har ligget over haven og beskyttet de planter, jeg fik i jorden igår. Sågar med et lille dryp i ny og næ. Selv skyer skal altså, når de skal. Og jeg klager så afgjort ikke, for så kunne jeg lade vandekanden holde fri idag - også i drivhuset. Så jeg havde ingen undskyldning for at gå ud - bortset fra, at det jo faktisk er lidt smart at vande krukker/potter i regnvejr, da jorden tager godt imod. Men jeg gjorde det ikke. På ære!

Egentlig var det også formidabelt vejr til at få plantet de Hosta, jeg har overvintret i potter i drivhuset. En foræring fra en sød planteveninde sidste år. De står i gården og jeg ved, hvor de skal slå rødder. Men jeg gjorde det ikke, for mine fødder skulle have hvil efter graveriet igår - de var stadig ømme først på dagen. Og jeg skulle have gjort rent!! Og bagt hvedeknopper til imorgen.

Dét fik jeg også gjort. Bagt altså. Og jeg fik også ordnet lidt i køkkenet akkompagneret af Queen for fuld udblæsning i de store højttalere i stuen. Det sidste er sædvanligvis effektivt for at få mig i omdrejninger. Men jeg blev alligevel lidt restløs. Nej da bagningen var til ende med rengøring under hævning, så blev jeg ærlig talt lidt træt. Og lagde mig med min gode bog og lukkede bagefter øjnene en stund. Men så skulle jeg jo igang igen. Og det gik slet ikke. Blev hængende over stavepladen på FB og lidt andre steder...

Og så kunne jeg jo også lige så godt trampe ud i gråvejret, da det var tørt, med cameraet. Lidt frisk luft skal man vel have?!

I gården fik jeg øje på, at min lille bornhomerfigen allerede var fyldt med frugter! Jeg tabte både næse og mund. Skyndte mig at samle dem op igen og få taget et billed af en gren...


I grunden var det slet ikke Fignen, jeg havde kig på. Den faldt bare lige i øje, da jeg fandt vinklen på min Purpurkongelys i potte. Og nej, den er ikke mange meter oppe nær en fuglekasse. Fuglekassen er lavet af pynt og en foræring fra min yngste datter. Egentlig ikke "min farve", men fandt alligevel en charme ved den nær den mørkegrønne væg...



Og så er den også nær mine Hestetunger, som er lidt mere blå i det, men stadig matcher den godt i mine øjne. Eller sagt med andre ord, så falder farven ikke helt udenfor ;) Hestetungerne er en dejlig foræring fra en anden planteveninde for nogle år siden. De "lyser op" blandt beton og natursten. Og når de blomstrer, hvilket de ikke gør endnu, så har de de smukkeste små, blå blomster. Og de virker, som om de hører til i sceneriet.


Oppe under tagskægget på det gamle vaskerum. For enden af det meget gamle, udslidte, frønnede tag, sidder en lige så udslidt og iø ubrugelig stump tagrende uden noget egentligt formål. Engang med tiden skal den knopskydning på huset fjernes. Derfor kom jeg for nogle år siden på at "plante" deroppe. Altså i renden. Husløg. Efter at have læst om gaaaamle dage, hvor de groede på tagene. Og vistnok også mentes at kunne aflede lyn, men det er en anden snak. Det var det idylleriske i tanken, der drev værket. Og ja, de stortrives og idéen blev til virkelighed. Oven i gammelt mos af forskellig art og med en selvsået lille Bregne hængende nedad. Husløgene kommer fra en 3. planteveninde, som jeg også sendte en tanke fuld af smil, da jeg så til herlighederne - her et lille udsnit...


Nå nu er det tid at lukke nettet her i huset, så mand og mus kommer op til tiden igen imorgen ;) Så hundelorten lader jeg lige hænge til imorgen...

Inde i Fru Hansens have...

Inde i Fru Hansens have
er der altid nok at lave:
Frøken Pansy rødmer fancy




Inde i Fru Hansens have
er der altid nok at lave:
Løvefod får våde tæer
Hvor mange dråber er der mon her?




Inde i Fru Hansens have
er der altid nok at lave:
Akelajer lufter kjolen
Strækker sig og slikker solen




Inde i Fru Hansens have
er der altid nok at lave:
Tulipaner står og strutter
Inden våren snarligt slutter






Inde i Fru Hansens have
er der altid nok at lave:
Ræk mig en Forglemmigej
Storkenæb dig viser vej


tirsdag den 13. maj 2014

Fornemt besøg til frokost

Jeg var ved at runde hushjørnet med vandkanden, da hun kom skridende ind ad den gamle indkørsel. Først forsigtigt klukkende. Men da jeg begyndte at kalde putte-putte-putte blev tempoet sat i vejret. Vandkanden blev efterladt ved havestolene og jeg gik ind og hentede posen med rester af vildtfuglefrø. Tilbage ved køkkendøren begyndte jeg at strø om mig med frøene og genoptog min kalden. Så kom der ellers liv i kludene og damen glemte alt om forsigtighed og styrede hen imod mig og vel særligt frøene...


Det var også meget tæt på frokosttid. Og iø gevaldigt luftigt i skørterne, mens Hønepøne indtog retterne med stor fornøjelse.


Jeg styrede naturligvis ind efter cameraet. Lagde mig i porten til gården, på maven. Fortsatte min kalden, mens hun skrabede og slugte. Og så foreviget damen lidt til (forhåbentlig) fornøjelse for dig - og resten af beboerne i Lillebo, som ikke var hjemme.


Hønepøne har levet det frie fugleliv i mere end et år nu. Hun stak af fra den nye genbos hønsefræseting. Og det blev hun ved med. Indimellem hører jeg madammen brokke sig gevaldigt i baghaven. Gætter på, at det er vore frække røde, store killinger, som kommer lidt vel tæt på og skal have læst lektien.


Inden vinteren prøvede jeg at lokke hende mere til, så evt. kunne finde på at søge ly ved hestene. Men det passede hende skam ikke. Hun kom og gik, som det passede hende og var ikke til salg for en håndfuld frø o.a..

Tilsyneladende er kattene heller ikke et problem for hende. Eller ihvertfald ikke et større et af slagsen. Hun ser fin og uskadt ud, hver gang jeg møder hende. Så det kunne nu være så hyggeligt, om hun fik for vane at følges med mig i haven. Det var der, jeg havde været hele formiddagen - og hun måske havde spottet mig. Der blev gravet op til plantepakke til Sonja. Første rigtige arbejde med spade og greb i år. Der blev også flyttet og plantet en smule. Og fjernet kæmpeukrudt inden. Og pakket ikke at forglemme.


Så holdt jeg for idag. Musklerne skal trænes langsomt op, er jeg ikke i tvivl om - alene fødderne føles som om de har bank. Men hvor der er en vilje, der er en vej. Og lykken er at kunne "skrabe" frit i jorden igen. Ganske som Hønepøne ;)  Og hun fik spist færdig og gik sin vej igen.

mandag den 12. maj 2014

Drivhuspause...


Når man nærmer sig mit drivhus, mødes man først af mit lille æbletræ, juleæblerne, i fuld blomst i disse dage. Haven er en kæmpe "biodiversitet", som lokker insekter til, der bestøver - og fugle, der spiser insekterne... Aldrig har den været skønnere. Men man skal være i den for at opleve kvaliteten. Det kan slet ikke indfanges på foto. Og der bliver først startet på at "ordne" bede, når "arbejdet" i drivhuset er "til ende".
I drivhuset befinder jeg mig mange timer for tiden, hvor dejligt grå- og regnvejr tillader, at der bliver priklet og pottet. Glem alt om et glashus som dekorativt opholdsrum i Lillebo-haven netop nu. Det er arbejdsværelse. Vækstrum - drømmenes værksted. Og jeg kan melde, at der bliver mange Solsikker af forskellig slags i haven til sommer. Samt en masse andet... Men netop nu har solen taget plads over øen, så jeg tager mig en pause. De små har næppe godt af dens intensitet på deres små rødder.
Rigtig god mandag og resten af ugen 





søndag den 11. maj 2014

Til alle mødre; menneske-, høne-, ravne-, pap-, sted-, sviger-, bedste-, mor-, far-, olde-, tipolde-, katte-, hunde-, røde, gammel- og kommende -, ekstra-, Rokke- og ikke mindst blomster- (- tilføj selv flere); HAV EN RIGTIG GOD DAG 






lørdag den 10. maj 2014

(Vid)Underlige aftenlufte...

Siden jeg (be)skrev i mandags har ugen budt på et væld af ekstra arbejde og oplevelser - både til den ene og anden side. Tænk, at man mandag morgen kan stå op uden at ane, at man om tirsdagen beslutter sig for at drive den af. Indendøre. Med at glo fjernsyn og slumre. At man i så høj grad trænger til at slappe af. For sidst på tirsdag eftermiddag at få vendt bøtten igen med en telefonopringning, at datteren er styrtet på cykel (på grusvej) og skal på skadestuen og syes i hånden foruden nogle rigtig grimme hudafskrabninger på knæ og hage.

I mandags fangede jeg forresten lidt blomster på den japanske hængekirsebær ind med cameraet. De har en yndefuldhed, som jeg synes er rigtig svær at komme udenom her i foråret. Og hvorfor skulle man egentlig også det?! Den var tidlig til at springe ud i år her, hvor vi ellers er lidt bagefter - ca. 14 dage ift. resten af Danmark om foråret. De første blomster sprang ud 28/4. Forestiller mig, at Sakura Festival i København dagene før må have været en fest og fejring af foråret i særklasse.


Men så var stilen også lagt for denne uge. Med datterens uheld. Og den anden datters 4 skriftlige eksamener i øens storby hehe. Det blev til rigtig mange km. bag rattet, som ikke lige var med i forventningerne til uge 19. For når jeg skulle have bilen for at sørge for, at den uheldige kom til og fra skole, så kørte jeg også den anden til eksamen (for at være sikker på, hun var der i rette tid) og så skulle gemalen også køres til og fra arbejde, som i denne uge også omfattede vagt til andre eksamener. Og for at det ikke skal være løgn, så satte en anden bilist mit liv på spil fredag morgen under en overhaling, hvor han/hun fra at have kørt 50 km./t. gassede op og nærmest kørte om kap med mig på landevejen, mens panik begyndte at snige sig ind på mig for, om jeg nåede ind, før en modkørende ramte - jeg kunne ikke komme tilbage, hvor en bagvedkørende næsten var på vej efter mig i overhalingen. Jeg (og bilen) overlevede med temmelig høj hastighed og få meter til den modkørende. Men jeg var rystet, så det baskede.

Og så var det jo egentlig ikke, fordi jeg ville lade mine anstrengelser gå ud over dig. Men jeg var nødt til det, for det har en pointe. Udover at tage en kort lur hist og pist eller blot ligge tiltrængt ned lidt tid inden næste udfordring, så genvandt jeg en stor del af energien i drivhuset. Jeg ved, at mange sukker over at prikle frøplanter i en travl hverdag. Men at side og geare ned og fordybe sig og fingrene i muld og små mirakler med rødder, det er helt utroligt helbredende, hvis man giver sig hen! Fredag formiddag, inden næste køretur, måtte det dog indledes med at slæbe en masse kander vand rundt til potter og krukker. Ikke fordi det var kritisk tiltrængt, men kroppen fik så andet at koncentrere sig om end den krampagtighed, som mordforsøgsbilisten havde bragt den i!

Prikleriet blev genoptaget i aften efter aftensmaden efter en god, lang dag med rengøring på datterens skole. Det er arbejdsweekend dernede. Vi havde meldt os til idag. Og jeg gjorde mit bedste for at være til nytte, selvom jeg endnu ikke magter at tage rigtig fat i lang tid. Jeg tog mig af et par garderobevægge, metalstativhalløj, som blev vasket; Hver en stiver og bagvæg og fodpanel på. Og så fik jeg en hyggelig snak med andre forældre. Blandt andet med Anne Mette fra Enghøj Staudehave. Og ikke overraskende snakkede vi have ;) Jeg skal afgjort finde tid til et fornyet besøg en dag!

Kl. knapt 15 mærkede jeg dog med et, at næsten hver en muskel i kadavret var blevet lige lovlig (mis)brugt. Mens jeg arbejdede derudaf, tænkte jeg ikke på det det. Så måtte jeg holde og vi kørte på indkøb og hjem og så ellers opskriftten med en lur (+ aftensmad lavet af gemalen) og så ellers i drivhuset, hvor jeg priklede og pottede indtil mørket næsten var faldet på. Vejen ind gik igennem haven. Og sikke den DUFTER på den tid af døgnet. Jeg blev højst forundret over, at Magnolia 'Susan' duftede! Det kan jeg ikke mindes overhovedet at have lagt mærke til  i de 7-8 år, den har boet i haven. Vidunderlige aftenlufte/-dufte overalt, så det var svært at finde ind...!

mandag den 5. maj 2014

Så er det mandag igen.

Regnen kommer, regnen kommer! Vejrskribenten på TV2 rækker følelsesladet ud til sine læsere; Frem med regntøj og paraplyer. Slut med sol. Alt bliver ustadigt. Jeg strækker halvsøvnigt hals og sender øjnene ud ad havedøren og videre ud af døren til haven fra havestuen, som en eller anden har ladet stå på klem. Solen skinner. Sløvt, ligesom jeg selv. Men den skinner. Får øje på tulipanen, 'China Pink', som rammes af strålerne, med råt træ som baggrund. Og smiler og tænker på, hvor den kom fra, engang for læææænge siden eller 1½ år, mens alt ikke var så lyst som nu. Og samtidig kan jeg høre en brumbasse gennem glasset i døren, som nok også lige har gnedet øjnene og er klar til at tage fat på endnu en dag, endnu en uge og den vanlige dont.

Et øjeblik forledes jeg til at tro, at vejrmanden kender til haveejernes trang til forandring. Jeg er næppe den eneste, der fryder mig over, at alt er i en evig forandring og for meget af det gode kan blive kedeligt og anstrengende i længden. Og jeg er nok heller ikke den eneste med have, der ikke ville byde en flok byger velkommen efterhånden. Ikke, at der er panik på endnu. Men skorpen på noget af jorden er unægteligt blevet lettere genstridig. Men næste øjeblik ved jeg alligevel med mig selv, at det ikke er, hvad han havde i tankerne. Og det går op for mig som en åbenbaring, at der findes mennesker uden berøring med det at gøre planter og jord tilpas, som ønsker regn hen, hvor peberet gror.

Det er så åbenlyst ikke her. At peberet gror, altså. Også bogstaveligt. For i min frørus i foråret, blev der ikke sået peber. Jeg blev enig med mig selv om, at det var alt for sent til det. Men tomater og verdens bedste agurker, som den yngste kalder dem. Og hun kværner agurker og må vide det. De er også gode! Picolino hedder de. F1 frø. Kan købes hos Tinas Verden. Jeg overvejer at bestille og så igen. Jeg købte i vinter og som det drog jeg er, blev de måske opbevaret for varmt. Ihvertfald er kun 2 planter kommet ud af 5 frø. Og det er måske lige i underkanten med et agurkemonster i huset. De er hurtige, når først de får spiret, så jeg er ikke bekymret over at genså nu. De to planter og tomaterne er lige nu i skyggen i drivhuset, hvor de venter på at blive pottet om til større forhold - ellers bor de inde endnu. Så sent som imorges ramte vi frysepunktet, hvilket ikke er nok til dem - og jeg nægter at huske mig selv på at varme drivhus op om natten. Der er såmænd næsten heller ikke plads derude, hvor det vrimler med prikleklare blomster o.a., der tåler mosten.

Derude står også en Ananastop. Jeg kunne simpelthen ikke nære mig, da jeg "faldt" over en video for nyligt om, hvordan man vred toppen af frugten, fjernede de nederste stive blade, hvorved der fremkom små roddannelser og plantede den i sandblandet muld (eller hvad man nu har) og holdt det fugtigt. Så skulle den skyde igen i løbet af et par måneder og med lidt held levere frugt efter 1½ til 2 år. Måske lever virkeligheden her mod nord ikke op til den helt store udbytteforventning. Men det gør heller ikke så meget, hvis bare det er sjovt. Og ananastoppen kom jeg netop til at tænke på i køkkenet, da jeg ryddede ud i datterens grøntafdeling. Hun går meget op i at spise frugt og grønt (dygtige pige). Derved havde et hvidkålshoved fået et par uger eller noget for meget på bagen. Det var temmelig indskrumpent efter at være blevet skrællet udefra til div. smoothies o.lign. for derefter at havne bagerst i kampens hede. Jeg skulle lige til at smide det i skålen med mad til ormene i kompostbeholderen, da jeg næsten stak mig på noget i toppen, der vendte væk fra mig. Bladdannelse?? Sådan så det ihvertfald ud. Som om der groede blade ud indefra midten. Overraskelsen var total og jeg gjorde som med ananassen og gik ud og plantede hvidkålen midt i gryden med issmåplanter. Giver det resultat, så vender jeg tilbage med foto.

Nu kalder frokosten, ovenpå formiddagens ihærdighed, hvor køkkenet og badeværelset dufter af citron efter at have fået renset haner med både af disse. Og ude dufter vasketøjet af mælkebøtter og kirsebærblomster, solskin og måske en lille smule af hest. Det sidste er jeg ikke sikker på, for så fintfølende er min næse ikke.  Men det er der, den lille vind kommer fra. Indimellem hidser den sig op til at få viskestykkerne til at komme med et lille smæld. Men ellers ånder alt fred og ro. Og solen skinner. Hov nu skriver vejrmanden, at det kan blive SÅ varmt imorgen... Overvejer efter frokost at vaske en smule mere tøj, hænge det på vingestativet og sætte det nær Duftsnebollen, som er så forførerisk berusende idag.

God mandag med eller uden regn eller sol :D