Sider

søndag den 29. december 2013

Mellemjulen i Kalenderhuset - del 4

En bordskik har vi her hos os


Antal vers: 3
Melodi: Molak Molak mak mak mak


En bordskik har vi her hos os
 som alle  nu må vide
man må ej kilde damerne hvis
 de det ej kan lide
skeen skal bli' liggende
ej bag øret stikkende
- og man tørrer ikke mund og
 hænder af i dugen

Se gaflen skal man spise med
 og ikke rense negle
og servietten den skal ikke
 rundt i glasset sejle
bøvse må I ikke her
heller ikke rense tæ'r
hvis der holdes taler skal I
 vække sidemanden

Tallerknerne skal ikke slikkes
 rene når I slutter
og det ser ikke godt ud når
 på knivene I sutter
og hvis I skal ud på "das"
rejser man sig fra sin plads
ellers er der ikke mer' -
 velkommen allesammen

Ovenstående var velkomstsangen til den 60 års fødselsdag, vi var til i fredags. Måske også god til nytårsaften...

Mellemjulen i Kalenderhuset - del 3

Selv det krøllede julegavepapir kan genbruges. Måske er denne grå, klamme søndag lige dagen, hvor du mangler noget at sidde og hygge med. Jeg er faldet over dette blogindlæg, som jeg godt kunne fristes til at prøve, hvis ikke det lige var fordi, jeg er igang med at civilisere her. Men det behøver jo ikke at holde dig tilbage - og jo mere vi genbruger, des mindre skal vi bruge ressourcer på at skille os af med. Klik her.

Og så lige et tilbageblik til en jul for flere år siden, hvor jeg prøvede at lave et "juletræ". Bare sådan for hyggens skyld. God søndag.


lørdag den 28. december 2013

Mellemjulen i Kalenderhuset - del 2

Tingene sker, når de når deres tid i mellemjulen. Den opmærksomme har opdaget, at jeg ikke er nået igennem kommentarerne i Kalenderhuset endnu - ihvertfald ikke svarene... Men Helligtrekongersdag, så er jeg med sikkerhed så langt, for da bliver "den gamle og brugte  jul" pakket sammen (mere eller mindre).

Igår gik med en gevaldig 60 års fødselsdag i familien. Det var festligt og jeg fik danset boogie woogie sammen med børnene og andre barnlige sjæle. Idag kniber det nok  mere med at svinge træbenet ;) Men apropos træ, så skal vores juletræ skilles ad og pakkes sammen idag. Mis (Fiona) og Fister (Finn) har nemlig pillet det mest af pynten af i juledagene ;)


Og udover lettere rengøring, lettere madlavning (hmmm hvad mon det bliver?) og lidt tøjvask, så skal dagen idag bruges på at slappe af med hæklenålen. 2013 har været hækleår. Aldrig nogensinde har jeg hæklet så meget - som følge af, at jeg ikke har kunnet strikke (flere har set langt efter julegaverne med strikkede sokker i år). Kaj og Andrea sender mange hilsener fra Norges land. De nåede frem til Johanna til Juleaften og morer sig vældigt deroppe.

Igår aftes sad jeg så og surfede blandt hækleopskrifter på Pinterest. Og så fik jeg selskab af den yngste datter, som med et ønskede sig alverdens hæklede ting og hjalp godt med til at få pinnet ideerne ind på min hækleopslagstavle. Du er velkommen til at tage et kig på, hvad der ligger nu - tryk her.

fredag den 27. december 2013

Mellemjulen i Kalenderhuset - del 1

I bagklogskabens ulideligt klare julelys går det op for. Rammer mig som lyn fra en klar himmel. Og jeg ægrer mig lidt på dine vegne, at jeg ikke var hurtigere...

På Bornholm er det nu Mellemjul. Ikke, at jeg forestiller mig, at enhver herovre er opmærksomme på det eller giver det helt samme opmærksomhed, som jeg selv gør. Mellemjulen er nok tværtimod ved at være så umoderne, at selv jeg ikke længere erindrer, hvad den i grunden gik ud på engang. Hvad skal vi med den?

Ikke desto mindre består den her, mere eller mindre, af et sindigere tempo, flyden foran fjernsynet sammen med familien og hyggelige (og dovne) aktiviteter. Du kan godt pakke enhver tanke om, at julen skal forbrændes i mellemjulen, helt væk. Jeg er ikke til moderne samvittighedsnag - heller ikke selvom jeg i år ikke tåler alle de godter og mad, jeg ikke kan holde mine små snitter fra. Og idag skal vi til 60 års fødselsdag i min mors familie - så meget, som jeg nu magter.

Men det var i grunden slet ikke derfor, jeg pludselig ærgrede mig på dine vegne for lidt siden. Det kom til mig, da jeg læste, at en havevenindes mand og hans kollega, begge ville være på genbrugspladsen, hvor de arbejder, hele dagen. Og hvorfor så det, spørger du nok. Hvad i alverden har det med mig at gøre?! Joh ser du. Grunden til, at de skal være der hele dagen er, at de forventer en maaaaaassse mennesker med julepapir, som ikke må komme i papirkontaineren....

Da gik det op for mig, at jeg havde glemt noget - selveste juleaftensdag. Jeg burde da have indviet dig i min skattejagt, som løber af stabelen her i Mellemjulen. Jeg ved nok, at en del sikker betragter det som tidsspilde, nærrighed, fattigdom og hvad ved jeg. Eller for de flestes vedkommende slet og ret end ikke skænker det en tanke. Og det sidste er det værste - og lidt min forbrydelse.

Julens indpakning er et sandt overflødighedshorn af muligheder. Genbrug vil nogle kalde det. Jeg ser det nu mest som et helt utroligt udvalg af materialer til kreative udfoldelser i anledning af julen 2014, som jeg da håber og tror, at jeg kommer til at opleve. Mellemjulen er helt fantastisk til at kaste sig ud i at kreere de første gavemærker, julekort og andet til næste år. Jeg er selv dårligt begyndt på skattejagten i de to store "julemandssække" fyldt indpakningsmaterialer. Og dérfor glemte jeg at indvie dig i min skattejagt. Det må du undskylde.



Lidt har jeg dog allerede taget fra, inden det ramte sækkene - lidt som allerede spøger i kreativiteten. Og jeg vil give dig et smugkig på gaveindpakning til næste år. Nej faktisk er den til idag, hvor vi skal have pakkeleg til fødselsdagen. Men det er samtidig indledningen til Kalenderhuset 2014, hvor jeg går mere i dybden med "genbrug" af alt muligt til gaveindpakning. Og selvom jeg altså nok ikke har nået at redde dit mulige materialelager, så kan du nok alligevel springe lidt med på vognen næste år, for mangt og meget er ikke decideret juleefterladenskaber - det kan også jagtes i genbrugsforretninger.


torsdag den 26. december 2013

2. Juledag i Kalenderhuset.

Julefreden har sænket sig. I stuen er endnu kun mig, brændeovnen og fyrfadslysene i deres stager. Og kruset med kaffen ikke at forglemme. De to ældste katte er kommet ind fra nattens musejagt og nyder varmen og stilheden.

Jeg bruger stilheden til at begynde forfra i indlæggene om Kalenderhuset. En indskydelse, jeg fik sidst i november, og sprang lige ud i. Måske har du fulgt med? De seneste par uger har jeg ikke haft fornøden tid til at svare på kommentarer. Det kommer nu lige så stille, efterhånden som jeg får "læst op". Og jeg har allerede besluttet mig for, at Lillebo også næste år skal være Kalenderhus. Og jeg er - mellem os sagt - gået igang med forberedelserne. Så har jeg måske bedre tid til at svare på de dejlige hilsener, du og andre lægger... Hvis du altså har lyst til at læse med igen til næste år.

Julen er for mig "kronen på værket", "prikken over i'et" eller "rosinen i pølseenden". Julen forener et helt års gøren, laden, oplevelser, høst, idéer og fest og farver. Julen er samværet med familien. Og julen er også gaver. Og fra mig bliver det mere og mere gaver fra egen hånd.Måske er jeg havnet i en forkert tidsalder, hvor det, der gælder og glæder i nuet er alt, hvad "kræmmerne" kan prakke en på at dyre indkøb. Men så må jeg blot stå alene - mere eller mindre - med, hvad mine hænder kan frembringe og som ikke kan byttes. Det giver mening for mig. Og jeg håber, at bare noget af det bliver brugt eller gemt som minder. For en dag er vi her ikke mere - og hvem glædes så over en elektronisk gryde, der for længst er gået af mode?

Du skal ikke tage mine ord så hårdt eller ilde op. Jeg siger blot, at jeg selv med tiden - og især til jul - har taget hjemmegjorte ting frem og mindedes kære, som ikke er iblandt os længere. Har siddet og kigget på det fine håndarbejde og tænkt på de timer, der gik med at lave det. Hørt stemmen fra den kære et sted langt tilbage i hovedet og næsten følt en anden stå ved siden af ved duften af jordbær eller Ærteblomster. Og så har jeg spurgt mig selv, hvad jeg vil mindes ved...

Og hånden på hjertet, så er det nu, forberedelserne starter. I det små. Forberedelserne til næste jul, hvis jeg vil gøre den så minderig som muligt. For ting tager tid. Kun småtterier kan nås i december, som først og fremmest skal opleves. Det er nu, julen er i mit hjerte - og det bedste sted at starte. Og tro mig, du kan langt mere med dine hænder, end din bevidsthed måske lader dig tro. Det handler om at give sig hen og give slip på vagthunden - og øve sig! Det er dovenskab at påstå, at man slet intet kan med sine hænder. Disse to helt fantastiske redskaber. Brug dem. Lær dem at kende. Bliv forundret over, hvad de kan, hvis de får lov...!

Igår havde vi besøg af min mor og hendes mand. Min mor har mere end en gang spurgt til, hvordan jeg lavede cernitfigurer. Derfor gik vi fra aftensmaden og ind til kreabordet her bag mig. Og så gik vi igang. Hun havde købt et par blå glasøjne på forhånd. Og allerede på vej ud af ovnen, havde hendes lille fyr, der herligste personlighed. Hr Pivski(d) døbte vi ham. Og var sikre på, at han var noget så nervøs for det væsen, som voksede ud af mine hænder - forløbigt kaldet "mørkemanden". Men det er nu ikke helt til at vide, hvad han ender med at blive, før han har farve i øjnene og tøj og noget. Og min mor lærte også, at det ikke er i ens eget hoved, de former sig - det sker med hænderne og væsnerne finder sig selv...




mandag den 23. december 2013

23. december i Kalenderhuset

Nu hænger øjnene efterhånden helt nede i strømpeholderen. Eller noget. At kalde den 23. december for "lille" noget som helst er århundredets underdrivelse. Måske fordi den 22. også blev en ret langstrakt dag. Alle gode intentioner til trods, så blev "tidligt i seng" igår til noget meget nær midnat... Sådan er det bare med julen; Den overfalder mig og får mig til at finde på mere og mere og mere og mere - bare fordi, det er sjovt, kønt, hyggeligt, skørt (fortsæt selv).

Til behandling idag, troppede jeg op i brune leggings, orangeternet skjorte, rød halvbluse og røde, strikkede sokker med snemænd på. Åh og så ikke at forglemme en nissehue med langt hår. Jeg fik hevet mere end et grin frem på ansigtet, hvor jeg kom frem. Selv de alvorlige, trætte, syge, triste, jeg mødte, livede bare en anelse op. Min kontaktsygeplejerske flækkede i et stort grin og hev den ene efter den anden ansatte ind i "julestuen".

Der kom nemlig endnu en patient til behandling, som også havde nissehue på. Og hun laver så altså smykker til hverdag. I dagens anledning havde hun et helt julearsenal med. Og tænk engang, jeg fik lov at vælge mig et par i "julegave". Disse kunne jeg simpelthen bare ikke stå for ;)


Efter behandling, måtte jeg så vente på "julemanden" (min mand på de sidste juleindkøb). Så da sad jeg nede ved hovedindgang en rum til og vristede smil og julehilsener ud af folk. Jow, så er det hjertejul! Og på vejen derfra (og til en kop kaffe og aflevere gaver til min brorfamilie og tage nogle med retur), fik jeg sørme disse dejlige, julerøde tulipaner af "julemanden".


I aften har "julemanden"så sat juletræ op og lys på det. Pigerne har pyntet og hjulpet med at bage mormors ingefærsmåkager og vanillakranse. Risengrøden er kogt til ala manden imorgen. Og så er der dukket nisser op rigtig mange steder i Kalenderhuset.

Nu er det vist sengetid efter en dejlig, lang dag.

søndag den 22. december 2013

22. decemberaften i Kalenderhuset

Nu er der dej klar til bagning af vanillakranse, mormors ingefærkager og kogning af klejner imorgen (og måske også overmorgen, hvis planerne ikke helt holder ;)). Der er desuden lavet 2 slags havregrynskugler - en alm. og en med marcipan - datteren har trillet løs!

OG så er julegaverne, der skal afleveres imorgen på turen, pakket færdig og står klar i en pose. Legemaden til min nevø og hans nye, næstens jævnaldrende "søster" blev færdig, vasket, tørret og her til aften pakket sammen...


Fyrfadsstagerne fandt jeg forresten i genbrugen (halv pris) forleden. Dem er jeg rigtig glad for! Udover, at de blafrer noget så hyggeligt, så kan man tage glasindsatsen op, når lysene skal tændes.

Der er liiiige et par småting, der skal gøres og så går jeg ellers rimelig tidligt i seng idag. Glæder mig til at nyde kommentarer og blogland i juledagene. Lige nu er jeg "blot" glad for, at jeg har kunnet/kan alt det, jeg har nået til jul i år. Sidste år på denne tid, sad jeg og kunne intet. Og julen kom endda, hyggeligt alligevel ;) Meeeeen det er suverænt at have en finger med i spillet i år :D

22. december i Kalenderhuset

Igår var det årets korteste dag. Sikkert derfor, jeg ikke nåede at lave et indlæg... ;) Her sker ellers noget, der kunne minde ret meget om jul. Og idag er der fortsat fart over feltet, for imorgen skal jeg til behandling og så er det sket med energien og kræfterne i noget tid igen. Men vi når det, er  jeg sikker på :D



I fredags fandt jeg flere små juleting i genbrugen - til halv pris. Bl.a. denne klokke med den lækreste lyd. Og også denne julemand, som i grunden er et lys (nænner dog nok ikke at sætte ild til ham). Mon ikke han står og kigger på huset på den ene af mine lysjulekugler og tænker på de gaver, han skal putte ned gennem skorstenen?! Juleaften kommer der elektriske fyrfadslys i de to kugler. Og dét ser hyggeligt ud.



God 4. søndag i Advent fra det lille julebamselys (også fra genbrugen), der sender postkort til det andet hus.


fredag den 20. december 2013

20. december i Kalenderhuset

Sidste skoledag, sidste arbejdsdag, handledag.... Masser af køren i bilen og netop nu venter jeg på besked om, hvornår gemalen skal hentes fra julefrokost. Masser af rent tøj, der NU skal lægges sammen og væk. Imorgen "Store oprydnings- og rengøringsdag" for alle i Kalenderhuset...

Kom i julestemning i Fru Pedersens Julehave på TV endda!


torsdag den 19. december 2013

19. december i Kalenderhuset

Med besked derudefra, at det lysner dag for dag...

Der er knald på liggehønen idag. Mens hæklenålen står og syder i koldt vand, tager jeg mig en sjælden pause ved tastaturet. Der er ting, der skal være færdige, før jeg tillader mig at svare på kommentarer i.lign. Men det skal ikke forhindre mig i at dele solopgangen, som set ud ad vinduet i kalenderhuset idag...


onsdag den 18. december 2013

18. decemberaften i Kalenderhuset

Idag kom et julekort med posten, som i den grad fik pustet til juleglæden!

Ind imellem bliver jeg slået af en idé. Og før, jeg får set mig om, har den grebet om sig. Og når jeg så skal forklare, hvordan den begyndte, til dem, der spørger, så er det ikke så nemt. Derfor kommer her begyndelsen på julekorttræet. Det er så langt fra færdigt (håber jeg når det til jul ;)). Det er grene fra den røde Kornel (øh Alba hedder den vist hihi), jeg har klippet for nogle uger siden. Det er iø min lille niece i Norge, der indtil videre troner øverst oppe.


Men som sagt kom posten med den skønneste julehilsen idag. Og så kom jeg i den grad i julekortskrivningshumør! Jeg har råhygget mig med at skrive til nær og i særdeleshed fjern. Den sidste kuvert er netop lukket. Jeg ville gerne skrive endnu flere - der er mange, jeg kan komme i tanke om at overraske med et snailmail julekort. Men min hang til at skrive halve romaner har sat en naturlig stopper for det! Nu gider venstrehånden altså ikke mere. Og så må jeg bare pænt nøjes med, hvad jeg nåede. Resten må jeg sende de varmeste tanker og/eller hilsener på nettet eller ad anden vej... Imorgen (og resten af tiden op til jul) skal kræfterne nemlig bruges på andet.



18. decembermorgen i Kalenderhuset

Kaj og Andrea kigger lige ind (eller ud) og ønsker glædelig december, inden de starter deres rejse til Norge i løbet af dagen. Kaj fik i aftes en julevest. Og det blev han temmelig meget gladere af :D



Idag skal ovnen renses...

tirsdag den 17. december 2013

17. december i Kalenderhuset

Måske sidder du lidt forknyt og tænker, om der virkelig ikke sker mere i Kalenderhuset i år. Synes, at det er flere dage siden, der er kommet nyt. Kigger lige for en sikkerhueds skyld i etiketten "Kalenderhuset" og konstaterer, at der faktisk var et indlæg den 16. december. Men lagde du mærke til, at det rent faktisk blev udgivet i søndags...

Min pointe? Blot den simple, at dagene forsvinder som dug for solen, når vi tæller ned til jul. Og netop i disse dage er jeg nået punktet, hvor helbredet begynder at synge klagesange over min iver, selskabelig udfarenhed og manglende hvil. Og det er også (næsten en tradition) nu, at det hele begynder at være lettere kaotisk og uoverskuelig. Og der er KUN en uge til jul...!!

Det står der nok ikke så meget om i livsstilsjuleskriverier. Der er næppe så mange billeder af, når hjemmet ligner jerusalems ødelæggelse istedet for et glansbilled af lutter lagkagesmil. Nuvel smilet mangler nu ikke og du får ikke billeder af mit rod. Glem det, tænker jeg, og ler indvendigt. Hvis ikke der hersker et gran julerokaos hos dig, når du nu lige vender dig om, så må du bruge fantasien.

Men så er det, at "stikket skal trækkes ud" hist og pist - istedet for at gå i spåner... Idag er de sidste julegaveindkøb gjort - og der mangler blot en enkelt gave, som skal komme med posten. Derfor er pakkerne til svigermekanikken blevet færdige, mens kyllingen steger. Gavermærker. Hmmm ikke, om jeg ville bruge penge på sådanne. I skuffer og gemmere. Fandt strimler af "guldkarton", jeg havde gemt og vupti. Så skal der bare skrives et par julekort og hele herligheden pakkes og sendes. Et af gavepapirerne er iø genbrug - noget rigtig, lækkert, kraftigt noget, jeg havde gemt. Jeg ved ikke med dig, men jeg ville ihvertfald blive glad for en kasse overraskelser af denne slags, hvis den kom med posten. Noget til ganen, noget til øjet, noget til øret og så en til heeeeeele det nye år med minder fra en stor dag, hver måned ;)


På tørrestativet sidder Kaj og Andrea. Ganske nyvaskede. Kaj er tæt på at krølle helt sammen af skam over, at han endnu ikke har vest på. Og det må jeg så gøre noget ved i aften, så de kan blive pakket ind og sendt til Norge imorgen. Om de så når det til juleaften, at nå op til min lille niece, det bliver spændende. Heldigvis er hun endnu så bette, at hun ikke kender ordet "forsinket" ;)


Og så bliver der hæklet på livet løs i ledige stunder. Bl..a. igår, hvor jeg var pisket nødt til at holde mig i ro efter rovdrift på min formåen de 3 foregående dage. Legemad til min brors to yngre rødder skal der laves mere af! Og skrives julekort :D

søndag den 15. december 2013

16. december i Kalenderhuset




Sneen er et savnet lys i mørket. Den pakker det brune, grønne og grå ind i det fineste vat. Den knitrer og lyser i frostklart måneskin og viser vej. Den løfter det barnlige sind i forventning. Og i julesol stråler den som tusinde diamanter. Og den dæmper alle lyde - ingenting i verden er så tyst som sne...





Sneen bringer mig milevidt i tid tilbage til barndommens land, hvor vi var en flok af unger i mange aldre til jul hos mine morforældre. De boede såmænd ikke langt herfra. På "Søglimt" på Skimlevejen. Morfar var fisker og havde tillige lidt landbrug ved siden af. Og den jul, jeg husker bedst derfra, kom sneen i flokke, vrimlende, som en sang så smukt har gengivet. Måske kom den endda brølende. Men det havde en lille pige med røde laksko ikke sans for at bemærke. Derimod, iklædt varmt tøj dagen efter, og igang med at grave snehule ud i gården. Det gav røde kinder og lykkelige minder.


Lad så blot fornuften og voksne om at være praktiske. Gid sneen snart må komme igen. Om ikke til jul så snart i det nye år, hvor alle julelysene slukkes. Forbi, forbi... (inspireret af "Grantræet"). Lad så sneen komme og fortrylle.


lørdag den 14. december 2013

14 december i Kalenderhuset

14 dage er nu gået i Kalenderhuset.Imorgen er det derfor tid til at få et overblik - særligt over rengøring og pynt...

Idag derimod, skal vi til fødselsdagsmiddag. Og jeg har derfor forsøgt at få "kreeret" en juledekoration at medbringe. Kurven fandt jeg i genbrugen i efteråret og forelskede mig på stedet. Det er tæt på, at jeg kunne have lyst til at beholde og sætte den foran spejlet i gangen. Men en gave er vel netop også noget, man selv sætter pris på?! Eller hvad...





fredag den 13. december 2013

13. december i Kalenderhuset

Om ikke så lang tid går det afsted, afsted til julefest på den yngstes skole. Hun skal spille en feminist i et julestykke, hvor der skal ansættes en ny julemand... Det bliver spændende.

Tidligere idag gik det afsted, afsted på lidt juleindkøb. Og det der "lidt" refererer til, hvor meget udbyttet blev - ikke, hvor langt tid, det tog ;) Nuvel lidt har også ret.

Senere, såmænd ikke så fælt længe efter gik turen afsted, afsted igen for at aflevere juledørdekorationer til min tantes døre. I formiddags fik jeg indkøbt bast til "sløjfer". Jeg havde gerne villet have fede, brede, røde sløjfer. Men det er åbenbart ikke på mode i år, for jeg søgte efter bånd flere steder uden held. Det endte så med denne løsning. Og dørdekorationerne blev modtaget med kyshånd og kaffe.


13. decembermorgen i Kalenderhuset

Tommy Seebach


torsdag den 12. december 2013

12. december i Kalenderhuset

Det er som det er og det bliver som det bliver.

Ordene er ikke mine, helt alene. De stammer fra bogen, "Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt", skrevet af Jonas Jonasson. En munter bog i min samling,  som jeg ikke er bange for at anbefale til at lægge under træet, hvis nogle skulle mangle en idé ;)

Men ordene kan i lige så høj grad bruges på mine julebinderier. Min tante ønskede et par "buer" til sine døre, som jeg skrev om tidligere. Grønt og rødt var ønskerne derudover. Sådanne har jeg aldrig prøvet at lave før. Og det var tæt på, at jeg fik dem galt i halsen - eller i fingrene, som ikke rigtig ville, som mit hoved ;) Ikke desto mindre nægter jeg at give fortabt. Imorgen skal jeg afsted og have fat i bredt, rødt bånd til fede sløjfer. Og så håber jeg, hun kan leve med, at der er lang vej, til jeg bliver dygtig til at lave sådanne...

Det er som det er og det bliver som det bliver.


Medynk modtaget med taknemlighed ;)

onsdag den 11. december 2013

11. december (2012) i Kalenderhuset

Tirsdag den 11. december, kl. 5.45 blev jeg vækket af en sygeplejerske med et glas saftevand og en håndfuld piller. Jeg vidste på forhånd, at det var smertestillende piller samt en pille mod kvalme efter narkosen. Så ned røg de uden at kigge synderligt på indholdet. Jeg vidste også, at når jeg kom til mig selv senere, så ville jeg blive præsenteret for spørgsmålet om smerter på en skala fra 1-10. Der var ikke noget med, at man skulle vente med at smertestille til man så, om patienten var forvredet i ansigtet eller noget. Nope, de vidste, at det ville gøre ondt og så smertestillede de udfra erfaring - og var det værre, så handlede de på det. Ganske betryggende egentlig.

Jeg futtede under bruseren og tog mig et godt, varmt bad. Havde i tankerne, at jeg skulle nyde at kunne bevæge mig uden problemer ved hårvask eller noget. Så jeg havde ikke travlt. Bagefter i det hersens supersexede hospitalsoutfit. Og tilbage i sengen. Mit "udstyr" blev suppleret af et par strømper fra tå til øverst på låret. Støttestrømper! Noget jeg aldrig har set, kun hørt om. Det trak i smilerynker, for jeg kom til at tænke på cancandansepiger. Og så lagde jeg mig ellers og gloede/lyttede på Go'morgen Danmark i fjernsynet. Jeg var hverken sulten, tørstig eller rygetrængende overhovedet. Jeg var på vej... Tænkte et kort øjeblik på dem derhjemme, at de nu måske var på vej op, pigerne nede i julesokkerne, hvor jeg havde lagt kalendergaver for alle dagene. Tankerne kom sig af, at vejrudsigten fortalte, at Bornholm fortsat var begavet med sne og blæst. Men tanken om at ringe hjem faldt mig ikke ind. 

Min kontakt sygeplejerske mødte på arbejde og kiggede ind for at se til mig og hjælpe med støttestrømperne. Men dem havde jeg allerede nærmest rullet på. Så hun kunne blot konstatere, at alt var i den skønneste orden. Jeg gætter på, at de her strømper skulle forhindre blodpropper i benene, men ved det faktisk ikke med sikkerhed. Jeg var tæt på at slumre hen, da der kom en portør for at hente mig. Vi trillede afsted. Jeg med lukkede øjne, for jeg havde egentlig ikke lyst til at møde ansigter på vejen. Hvorfor, kan jeg ikke forklare. Men vi nåede ned (tror jeg nok) til OP-gangen og jeg blev stillet ved en væg med et maleri med masser af zoo dyr. Jeg takkede for turen, hvilket fik ham til at smile. Måske var det ikke lige dén bemærkning, han hørte oftest.

Jeg så forskellige mennesker "møde ind" og komme forbi. Hyggeligt morgensnakkende med hinanden. Der kom også en operationssygeplejerske, mandlig og sagde godmorgen til mig og forklarede, at de nu var ved at gøre klar til min operation. Jeg var en af de allerførste, der skulle "under kniven" den dag. Det var jeg glad for. Ikke at skulle vente til op ad formiddagen. Der var lidt "ged" i den morgen, kunne jeg høre på snakken. De manglede anæstesilæger, som ikke kunne komme frem pga sneen. Det gjaldt også min anæstesilæge, fortalte narkosesygeplejersken mig. Jeg var ligeglad. Normalt ville sådan en oplysning sikkert have foruroliget mig. Men det måtte blive deres hovedpine. De skulle nok finde ud af noget, tænkte jeg og gloede videre på dyrene på væggen. Det gjorde de også. En anden blev "fremskaffet" og snart efter blev jeg ledsaget ind på operationsstuen, hvor jeg skulle svinge mig op på lejet. Jeg var hverken, nervøs, bange eller noget som helst. Gætter på, at de smertestillende piller havde givet mit system andre ting at tænke på end at aktivere hovedet
Operationssygeplejersken var "nydansker". Jeg husker ikke hans udseende, men hans glade, omsorgsfuldhed med en sjov accent. Min kontaktlæge, altså lægen, som følger mig gennem hele forløbet, er en kvinde. Lidt ældre end jeg selv, elegant og intelligent. De to er de eneste, jeg har egentlig minder om fra operationsstuen - altså deres personlighed. Om der så ialt var 4 eller måske 10 mennesker derinde, det har jeg ikke nogen erindring om...

Allerførst, inden jeg lagde mig på OP-lejet - med sjove svingarme - skulle jeg lige have min skjorte rigtigt på. Eller rettere forkert. Den skulle bagvendt på og blot lukkes med den øverste knap i nakken. Sådan at de nemt kunne krænge den af mig, når jeg var "væk". Den sløve gazelle her svang sig dovent op på lejet, mens der blev snakket. Anæstesilægen sagde, at han lige skulle have fulde navn og cpr-nr. Det lå nu simpelthen på min rygrad, så han havde dårligt lukket munden, før jeg afleverede hele baduljen. "Hovhov", kom det fra ham, "vi arbejder ikke i det private". Han havde ikke nået at hive fat i min journal, så det gik lovlig hurtigt for ham og jeg kunne trods alt ikke lade være med at fnise. Så blev jeg igenigen spurgt til evt. allergier og evt. medicin. Jeg fortalte så, at det eneste, jeg kendte til, jeg ikke kunne tåle var stuefugle og grantræer indendørs. Det havde min læge aldrig hørt om. Altså det med grantræerne. Men det var der andre på OP-stuen, der havde. Det kunne så også være det samme, for ingen af delene var en del af standardudstyret dernede. Og ellers kunne jeg igenigen fortælle, at jeg absolut ikke tager nogen form for medicin og jo altså iø mente, at jeg var fuldkommen rask og rørig lige indtil... Jeg fik sat elektrodedimser på skuldrene og en gummitut på højre langemand. Jeg regnede hurtigt ud, at gummidutten målte min puls. Jeg kunne høre apparatet i baggrunden. Ikke en vild gallop, som dagen i forvejen, men rolig og rytmisk bib...bib...bib... osv. 

Jeg fik lagt drop i højre hånd. Mærkede det dårligt - de er dælme dygtige! Allerførst sprøjtede de saltvand ind. Jeg fik at vide, at det ville føles koldt i armen. Det gjorde det også. Anæstesilægen spurgte, om jeg var blevet opereret tidligere. Jeg kunne fortælle ham, at det var jeg tilbage i 1986, hvor jeg fik rettet min skelen på højre øje. Jeg kunne også fortælle, at narkosen dengang var en rigtig modbydelig oplevelse. Først af alt havde jeg oplevet, at det snurrede rundt i hovedet som en spiral, hvor jeg nærmest faldt og faldt. Jeg havde kæmpet for at holde øjnene åbne dengang af frygt for, at de begyndte før jeg var bedøvet. Dengang var jeg ret så bange for operationen. Og efterfølgende var jeg vågnet op, havde kæmpet mig op til overfladen, næsten klaustrofobisk og med en forfærdelig kvalme og smerter. Han fortalte mig så, at jeg nok ville have en noget mere behagelig oplevelse denne gang. Der var sket meget med narkose siden. Og hvis ellers operationen gik som planlagt og jeg reagerede, som jeg skulle, når jeg var på vej ud af narkosen, så ville han lade mig vågne lidt op på OP-stuen istedet for på en egentlig opvågningsafdeling, hvor der ellers ville være en masse på vej ud af narkose og jeg måske skulle vente på at komme op på stuen igen. Og gik alt, som det skulle, så ville de køre mig op på min stue, inden jeg var helt vågen.

Så fik jeg en, hvad jeg fornemmede som oppustelig, maske over mund og næse. Anæstesilægen forklarede, at det var ilt og at jeg skulle trække vejret dybt og roligt. Det gjorde jeg og fik ros for det. Udover hospitalstøjet havde jeg kun mine briller på. Smykker, ur og neglelak havde jeg allerede om fredagen fået at vide, at jeg ikke måtte have på. Jeg lå lidt og spekulerede over, om jeg mon havde briller på under operationen. Lige inden, jeg fik masken på, havde jeg skullet lægge hovedet helt tilbage og række tungen ud. Det samme skulle jeg dagen i forvejen ved samtalen hos min oprindelige anæstesilæge. Der på OP bordet slog det mig, at det måske var for, at de skulle stikke slanger ned og derfor vurdere, hvad jeg var i stand til at klare. Jeg spurgte ikke, for det havde jeg ikke lyst til at få at vide. Men tilbage til masken og nu også droppet igen. Jeg fik at vide, at der nu blev lagt noget stærk medicin i droppet og at jeg ville kunne mærke det i armene. Jeg trak vejret videre i iltmasken. Da jeg første gang blev spurgt, om jeg kunne mærke noget, kunne jeg ikke. Lidt efter blev jeg spurgt igen og da kunne jeg mærke noget, som jeg ikke kan genkalde idag. Jeg svarede ja. Jeg fik at vide, at anæstesilægen nu tog mine briller. Og så husker jeg ikke mere fra operationsstuen. Ingen snurren, ingen falden. Nogen havde "trukket stikket ud".


Klokken må have været omkring 8, da jeg blev lagt i narkose. Det næste, jeg husker, er, at jeg blev vækket. Og det passede mig slet ikke. Jeg sov lige så godt! Gad virkelig ikke stå op. Efter et par minutter, hvor jeg langsomt fandt ud af, hvor i alverden jeg var; nemlig på min stue i min seng, vendte jeg så tilbage til virkeligheden. De må have målt blodtryk og puls, uden at jeg har registreret det. Jeg husker det ihvertfald ikke, men ved at det skulle gøres, når jeg kom op igen. Efter lidt tid kom en sygeplejerske og spurgte, om jeg ville på toilettet. Det syntes jeg, nok var en meget god idé. Jeg vidste på forhånd, at jeg skulle ledsages de første gange ud af sengen, om nødvendigt, efter narkosen. Jeg svingede benene ud og fik lige fodfæste i 5 sekunders tid. Så gik jeg ellers på toilettet helt uden støtte eller noget. Der blev sat hak i papirerne - jeg havde ingen problemer med at gå, stå osv., så jeg fik lov at stå op, som det passede mig. 

Med til historien hørte så dog, at jeg havde fået en drænpose med på slæb. Den sad for enden af en slange i OP-såret under armen. Min kontaktsygeplejerske kom og satte et lille stativ på den, så den kunne hænges på sengen, når jeg lå. Og så fik jeg ellers en sikkerhedsnål til at hægte stativet fast til min skjorte, når jeg skulle op og gå rundt. Jeg blev spurgt til smerter og kunne heldigvis kun give det et 1-tal på skalaen. Mest af alt følte jeg, hvor drænet lå en meget let smerte/irritation. Jeg mærkede intet de steder, hvor jeg var opereret. Grunden til drænet var, at alle lymfekirtler i armhulen var fjernet. I dagene efter OP, adskillige faktisk, var det lidt af en gåde for mig. 

Idag, hvor hovedet nu er næsten helt klart igen, kender jeg svaret, som jeg faktisk havde fået på forhånd. Den blå radioaktive væske, jeg fik indsprøjtet om mandagen havde sikkert, som den skulle, nået frem til skildvagtslymfekirtlerne - de første lymfekirtler, som ligger nær brystet på vej til armhulen. Dem fjernede man ved alle operationer - typisk 1-3 stk. HVIS der under OP blev fundet noget mistænkeligt i disse, bare antydningen af en knude, hvilket blev undersøgt hurtigt undervejs i OP, så fjernede man resten af lymfekirtlerne. Derved kunne intet mere brede sig fra brystet og andre steder hen. Biopsien tidligere på måneden havde ganske vist vist negativt svar på lymfekirtelprøven, men de løber altså ingen risiko, hvis de er det mindste i tvivl. 

Apropos det blå, radioaktive væske, så kan I prøve at forestille jer, hvilken farve tis har efterfølgende - ledetråd; Smølf 

Jeg mener, at klokken var 11.10, da jeg var ude at smølfe og tilbage under dynen, lå jeg lige og sundede mig. Der gik dog ikke mange minutter, før det gik op for mig, at jeg var sindsygt tørstig! Endnu engang blev stativet hægtet på skjorten, slange osv. forsøgt skjult under badekåben (hvilket var lidt af et stunt, som jeg fik øvet mig i ret mange gange, mens jeg var indlagt) og så skred jeg ellers ned til fællesrummet og køleskabet, hvor jeg tømte et par glas vand, inden jeg returnerede med et fyldt til min seng. Afhægtet igen lå jeg så et øjeblik og gloede lidt fjernsyn uden egentlig at følge med i det. Snart efter var jeg glubende sulten! Jeg kan slet ikke mindes nogensinde at have været SÅ sulten! Op igen, hægte på, badekåbe og hen til fællesrummet. Frokosten var ikke kommet, så jeg overfaldt en sagesløs banan og et glas saftevand. Og når jeg nu var der, fik jeg også lyst til en kop kaffe. Ikke skyggen af kvalme. Tværtimod havde jeg det på det punkt langt bedre, end jeg havde haft det før OP. Ikke noget med at spise og drikke af pligt - næh nej det var ren og skær behov. Og narkosen imponerede mig så altså vildt!

Jeg sad og hyggede med min kaffe og fik så øje på en ved et af de andre borde. Vil tro, at hun var en halv snes år ældre end jeg, iført alm. tøj og med næsen i en bærbar. Jeg havde ikke selv nogen med. Gemalen skulle bruge sin hjemme og jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg overhovedet ville føle noget behov for en i de dage. Det havde jeg egentlig heller ikke. Men den fangede blikket. Vi nikkede lige til hinanden. Hun rejste sig og gik hen for at se efter noget drikkeligt med kommentaren om, at hun måske godt kunne snuppe et lille glas. Dét syntes jeg da godt nok "manglede bare". Hvorfor skulle hun sidde der og vansmægte?! Undrede mig lidt over, at ingen havde tilbudt hende noget - det var da noget af det første, jeg havde fået at vide. Men så tænkte jeg ikke mere over det. Træt var jeg trods alt, så jeg greb lidt mere drikkelse og styrede mod min stue, hvor jeg lagde mig og småblundede på sengen. 

Efter et stykke tid, uvist hvor længe, kom en bakke med frokost og blev sat foran mig. Jeg tog så godt for mig af, hvad jeg kunne lide og ikke mindst kunne styre i den stilling. Jeg fik aldrig smurt brødet, for jeg er venstrehåndet og opereret i venstre side. Mange ting gør jeg naturligt med begge hænder. Men jeg kunne ikke lige overtale højrehånden til at tage sig sammen til at overtage tjansen da. Men mæt blev jeg og fik så dagens anden portion af smertestillende; 2 Panodil og 1 kraftig Ipren. Jeg var på forhånd skeptisk overfor Iprenen, for tidligere har min mave absolut ikke brudt sig om dem. Som ganske ung løb jeg ind i et mavesår, som begrænsede lidt af hvert. Men dét lod min mave sig slet ikke mærke med. Til gengæld var jeg meget hurtigt, meget døsig ovenpå frokost og piller. Så det blev til en lille middagslur.




Resten af 10. december (2012) i Kalenderhuset

Resten af dagen igår - for et år siden...

Ombord på "min" gamle færge mosede jeg videre frem til en gammelkendt del af færgen. Faktisk aner jeg ikke, om det er foran eller bagtil :oops:Jeg har altid bare haft en fornemmelse af at være på en færge uden at lægge mærke til sejlretningen :hi: Men den del af færgen har jeg ganske ofte i min ungdom sovet i sovepose i, da vi havde en fast natrute. At sove på dæk hed det, mellem Kvæsthusbroen i København og Rønne på Bornholm. Dengang kunne man altid nå frem til en morgenaftale... Men det var luksus, mente man på Borgen og igennem de seneste 10 år har vi mistet denne luksus næsten helt. Man kan sejle med en af de nye plimsollere mellem Køge og Rønne. Den afgår kl. 17 fra Rønne og omkring midnat fra Køge. Ergo ingen natrute fra Bornholm...

På "dækket" er der også borde og stole - "gamle venner". Jeg smed min sportstaske på et bord og tog penge med i cafeteriet. Dér fandt jeg en ostemad, som bedst kan betegnes som akkurat spiselig og fik fundet ud af at fremtvinge et papbæger automatkaffe. Sædvanligvis undværer jeg hellere kaffe, end at byde mig sådan, så jeg stod vel i henved ½ minut og forsinkede køen, før jeg fik trykket på, heldigvis, den rette knap. Tilbage ved bordet fik jeg i løbet af en ½ time tvunget 4-5 små bidder af ostemaden indenbords, skyldet ned med vand fra min medbragte flaske. Det var en kamp og jeg endte med at smide resten i skraldespanden. Jeg kunne bare ikke spise noget. Som om halsen var snøret sammen. Kaffen gled dog ned lidt efter lidt sammen med endnu et kig på brochurer.

Til samtalen om fredagen fik jeg udleveret div. om operationen (brystbevarende), skildvagtslymfekirtler, indlæggelse og så noget til pårørende. Først søndag fandt jeg modet til at åbne dem for første gang. De var bare blevet stukket i tasken. Ned i mørket i bunden. Jeg havde virkelig ikke lyst til at blive mindet/oplyst om, hvad jeg skulle igennem. Men på færgen tog jeg mig altså sammen igen. Overfarten ville alligevel tage 2½ time, så det var nok på sin plads at få styr på det. Og det fik jeg så også rimeligt. Der var stadig masser af tid bagefter. Ude og ryge i den friske havluft og snedækket "skøjtebane" et par gange, inden jeg besluttede at tjekke, om der var plads ovenpå på de smalle sæder, hvor man næsten kan ligge behageligt. Jeg var pænt udmattet efterhånden. Det var der ikke... Heller ikke på andre blødere sæder, langs vægge osv. Faktisk var der pænt fyldt op på færgen. Der summede af stemmer, unge som gamle og småbørn. Fandt så på at kigge oppe ved køjeafdelingen. Man kan vist stadig købe en køje, men det koster lovlig meget for en times tid... Dér var der heldigvis plads på gulvet langs væggen og rimelig ro, så jeg lagde mig over taskerne og døsede hen. Netop nok til, at jeg følte mig lidt mere udhvilet, da vi nærmede os land. 

Vi gående passagerer fik besked om at vente til bilerne var kørt i land. Den gamle færge passer nemlig ikke til hurtigfærgens passagersluser i Ystad, så vi skulle gå i land over bildækket... DSB passagererne blev dirigeret til en shuttlebus, som ventede på at bringe dem til Pågatoget, som de skulle med og så skifte nær Malmø til Øresundsforbindelsen, fordi DSB ikke kunne ændre deres togafgang. Jeg priste mig lykkelig for, at vi havde ændret min billet dagen før. Oprindeligt havde jeg ellers bestilt DSB, fordi jeg regnede mig, at et tog nemmere kom frem end en bus i Skåne, hvis det sneede vildt. Men da så ændring af færge kom, fik jeg kolde fødder, for jeg orkede ikke at finde ud af det med togskift oveni. Bornholmerbussen holdt så også lige udenfor færgen, som vi nærmest gled ud af på det fedtede vogndæk. Troede så, at jeg kunne få mig en lur på vej til Kbh., men det blev det ikke til. Et par bagved knevrede løs om løst og fast med latter og udbrud. Så det blev bare til at lukke øjnene. Chaufføren klarede til gengæld kørslen til UG og fik os sikkert frem til Kbh. kl. 11.
Ved Hovedbanegården havde jeg valget imellem sne, blæst og jagten på en ukendt bus mod Riget eller at gå indendørs og styre med 7Eleven. En butik, jeg efterhånden kender alt for godt. Den har sørget for min frokost flere gange dette efterår. Eftermiddagskaffen har Uppercrust derimod stået for. Filterkaffe med croissant til. Langt bedre end fra en automat. 7Eleven vandt. Jeg købte en drikkeyoghurt og satte mig på en bænk. De 3 foregående ture har skærpet mit syn mht en siddeplads. Dem er der bestemt ikke mange af. Frem fra det, der tidligere var min skuldertaske, og nu var blevet en håndtaske takket være et spænde, der brast pludselig, mens vi ventede på at komme fra borde og en hjælpsom ung mand jagtede (altså det flygtende spænde) og rakte mig, trak jeg en lille plastikbøtte. Inde i den var mormors ingefærkager. Vi havde bagt lidt i week-enden, den ældste datter og jeg. Og jeg havde altså medbragt lidt, der alligevel ikke kunne være i kagedåsen, ihukommende min morfars ord om, at et par ingefærkager kunne hjælpe på lidt kvalme (sikkert af al den mad, man elsker i julen, men kroppen slet ikke er forberedt på ) . Ovenpå rejsen var der nu en smule appetit - lige akkurat nok til 2 kager og hele drikkeyoghurten. Så var der da lidt at "tære på". Jeg prøvede også med en af mine hjemmebagte boller. Men efter få mundfulde gik resten til de vimsende duer omkring mine fødder. 

Efter en 20 minutters tid med "morgenmaden" og et besøg på toilettet til kr. 5,-, vendte jeg snuden ud i snevejret igen. Derude holdt rækken af taxaer. Denne dag på begge sider, hvor jeg tog den nærmeste, blot for at blive vist over på den anden side. Pudsigt nok var mit valg den selvsamme chauffør, jeg havde kørt med om fredagen. Da havde han været ganske forkølet og fik lov at beholde de 9 kr., jeg skulle have haft tilbage på en "hund". Ikke så meget af medlidenhed, men fordi jeg ikke ønskede en snue retur. Men jeg gik så over mod taxaen forrest i den anden række, hvor chaufføren sprang ud og tog min rejsetaske ind i baggagerummet og jeg bad om turen til Riget. Der blev ikke sagt mange ord på turen. Jeg var nærmest ikke til stede; Sad og stirrede ud på det, vi kørte forbi, som var anderledes grundet al metrobyggeriet og omdirigering. Men intet nedfældede sig bag øjnene. Det føltes nok nærmest som om, at jeg ikke længere havde indflydelse - blot fulgte med. Kort før Riget, da taxameteret nærmede sig kr. 90,- begyndte chaufføren pludselig at fortælle om en veninde han havde nede sydpå, som skulle for retten for at have kaldt sin mand et eller andet uterligt. Og at selvsamme mand faktisk boede sammen med en ny og yngre model i venindens hus. En helt utrolig historie at høre i lille DK - har jeg lyst til at kalde min mand en skvadderpandet pik, så bliver jeg jo ikke ligefrem trukket i retten, går jeg ud fra. Ikke at jeg nogensinde kunne finde på det, men... Chaufføren var tydeligvis vant til at snakke med kunderne og sikkert meget uvant med min ikke-eksistens. Historien udspillede sig lige op til, jeg skulle betale. Formentlig var den for at få mig til at glemme byttepengene. At jeg ikke havde tænkt mig at få tilbage, kunne han jo ikke vide. Og han fik mig da lidt tilbage til virkeligheden og i live, så de penge havde han såmænd fortjent.

Jeg skulle møde på afsnit 3103 kl. 12. Utroligt nok er tallene logiske. 3 står for opgangens nummer (hvilket ligger til højre for hovedindgangen), 10 er etagen og 3 er den "vinge", som afdelingen ligger på. Min mor havde tilbudt at komme og ledsage ved de indledende undersøgelser og indlæggelsen. Jeg tog imod tilbuddet, da hun dels sidste år selv blev opereret for brystkræft og jeg kunne forestille mig, hvor forvirrende det hele ville være for mig, så det var bedst med to par øjne og ører. Jeg skulle sendes rundt i huset - Riget, som jeg ikke kendte en hujende fis til, på egen hånd til div. prøver m.m.... Der kom sms om, at hun og hendes mand var ved at køre ind på Hovedbanegården, kvart i tolv. Jeg stod og trippede ved elevatorerne i 10 min.. Ville ikke køre op, for deroppe måtte jeg ikke bruge mobilen. 5 i 12 ringede jeg hende op og fik at vide, at de var nået til Rådhuspladsen, så jeg besluttede, at vi måtte mødes oppe på afdelingen, for de ville ikke kunne nå det til tiden. Kunne jeg så komme op? Næh nej - først 5 over 12 var jeg oppe. Elevatorerne er en kamp omkring frokost! Nogle er reserveret, andre propfulde, nogle går ned og sådan var det altså i et væk i 10 minutter, hvor jeg blev mere og mere nervøs. Jeg orkede simpelthen ikke at tage trapperne helt op til 10., så jeg måtte bare vente og til sidst klemme mig ind med min rejsetaske i mængden og håbe, jeg kunne komme ud rette sted. Og så med en undskyldning ved skranken om, at jeg var blevet fanget dernede. Det havde de nu prøvet før...

Ved samtalen om fredagen havde jeg allerede afleveret et udfyldt spørgeskema på flere sider, hvor jeg skulle oplyse alt muligt om helbred, evt. medicin, højde, vægt, fortilfælde i familien, allergier osv.osv.. Dengang lykkedes det mig at suse lige forbi skranken, ind på ambulatoriet og stå som en anden ugle for at finde en skranke... Heldigvis forbarmede en sygeplejerske sig over min forvirring og fik sendt mig ud igen, hvor jeg afleverede skemaet og sygesikringskort. Tidspunktet for OP var også fastlagt på forhånd, hvis der blev brug for det... Min mistanke var derfor ret kraftig, selvom jeg ikke ønskede at se den i øjnene - og den kom som en bombe for mig ved samtalen. Med til forløbet hørte også en kontaktsygeplejerske og en kontaktlæge - sidstnævnte skulle også operere.

Mandag stod jeg altså dér igen, efter at have fundet skranken uden problem. Snart efter kom min kontaktsygeplejerske susende med et skema og en kuvert i hånden. Jeg fortalte, at min mor og hendes mand var forsinkede. Så hun besluttede, at vi først af alt gik ind på "min" stue med mit habbengut og fik målt blodtryk og puls, mens vi ventede. Havde jeg ikke siddet ned, var jeg gået bagover. Blodtrykket lå på 192/87 og puls på 95. Aldrig nogensinde har jeg hørt så høje tal, så jeg var paf! Derefter ud igen, hvor mine ledsagere så var kommet. I hast ned til anæstesi, hvor jeg skulle tale med hende, der skulle lægge mig i narkose dagen efter og oplyse div. Hovedet var slet ikke landet, da jeg skulle træde hen ved den skranke og for første, men langt fra sidste, gang skulle oplyse mit fulde navn og cpr-nr. Jeg fik stukket kuverten i hånden af sygeplejersken og inde hos lægen afleverede jeg den - første gang. Anede ikke rigtig, hvad det var overhovedet. Men hun spurgte og jeg svarede pligtskyldigt.

Så gik turen videre. Min sygeplejerske havde besluttet at følge med på en del af turen, så hun også selv havde helt styr på ruten, når andre skulle sendes afsted og måske spurgte. Og hurra for det! Kender man ikke Riget og har højt blodtryk = bims i hovedet, så er det næsten uoverkommeligt... Den dag idag kan jeg ikke gengive ruten. Jeg fulgte blot med! Næste stop var en skranke igen, før røntgen af lunger. Vi ventede lidt og jeg blev så kaldt ind ad den dør, vi var vist hen til. Riget er stort! Af med klunset på overkroppen, holde i nogle håndtag med fronten til, apparatet blev sat ned i hobbithøjde og klik. Operationssiden til og klik. Det sidste klik, husker jeg ikke, hvad gik ud på. Men så var det bal forbi og på med tøjet igen i en fart. 

Næste stop var hos "vampyrerne". Ja det kalder jeg altså sådan nogle, der suger blod ud af mig. Og var jeg ikke blevet overvældet før af Rigets omfang, så blev jeg det da der! Der sad vildt mange mennesker! Man skulle trække nummer for at komme til skranken, hvor man så fik et nummer efter, at de havde tjekket en ind i systemet. På vej dertil gik det op for mig, at kuverten indeholdt min journal, som alle stederne så fik i hånden og tjekkede op på. Da jeg havde fået nummer til blodprøvetagning, var der 47 før mig. Da skulle vi godt nok lige sidde lidt ned et kvarters tid og jeg lige trække vejret dybt lidt. PUHA. Min kontaktsygeplejerske kunne ikke længere følge med, men forklarede os vejen til det sidste sted efterfølgende. Heldigvis fik min mor vist fat i det fortalte, for jeg havde virkelig ikke mere koncentration tilbage. Inde hos vampyren gik det utrolig smertefrit. Aldrig har jeg oplevet en, der kunne stikke en nål i mig uden, jeg opdagede det, før hun skiftede glas!! Det kendte hun så selv godt, for hun havde lige været ved egen læge og kunne fremvise et ikke så yndigt bevis - sådan som jeg ellers har været vant til selv. Men hun var dygtig, en midaldrende nydansker, noget så rar. Så plaster/vat på og hånden i vejret på vej til næste sted. Ud for skranken kom et venligt råd derindefra om, at jeg ikke måtte knytte hånden, hvilket jeg overhovedet ikke havde tænkt over...

Til slut over til Fysiurgisk, tror jeg det hed, hvor vi vadede forbi skranken høhø, ind på afdelingen, ud igen og tilfældigvis stødte ind i damen, jeg skulle ind til - havde tid hos 20 minutter efter. Vi var heldigvis ret forud for planen og det var hun åbenbart også, for vi nåede ikke skranken, men fulgte direkte med hende ind. Derinde blev så sprøjtet noget blå, let radioaktivt stof ind 4 steder, som skulle søge mod skildvagtslymfekirtlerne forud for operationen. Jeg havde hørt om det til samtalen, men egentlig ikke fattet, at det var det, jeg skulle på det sidste stop. Det gjorde nu ikke videre ondt, selvom jeg altså ikke er begejstret for sprøjter. Jeg kigger slet og ret væk! Min mor havde ellers ment, at det var en fysioterapeut, jeg skulle ind til da. Så gæt lige min overraskelse... Bagefter koncentrerede jeg må så stædigt om det skema, som min sygeplejerske havde overgivet til mig, da hun måtte gå. Det var listen over, hvad jeg skulle igennem af undersøgelser og jeg ville være helt sikker på, at jeg nu også havde været alt igennem, inden vi skulle op på afdelingen og aflevere min journal. Det tog mig lige et par minutter at fatte og se den igennem, for der var punkter, som jeg ikke skulle igennem. Oppe på afdelingen kl. 14 var vi så enige om, at vi nu trængte gevaldigt til et besøg i caféen nede! 

I stuen lå både en 7Eleven og en café. En Sweppes og en kæmpe norsk klejne gjorde godt ovenpå al den virak. Og så havde mor en gladpakke med. Jeg gloede lidt åndssvagt, for hvad er en gladpakke?! Det viste sig at være et par strikkede, røde sokker med snemænd på - og de fik mig ganske rigtig til at grine. Oppe på afdelingen igen bagefter stod vi og kiggede ud over byen, mod Nordhavn, hvor Oslobåden lå. Helt oppe på 10. kan man se en pæn del. Min mors mand havde ligget højere oppe engang og fortalte om udsigten, da Parken ikke var til endnu. Jeg fangede det ikke helt. Men det ledte tankerne lidt væk. Efter snak ½ times tid, fulgte jeg så dem ned og ud i snevejret. Det bare sneede og sneede. Det havde jeg slet ikke haft tanke for, siden jeg satte benene indenfor...



Tilbage på stue 17 åndede alt så endelig fred og ro. Det var en to-sengsstue. Den anden seng var tom. Jeg begyndte at finde mine futter frem. Først havde jeg pakket mine ny. Dem jeg selv havde spundet garn til at bl.a. kameluld og hund, siden strikket og filtet, med kamelknapper på som pynt. I sidste øjeblik var mine crocks eller hvad de nu hedder dog røget ned i sportstasken. Det slog mig nemlig, at jeg måske ikke ville kunne tage mine hjemmegjorte på efter OP. Og egentlig var det mere praktisk med de der gummitingester, hvis jeg skulle rundt, hvor der evt. havde været fugtigt fodtøj og vand på gulvet. Min badekåbe blev også halet frem og lagt på sengegærdet. Endnu var jeg i mit eget tøj, hvilket jeg bestemt ikke var ked af.

Jeg havde også medbragt høretelefoner som anbefalet. De skulle bruges til tv/radio. På stuen var desuden også en telefon til fri afbenyttelse. Den hang på den ene side af sengen. På den ene side var den fjernbetjening, på den anden telefon. Jeg ville så lige ringe hjem, nu der var fred til det. Fortælle, at jeg var nået igennem programmet på Riget, den første dag. Siden jeg drog hjemmefra havde gemalen jo godt nok fået en sms i ny og næ, når jeg var kommet et skridt videre. Men ikke siden hurlumhejet på Riget begyndte. Meeeen hvordan virkede den lige?! Jeg havde allerede læst mig til, at der skulle trykkes 0 for at ringe ud. Det gjorde jeg og tastede nummeret. Intet skete. Hmmmmm. Vendte og drejede dyret uden, at noget trængte ind. Dog var der en rød knap foroven ala afbryderen på tidligere tiders telefoner, så den trykkede jeg på... Dét var ikke dens formål. Det var en alarmknap. Så snart efter stod der en sygeplejerske, som tydeligvis ikke engang vidste, hvem jeg var. Nå men vi fik snakket lidt frem og tilbage og jeg forklarede, at jeg kom fra Bornholm og skulle opereres dagen efter. Hun viste mig så, at der på tlf delen var en on/off knap nederst. Jeg fik også vist, hvordan sengen kunne fjernbetjenes i ryg højde osv. 

Da hun så var smuttet igen, kunne jeg så ringe hjem. Hjemme var de slet ikke kommet afsted til morgen. Gemalen skulle have været vikar og pigerne i skole. Men vejene havde ikke været til at køre på. Bagefter fik jeg fundet ud af fjernsynet og lænede mig tilbage en times tid med høretelefoner og tog en slapper, mens jeg på TV2 news kunne se billeder hjemmefra af snefygningen m.m.
Så kom sygeplejersken tilbage med div. hospitalstøj, armbånd, formaninger om faste (mad og røg var slut midnat og vand kl. 6 om morgenen). Vi aftalte, at jeg tog bad om morgenen. Det syntes jeg var bedst, da jeg ikke måtte bade igen før to dage efter OP. Så ville jeg blive vækket i god tid, få mine piller og saftevand. Hun fortalte også, at efter aftensmaden, ville der komme en frivillig, tidligere brystopereret på afdelingen og spurgte om jeg ville have en snak med hende. Min første indskydelse - tanken der fór gennem hovedet var, at dét orkede jeg ikke. Allerhelst ville jeg tænke på alt muligt andet end den forestående "invalidering". Jeg hadede tanken om, at jeg resten af året skulle være en passiv grøntsag i sofaen. Jeg protesterede en smule og mente, at jeg jo kunne spørge min mor, som var blevet opereret for det sidste. Men hun talte lidt videre og da jeg ikke gad høre så meget mere på hende, sagde jeg jatak. Du får ret og jeg får fred...

Nå så fik jeg også lige halet toilettingene frem af tasken og fundet en bog. Gemalen havde ledt sine hylder igennem og sendt en med. Han ville ellers have givet mig et udvalg. Men jeg insisterede på kun 1, for jeg skulle jo altså slæbe det gennem sneen. Det var stadig ikke tid til aftensmad, så jeg lagde mig og prøvede at læse. Det var en af de engelske paperbacks, hvilket jeg normalt er glad for med mellemrum. Jeg læste 22 sider uden at fatte indholdet. Ordene forstod jeg udmærket, men jeg var simpelthen for udmattet til, at de trængte ordentlig ind. Så fjernsynet blev tændt igen, til jeg kunne dufte aftensmad. Da var jeg så afslappet efterhånden, at der var kommet lidt appetit. Maden blev øst op ude i fællesrummet af en sygeplejerske. Af hensyn til hygiejne og smittefare, måtte man ikke tage selv at buffetten. Indenbords kom en pæn skudefuld kartoffelmos og gullasch samt jordbærgrød og noget andet, jeg har glemt til dessert. Jeg spiste pænt op, for jeg vidste, at det ville være sådan ca. mit sidste måltid inden OP. Kaffe/the, div. kolde drikke i køleskab, yoghurt, kage og slige sager var hele tiden til rådighed, som man lystede. Altså når ikke man fastede.

Jeg slog mave på sengen med tv i ører og øjne. Kun ½ time, så hev jeg mig op ved hårrødderne. Øjnene glippede lovlig meget! I fællesrummet slubrede jeg et krus kaffe i mig, mens jeg så en gråhåret dame komme og gå ind til sygeplejerskerne, hyggeligt snakkende. Jeg så hende også komme ud lidt senere og gå ned ad gangen. Ingen klokke ringede i øverste etage. Det var selvfølgelig mig, hun var på vej ned at besøge på min stue, for hun var den frivillige fra Kræftens Bekæmpelse. Men min normale radar var slået fra. Så det var lige før, jeg var blevet efterlyst. Men hun fandt mig da...

Jeg foretrak at tage samtalen ved bordet, da hun henvendte sig. At gå på stuen virkede for mig, som om jeg nu virkelig var patient og ynkværdig. Nul putte. Et rigtig sødt menneske var hun. Forklarede om, at de var en gruppe, der skiftedes til at komme på afdelingen og fortælle om deres oplevelser med brystkræft. Da hun var kommet igennem indledningen, sagde jeg det, som det var; Jeg anede ikke, hvad jeg skulle spørge hende om. Jeg anede ikke, sådan for alvor, hvem jeg var efter operationen og hvilke ting, der ville ligge mig på sinde. Udover alle de fakta, der var blevet mig fortalt og hvoraf nogle havde skræmt mig fra vid og sans, så havde jeg været fuldstændig sund og rask og ligevægtig - havde haft mit bedste år, jeg kunne mindes, indtil den klamme mistanke havde lagt sig over mig og overtaget min hverdag. Jeg var blevet langt mere dødelig, end jeg havde ønsket at blive mindet om. 

Umiddelbart overraskede mine ord hende nok. Jeg gætter på, at normale  mennesker ville have repeteret de faktuelle ting i et forløb i snakken med en frivillig. Men det var jeg ligesom kommet over. Det kunne intet menneske forklare mig, før det rent faktisk skete. Men efter et øjeblik, kunne hun godt følge mig. Jeg spurgte istedet ind til hendes situation. Det var 15 år siden, hun havde været "turen" igennem. Jeg spurgte hende, om hun så ikke stadig frygtede... Og svaret blev både et ja og et nej. Nej, fordi hun følte sig som helbredt, kommet godt igennem og ud på den anden side. Ja, fordi kræften ikke "bare" er en sygdom - den er en uberegnelig livsledsager. Som jeg også selv tænker, så er kræft's opståen så uforståelig, at man ikke bare ryster det af sig for good. En celle, der pludselig formerer sig og langt hurtigere end andre. Tilbage til det lidt mere nære, så spurgte jeg, hvor langt tid efter OP, hun var igang med sin dagligdag. Det mente hun, at hun havde været ret hurtigt. Og mens hun senere fik stråler, så havde hun faktisk gået på arbejde samtidig. De ord gav mig så en eller anden form for ro. Og alt i alt havde det været dejligt at snakke med hende. Jeg satte virkelig pris på de her frivilliges indsats. 


Tilbage på stuen med lidt tv, nærmede klokken sig efterhånden sengetid, kunne jeg mærke. Jeg havde været oppe siden kl. 3 om natten, haft en turbulent og meget udfordrende dag og syntes, at nu måtte jeg efterhånden have gjort det godt nok... Jeg fik børstet bisserne og iført mig de her meget lidt flatterende hospitalsklæder. Underhylere, som mindede mig om en tv-sang fra min barndom, hvor nogle legede telt i en tantes underbukser. Der var absolut intet, der snærede og de nåede godt op over taljen. 

Jeg stod i det dæmpede lys og så udover byens lyshav. Sneen havde taget lidt af og virkede grålig med et orange skær. Jeg spejdede forgæves efter stjerner. Stjernehimlen har altid været fascinerende, smuk for mig, som altid har haft den, hvor jeg boede, når det altså var klart. Et øjeblik lagde frygten igen sin klamme hånd på mig. Hvad nu, hvis mine børn, skulle miste deres mor - hvad skulle der blive af dem? Hvad hvis det her var begyndelsen på enden? Langsomt voksede stjernerne dog alligevel frem for mit blik. Andre ville ikke have kunnet se dem. Det var tankerne om alle de ord, der havde fulgt mig på vej. Alle de mennesker, der havde ønsket mig vel forud. Magiske Floralens enorme energi. Buketten fra en "blomstertosse", som blev bragt om lørdagen og tog r.... på mig - rørte mig dybt. Det lys, Claus havde tændt sammen med hans medfølende ord - og Tante Grøn's ord om at kæmpe som en løve. Min families opbakning. Og så glædede jeg mig usigeligt til at skulle fejre nytår sammen med mine bedste venner! At have noget konkret at se frem til - noget, man har ønsket sig, er uvurderligt. Med alt det på nethinden fik jeg sparket mig selv under dynen og faldt snart efter i en drømmeløs og udmattet søvn.

tirsdag den 10. december 2013

10. december (2012) i Kalenderhuset

Mandag den 10. december 2012 startede langtfra som alle andre mandage. Vækkeuret, som galede kl. 3, varslede begyndelsen på en færd i det ukendte. Jeg havde været vågen en time før, men døset hen. Dagen forinden havde en mindre snestorm med efterfølgende snefygning lukket vejene omkring os, hvor snerydning var en by i Rusland indtil engang mandag. Så jeg var forberedt. Forberedt på at skulle kæmpe mig de 2 km. op til landevejen og håbe på, at bussen kunne nå frem til færgen.

Fredagen før var min verden styrtet i grus. Jo jeg kendte risikoen. Ingen ved deres fulde 5 tager bevidstløst til undersøgelser af knuder uden at kende risikoen. Omvendt var jeg jo rask... Jeg har ikke haft brug for min læge i 5 år, blodprøver i starten af november havde vist, at en hel masse i min krop fungerede upåklageligt og jeg følte mig langtfra syg. Jeg havde blot en mistanke, som jeg besluttede at få undersøgt. Og irritationen over systemets ufleksibilitet m.h.t. at få taget biopsi lige efter mammografi og scanning på en privatklinik, som alle bornholmere øjensynligt bliver sendt til ved mistanke, havde også sit tag i mig. Irritationen over at skulle bruge en hel dag igenigenigen på noget, der tog et kvarter... Selvfølgelig var det langt mere end bare en prinsessefornærmet irritation. Det var uro og uvidenhed! Men fredag blev så hele det mulige scenarie linet op - skrækscenariet. Det evt. hele forløb, stadig med uvished om omfanget, blev serveret på en gang og derefter tav både læge, sygeplejerske og lægestuderende og kiggede på mig. Underlæben bævede og en tåre sneg sig i øjenkrogen. Det sker såmænd også nu ved mindet. Frit fald. "Så sig dog noget og kom videre", tænkte jeg. "Lad være med at sidde der og glo!". Jeg var taget alene afsted, for jeg magtede ikke medlidenhed ifald... Og netop det følte jeg fra de 3 ansigter, indtil læge og sygeplejerske så endelig "kom til sagen" og samtalen videre.

Jeg gik fra Riget til Hovedbanegården. Ikke at jeg havde gået den tur nogensinde før, for tiden på vej dertil var bedre brugt på lidt føde og derefter en taxa, inden jeg skulle finde ud af, hvor i alverden på det store sygehus, jeg skulle hen... Jeg havde aldrig sat mine ben der før. Men turen tilbage fulgte jeg nærmest instinktivt. Jeg spekulerede ikke engang over, om jeg gik den rette vej. Jeg var lidt ligeglad. Skulle jeg fare vild, fandt jeg vel en bus eller noget... Det tog 1 time at gå, uden at fare vild. Jeg gik lidt i butikker og fandt lidt kalendergaver. Men ellers satte jeg mig bare og ventede det meste at tiden på at komme HJEM. Jeg måtte hjem! Advarsler om snestorm i week-enden ville jeg skide på. Jeg var nødt til at nyde min sidste week-end i "friheden" med min mand og mine børn og hyggelige sysler, hvis jeg skulle magte at modtage min "dom". Og det blev den week-end, jeg ønskede! Også selvom praktiske mennesker forsøgte at få mig til at tage afsted tidligt søndag. Jeg vaklede indimellem. Jeg er jo praktisk anlagt. Men det handlede ikke om at være praktisk. Jeg blæste på advarsler og besluttede, at jeg nok skulle nå frem om mandagen. Og altså ved at stå op midt om natten...
Kl. 4 begav jeg mig så ud i snefygningen. Iført en masse tøj, der holdt mig dejlig varm, oppakning og refleksvest og lygte. Efter den snerige december for 2 år siden fik jeg anskaffet mig et par dimser til fodtøjet for lettere at gå på is og sådan. Dem tog jeg også på (for første gang) og de var fantastiske! Der lå driver de første 100 meter, som bilen aldrig ville være kommet igennem, så min beslutning om at gå havde været helt på sin plads. Derefter var der blot driver med mellemrum. Ikke at bilen havde haft let ved at komme igennem dem, da jeg mødte de første. Men halvvejs oppe ad bakken mødte jeg den første sneplov. Jeg trak ud på marken og vendte ryggen til for at lade den passere uden at blive begravet. Han så mig og sagtnede farten. Som ventet drejede han heller ikke mod os for enden ad bakken, men den anden vej. Tror nu heller ikke, jeg ville have sendt min gemal afsted at køre mig alligevel. Min gåtur var på en måde min måde at bestemme farten på vejen... Inden jeg nåede helt op til bussely ved landevejen, nåede jeg at møde endnu et par sneplove og med samme procedure med at trække ud på marken og stå i sne til knæene og vente på at komme videre. Gad vidst, hvad de har tænkt 

Jeg trampede derudaf, havde sat 1½ time af til at nå frem til bussely. Halvvejs begyndte jeg at sætte tempoet ned. Jeg var langt forud for planen. Prustede vist lidt som et damplokomotiv, for i sne og op ad bakke, var kondien måske ikke den bedste.  

Men tankerne om at nå frem og videre drev mig. Også tankerne om det, jeg forlod og jer i Floralen! I var med mig hele vejen, selvom I nok ikke vidste det. Enkelte andre kendte til, at jeg var blevet syg - men ikke af hvad. Tante Grøn skrev på min blog om at være en løve. Og nå ja, der er vel nok lidt kat i mig. Umiddelbart var min fantasi ikke lige fit for fight. Men alligevel trængte meningen ind under huden og fik mobiliseret lidt kampvilje. Claus Dalby havde tændt et lys på sit bord, da han tilfældigt stødte ind i mit indlæg om sygdom på min blog. Instinktivt gøs det med lyset i mig, for lys tændes meget ofte idag for dem, som ikke længere er. Men jeg fik heldigvis vendt tanken til, at hans lys var med til at vise vej. Tankerne om, hvad der ventede mig på Riget var de værste. De urolige og uvisse. Men de kom lidt på afstand, fordi jeg havde så megen opbakning og fysisk udfordring på min vej.

Jeg nåede bussely efter blot 55 minutter... Heldigvis kom der både sneplove og biler forbi, som holdt fast i min optimisme om at bussen nok skulle nå frem. Aftenen forinden havde gemalen ringet til Færgen for at høre, hvordan de forholdt sig til, hvis bussen var forsinket. Det ville de rent ud sagt skide på, uanset vejret. Det mærkedes tydeligt, at vi nu har et færgeselskab, der skal give overskud... Det slog mig ikke ud, det gjorde mig arrig. I forvejen havde de pga tekniske problemer måttet erstatte hurtigfærgen med vores gode, gamle, men også temmelig langsomme færge Poul Anker, som går igennem næsten al slags vejr. Det var ok for mig, for jeg havde et par timer at give af. Men for fanden hvor var det lavt, hvis ikke de så ikke ville vente 10 minutter på bussen... Skulle vi komme for sent, havde jeg dog en plan B. Så ville jeg fluks få en taxa til lufthavnen og prøve at få en billet til et fly 8.30. Hvis det altså kunne lande i Kastrup... Dagen før var fly sendt retur til øen, fordi de ikke kunne gå ned. I værste fald måtte operationen jo så udskydes. Og så havde der nok været en mening med det et eller andet sted!

En sneplov standsede overfor bussely. Han gik ud og ordnede noget ved skovlen og råbte så, om det var min bil, der holdt lidt væk. Det kunne jeg garantere ham, at det ikke var. Også han virkede på en måde lidt begejstret for moder naturs kræfter, selvom han jo nok havde været endnu tidligere oppe end jeg. Lidt hyggeligt at møde et menneske der i mørket. Og selvom han måske stoppede for evt. at bede om at få den bil fjernet, så tjekkede han måske også, om jeg var i live


Bussen kom, lettere forsinket, med en sneplov foran sig. Jeg flagrede løs med lygten og stod nærmest og hoppede for at sikre mig, at chaufføren så min refleksvest i fygningen. Den gjorde tegn til at holde ind og jeg slæbte mit habbengut ud af bussely og ind. Bad om en billet og fortalte, at jeg helst skulle nå færgen. Chaufføren var en dame. Hun begyndte at skælde ud over, at folk dog ikke tog afsted dagen før, når vejrudsigten havde advaret. Da trådte en skånselsløs løve op i mig. Jeg forstod så udmærket hendes vanskeligheder i føret. Alligevel sagde jeg meget kontant og ulig mit vanlige jeg, at det ikke var en mulighed for mig og at jeg skulle over og opereres! Bussen var allerede halvfuld fra Nexø - og vi var øjensynligt en halv snes, der skulle med færgen... Hun havde så også adviseret i Rønne om, at hun havde os med. Det meste af turen lukkede jeg øjnene. Dels trængte jeg til at slappe bare lidt af, men mest af alt havde jeg slet ikke lyst til at se køreturen. Den var mere "spændende" end jeg havde lyst til at kunne gengive. Hun sprang en del af ruten, på småveje til lufthavnen, over og kørte alt, hvad hun kunne. Halvvejs kørte sneploven fra bussen, da vi var ved en terminal. Det må have været et helvede for hende. Ihvertfald kom der en del irriterede udbrud mod nye færgepassagerer på vejen. Og jeg selv ville absolut heller aldrig have siddet bag hendes rat. Da vi nåede frem bekendtgjorde hun over højttaleren, efter snak med selskabet, at det her gjorde hun aldrig igen. Vi havde lige nøjagtig 3 minutter til at nå ind og tjekke ind! Alle jublede selvfølgelig! Og dårligt var døren åbnet, før jeg storkede ud og ind i færgeterminalen. Og jeg nåede det!!