Resten af 10. december (2012) i Kalenderhuset

Resten af dagen igår - for et år siden...

Ombord på "min" gamle færge mosede jeg videre frem til en gammelkendt del af færgen. Faktisk aner jeg ikke, om det er foran eller bagtil Jeg har altid bare haft en fornemmelse af at være på en færge uden at lægge mærke til sejlretningen  Men den del af færgen har jeg ganske ofte i min ungdom sovet i sovepose i, da vi havde en fast natrute. At sove på dæk hed det, mellem Kvæsthusbroen i København og Rønne på Bornholm. Dengang kunne man altid nå frem til en morgenaftale... Men det var luksus, mente man på Borgen og igennem de seneste 10 år har vi mistet denne luksus næsten helt. Man kan sejle med en af de nye plimsollere mellem Køge og Rønne. Den afgår kl. 17 fra Rønne og omkring midnat fra Køge. Ergo ingen natrute fra Bornholm...

På "dækket" er der også borde og stole - "gamle venner". Jeg smed min sportstaske på et bord og tog penge med i cafeteriet. Dér fandt jeg en ostemad, som bedst kan betegnes som akkurat spiselig og fik fundet ud af at fremtvinge et papbæger automatkaffe. Sædvanligvis undværer jeg hellere kaffe, end at byde mig sådan, så jeg stod vel i henved ½ minut og forsinkede køen, før jeg fik trykket på, heldigvis, den rette knap. Tilbage ved bordet fik jeg i løbet af en ½ time tvunget 4-5 små bidder af ostemaden indenbords, skyldet ned med vand fra min medbragte flaske. Det var en kamp og jeg endte med at smide resten i skraldespanden. Jeg kunne bare ikke spise noget. Som om halsen var snøret sammen. Kaffen gled dog ned lidt efter lidt sammen med endnu et kig på brochurer.

Til samtalen om fredagen fik jeg udleveret div. om operationen (brystbevarende), skildvagtslymfekirtler, indlæggelse og så noget til pårørende. Først søndag fandt jeg modet til at åbne dem for første gang. De var bare blevet stukket i tasken. Ned i mørket i bunden. Jeg havde virkelig ikke lyst til at blive mindet/oplyst om, hvad jeg skulle igennem. Men på færgen tog jeg mig altså sammen igen. Overfarten ville alligevel tage 2½ time, så det var nok på sin plads at få styr på det. Og det fik jeg så også rimeligt. Der var stadig masser af tid bagefter. Ude og ryge i den friske havluft og snedækket "skøjtebane" et par gange, inden jeg besluttede at tjekke, om der var plads ovenpå på de smalle sæder, hvor man næsten kan ligge behageligt. Jeg var pænt udmattet efterhånden. Det var der ikke... Heller ikke på andre blødere sæder, langs vægge osv. Faktisk var der pænt fyldt op på færgen. Der summede af stemmer, unge som gamle og småbørn. Fandt så på at kigge oppe ved køjeafdelingen. Man kan vist stadig købe en køje, men det koster lovlig meget for en times tid... Dér var der heldigvis plads på gulvet langs væggen og rimelig ro, så jeg lagde mig over taskerne og døsede hen. Netop nok til, at jeg følte mig lidt mere udhvilet, da vi nærmede os land. 

Vi gående passagerer fik besked om at vente til bilerne var kørt i land. Den gamle færge passer nemlig ikke til hurtigfærgens passagersluser i Ystad, så vi skulle gå i land over bildækket... DSB passagererne blev dirigeret til en shuttlebus, som ventede på at bringe dem til Pågatoget, som de skulle med og så skifte nær Malmø til Øresundsforbindelsen, fordi DSB ikke kunne ændre deres togafgang. Jeg priste mig lykkelig for, at vi havde ændret min billet dagen før. Oprindeligt havde jeg ellers bestilt DSB, fordi jeg regnede mig, at et tog nemmere kom frem end en bus i Skåne, hvis det sneede vildt. Men da så ændring af færge kom, fik jeg kolde fødder, for jeg orkede ikke at finde ud af det med togskift oveni. Bornholmerbussen holdt så også lige udenfor færgen, som vi nærmest gled ud af på det fedtede vogndæk. Troede så, at jeg kunne få mig en lur på vej til Kbh., men det blev det ikke til. Et par bagved knevrede løs om løst og fast med latter og udbrud. Så det blev bare til at lukke øjnene. Chaufføren klarede til gengæld kørslen til UG og fik os sikkert frem til Kbh. kl. 11.

Ved Hovedbanegården havde jeg valget imellem sne, blæst og jagten på en ukendt bus mod Riget eller at gå indendørs og styre med 7Eleven. En butik, jeg efterhånden kender alt for godt. Den har sørget for min frokost flere gange dette efterår. Eftermiddagskaffen har Uppercrust derimod stået for. Filterkaffe med croissant til. Langt bedre end fra en automat. 7Eleven vandt. Jeg købte en drikkeyoghurt og satte mig på en bænk. De 3 foregående ture har skærpet mit syn mht en siddeplads. Dem er der bestemt ikke mange af. Frem fra det, der tidligere var min skuldertaske, og nu var blevet en håndtaske takket være et spænde, der brast pludselig, mens vi ventede på at komme fra borde og en hjælpsom ung mand jagtede (altså det flygtende spænde) og rakte mig, trak jeg en lille plastikbøtte. Inde i den var mormors ingefærkager. Vi havde bagt lidt i week-enden, den ældste datter og jeg. Og jeg havde altså medbragt lidt, der alligevel ikke kunne være i kagedåsen, ihukommende min morfars ord om, at et par ingefærkager kunne hjælpe på lidt kvalme (sikkert af al den mad, man elsker i julen, men kroppen slet ikke er forberedt på ) . Ovenpå rejsen var der nu en smule appetit - lige akkurat nok til 2 kager og hele drikkeyoghurten. Så var der da lidt at "tære på". Jeg prøvede også med en af mine hjemmebagte boller. Men efter få mundfulde gik resten til de vimsende duer omkring mine fødder. 

Efter en 20 minutters tid med "morgenmaden" og et besøg på toilettet til kr. 5,-, vendte jeg snuden ud i snevejret igen. Derude holdt rækken af taxaer. Denne dag på begge sider, hvor jeg tog den nærmeste, blot for at blive vist over på den anden side. Pudsigt nok var mit valg den selvsamme chauffør, jeg havde kørt med om fredagen. Da havde han været ganske forkølet og fik lov at beholde de 9 kr., jeg skulle have haft tilbage på en "hund". Ikke så meget af medlidenhed, men fordi jeg ikke ønskede en snue retur. Men jeg gik så over mod taxaen forrest i den anden række, hvor chaufføren sprang ud og tog min rejsetaske ind i baggagerummet og jeg bad om turen til Riget. Der blev ikke sagt mange ord på turen. Jeg var nærmest ikke til stede; Sad og stirrede ud på det, vi kørte forbi, som var anderledes grundet al metrobyggeriet og omdirigering. Men intet nedfældede sig bag øjnene. Det føltes nok nærmest som om, at jeg ikke længere havde indflydelse - blot fulgte med. Kort før Riget, da taxameteret nærmede sig kr. 90,- begyndte chaufføren pludselig at fortælle om en veninde han havde nede sydpå, som skulle for retten for at have kaldt sin mand et eller andet uterligt. Og at selvsamme mand faktisk boede sammen med en ny og yngre model i venindens hus. En helt utrolig historie at høre i lille DK - har jeg lyst til at kalde min mand en skvadderpandet pik, så bliver jeg jo ikke ligefrem trukket i retten, går jeg ud fra. Ikke at jeg nogensinde kunne finde på det, men... Chaufføren var tydeligvis vant til at snakke med kunderne og sikkert meget uvant med min ikke-eksistens. Historien udspillede sig lige op til, jeg skulle betale. Formentlig var den for at få mig til at glemme byttepengene. At jeg ikke havde tænkt mig at få tilbage, kunne han jo ikke vide. Og han fik mig da lidt tilbage til virkeligheden og i live, så de penge havde han såmænd fortjent.

Jeg skulle møde på afsnit 3103 kl. 12. Utroligt nok er tallene logiske. 3 står for opgangens nummer (hvilket ligger til højre for hovedindgangen), 10 er etagen og 3 er den "vinge", som afdelingen ligger på. Min mor havde tilbudt at komme og ledsage ved de indledende undersøgelser og indlæggelsen. Jeg tog imod tilbuddet, da hun dels sidste år selv blev opereret for brystkræft og jeg kunne forestille mig, hvor forvirrende det hele ville være for mig, så det var bedst med to par øjne og ører. Jeg skulle sendes rundt i huset - Riget, som jeg ikke kendte en hujende fis til, på egen hånd til div. prøver m.m.... Der kom sms om, at hun og hendes mand var ved at køre ind på Hovedbanegården, kvart i tolv. Jeg stod og trippede ved elevatorerne i 10 min.. Ville ikke køre op, for deroppe måtte jeg ikke bruge mobilen. 5 i 12 ringede jeg hende op og fik at vide, at de var nået til Rådhuspladsen, så jeg besluttede, at vi måtte mødes oppe på afdelingen, for de ville ikke kunne nå det til tiden. Kunne jeg så komme op? Næh nej - først 5 over 12 var jeg oppe. Elevatorerne er en kamp omkring frokost! Nogle er reserveret, andre propfulde, nogle går ned og sådan var det altså i et væk i 10 minutter, hvor jeg blev mere og mere nervøs. Jeg orkede simpelthen ikke at tage trapperne helt op til 10., så jeg måtte bare vente og til sidst klemme mig ind med min rejsetaske i mængden og håbe, jeg kunne komme ud rette sted. Og så med en undskyldning ved skranken om, at jeg var blevet fanget dernede. Det havde de nu prøvet før...

Ved samtalen om fredagen havde jeg allerede afleveret et udfyldt spørgeskema på flere sider, hvor jeg skulle oplyse alt muligt om helbred, evt. medicin, højde, vægt, fortilfælde i familien, allergier osv.osv.. Dengang lykkedes det mig at suse lige forbi skranken, ind på ambulatoriet og stå som en anden ugle for at finde en skranke... Heldigvis forbarmede en sygeplejerske sig over min forvirring og fik sendt mig ud igen, hvor jeg afleverede skemaet og sygesikringskort. Tidspunktet for OP var også fastlagt på forhånd, hvis der blev brug for det... Min mistanke var derfor ret kraftig, selvom jeg ikke ønskede at se den i øjnene - og den kom som en bombe for mig ved samtalen. Med til forløbet hørte også en kontaktsygeplejerske og en kontaktlæge - sidstnævnte skulle også operere.

Mandag stod jeg altså dér igen, efter at have fundet skranken uden problem. Snart efter kom min kontaktsygeplejerske susende med et skema og en kuvert i hånden. Jeg fortalte, at min mor og hendes mand var forsinkede. Så hun besluttede, at vi først af alt gik ind på "min" stue med mit habbengut og fik målt blodtryk og puls, mens vi ventede. Havde jeg ikke siddet ned, var jeg gået bagover. Blodtrykket lå på 192/87 og puls på 95. Aldrig nogensinde har jeg hørt så høje tal, så jeg var paf! Derefter ud igen, hvor mine ledsagere så var kommet. I hast ned til anæstesi, hvor jeg skulle tale med hende, der skulle lægge mig i narkose dagen efter og oplyse div. Hovedet var slet ikke landet, da jeg skulle træde hen ved den skranke og for første, men langt fra sidste, gang skulle oplyse mit fulde navn og cpr-nr. Jeg fik stukket kuverten i hånden af sygeplejersken og inde hos lægen afleverede jeg den - første gang. Anede ikke rigtig, hvad det var overhovedet. Men hun spurgte og jeg svarede pligtskyldigt.

Så gik turen videre. Min sygeplejerske havde besluttet at følge med på en del af turen, så hun også selv havde helt styr på ruten, når andre skulle sendes afsted og måske spurgte. Og hurra for det! Kender man ikke Riget og har højt blodtryk = bims i hovedet, så er det næsten uoverkommeligt... Den dag idag kan jeg ikke gengive ruten. Jeg fulgte blot med! Næste stop var en skranke igen, før røntgen af lunger. Vi ventede lidt og jeg blev så kaldt ind ad den dør, vi var vist hen til. Riget er stort! Af med klunset på overkroppen, holde i nogle håndtag med fronten til, apparatet blev sat ned i hobbithøjde og klik. Operationssiden til og klik. Det sidste klik, husker jeg ikke, hvad gik ud på. Men så var det bal forbi og på med tøjet igen i en fart. 

Næste stop var hos "vampyrerne". Ja det kalder jeg altså sådan nogle, der suger blod ud af mig. Og var jeg ikke blevet overvældet før af Rigets omfang, så blev jeg det da der! Der sad vildt mange mennesker! Man skulle trække nummer for at komme til skranken, hvor man så fik et nummer efter, at de havde tjekket en ind i systemet. På vej dertil gik det op for mig, at kuverten indeholdt min journal, som alle stederne så fik i hånden og tjekkede op på. Da jeg havde fået nummer til blodprøvetagning, var der 47 før mig. Da skulle vi godt nok lige sidde lidt ned et kvarters tid og jeg lige trække vejret dybt lidt. PUHA. Min kontaktsygeplejerske kunne ikke længere følge med, men forklarede os vejen til det sidste sted efterfølgende. Heldigvis fik min mor vist fat i det fortalte, for jeg havde virkelig ikke mere koncentration tilbage. Inde hos vampyren gik det utrolig smertefrit. Aldrig har jeg oplevet en, der kunne stikke en nål i mig uden, jeg opdagede det, før hun skiftede glas!! Det kendte hun så selv godt, for hun havde lige været ved egen læge og kunne fremvise et ikke så yndigt bevis - sådan som jeg ellers har været vant til selv. Men hun var dygtig, en midaldrende nydansker, noget så rar. Så plaster/vat på og hånden i vejret på vej til næste sted. Ud for skranken kom et venligt råd derindefra om, at jeg ikke måtte knytte hånden, hvilket jeg overhovedet ikke havde tænkt over...

Til slut over til Fysiurgisk, tror jeg det hed, hvor vi vadede forbi skranken høhø, ind på afdelingen, ud igen og tilfældigvis stødte ind i damen, jeg skulle ind til - havde tid hos 20 minutter efter. Vi var heldigvis ret forud for planen og det var hun åbenbart også, for vi nåede ikke skranken, men fulgte direkte med hende ind. Derinde blev så sprøjtet noget blå, let radioaktivt stof ind 4 steder, som skulle søge mod skildvagtslymfekirtlerne forud for operationen. Jeg havde hørt om det til samtalen, men egentlig ikke fattet, at det var det, jeg skulle på det sidste stop. Det gjorde nu ikke videre ondt, selvom jeg altså ikke er begejstret for sprøjter. Jeg kigger slet og ret væk! Min mor havde ellers ment, at det var en fysioterapeut, jeg skulle ind til da. Så gæt lige min overraskelse... Bagefter koncentrerede jeg må så stædigt om det skema, som min sygeplejerske havde overgivet til mig, da hun måtte gå. Det var listen over, hvad jeg skulle igennem af undersøgelser og jeg ville være helt sikker på, at jeg nu også havde været alt igennem, inden vi skulle op på afdelingen og aflevere min journal. Det tog mig lige et par minutter at fatte og se den igennem, for der var punkter, som jeg ikke skulle igennem. Oppe på afdelingen kl. 14 var vi så enige om, at vi nu trængte gevaldigt til et besøg i caféen nede! 

I stuen lå både en 7Eleven og en café. En Sweppes og en kæmpe norsk klejne gjorde godt ovenpå al den virak. Og så havde mor en gladpakke med. Jeg gloede lidt åndssvagt, for hvad er en gladpakke?! Det viste sig at være et par strikkede, røde sokker med snemænd på - og de fik mig ganske rigtig til at grine. Oppe på afdelingen igen bagefter stod vi og kiggede ud over byen, mod Nordhavn, hvor Oslobåden lå. Helt oppe på 10. kan man se en pæn del. Min mors mand havde ligget højere oppe engang og fortalte om udsigten, da Parken ikke var til endnu. Jeg fangede det ikke helt. Men det ledte tankerne lidt væk. Efter snak ½ times tid, fulgte jeg så dem ned og ud i snevejret. Det bare sneede og sneede. Det havde jeg slet ikke haft tanke for, siden jeg satte benene indenfor...

Tilbage på stue 17 åndede alt så endelig fred og ro. Det var en to-sengsstue. Den anden seng var tom. Jeg begyndte at finde mine futter frem. Først havde jeg pakket mine ny. Dem jeg selv havde spundet garn til at bl.a. kameluld og hund, siden strikket og filtet, med kamelknapper på som pynt. I sidste øjeblik var mine crocks eller hvad de nu hedder dog røget ned i sportstasken. Det slog mig nemlig, at jeg måske ikke ville kunne tage mine hjemmegjorte på efter OP. Og egentlig var det mere praktisk med de der gummitingester, hvis jeg skulle rundt, hvor der evt. havde været fugtigt fodtøj og vand på gulvet. Min badekåbe blev også halet frem og lagt på sengegærdet. Endnu var jeg i mit eget tøj, hvilket jeg bestemt ikke var ked af.

Jeg havde også medbragt høretelefoner som anbefalet. De skulle bruges til tv/radio. På stuen var desuden også en telefon til fri afbenyttelse. Den hang på den ene side af sengen. På den ene side var den fjernbetjening, på den anden telefon. Jeg ville så lige ringe hjem, nu der var fred til det. Fortælle, at jeg var nået igennem programmet på Riget, den første dag. Siden jeg drog hjemmefra havde gemalen jo godt nok fået en sms i ny og næ, når jeg var kommet et skridt videre. Men ikke siden hurlumhejet på Riget begyndte. Meeeen hvordan virkede den lige?! Jeg havde allerede læst mig til, at der skulle trykkes 0 for at ringe ud. Det gjorde jeg og tastede nummeret. Intet skete. Hmmmmm. Vendte og drejede dyret uden, at noget trængte ind. Dog var der en rød knap foroven ala afbryderen på tidligere tiders telefoner, så den trykkede jeg på... Dét var ikke dens formål. Det var en alarmknap. Så snart efter stod der en sygeplejerske, som tydeligvis ikke engang vidste, hvem jeg var. Nå men vi fik snakket lidt frem og tilbage og jeg forklarede, at jeg kom fra Bornholm og skulle opereres dagen efter. Hun viste mig så, at der på tlf delen var en on/off knap nederst. Jeg fik også vist, hvordan sengen kunne fjernbetjenes i ryg højde osv. 

Da hun så var smuttet igen, kunne jeg så ringe hjem. Hjemme var de slet ikke kommet afsted til morgen. Gemalen skulle have været vikar og pigerne i skole. Men vejene havde ikke været til at køre på. Bagefter fik jeg fundet ud af fjernsynet og lænede mig tilbage en times tid med høretelefoner og tog en slapper, mens jeg på TV2 news kunne se billeder hjemmefra af snefygningen m.m.

Så kom sygeplejersken tilbage med div. hospitalstøj, armbånd, formaninger om faste (mad og røg var slut midnat og vand kl. 6 om morgenen). Vi aftalte, at jeg tog bad om morgenen. Det syntes jeg var bedst, da jeg ikke måtte bade igen før to dage efter OP. Så ville jeg blive vækket i god tid, få mine piller og saftevand. Hun fortalte også, at efter aftensmaden, ville der komme en frivillig, tidligere brystopereret på afdelingen og spurgte om jeg ville have en snak med hende. Min første indskydelse - tanken der fór gennem hovedet var, at dét orkede jeg ikke. Allerhelst ville jeg tænke på alt muligt andet end den forestående "invalidering". Jeg hadede tanken om, at jeg resten af året skulle være en passiv grøntsag i sofaen. Jeg protesterede en smule og mente, at jeg jo kunne spørge min mor, som var blevet opereret for det sidste. Men hun talte lidt videre og da jeg ikke gad høre så meget mere på hende, sagde jeg jatak. Du får ret og jeg får fred...

Nå så fik jeg også lige halet toilettingene frem af tasken og fundet en bog. Gemalen havde ledt sine hylder igennem og sendt en med. Han ville ellers have givet mig et udvalg. Men jeg insisterede på kun 1, for jeg skulle jo altså slæbe det gennem sneen. Det var stadig ikke tid til aftensmad, så jeg lagde mig og prøvede at læse. Det var en af de engelske paperbacks, hvilket jeg normalt er glad for med mellemrum. Jeg læste 22 sider uden at fatte indholdet. Ordene forstod jeg udmærket, men jeg var simpelthen for udmattet til, at de trængte ordentlig ind. Så fjernsynet blev tændt igen, til jeg kunne dufte aftensmad. Da var jeg så afslappet efterhånden, at der var kommet lidt appetit. Maden blev øst op ude i fællesrummet af en sygeplejerske. Af hensyn til hygiejne og smittefare, måtte man ikke tage selv at buffetten. Indenbords kom en pæn skudefuld kartoffelmos og gullasch samt jordbærgrød og noget andet, jeg har glemt til dessert. Jeg spiste pænt op, for jeg vidste, at det ville være sådan ca. mit sidste måltid inden OP. Kaffe/the, div. kolde drikke i køleskab, yoghurt, kage og slige sager var hele tiden til rådighed, som man lystede. Altså når ikke man fastede.

Jeg slog mave på sengen med tv i ører og øjne. Kun ½ time, så hev jeg mig op ved hårrødderne. Øjnene glippede lovlig meget! I fællesrummet slubrede jeg et krus kaffe i mig, mens jeg så en gråhåret dame komme og gå ind til sygeplejerskerne, hyggeligt snakkende. Jeg så hende også komme ud lidt senere og gå ned ad gangen. Ingen klokke ringede i øverste etage. Det var selvfølgelig mig, hun var på vej ned at besøge på min stue, for hun var den frivillige fra Kræftens Bekæmpelse. Men min normale radar var slået fra. Så det var lige før, jeg var blevet efterlyst. Men hun fandt mig da...

Jeg foretrak at tage samtalen ved bordet, da hun henvendte sig. At gå på stuen virkede for mig, som om jeg nu virkelig var patient og ynkværdig. Nul putte. Et rigtig sødt menneske var hun. Forklarede om, at de var en gruppe, der skiftedes til at komme på afdelingen og fortælle om deres oplevelser med brystkræft. Da hun var kommet igennem indledningen, sagde jeg det, som det var; Jeg anede ikke, hvad jeg skulle spørge hende om. Jeg anede ikke, sådan for alvor, hvem jeg var efter operationen og hvilke ting, der ville ligge mig på sinde. Udover alle de fakta, der var blevet mig fortalt og hvoraf nogle havde skræmt mig fra vid og sans, så havde jeg været fuldstændig sund og rask og ligevægtig - havde haft mit bedste år, jeg kunne mindes, indtil den klamme mistanke havde lagt sig over mig og overtaget min hverdag. Jeg var blevet langt mere dødelig, end jeg havde ønsket at blive mindet om. 

Umiddelbart overraskede mine ord hende nok. Jeg gætter på, at normale  mennesker ville have repeteret de faktuelle ting i et forløb i snakken med en frivillig. Men det var jeg ligesom kommet over. Det kunne intet menneske forklare mig, før det rent faktisk skete. Men efter et øjeblik, kunne hun godt følge mig. Jeg spurgte istedet ind til hendes situation. Det var 15 år siden, hun havde været "turen" igennem. Jeg spurgte hende, om hun så ikke stadig frygtede... Og svaret blev både et ja og et nej. Nej, fordi hun følte sig som helbredt, kommet godt igennem og ud på den anden side. Ja, fordi kræften ikke "bare" er en sygdom - den er en uberegnelig livsledsager. Som jeg også selv tænker, så er kræft's opståen så uforståelig, at man ikke bare ryster det af sig for good. En celle, der pludselig formerer sig og langt hurtigere end andre. Tilbage til det lidt mere nære, så spurgte jeg, hvor langt tid efter OP, hun var igang med sin dagligdag. Det mente hun, at hun havde været ret hurtigt. Og mens hun senere fik stråler, så havde hun faktisk gået på arbejde samtidig. De ord gav mig så en eller anden form for ro. Og alt i alt havde det været dejligt at snakke med hende. Jeg satte virkelig pris på de her frivilliges indsats. 

Tilbage på stuen med lidt tv, nærmede klokken sig efterhånden sengetid, kunne jeg mærke. Jeg havde været oppe siden kl. 3 om natten, haft en turbulent og meget udfordrende dag og syntes, at nu måtte jeg efterhånden have gjort det godt nok... Jeg fik børstet bisserne og iført mig de her meget lidt flatterende hospitalsklæder. Underhylere, som mindede mig om en tv-sang fra min barndom, hvor nogle legede telt i en tantes underbukser. Der var absolut intet, der snærede og de nåede godt op over taljen. 

Jeg stod i det dæmpede lys og så udover byens lyshav. Sneen havde taget lidt af og virkede grålig med et orange skær. Jeg spejdede forgæves efter stjerner. Stjernehimlen har altid været fascinerende, smuk for mig, som altid har haft den, hvor jeg boede, når det altså var klart. Et øjeblik lagde frygten igen sin klamme hånd på mig. Hvad nu, hvis mine børn, skulle miste deres mor - hvad skulle der blive af dem? Hvad hvis det her var begyndelsen på enden? Langsomt voksede stjernerne dog alligevel frem for mit blik. Andre ville ikke have kunnet se dem. Det var tankerne om alle de ord, der havde fulgt mig på vej. Alle de mennesker, der havde ønsket mig vel forud. Magiske Floralens enorme energi. Buketten fra en "blomstertosse", som blev bragt om lørdagen og tog r.... på mig - rørte mig dybt. Det lys, Claus havde tændt sammen med hans medfølende ord - og Tante Grøn's ord om at kæmpe som en løve. Min families opbakning. Og så glædede jeg mig usigeligt til at skulle fejre nytår sammen med mine bedste venner! At have noget konkret at se frem til - noget, man har ønsket sig, er uvurderligt. Med alt det på nethinden fik jeg sparket mig selv under dynen og faldt snart efter i en drømmeløs og udmattet søvn.