Man kan næsten mærke den. Den der modvilje mod jul - i november.
Som barn kunne julen slet ikke komme hurtigt nok. Og det gjaldt også for Ulandspapkalender og adventslys. Det betød hygge og nødder og tørrede figner på sofabordet og dagens afsnit af julekalenderen i fjernsynet. Den allerbedste tid på året. Bortset fra det år med Poul og Nulle i hullet i jorden. Dét var der ikke meget jul ved. Den ros skal de have.
Som voksen kan jeg godt undvære juleslik på hylderne i supermarkedet i oktober og november! Men den der ubestemmelige julehyggefornemmelse har jeg stadig i mig. Som om der pustes et glimmerlag på alt hverdagsagtigt, som så stråler, når lysene rammer det. Den plejer at dukke op, når den første halvdel af december er gået og det er lige før, det er...
Men i år er den landet her allerede nu. Den er her, når jeg strikker strømper til svigerfamiliens gaver. Den er her, når jeg planlægger festudvalgsmøde i beboerforeningen i næste uge. Jeg har iø tænkt mig, at de skal trakteres (der var den igen) med en gløgg-agtig drik, hvor der er min hjemmelavede lyserøde Hyldeblomstdrik fra før midsommer og den rosé, som vi blev helt vilde med og lidt af til sommerfesten. Ok nogle af os havde afprøvet den et par gange i sommerens løb...
Men den er her i den grad også, når jeg nu går i haven og gør klar til vinter. Jeg havde ellers lidt tabt havelysten for i år, da vi her på Solskinsøen har måttet vente længe med at få vand til at blødgøre skorpen. Men så skete det og jeg er begyndt at få de ventende planter i jorden, slået græsset og fjernet ukrudt. Generelt ryddet op. Og indimellem, som igår, suser en lille skygge forbi. Snart her, snart der. Og nej det er ikke små folk. Det er Rødhalsen eller som den blev kaldt i min barndom, Rødkælken. Det var morsomt. Og det barnlige sind grublede over, hvad den lille fugl havde at gøre med noget til sne. Og straks kommer fornemmelsen af at ønske sig hvid jul, hvor alt er magisk...
Men det hænger også sammen med alle de vidunderlige flammefarver, der smyger sig ind og ud i min have. Ganske vist falder flere og flere blade til jorden nu. Men det har holdt længe. Og dét er for mig det, der farver julen. Ikke, at jeg har noget imod glitter og flitterstads. Men naturens kulører i efteråret lægger bunden. Så forleden, da jeg havde hønsene ude at lufte sig udenfor deres hønsegård, på marken, så var det ikke strikkepindene, der knitrede i havestolen. Næh der var dækket op med hyben af vildroser, hjemmedyrkede Mariebær fra min hæk af multiflora roser langs marken mod vejen og så Paradisæbler og lidt blødt grønt, som ligner gran, men ikke er det. Og hvis man så ellers kender hønsene fra Peddersen og Findus med deres nysgerrighed og fjollerier, så har man billedet.
Det blev til en krans, den første julede i år, som skal foræres til værtinden, der byder på flæskesteg lørdag aften...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Det glæder mig, at du tager dig tid til at
dele dine tanker om indlægget.
Hjerteligst
Zep