Sider

søndag den 30. marts 2014

Velkommen til sommertid :D

2½ time blev det til ude idag. Men det er jo også søndag ;) Og jeg vil ikke påstå, at det var i småpilleri afdelingen, så det gælder i virkeligheden nok for 3 timer... Startede med at jage gemalen i tøjet efter rundstykkerne. Han gik så ud og fik lempet den Japanske Hængekirsebær ned i det store plantehul, de gravede igår. Det oversteg simpelthen mine kræfter at gøre selv, kunne jeg godt se på det hele ;)

Imens hev jeg mappen med gamle frø frem. Jeg har besluttet mig for, at i år handler rigtig meget om resultater. Drømme, idéer og inspiration har jeg til overflod og de suppleres konstant! Men hele sidste år kunne jeg ikke andet end at samle på dem. I år er en anden sag. Haven og jeg selv skal på benene. Og hvorfor udsætte til 2015, hvad der kan lade sige gøre nu?! Ingen ved, hvad fremtiden bringer af forhindringer. Så det er vel nærmest en pligt overfor en selv at sætte mål og nå dem. Selvfølgelig dog med det forbehold at kunne sige "pyt", når noget ikke går helt efter planen :D

I mappen fandt jeg bl.a. en pose med ærter, som var udløbet for 5 år siden... Jeg havde den i tankerne allerede, inden jeg hentede mappen. Tænkte, at når gruekedlen var tømt, kunne den fyldes med jord fra en plantesæk fra sidste år, som aldrig blev brugt. Og deri kunne jeg så lave et forsøg med at så de gamle ærter. Og ja ret tidligt i år. Tror aldrig jeg har sået ærter så tidligt. Men HVIS nu det ikke lykkes, så kan jeg om en måneds tid købe nye og så. Lykkes det, er det jo bare fantastisk!  Der var også en gammel rest af Ærteblomstfrø 'Miss Wilmott' - en sød Sweetpea ;) Og der var en pose frø af Rudbeckia 'Green Wizard'. En foræring af hjemmehøstede frø, som nu råbte på at blive sået. Derudover havde den yngste datter spurgt til Citrongræs. Det fandt jeg sørme også frø til i mappen. Og sidst men ikke mindst en rest af frø Susanne med det sorte øje, 'Blushing Susie'. Den er noget så yndig.

Så stod jeg derude igen. Iført vinterantræk og med plaster og gummihandske på Langemand og derudover mine skønne havehandsker, som slet ikke er havehandsker, men fungerer helt fantastisk til formålet. Anbefalet af flere af mine haveveninder! Således med hovedet summende af vlirkelyst og mål for idag, stod jeg lænet et øjeblik op ad spaden og lagde en plan. En halv snes år med tiltagende haveinteresse har bl.a. lært mig, at jeg bare ikke fungerer med at starte med oprydning i foråret, inden jeg tager fat på "rigtige" haveglæder. Det har du måske også luret i de foregående dages beretninger. Når noget skal føles som en virkelig succes, så klares denne oprydning sammen med arbejdsgangen for det nye. Derfor stillede jeg spaden igen.

Startede med at klappe havestolene, de ekstra fra besøget igår sammen og beslutte, at de nu skulle være til rådighed på fliserne ved havestuen og kunne hentes derfra. De var blevet taget frem for første gang igår, ganske som uret nu var stillet frem til sommertid idag. Egentlig er jeg ikke vildt begejstret for det der med uret frem og tilbage. Det har hidtil irriteret mig med denne rykken på døgnrytmen. Men i år har jeg besluttet, at fremover vil jeg fejre de to dage på året nærmest som en lille fest og finde de glæder ved det, som jeg kan. Så kan de lære det kan de ;)

Derefter stod sækkevognen fortsat, hvor gemalen havde efterladt den. Det benyttede jeg mig så af; Fik læsset gruekedlen - under lettere støn - op på den, stemte foden mod og pressede med alle mine armkræfter vognens håndtag tættere mod jorden. Og SÅ var det ellers bare fremad og mod gården. Af banen alle mand. Et par steder med lettere vanskeligheder, så den måtte bakkes lidt og moses fremad igen med hjælp fra foden. Nåede til sidst en "betonplatform" i gården, som var mit mål. Nu prustende og stønnende, blev gruekedlens gelejdet på plads og døbt "rokkepotten". Den var nemlig i den grad rund i bunden. Måske har den hele tiden været det - det ved jeg ikke, da den har stået solidt med træet boret ned i jorden. En charme mere til den rødrustne ydre, hvis du spørger mig. Jeg sikrede mig, at der var frie drænhuller og fyldt så sten og grus i bunden, inden jeg lod den stå og vente på videre gerning senere.

Et par slurke kaffe fik åndedræt og puls tilbage på et mindre hysterisk niveau, inden jeg skulle igang med spaden. Jorden fra hullet var samlet på en pressenning og jeg gik igang med at fylde det om træet. Den sidste sæk med bladsnask kom også i. Så pustede og stønnede jeg igen. Pokker stå i de gummimuller. Så blev kander fyldt og båret til og fra. Og letsindig, som gemalen var, ihvertfald intetanende, kom han forbi og jeg fik ham overtalt til at fylde det sidste jord på.  Nu var der jo så dejligt jord at plante nooooget i omkring træet. Tror mange af os haveejere har meget svært ved at lade sådan en mulighed gå fra sig - "bar og frisk jord = plante mere". Har jeg ret eller har jeg har ret ?! ;) Ihvertfald kom jeg meget hurtigt i tanke om, at jeg de sidste par år skulle have gravet Julerosesmåbørn op et sted i haven, hvor de havde været så flinke at selvså. Jeg viste dem til svigerinden igår og lovede hende nogle, når jeg engang fik gravet op og pottet. Hvorfor ikke lige slå to fluer med et smæk så ;) Ind i vaskerummet efter min gode graveske, om i drivhuset efter det gamle babybadekar, brugt af såvel min fætter og kusine samt mine døtre for derefter at ende som midlertidig opsamlingsbakke til planteopgrav eller undervanding. Og derefter på knæ ved Julerosen. 15 fine planter og et par småtterier blev det til. En mindre formue, hvis det skal omregnes til det, de sælges for i efteråret - ofte ikke meget større planter end disse. Der blev sat 3 af de største (den ene blomstrede allerede til jul sidste år), 3 potter til mig selv og resten i potter til svigerinden, som nok kommer til kaffe igen i næste uge :)

Nu kunne jeg jo slavisk trække dig igennem alle mine bevægelser derude. Men vi kan ikke have, at du også bliver træt af mine udøvelser ;) Så jeg vil summere en smule og konstatere, at der blev sået ærter i grukedlen og den blev dækket med ostelærred for ikke at friste de sultne fugle. Det samme gjorde en stor potte med ærteblomstfrøsåning og stillet bag bænken, som var blevet 3-benet i løbet af vinteren og derfor nu sat på højkant som klatrestativ for blomster i sommer ved østmuren. Der blev også flyttet Liljeløg hen under træet, fordi de, hvor de stod før, stod for mørkt og blev mokket af naboerne; en blærespireae, en kaprifolie og en rose... Og sammen med juleroser og liljer blev plantet nogle porcelænsblomster i klatter, som havde boet i en jerngryde et par år og nu fyldte den aldeles ud. Der blev nogle "klatter" tilbage i gryden, som så kan brede sig igen. Og der blev fyldt og tømt adskillige kander vand.

Rudbeckia blev også sået - i en stor, gammel, snart kaput flamingokasse, som blev tømt igår. Det glemte jeg jo alt om at fortælle. Indtil igår var den fuld af selvsåede Forglemmigej'er. Jeg fik endelig lavet den lille mindehave for en firbenet ven, vi mistede sidste sidste sommer. Han var særlig. Katten Teddy. Under min kemobehandling, som betød rigtig meget stillesidden i lænestolen var han trofast på skødet og altid klar til kæl. Ligesom han fulgte mig tidligere i haven, hvorend jeg gik. Jagtede sommerfugle og holdt udkig fra legetårnet. Legede tagfat med Brownie eller lå og slikkede solskin. Altid var han der. Indtil vi måtte tage afsked med ham hos dyrlægen en sen fredag eftermiddag efter en påkørsel. Det var rigtig, rigtig hårdt og trækker stadig en forrædderisk tåre i øjenkrogen. Og han var den yngste datters kat og sovekammerat. Efter et par måneder gik hun heldigvis med til at få en anden og med medfølgende legekammerat - et par røde killinger, som flyttede ind sidst i oktober. Her er det hunløven Mis (Fiona) ;)



Jeg havde så også lovet hende den her lille mindehave for Teddy. I den skulle være Forglemmigej og dagliljen 'Strawberry Candy', som både hun og jeg holder rigtig meget af! Jeg fik en "fane" af den for nogle år siden af Anita. Og igår besluttede jeg mig for, at nu skulle den deles. Der blev 3 potter med "nye" planter, som røg i drivhuset, udover den, der blev plantet til Teddy.

Jeg blev ikke helt færdig med at genbruge jorden fra hulgravningen. Det bliver jeg imorgen, hvor jeg også sår citrongræsset i drivhuset og 'Blushing Susie' indendøre. Da jeg såede de første frø af den for nogle år siden var det direkte i en potte i haven godt hen i maj ;) Nu prøver jeg så at have dem liggende i blød natten over og så forkultivere nogle i drivhus og nogle inde denne gang.


Det er så arbejdet at starte op på imorgen, der står der og venter på hylden. I den hvide skål er blade, jeg pelsede af en indendørs sukkulent i tirsdags. Nå de sådan ligger, begynder de at danne rødder. Det opdagede jeg ved en tilfældighed sidste sommer, hvor jeg "soignerede" planten og ikke fik kastet bladene ud bagefter. De blev så pottet. Og i vinter ganske forsømt. Og for at det ikke skal være løgn, så væltede killingerne plastbakken med potter, som først blev samlet op efter nogen tid. Og de fik ikke erstatning for de mistede jord, men tværtimod lov nærmest at tørre helt ind. Så er det indrømmet - intet fejet under gulvtæppet ;) For et par uger siden begyndte jeg så at vande de sørgelige rester lidt, hvilket viste liv endnu. Og i tirsdags fik de så frisk jord sammen med alle andre potteplanter. Og de ser da ikke ringe ud, vel?!


lørdag den 29. marts 2014

Findes der noget bedre end at knokle i haven?! Jep at se andre gøre det ;)

Klokken 5.30 dut besluttede en solstråle, at jeg havde fået rigelig skønhedssøvn. Jeg kunne have fortalt den noget andet efter at have passeret spejlet i gallop ;) Men sådan er det med mig og solstråler i sommerhalvåret - de gør mig så vågen. Glæder mig imidlertid til at grine af den imorgen, for så er klokken nok 6.30 på samme tid - MUAHAHA!

Klokken 7 havde jeg fået tøj på, spist, tændt op i brændeovn, bagt rugbollerne af dejen fra køleskabet, jeg lavede i aftes og kaffen var indtaget og nyhederne læst på nettet. Resten af Lillebo boblede lystigt. Der skulle vist nærmest en solstorm eller noget til at vække dem. Såååå, når nu der ikke var noget vasketøj at hænge op eller tage ned idag, kunne jeg jo lige så godt få lettet luksuslegemet og få pottet de sidste stiklingebuske i drivhuset om og måske lægge an til at så salat....

På vejen ud gennem gården, kom jeg forbi traktordækket, som fungerer som bed (var engang sandkasse). Eller rettere, jeg kom ikke forbi, for jeg standsede. Midt i det stod den potte med "Glasbær", jeg havde båret ud af drivhuset igår og sat der for at beslutte mig for, om den skulle graves ned der eller ej. Det blev med et til "skal" og det blev den så og vandet. Mens regnvandet rendte fra palletanken og i kanden faldt blikke på Perovskia i et andet "bed" i gården.

Det er lidt et legeprojekt med spalter, som nok bliver sløjfet igen på et tidspunkt, fordi det blot er et forsøg og iø mest i vejen for færdslen. Perovskia blev ikke klippet sidste år. Og på det seneste har jeg været noget irriteret over, at den STRITTEDE ud til alle sider, når jeg skulle hænge tøj op. Og saksen var jo i lommen. Den fik lige en ordentlig studsning (så må den klare det eller lade være). Da jeg nu var dernede på alle 4, hvilket iø er den position, man oftest finder mig i i haven med enden struttende nærmest højest, kunne jeg jo med al uønskelig tydelighed se ukrudtet på vej i spalterne og langs kanterne foruden visne blade og andet småskrammel. Det kunne jeg ligesom ikke bare vende ryggen til... Grenene fra Perovskia skulle ikke gå til spilde. De dufter dejligt, når man rører ved dem, så de blev klippet lidt til og kom ind i vase i gangen sammen med genbrug fra en vase, som allerede stod der.



Langt om længe nåede jeg HELT om til drivhuset, men ikke ind. Udenfor stod potten med Tibetansk Kirsebær. En skat af format, jeg fik af Sanne sidste år. Hun har selv podet den. Det er hun skrap til! Og de bedsteste venner havde den med til mig fra Jylland. Den har boet i drivhuset i vinter, men kom ud forleden. Jeg skulle have pottet den om i efteråret, men det blev aldrig til noget. Fortalte mig selv, at det virkelig var pinligt efterhånden! Jeg elsker jo det træ med den skønne, varme bark og det er på nippet til løvspring. Men en stor potte... Jow der stod den meget store, jeg havde Ærteblomster klatrende i hjemmesammensurium af pilegrene for et par år siden. Den ville være sagen.

Klatrestativet blev flået op og fulgt til kvasrodebunken. Potten blev tømt. Jeg havde ikke lagt drænhalløj i bunden - blot noget sand, som pilen var sat i. Inde i havestuen, vidste jeg, jeg havde samlet potteskår sammen. De skulle stå der et eller andet sted... Stødte på poser med mos o.a. der blev samlet i skoven af undertegnede og afkom i efteråret. Der blev kun brugt lidt til jul. Jeg fik ikke lavet pottepynt ude. Skulle lige til at tømme dem på kvasrodebunken, da jeg opdagede, at mosset faktisk så meget pænt ud. Ergo gik turen til potterne ved køkkendøren og surbundsbøren, hvor det blev lagt imellem planterne. Tænkte ved mig selv, at det nok var meget godt, hvis vi skulle få et par kolde nætter endnu (riiiiigtig god samvittighed)

Tilbage i havestuen fandt jeg potteskårene efter lidt mere søgen og heldigvis uden at støde ind i flere svinkeærinder. De blev smidt i bunden af potten, som blev båret ind i gården og sat på et læsted. Og så afsted efter krukkemulden, fylde i, for derefter at trave tilbage til drivhuset efter træet og retur til gården og plante. Stod og funderede, mens endnu en kande vand rislede fra tanken. Der var da noget med, at jeg for 2-3 år siden samlede blade i sorte sække til formuldning. Mon ikke det ville være godt at dække med ovenpå?! Fundet! Og fyldt på og vandet. Og så var der jo stadig mere bladsnalder...

Rønnen i potten i forhaven fik en portion og det samme gjorde den Japanske Hængekirsebær i den gamle gruekedel i den gamle indkørsel. Dén var jeg bekymret for. Den anden dag, da vi fik så dejlig meget væde fra oven, som jeg ellers jublede over ville gennemvande krukkerier, sank hjertet en anelse i livet på mig. Drænet i gruekedlen fungerede ikke særlig godt og træet soppede. Hmmm nå men et par dage, så var vandet vel væk?! Nope! Idag stod det stadig "under vand". Gode dyr var rådne. Jeg lagde kræfter i lår og overarme, som jeg egentlig ikke har genvundet endnu, stemte godt imod med fødder og overkrop og fik så tippet kedlen, så vandet kunne løbe ovenud. Gruekedlen havde trykket sig god ned i jorden med tiden, så den tippede ikke for mig. Men musklerne sitrede og værkede godt og grundigt. Så da jeg stillede mig tilfreds, besluttede jeg, at 3 timer ude, måtte være godt for denne gang - også selvom jeg aldrig nåede det, jeg havde sat mig for i drivhuset ;)

Og så skulle jeg jo ikke mere ude idag vel ;) Efter middagsluren, som i den grad var tiltrængt, skete der bare noget. Jeg stak næsen udenfor og konstaterede, at naboen slog græs for første gang i år. Den skønneste duft overhovedet på denne årstid! Næsten ihvertfald. Og det fristede aben, der så krængede vinterdragten på igen og sjoskede om i det gamle, frønnede, faldefærdige skur og gravede plæneklipperen frem fra sit skjul. Selvfølgelig ville den ikke køre. ½ time blev spenderet med utallige opstarter blot for, at den døde efter kort tid. Vejret blev trukket hivende igennem lunger og hals og pulsen røg op på småhysterisk til sidst, da gemalen kom tilbage fra flyvepladsen. Desværre havde han ikke mere held end jeg. Så græsset blev ikke slået, nej. Jeg måtte slå mig til tåls med at samle grene op, mens jeg faldt ned ovenpå anstrengelserne.

Bagefter satte jeg mig i en af havestolene på hjørnet af Lillebo, som står der året rundt. Blikket faldt på den Japanske... Jeg var alligevel betænkelig ved den velbefindende. Tænk nu, om de sidste dages undervandsliv havde sat forrådnelse igang derinde i gruekedlen. Gemalen havde opgivet klipperen og var trukket ind bag skærmen. Jeg besluttede at forstyrre ham, for træet skulle altså op og så ned i jorden istedet for, var jeg blevet enig med mig selv om. Jeg havde bare overhovedet ikke kræfter til den slags.... Vi fandt placeringen sammen og han og den ældste datter gik igang med gravearbejdet, mens jeg sad og filosoferede i stolen igen. Efterhånden med en ispind og kaffe i hånden. Hjemisbilen kom på besøg og så var der nemlig dømt midtvejsis. Årets første is i solskin.

Der sad jeg stadig og nød foråret, mens de andre gravede og min bror og svigerinde kom kørende og standsede. Vi hyggede en times tid og de kom på visit i det varme, duftende drivhus. Og lige derved står hindbærrene jo. Dem jeg klippede igår. Og udløberne fra dem, som jeg endnu ikke havde fået op og pottet. Godt det samme for jeg kunne nøjes med at putte dem i en spand, der drog herfra sammen med min svigerinde ;) De havde været i Netto idag og købe lidt forskelligt. Jeg prøver at opdrage dem til at lade være med at købe alt for meget (de har stort set intet i haven endnu - ihvertfald kan der være rigtig meget mere og de har fået blod på tanden). Nu hvor jeg igen skal genvinde mine havekræfter, er der jo et og andet, der skal deles og der er også frø - og man kan spare rigtig mange penge, når man ikke ligefrem har specielle ønsker! Især når de bor blot 7 km. herfra.

Træet nåede så ikke helt i jorden idag. Men det gør det imorgen og det har været en særlig, herlig sidste vintertidsdag i år :D

fredag den 28. marts 2014

Kender du det?! ;)

Imorges, mens solen hang i en endnu søvnig dis og småfuglene kvidrede alt, hvad deres lunger kunne levere, hang vasketøjet duftende på snorene i gården og ventede på at komme ind efter nattens stjernedrys og nordlige lufte, for at tørre færdig. Hønepøne, den fritlevende skabning, som ikke har fået smag for at flytte ind i Lillebo trods lokken med mad mange gange i vinterens løb, skældte og smældte og gokkede, fordi de to røde laban'er, Mis (Fiona) og Fister (Finn) gloede lidt for meget på hende. Tøjet kom ind og en ny maskinfuld var i vaskemarie. Men der var endnu et kvarter, til hun var færdig.

Nuvel vinterdragten var jo på og det ville være spild at skulle krænge den af og sætte gummistøvlerne for så at tage det på igen inden længe. Nu antrækket var på, kunne jeg jo lige så snildt få givet en sjat regnvand i drivhuset og få klippet hindbærrene ned, som jeg har læst, at man skal (kan) her i marts. Forleden havde vi et forrygende vejr med både regn, sne(storm) og slud. Det væltede ned med vindstød fra nord den hele tirsdag næsten. Og det bedste af det hele var, at palletanken blev helt og aldeles fyldt med vand til kander.



Duften af solgul Gyldenlak væltede ind i næsetippen, da jeg trak glasdørene til side. Det var ganske overvældende forunderligt dejligt! Saksen landede på det lille bord og jeg fik vandet nogle af de store potter med Tulipaner. NU skulle efterårets pynt i form af div. Græskar altså på kvasrodebunken. Om ikke længe ville de ellers sørge for, at der dunstede vammeltråddent. Det skulle der ikke mere end et enkelt øjekast til at konkludere, så i samlespanden kom de. To skridt på vej mod døren faldt blikket på den første potte med Chrysanthemum, hovedet drejede sig mod den anden og derefter den tredie. Alle 3 var godt igang med at skyde nyt. Men endnu stod de med de visne toppe fra sidste års frodighed. Hmmm jeg kunne jo egentlig lige så godt få klippet det af og med i spanden til kvasrodebunken. Jeg havde jo saksen med og handskerne på...

I forgårs var der knald på liggehønen med at få lavet aftensmad, så vi kunne nå at komme til velgørenhedsbanko. Jeg havde om morgenen taget noget op fra fryseren, uden beskrivelse, som viste sig at være oksesmåkød. Det spruttede og brunede på sauterpanden, mens jeg i al hast besluttede mig for, at det skulle ledsages af løgringe. Frem med løget og skrælle, ryste ryste pande, skrælle, ryste ryste pande, frem med en grilkniv til at skære løget og snitte snitte snitte snitte ryste ryste snitte snitte AV FOR %#/(&&¤(%"#"%¤%%"&% Væk med løgbiden fra langemand (troede jeg) og under hanen. Fat i køkkenrulle og vikle stramt om og derefter med tænder og en hånd i bøtten med plaster. Vikle stramt om og holde hårdt på med tommelfingeren. Ryste ryste panden med den anden hånd. Langemand og tommelfinger i vejret (i guder hvor den dunkede, langemand altså). På panden med løgskiverne og resten af løget ud... Ryste ryste ryste pande. Frem med glaschampignon, sigte og enhåndshåndtering mere eller mindre. Frem med nyt plaster. Riste sprutte på med bouillon og kinesisk soyasouce røre røre. Åbne dåse med bambusskud og hælde vand fra, stadig mest med en hånd. I panden, skrue ned og låg på. Nyt plaster. Simre.



Derfor blev enhver tanke om drivhusarbejde torsdag, som jeg ellers havde planer om, udsat på ubestemt tid. Men når nu jeg idag stod derude og havde en sæk lækker pottemuld lige indenfor rækkevidde efter at have plysset Chrysserne, såååå ville det da være tåbeligt ikke lige at forny og forøge mulden i deres potter. De trængte, for sidste år måtte de klare sig med omplantningen i 2012. Og herregud 3 potter kunne jeg vel klare. Det kunne jeg også. Det gik faktisk så godt, at jeg samtidig lavede stiklingeplanter af den ene Chrys.. Blikket faldt så på potterne med rosenstiklinger. Jeg var stadig ikke kommet ud med spanden, så jeg kunne jo lige så godt fylde den op med det ukrudt, der groede side om side med roserne. Og Hostaerne. Og rykke lidt rundt, inden jeg hentede mere vand til det nyplantede, efter jeg havde tømt spanden.

Da jeg nåede tilbage til gården og satte kanden til at blive genfyldt, kom jeg i tanke om vasketøjet. Det måtte da lige på snoren, for det var længe færdigt. Faktisk fandt jeg ud af, at det kvarter, jeg skulle slå ihjel var gået hele 6 gange, inden jeg var tilbage i gården... Tog en slurk kaffe, puttede mere tøj i vaskemarie og gik tilbage til drivhuset med kanden og vandede. Men det gik jo egentlig meget godt med at ompotte Chrysserne. Så hvorfor ikke også lige ordne rosenstiklingerne. De skulle bestemt klippes tilbage nu - væksten var i den grad igang. Og jorden så udpint ud. Nogle af dem skal ud i verden, men inden da skal de altså have lidt mere næring!! Som tænkt så gjort og sådan fortsatte det slag i slag efter devicen om, at når jeg nu alligevel... Og jeg stoppede først, da jeg var ved at omkomme af varme derinde i drivhuset. Men så var formiddagen også stort set slut og jeg igennem halvdelen af, hvad der skal gøres derinde her i foråret (minus rengøring). Og så var det da vist på tide at få klippet hindbærrene og derefter hænge 2. maskinfuld tøj på snorene, inden frokost!



Grunden til, at jeg pludselig fik så travlt i forgårs, at jeg var så dum at "lemlæste" langemand var, at noget lignende var sket indendøre. Altså med potter og jord. Denne uge har jeg været en del hjemmefra, men onsdag (og idag) var hjemmedag, hvor jeg skulle igang med sortering af alt mulig og oprydning/rengøring i den bagerste stue, hvor en del havde hobet sig op. På bordet stod vandfadet, hvor Pelargonierne forlængst havde drukket det hele og bare ikke kommet i vinduet igen. Jeg kunne jo starte med at ompotte dem i den ende af stuen, når jeg nu alligevel skulle sætte dem på plads. De havde også måttet klare sig med meget lidt omsorg sidste år. Ligesom alle de andre potteplanter inde. Og når jeg nu var igang....



Med andre ord, så løb tiden fra mig, inden jeg fik set mig om i onsdags. Og jeg fik i den grad travlt med at få lavet aftensmad. Og det endte jo så altså med, at vi ikke tog til banko, fordi langemand ikke var oplagt til det. Og måske undrer du dig over alle de billeder af Stedmoderblomster. Hvad de har med det hele at gøre, for dem har jeg jo slet ikke nævnt. Endnu. Men det skal jeg sige dig, for da jeg igår kørte fra Rønne og hjem sidst på eftermiddagen, så blinkede bilen pludselig ind til siden og holdt stille, mens alle de andre foran og bagved kørte videre. Det gik op for mig, at den og jeg bare var nået til Lobbæk og slet ikke hjem. Men i Lobbæk er der en salgsvogn med skønne p.t. Stedmoder og stauder fra drivhus. Det havde bilen vist en anelse om ;) Og knagme om ikke der stod enkelte potter med Stedmoder i nuancer, som jeg holder så meget af og sjældent finder i handlen ellers herovre. De måtte jo selvfølgelig med hjem - god bil. De blev plantet i en stor sort potte, som vinteren over havde stået i gården med en bid Rabarber i, som faktisk var begyndt at skyde. Det var god plads til toppen af potten, så i kom nogle spirede tulipanløg, som var blevet skammeligt glemt og derover de små nye planter og vupti på trappen ved køkkendøren, hvor de i morgensolen idag var noget så yndige!



Og snipsnapsnude, så er historien ude.



tirsdag den 25. marts 2014

En stikling skal fejres

Og ikke en hvilken som helst stikling; En, der kom til verden for snart 13½ år siden og den yngste af sin slags. Hun kan næsten ikke vente til sol og sommer og navnlig bær og frugt i haven - og muligvis også grønt, hvis der bliver arbejdet for det. Derfor skulle det med i invitationerne, syntes jeg, da jeg satte mig og fik banket rusten af kortmageren og pustet støvet af opbevaringskasserne. Det er år og dag siden, jeg sidst har papirnusset.

Nu er de så, efter nogle dage, færdige og klar til at komme ud i verden idag :D Ganske vist har gæsterne været inviteret mundtligt allerede i efteråret, men jeg synes nu, der er en vis charme ved en invitation med posten - selv i disse internettider. Ligesom jeg heller ikke får den samme sanselige oplevelse ved at læse en udgivelse på skærmen i.f.t. at have en bog imellem hænderne med alle dens dufte.




torsdag den 20. marts 2014

Glad i låget på forårsjævndøgn!

Planer er ikke, hvad de aldrig har været, må jeg konstatere for jeg ved ikke hvilken gang i mit liv, idag. Ærgelig, nej, irriteret, nej, opgivende, nej, frustret, nej, panisk, nej. Jamen hvad så? Glad i låget simpelthen. For da jeg besluttede at ødelægge mine planer mere, end de allerede var blevet af omstændigheder, jeg ikke kunne gøre noget ved, så kom jeg forbi en gammel zinkspand i haven.

I den gamle zinkspand groede engang nogle blomster. Jeg er lige ved at tro, at jeg forrige år havde købt nogle gyldne Stedmoder og nogle Lyserøde Bellis og sat sammen med nogle Forglemmigej fra havens overflødighedshorn af selvsåede. Når jeg nu tænker nærmere efter. Og det er nok ikke helt ved siden af husket. Sidste år havde jeg ikke andet end selvsået ukrudt i og omkring zinkspanden. Sådan rundt regnet. Og de sørgelige rester af det, fremstod brune og visne. Og i det hele taget taget havde zinkspanden overhovedet ikke nået frem til min bevidsthed endnu. Lige indtil jeg kom forbi og ud ad øjenkrogen så noget lyserødt. Og DA blev jeg så glad i låget - kontrasten er da fantastisk!!


Og som jeg jo afslørede, så var jeg igang med at spolere mine planer om at få lavet invitationer idag. Jeg havde ellers allerede nået at rode kreahulen godt og grundigt til imorges, inden jeg pludselig skulle noget andet. Jeg havde sågar gjort rent dér for et par dage siden, så der var hyggeligt - og køkken/mellemgang fik en ordentlig omgang igår, så jeg ikke skulle tænke på det idag.

Men nu var det jo sådan, at jeg idag blev ganske overrasket over, at en kær blomsterveninde på Falster har fødselsdag. Overvejede først at gå i arkiverne og finde et blomsterbilled at fejre dagen med. Det synes jeg nemlig er festligt, at vise nogle blomster o.lign, samtidig med tillykke. Men hun fylder knagme rundt!! Nuvel, forleden fulgte nogle Hornvioler med mig hjem fra byen. Det behøver vi vidst ikke at komme nærmere inde på hvorfor, vel?!

Hornvioler stod at DUFTEDE i drivhuset, da jeg kom retur fra mit ufrivillige ærinde. Og SÅ slog det mig. I dagens anledning ville jeg plante i krukker og starte pyntning udenfor køkkendøren! Så igang gik jeg og fik da også slæbt potten med Buksbom frem, delt min yndlingsgræs og genplantet samt vandet i drivhuset med årets første opsamlede regnvand. Ikke et øje tørt, vel ;)



Resten af opstillingen kommer først senere, når jeg har pyntet til påske - det var jeg dog ikke fristet til endnu. Men noget helt andet er, at det idag er forårsjævndøgn! Og det fejrer Google. Går man ind på Google, så kan man starte en lille "tegnefilm" med en figur, der vander blomster frem. Det kunne jo nemt have været mig - eller dig...

fredag den 14. marts 2014

Fairy fornemmelse...

Og så på en torsdag, eller rettere fredag blev det, førend jeg drog til drømmeland. Men lad nu det ligge. Bortset fra som en bikommentar, en erkendelse af, at der nok skal en tidlig slummer til idag, når nu week-enden (og en nat med vindstød) står på spring ;)

Efter at have afleveret familien her til morgen og dermed hjembragt bilen til senere brug, greb jeg igen spaden. Ikke den, jeg brugte igår. Tror måske, at en havenisse har gemt den for at drille mig. Eller at en anden mindre ordentlig af husstanden af uvisse grunde har hensat den efterfølgende andetsteds. Hvad de så ellers skulle bruge en spade til igår. Men ihvertfald  en (anden) spade. En spade med et kort, blødt blad. Suk. Det er ikke lykken, når Dorteliljer skal graves op af den lerede drængrøftekant. Ned i jorden, tage fat og boing bukker bladet. Men det lykkedes da med lempe til sidst af få endnu en portion op, så også Janni kan glæde sig over denne dåredejlige forårsbebuder i de kommende år.

Der er noget forunderligt alfeagtigt over haven idag. Eller rettere over blomsterne i den. Dér, hvor solen har skinnet de seneste dage, er jorden bleg, hård og nærmest kold at se på i det skarpe, lave forårslys. Den er lukket og ser mest af alt ud til at trænge til en ordentlig gang regn. Jeg har nu også sat palletanken til at opsamle vand igen, så det kan bare komme an. Blomsterne derimod bliver gennemsigtige og drømmeagtige i selvsamme lys.

Jeg slæbte lidt brænde ind fra havestuen og lænede mig så et øjeblik op ad karmen og kiggede ud på dem. "Nyd det nu, for imorgen er det uvejr", rådes fra alle sider idag. Lidt noget pjat - at nyde på kommando. Omvendt tager vi nok ikke skade af at blive mindet om, hvor rige vi i grunden er, hvis vi tager os tid til at nyde.

Så det gjorde jeg altså. Inden uvejret imorgen... Uvejr har også sine charmer. De er bare ret meget barskere og da handler det for alvor om at tage sig sammen til at nyde ;) Men altså, jeg nød det ligefrem så meget, at jeg hentede cameraet og zooooomede en hel masse ind for at forsøge at gengive den her  fairy fornemmelse, jeg stod med. Den kommer ihvertfald næppe til mig imorgen.

Julerosen er nu snart klar til at begynde på en frisk. Er snart tæt på at slynge sine efterkommer ud i verden. Og lige så forførende den var som hvid i november og december, lige så yndig og feminin står den nu frem i sin modning. Omend mærket af vinterens liv, selvom det ikke var udpræget hårdt.


Min yndlings mini Iris over dem alle er Kathrine Hodgkin. Den har endelig besluttet sig for at finde sig til rette her. Adskillige forsøg i årenes løb har mislykkedes. Der skulle planter helt fra Skanderborg til... Måske er det mere eksotisk for dem end de, som jeg hidtil har købt lokalt ;) Drømmer om engang at have rigtig, rigtig mange af dem i haven. Jojo man har vel lov at håbe, at man får et langt liv - eller i det mindste, at det vil glæde andre.


Særligt min yngste datter er begyndt at vise interesse for haven. Eller blomster og madplanter/træer. Stod det til hende, var forhaven et brusende væld af blomster overalt hele året rundt. Det er vel ikke så ringe endda ;) Hun holder, ligesom jeg, meget af denne Crocus, 'Cream Beauty', som faktisk ville være sød i rå mængder sammen med de to forannævnte.


Tror denne fairy fornemmelse kommer fra dagdrømmerland ;)

torsdag den 13. marts 2014

En ny begyndelse i Zeps have 2014

Der blev vandet drivhus, næsten med andakt. Og det trængte. Der er lunt og godt derinde og planterne er begyndt at strutte af lyst til den nye sæson. Rosenstiklingerne, buskstiklingerne, Primulaerne, Chrysanthemum'erne, Tulipanerne, Russisk Mandstro, Liljer, Buksbom, Heuchera og hvad der ellers forvildede sig derind sidste år inden vinteren.

Udenfor åbenbaredes et sørgeligt syn. Sidst på sommeren ledte jeg efter en potte med en "De 4 verdenshjørner", jeg havde sat ud på sommerferie. En ganske særlig en, rød, fra min bedsteste veninde. Men den var ikke, hvor jeg mente, jeg havde sat den. Jeg søgte højt og lavt uden held. Nu fandt jeg den. Aldeles blød og død. Meget trist.

Efter vandingen blev de to Pæoner, 'Sarah Bernhardt', jeg havde k'øbt i Bilka i sidste uge, plantet under juleæbletræet. Der var gode spirer på dem og de fik rigeligt med vand der i jordoverfladen, hvor de blev sat.

Så gik turen ind til fyrrummet, hvor småknolde af Georginen 'Mambo', som jeg endelig, efter lang tids ønske, fik byttet mig til i vinter, lå. De så lidt indskrumpne ud, så jeg fik fart på med at få dem lagt i en stor potte med let fugtigt muld og stillet i vaskerummet. Håber sådan, at de formår at skyde.

Og hvorfor så ikke liiiiiige lave en smule i haven. Eller rettere ude ved vejen foran rosen 'Erinnerung an brod'. Bare sådan en spandfuld. Og det gik også fint. Med vinden i den krusede hårtop og solen på kinden, mens lærkerne skrålede over marken. Det var slet ikke så ringe endda. Og jeg stoppede, da spanden var fuld af visne toppe og ukrudt. Var ikke et sekund i tvivl om, at vejen tilbage til "rigtigt" havearbejde bliver en kende lang. Musklerne strammede og stak allerede og leddene næsten knirkede. Men når jeg rejste mig op og kiggede på "værket", så havde det nu gjort en forskel, som er god at kigge på. Sankthansurternes sprøde, grønne skud var blevet synlige og toppene af forskellige løgplanter struttede nu - noget man ikke kunne se inden, hvis ikke man vidste, de var der. Og jeg mødte en larve og en lille mariehøne.

Spanden blev tømt på kvasrodebunken og turen gik tilbage til gården med den. På vejen blev forskelligt forfløjen plast og andre uordentligheder samlet op for til sidst at ende i skraldestativet. Lige inden, jeg tog i porten til gården, faldt blikket på "havet" af "Dorteliljer". Min yndlingsforårsblomst. Min kæledække, som hvert år - undtaget sidste - bliver delt og plantet på ny andre steder. Også i andre haver end min. Sidste år skulle jeg have sendt til Blomsten-Pia og Evy. Det magtede jeg bare ikke. Nu stod jeg så der og rokkede på min fod; Skal - skal ikke? Det blev til "skal". Så op kom to store blokke, som blev rystet for jord, klippet ned og pakket i poser og kødbakker. Så skal jeg "bare lige" have pakket færdig senere idag og sendt imorgen, når jeg har bilen.

Bagefter fløj vasketøjet ind fra snorene i gården. Ikke, at det var tørret færdig - det havde kun hængt ude et par timer. Men vinden vendte og var fuld af "vitaminer", som tøj ikke har så godt af. Men så havde det ihvertfald fået forårsduft i sig (inden vinden vendte) og tørrer nu færdigt foran brændeovnen.

På nær det døde løg, altsammen lige til at plante et fornøjet, bredt smil på læben, når jeg om et blikøje tager på nødvendig tur til drømmeland.


onsdag den 5. marts 2014

PIP

Ja lige et lille pip fra mig, inden dagens "ræs" begynder. Jeg kan godt se, at der ikke bliver tid til at blogge i denne uge...

I aftes fik jeg lagt sidste hånd på et par abekattestreger, som skal til sølvbryllup på lørdag. Så er de da klar...

Foto fjernet, da jeg er i tvivl, om mine abekatte på den led "udstilles". Inspirationen til opskriften, jeg har hæklet efter, er et varemærke med ophavsret. Gruppen bag anerkender, at de kan fremstilles til privat brug, hvilket mine er - de var til min mor og hendes mand. Men samtidig skrives, at de ikke må udstilles eller bruges kommercielt herunder på spociale medier, blogs m.m. For at være på den sikre side, fjerner jeg derfor fotoet. /Zep 140314

mandag den 3. marts 2014

Vinterferie

Her fastelavnsmandag starter vinterferien på Bornholm. Det giver sjovt nok mig mere at se til ;) Men vil lige ønske alle en god mandag, inden jeg går igang :D Vender tilbage til kommentarer senere...





søndag den 2. marts 2014

Update...

Jeg ligger ikke på den lade side for tiden. Dvs. en lille smule mere lad har jeg været siden onsdag, hvor jeg fik den sidste antistofbehandling :D Det blev fejret på afdelingen, hvor der stod flag på bordet, da jeg kom. Og jeg havde selv medbragt lidt til sidebenene og hæklede cupcakes til fri afbenyttelse hihi. En medpatient havde købt de yndigste lyserøde roser til mig. Og de står nok så nydelige i mellemgangen endnu!

Og apropos mellemgangen, så ser den nu sådan ud...



Ikke, at jeg er færdig, men ihvertfald en hel del længere end for 3 uger siden, hvor den så sådan ud...