Sider

torsdag den 30. juni 2011

Selvsået lykke

Jeg har lige listet rundt imellem dråberne derude. Vi venter på regn. Men indtil videre er det blot blæst, der har afløst den halvkvælende varme, vi har haft. Og så altså de tunge dråber med meget store mellemrum. Græsset nåede at blive slået inden. Og det giver altså noget helt særligt til planterne, når stierne imellem bliver forvist til jordoverfladen igen. Men også lyset, som lige nu spiller derude er meget mættet. Egentlig mangler der blot en lavthængende, rødliggul aftensol som supplement for at gøre det helt fantastisk. Men det var altså nok til at drive mig ud...

Har du nogensinde ønsket noget så meget, at du ikke turde tro på, at det var virkeligt, når det skete? Det gjorde jeg ikke i første omgang. Jeg er aldrig sen til at fejre, når noget virker på trods. Men i baghovedet lurer, at det blot er en stakket frist. Men se nu her:






Ikke ligefrem højkvalitetsbilleder, nej. Men motiverne er det rene og skære bevis på lykke! I flere år har jeg hørt og læst om alle de genvordigheder, som man døjer med, når det kommer til selvsåede planter. Udover traditionelt ukrudt, så kan jeg ikke påstå at have haft det problem særlig tæt inde på livet. Og indtil videre er det langtfra et problem! Jeg elsker at blive overrasket - ikke mindst af, hvor selvsåede planter dukker op. Jojo der vil da blive trukket nogle op hist og pist - sådan har det "altid" været med Valmuerne, når de kom i samlet klump. I foråret studsede jeg godt nok over, at der dukkede Geranium frøplanter op rigtig mange steder. Tanken meldte sig, men jeg skubbede den fra mig, for det havde nok bare været et overvældende frøår sidste år (selvom jeg faktisk klippede Geranierne ned inden - de fleste altså). Men også Dahlier står i fred og ikke mindst Hosta.

Og med alle de viste selvsåede og flere til, så er jeg ikke længere i tvivl. Nu tror jeg for alvor på, at efter 7 år med snegleplage og 2 år med meget lidt plage, så er jeg nu igang med en havesæson bedre end nogensinde før i den tid, jeg har dyrket haven her! Det er faktisk næsten til at tude lykke over.

Claus ved vejen...

Til morgen var jeg lige ude med cameraet. Det var helt stille, solskin og temmelig trykkende trods, at der blot var omkring 18 grader i skyggen. Dagens projekt med først og fremmest at få de sidste purpur Kongelys af frø fra Tante Grøn plantet ud blev skrinlagt indtil sidst på dagen, hvor der loves skyer og udsigt til regn i nat.

De skal ud at stå ved vejen, de fleste af dem, der ikke allerede er sat i bed. De har, siden de spirede, udvist en særdeles god adfærd overfor udtøring (nærmere behøver vi vist ikke at komme ind på det) og vil derfor egne sig fortrinligt derude til at tage imod gæster og forbipasserende. Og ja der skal sandelig også slås græs (og ukrudt deri) inden aften.

I næste uge venter vi feriegæster. Det er ikke Claus Dalby. Men var han kommet forbi i den forgangne uge, ville han have set sin Valmue stå i fuldt flor. Den er pragtfuld at skue derude! Og ikke mindst i selskabet med rosen, Erinnerung an Brod, som en planteveninde stiklingeformerede for nogle år siden - og vi byttede. Hun fik en stiklingeplante af Zephirine Drouhin, "min rose". Erinnerung må man tage hatten af for! Den får stort set kun det vand, som overgartneren behager at sende ned. Og måske er det netop overgartneren, jeg skal takke for det trods alt flotte rosenblomsterflor. I december lå der sne til op over rionettet. Rosen var trykket hårdt ned i den mur af både fygesne og vold, som snerydning skabte. Den så da heller ikke voldsomt køn ud i foråret og jeg var begyndt at tvivle. Men der er trods alt siden april kommet nogle fine regnskyl, som vist har gjort underværker.

Frø af Valmuen "Claus" samlede jeg sidste år og gav videre til nogle planteveninder. Så "han" kommer vidt omkring på både den ene og den anden måde ;) Og sådan lige for god ordens skyld - jeg lod Valmuen selvså. Men når jeg ellers sår Valmuer, bliver det gjort direkte på voksestedet i det meget tidlige forår.

tirsdag den 28. juni 2011

Livseleksir og tusmørke...

Min Alchymist, rosen som Claus Dalby har fristet mig til, som blev plantet i foråret og har en gavl som sin fremtid, beklædt med rionet (gavlen altså) er sprunget ud! Jeg er svært imponeret over så stor en rosenrigdom allerede første år - og ganske betaget i det hele taget af at nyde havens planter og blomster på mange tidspunkter af døgnet. Det giver den et ganske utroligt stort værd, som man nok ikke tænker over, hvis man kun færdes ude i "dagtimerne". Egentlig undrede det mig, at ikke det var beskrevet i bogen om Tasha Tudor's have. Jeg har afsluttet genlæsningen af denne perle i aftes. En bog, jeg bare aldrig får nok af. Hun var en ganske særlig dame og har utvivlsomt også oplevet sin fuldkommen fantastiske plet på jord i mange belysninger og stemninger. Men ok det var så heller ikke hende, der havde skrevet bogen.

Men tilbage til rosen, så fik den mig til at tænke på Alkymi og Alkymister. Et emne, jeg egentlig aldrig har udforsket nærmere. Men mon ikke mange som børn ihvertfald har været betaget om tanken om at lave guld... Mindes svagt en julekalender i fjernsynet på et slot, hvor der var en alkumist. Mystisk og betagende! Ja nærmest dragende. Og ikke mindre dragende er det egentlig at tænke på, at de også via læren om de 4 elementer søgte at finde en livseleksir. Og mon ikke den i sidse ende ville være mere værd end guld ;) Når jeg ser på denne roses mange nuancer og skønhed kunne jeg også fristes til at tro, at den var en form for livseleksir. Sådan bare for sjov og på min havesanselige måde...


En anden, jeg "faldt" over på min aftentur, er en Geranium ved navn 'Midnight Reiter'. Relativt lav, mørkt løv og blålige blomster - allersmukkest, hvis den får mere lys/sol end her. Men også den besidder en knivspids magi i tusmørket under en Træpæon, 'Lutea', en frøplante fra en planteveninde, som jeg endnu ikke har set i blomst.



NU er det blevet for mørkt, men én af de blomster, jeg ser længst/senest, når jeg kigger ud ad vinduet om aftenen er rosen Mme Plantier. Den er nu begyndt på sit brus af fantastiske, hvide blomster - langtfra på sit højeste. Jeg kan ikke gengive synet. Men måske kan man alligevel fornemme, at den "lyser op" og er eventyrlig, når det er blevet lidt mørkere end på billedet..





Ikke en duft af roser men...

Puha nu behøver det ikke at blive varmere for min skyld. Og nej, jeg hører ikke til dem, der har klaget i de forgangne dage - tværtimod, den temp. har passet mig og min aspargeskulør noget bedre. Vi kommer lidt for nemt til at minde om Dannebrog ;)

Men "Træliljen" har taget varmen til sig og foldet en knop ud! I 2010 var jeg til plantemarked i Geografisk Have på Grundlovsdag. Der stod en mand med en trailer fuld af spagnum og liljeløg. Træliljer kaldte han dem. Det er ikke rigtig lykkedes mig at finde ud af noget om disse. Men never mind! Jeg købte to løg, som blomstrede i potte i sensommeren. De blev i potten i havestuen (uopvarmet) og skød lige pludselig op i foråret! Jeg fik fart på og fik plantet det ene forsigtigt ud i haven - der var allerede godt med stængel. Det andet blev i potten og forleden blev hele molevitten med største forsigtighed lempet udenfor døren. Planten er over 2 meter høj. Og når den skulle ud, skyldes det, at duften grænser til tortur i styrke, så det er ubehageligt at sidde inde i den... Ikke at den er grim. Tværtimod! Jeg tog denne første blomst ind i en vase og stillede på badeværelset (i solen vil den alligevel være alt for hurtigt afblomstret). Nu dufter der måske ikke ligefrem af roser, men noget andet ;)

mandag den 27. juni 2011

Snart tid til at nyde...

Lige nu handler det om at yde! Både ude og inde alt efter vejr og vind og andre uberegneligheder. Computeren bliver ikke motioneret synderligt meget - og vil også nok samle noget støv, når vi kommer til juli, glade sommerbesøg, hygge og smukke blomster og nyttigheder.

Vinker lige til nyeste faste læser og ønsker god ferie herovre. Nej Bornholm er ikke bare sådan lige at blive færdig med. Jeg har boet her i 21 år netop i denne tid, hvor jeg flyttede hertil efter endt handelsstudentereksamen og med lærepladskontrakt underskrevet og en gammel rønne, som jeg kunne kalde min egen (og kreditforeningens ;)). Da var jeg på vej til de 19 år - en menneskealder siden.

Men øen er stadig lige skøn og en mængde er særdeles uudforsket for mig, skønt jeg har kommet her fra jeg var tandløs. Og lidt får jeg og opfrisket og opdaget for hvert år - særligt, når her kommer besøg ovrefra, som jo skal se øen. Sidste år var en særdeles stor oplevelse en skumringstur med guide på Hammershus. En længere historie, som endte med, at vi kørte hjem midt om natten og så solen i horisonten på havet - fantastisk stemningsfuldt. Og tilmed med en lille uhyggelig godnathistorie, inden selskabet brød op hæhæ.

Nå nu var det ikke tid til at mindes og forsvinde i hverken stemninger eller nydning. Nu er det faktisk sengetid! Men jeg har lige lyst til at vise en Valmue. 1-årig, som var en del af en blanding, jeg købte for flere år siden. Den er noget så imponerende mod meget grønt i denne tid, hvadenten solen skinner eller ej. Og i år er de særligt kraftige i planten synes jeg! De øvrige i blandingen er vist bukket under. Men pyt.

God nat og sov godt.


lørdag den 25. juni 2011

Grønt er godt for øjnene...

Og det er en masse andre farver også. Men navnlig grønt er godt i min lille forhave, som er en legeplads. Og hvad er så en legeplads, kan man måske spørge. Mange, rigtig mange af mine planter følger der en historie og minder med. Minder om plantevenner fra hele Danmark, ja sågar Norge. Minder om oplevelser. Og af den grund skal de med djævlens vold og magt (eller måske lidt mindre, men) have en plads i min have. Skulle det ske i monochrome bede alene, så ville det kræve, at jeg tog en del flere kvadratmeter i brug af vores 4 tdr.land store matrikel. Men jeg har valgt, at blomster, planter og hvad man kan bruge dem til, skal være en leg. En kreativ leg.

Forleden standsede en af de, som dagligt passerer haven og havde bemærket, at jeg for tiden knokler derude fra tidligt til sent, og spurgte, om jeg skulle have åben have, sådan som det hele fik en overhaling. Jeg kunne ikke nære mig for  med et glimt i øjet at sige, om ikke min have var åben nok da. Sagen er nemlig den, at jeg ikke "gemmer den væk" bag hverken hæk, plankeværk eller andet. Enhver kan følge med såvel når den er "fin", som når den bugner af uønskede planter og rod. Men derudover må svaret være nej. Ganske vist kommer nogle af mine nære haveveninder til øen i sommer og kigger ind og ser den IRL. Men at vise den frem som i en havevandring, det tiltaler mig ikke synderligt.

Haven bliver i den grad gennemgået og har blevet det som tiden tillod siden engang i foråret, fordi alle betingelser er fremragende - virkelig unikt gode for at gøre det i år! Tilpas med alting, så en masse kan lade sig gøre - og ikke mindst forbedre! Jeg arbejder nemlig helst med naturen. Og i år har jeg altså virkelig mulighed for at arbejde med den lerede muld. Man skal ikke mange spadestik ned, før der dukker det tungeste ler op, som afslører genvordigheder. Og så snart jeg har fjernet noget uønsket, bliver det erstattet med kompostjord, som dels arbejdes ned i og dels lægges ovenpå for at hindre fordampning og ikke mindst, at jordoverfladen i Bornholms sommersolskin slår sprækker og bliver hård som sten.

Og så tilbage til det grønne og det andet, for jeg leger en del med farver, former, med- og modspil - for ikke at tale om højder og meget mere. Og så skal der selvfølgelig også være ro for øjet. For få dage siden blev Akelajerne klippet ned. Det gjorde lidt ondt, for de er den helt store fryd fra de begynder at skyde tidligt på foråret og til de står i fuld blomst. Ja tilmed så er frøstandene dekorative (og jo jeg har gemt et par hist og pist). Men ligesom Claus Dalby ser jeg også stor værdi i, at de får fornyet deres løv. For de skyder jo ganske hurtigt igen. Og derved afsløres også andre skatte bag.

Solen stod ikke bedst muligt, da jeg fotograferede det grønne her. Men det er lidt en luksus at tage sig tid til at forevige endsige berette om det i disse dage. Så det må gøres, når der er en naturlig pause i arbejdet. Og da det dårligt kan være om natten, må det gøres nu, hvor jeg holder en pause fra sol, hård vind og gravearbejde - efter at have set "Haven i Hune" på DR2, hvor pragtfuldt kunstenerisk kreative Anne Just og førbemeldte herre har inpireret, hvor de måske egentlig ikke selv havde forestillet sig det. Jeg har det nemlig med at fange glimt mere end den direkte læring og overføre til min lille legeplads. Men nu vil jeg lade ordstrømmen få ende og overlade nydelsen og roen i Bregne, Efeu, Hasselurt og Astantia til jer. Og er man lidt mere eventyrlysten kan man jo så tænke over, hvad der mon gemmer sig i den zinkbalje, som ses ude til højre - eller hvad det blå er omme på den anden side af det grønne. Sådan er det nemlig med min legeplads - at man kan fristes til mere eller andet, hvis man har lyst ;)

tirsdag den 21. juni 2011

Årets længste dag...

...er i fuld gang! Sommersolhverv - NU er det sommer ;) Spændende, hvad dagen vil bringe. Lige nu slås solen med et skydække, det blæser lidt og jeg har "fanget" det første af dagens nye undere, som jeg løbende vil underholde med her i indlægget.

Først er det min yndlings Geranium, som har foldet den første blomst ud. En fantastisk, frodig Storkenæb, som altså ikke hører til de først blomstrende, men altså bliver ved og ved og ved lige indtil frosten kommer. Geranium 'Rozanne' også kendt som 'Jolly Bee'.




På årets længste dag er også den første Zephirine Drouhin rose sprunget ud, som jeg har ventet med længsel at "gense"! Den er jo som tidligere nævnt selve kilden til navnet Zep, som har fulgt mig de fleste steder på nettet i flere år. Rosenplanten kom med særligt bud fra Helga i Idéhaven her i foråret - endnu en fantastisk oplevelse at føje til denne helt særlige blomst, stort set uden torne!



Ved værkstedets gavl er den første Susanne med det sorte øje, 'Blushing Susie' også sprunget ud! Det er da næsten som om man bliver trukket ind i det sorte hul, ikke ?!




Og så er der hjørnet i spisekrogen, hvor en af mine roser med navnet 'Lykkefund' - dansk rose i nogle sæsoner nu har groet under de værst tænkelige betingelser for en rose... Men den er næsten ligeglad. Ihvertfald så blomstrer ufortrødent! Igår var kun én sprunget ud. Idag er flere fulgt efter. Desværre ikke en remonterende rose, men jeg ville ikke undvære den.



Jeg plejer at have selvsåede Digitalis, Fingerbøl flere steder. Men ikke i år. Ikke engang løftet om blomster til næste år. Kong Vinter har taget enhver bladroset til min store sorg. Dog trøster jeg mig en smule med disse, som er noget lavere, mindre karakteristiske i blomsten, men til gengæld bryder med det normale ved at være en sort, der opfører sig som sommerblomster! De spirer og blomstrer altså samme år istedet for at være 2-årige. En frøforæring fra en kær planteveninde for nogle år siden, så jeg kender ikke navnet. Men det smager som sagt lidt af fugl - og så må jeg se at få fingre i frø igen til de høje.




Idag er som nævnt årets længste dag, så et par planter over temaet nat og dag skal også med! Natten, den sorte er min Hyld, 'Black Beauty', som jeg købte som bette plante sidste efterår. Den blev mildest talt mast ned af snemasserne i vinter og derfor ligger grenene også fladt langs jorden til en start. Men den er begyndt at sende skud opad også nu. Dér er én blomsterstand på i år. Og sikken en og hvilken duft!




Som dag skal vi have en Lupin. Og den dufter ikke mindre skønt! En foræring fra en anden kær planteveninde. Så den indgår også i mine allerkæreste planter i haven. Netop nu er den igang med 2. blomstring i det, der skal blive mit første måneskinsbed.




En af de daglige, meget store fornøjelser i denne tid - ikke mindst imorges, er Aloha rosen i drivhuset sammen med Heuchera 'Rachel' og en rigtig blå Allium, der nu er sprunget ud...




Og så til en lille og en stor... Småhjerte, som står bag Dahlia, foran plettet Lungeurt og under Dronningebusken og minder mig om endnu en god planteveninde. Den er nu igang med at skulle blomstre for 2. gang i år - og er noget af det kæreste!




Og den store er en Kæmpeprimula, Primula 'Florindae", som kom hertil en sommer helt fra Als med personlig levering. Og den er vitterlig kæmpe og så dufter den noget så sødt. Som det måske kan anes, så står den i vand i en gammel jergryde. Og det er den slet ikke ked af.






Og til allersidst, hvor årets længste dag samt vel nok også årets længste indlæg på alazep er ved at være til ende, er der kun tilbage at skråle; ... Havet og blæsten og duft af Kaprifol....




Rigtig god sommer til jer alle!




lørdag den 18. juni 2011

Til gården og gaden...

Det har været en lang og indholdsrig (have)dag, hvor endnu nogle milepæle er passeret. Det kunne jeg så underholde med fra ende til anden, men springer rask væk til slutningen. Efter aftensmaden var solen atter fremme og jorden blød efter 5 mm regnbyger fra midt på formiddagen og til sidst på eftermiddagen. Så hvad var mere naturligt end at søge til havens udkant og trække Brændenælder op?!

Indsatsområdet var ved kvasrodebunken, hvor jeg satte mig for at finde det rionet, som nu i flere uger havde ligget og ventet på, at gemalen skulle indfri sit løfte (som han gav efter næsten at have fået armen vredet om på ryggen) om at sætte to pæle i jorden for mig. Og jo jeg kunne nok sætte to pæle i selv, men et eller andet sted, må man bede om hjælp for ikke at slide sig selv sur i det hele samtidig med, at skolerne snart går på sommerferie og vaskebunken ikke forsvinder af sig selv. Jeg fandt det! Og gik ind og pralede med min bedrift samtidig påpegende, at jeg også havde fundet Boysenbærbusken, jeg købte i halvdyre domme sidste år stående i en potte under nælderne - det var bl.a. den, der skulle fastgøres til nettet. Og den trængte!

Derefter kunne jeg gå igang med opbinding og såning af Honningurt ;) Gulerødder blev også sået ved drivhuset. Og NU bliver det dramatisk, for det begyndte at dønne - buldre i det fjerne. Jeg fik efterhånden rodet mig færdig og samlet værktøj sammen og sat på plads. Vi var jo lovet 1 mm mere, end der var kommet... Vel inde var der stadig lidt at høre af Mjølner og SÅ sænkede mørket sig. Omkring kl. 21 var det mørkere end igår kl. 22, hvor jeg fik sjosket mig ind.

Tordenen nåede aldrig rigtig frem, men overgartneren gik i den grad amok med vandekanden. Jeg tror såmænd, det var et helt kar, han tømte ud. Det væltede ned og fossede udover tagrende i en sand syndflod! Og hagl var der med. Ja jeg stod ganske med åben mund på et tidspunkt, hvor sigtbarheden var lig nul ude! Lettere rystet efter 10 min. i den dur, trak jeg regnjakken på og begav mig ud i det smådryp, der var tilbage for at finde regnmåleren - og konstatere, at der var faldet TYVE mm på den korte tid.

Bedene har det generelt fint. Dronningebusken er stadsen dog gået noget af og større stauder ser ud, som om de er blevet torpederet. Hvilket de vel egentlig også er. Nu har jeg de seneste år (ikke uden stolthed og især glæde) kunnet præstere en stor, gammel fjerbusk opret fra start til slut! Hemmeligheden er, at jeg ikke klipper der visne stængler af i foråret, som vinteren igennem har tjent som vipper i vinden for småfuglene. Jeg klipper kun lige ca. 20 cm. af i toppen og så har de ellers sørget for, at selv kuling ikke har generet planten synderligt. Og Fjerbusk er jo ellers nærmest berygtet for at vælte i forsommerligt, ustadigt vejr. Ja jeg er tæt på at føle mig som konen med æggene, hvis ikke det lige var fordi, jeg ikke har udbredt mig om metoden endnu.

Men så opstår et spørgsmål jo altså også... Forleden talte vi om, at Fjerbusken i efteråret skulle graves op, fordi der er en selvsået, vild Brombær, som har bosat sig godt og grundigt i den. Spørgsmålet er så, om det skal vente så længe...

fredag den 17. juni 2011

Fredagsguf!

Så skete det. Den bette fane, som min godeste planteveninde på Falster forærede mig sidste eller forrige år er nu sprunget ud for første gang her! Hemerocallis 'Strawberry Candy" er lige til at spise med øjnene - mumz, hvor må den godt blive stor, så jeg kan plante den rundt omkring... Den skulle iø være remonterende.

torsdag den 16. juni 2011

Forsvundet i det grønne...

Ja det er næsten, hvad man påstå om mig de seneste 2 dage - og en lille marcipansag. Mere om den senere.

Jeg sidder netop nu og venter på belønning for alle anstrengelserne med at fjerne ukrudt (nogle steder i RÅ mængder, hvor det har været i fred), klippe tilbage, flytte planter og plante frøplanter/nyanskaffelser. Den har ikke fået for lidt, selvom jeg godt kan undre mig over, hvordan i alle de riger og lande, jeg skal "nå igennem" inden Sankt Hans. Her er der vist kun viljen, der kan hjælpe. Med sammenbidte tænder og skyklapper. Det er jo det kattens ved det, at man falder i staver for ikke at tale om, at man fristes til at bruge tid på at redde selvsåede op i potter til glæde for andre. Det er så svært at lade være - det er jo små mirakler i sig selv.

Men tilbage til imorges, hvor jeg startede i prydhaven - igår foregik i drivhus og omgivelser. Ved vejen plantede jeg måsen på en aflagt badeværelsesmåtte bevæbnet med havesaks, spand og planteske - samt kultivator, hakkejern og frøpose (den sidste var med nogle sjov bønnefrø, Purple Teepee, som jeg ikke har prøvet før). Sådan så der ud, før jeg gik i aktion og jeg måtte også lige have et nærbilled af en Valmue, hvis "bedsteforældre" groede i Claus Dalbys have. Den holder jeg meget af.




Henad frokosttid kom jeg forbi mine Kertepileurt, som er vokset op hos hanne i Tilst. De rager nu så højt, at jeg med lethed kan kaste dem et blik i forbifarten. Og DA måtte jeg kigge en ekstra gang. Jeg så en marcipangrøn klat på et halvtbukket blad. Ja jeg nåede rent faktisk at registrere, hvad der var på et enkelt blad i den lille "skov" af planter. Mon ikke det siger lidt om, hvor meget opmærksomhed, min have har ;) Nuvel et nærmere eftersyn afslørede, at det var en lille Grøn Løvfrø på visit. Ja ok jeg ved da ikke, om den er flyttet ind og har familien med sig, men det er ikke hos mig, de yngler og kvækker i foråret. De skal nu ellers være så velkomne. Og så gik det ellers i skarpt trav ind efter cameraet. Vinklen var helt umulig - men foreviget blev den.



mandag den 13. juni 2011

Klokkeranke Knopper!

Det kan nok være, at jeg spærrede de små øjne op, da jeg til morgen hos JesperD så, at han allerede har knopper i sine hvide Klokkeranker! Altså her har jeg hørt - eller læst, så meget om, hvor sene de er til at blomstre. Ja nogle oplever endog stort set ikke andet end meterlange ranker!

Aldrig så snart havde jeg fået samlet kæben op fra skrivebordet, før jeg strøg ud til mine egne planter. Nu er de ikke imponerende store eller noget endnu. Faktisk har de endnu kun haft brug for de små startstativer, de fik ved havestuen, hvor jeg efter planen i næste uge sætter net på, så de kan dække den i løbet af sommeren (efter planen altså ;)).

Jeg troede knapt, hvad jeg så, for de havde også knopper!! Jeg har ikke kigget tidligere, fordi jeg regnede med, at vi skulle hen i den tunge ende af skolesommerferien, før det skete. Så jeg var helt ustyrlig i hovedet og fløj ind efter cameraet, selvom lyset overhovedet ikke egnede sig - de skulle bare foreviges nu, så jeg kunne forvisse mig selv om, at det var rigtigt og dele min begejstring ;)


søndag den 12. juni 2011

Pinsemorgen

Jeg har ikke set pinsesolen danse. Men dog været pænt tidligt på færde i det skønne vejr, hvor luften er fuld af fuglesang og summen af travle bier, selvom duggen endnu ligger på blomster og blade. Jeg vil ønske jer en rigtig god pinse med et par "skud" af nogle ualmindeligt uundværlige almindeligheder på denne tid i min have; Fjerbusk og Hyld.

lørdag den 11. juni 2011

TanteSofien på sygebesøg

TanteSofien har lige været på sygebesøg med flødebolle og sodavand. Hun griner næsten altid, selvom hun også kan være ret så uhyggelig på en hyggelig måde. Op ad en lille rød plastikstofpung med et hus og et træ på og lukketøj, der engang var forgyldt og siger klik, når man åbner og lukker, trækker hun de særeste ting. Den er ikke særlig stor, men rummer alt, hvad man ikke vidste, man egentlig ønskede sig, før de dukker op derfra.



TanteSofien trak mig ud i haven. Hun lo ad min bekymrede mine over alle de planter, der ikke var inviterede, men blot dukkede op som ukrudt. Sådan noget ser man kun, fordi man er en kæmpe hobbit på 1.62, spøgte hun. De, som virkelig var inviterede var da meget, meget højere. Jeg svajede lidt og viste hende min mest undrende maske, for det kunne jeg ikke se. TanteSofien lo da endnu højere og satte flødebolle og sodavand på græsset, hvor hun havde bredt sit store forklæde ud, så det lignede en sommerdug med Bellis på. Hun fortalte historier om kranse, der engang blev bundet af Tusindfryd bag den ENORME Fjerbusk sammen med dukkebørn og thestel. Svimmelumsen var også kommet på besøg og den eneste måde at holde den krabat i ave er ved at lægge sig. Så det gjorde jeg og straks fik jeg øje på den kæmpe plantejungle, hvor kun indbudte planter var og tilmed var der kærestefolk imellem. Men jeg fik også øje på, at jeg har verdens allerstørste Kæmpe Allium - den pynter helt op på taget, som TanteSofien sagde, inden hun tog afsted igen ;)

Skulle du få besøg af TanteSofien, så hils hende fra mig.


fredag den 10. juni 2011

Porcelænsblomst

Saxifraga umbrosa ”Elliotts Variety” kender jeg takket være min gode planteveninde Evy Lindenborg  ligesom jeg kunne takke hende for mange flere af mine specielle planter - hun har øje for dem og ikke mindst camera!

I det hele taget er Procelænsblomster noget af det yndigste i min optik. En lille bunddækker med rosetformet læderagtig plante, som nærmest som jordbærplanter sætter børn efter blomstring. Den almindeligst sete har jeg i et bed i haven, hvor den i grunden lever en lidt stresset tilværelse, fordi jeg i foråret må være ret hårdhændet grundet staudeukrudt. Men den skal nu nok ende med at få fodfæste og blomstrer lige nu med blege små, romantiske blomster på forholdsvis høje stilke og giver et lidt drømmende væsen til bunden i bedet. Absolut anbefalelsesværdigt.

Elliotts Variety er så lige en tand mere "raffineret". Jeg har haft mine problemer med at placere den. Det indrømmer jeg gerne. Jeg lagde ud med at bruge den som bunddækker i et kratlignende bed ved drængrøften. Vist glædede det mig, når den var i blomst, men den kom ikke til sin ret. Dernæst forsøgt jeg at bruge den som bund i et bed ved en husmur med senereblomstrende stauder. Dét fik heller ikke klokkerne til at ringe. Men NU har den fundet sit udgangspunkt!

Min erfaring er så, at den skal placeres i "rå" omgivelser. Noget med sten og andre, lave og flygtige planter. Hos mig står den nu sammen med knoldet Mjødurt og sort Slangeskæg omkring en Pagodebusk - og altså med granitstykker. Og det er ikke småsten, men sådanne, der fylder en god laksefiskers hånd godt og vel. Desuden er herlighederne placeret i noget så uyndigt som et gammelt traktordæk i gården. Og i parantes kan bemærkes, at der også er et par Nøgen Jomfru, som vil virke som en helt lille overraskelse fra køkkenvinduet i efteråret med deres pludselige fremskydende lilla Krokusblomster, De sprøde grønne blade skyder i foråret op som små buskede sager og visner så tilbage netop nu, hvorefter blomsterne altså kommer om nogle måneder.

Men nu var det jo Porcelænsblomsten, dette indlæg handlede om! Dén blomstrer nu i sine maskuline omgivelser hævet over gammel beton. Dét spiller! Og jeg glæder mig til, at den i de kommende år vil fylde godt og grundigt i det "bed" og kan forsøges placeret andre lignende steder.

torsdag den 9. juni 2011

Nu blomstrer brudebuketten igen..

Det trykkende, varme solskin igår blev sidst på eftermiddagen afløst af en skyet himmel. I første omgang blev det dog ikke mindre trykkende. Men engang efter aftensmaden, som blev lavet i hast pga udsigterne, kom Thor riddende stor og mægtig over den bornholmske himmel. Mjølner blev i den grad kastet omkring og ledsaget af "skoma'rdrenge". 20 (tiltrængte) mm blev det til på ganske få timer. Nogle af dem samlede sig til en lille strøm, som gik fra trappen ved køkkendøren og ud til vejen. Eller jeg tror, at den gik helt derud. Sikker kan jeg ikke være, for dele af den gamle indkørsel kan ikke ses fra døren efter løvspring. Og jeg skulle sandelig ikke ud og forvisse mig om tingenes tilstand. Men sædvanligvis er der lidt fordybning hele vejen derud...

Før himmel og jord stod i et var jeg ude på den sidste haverundfart. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange det blev til igår. Men lyset var ganske fint til at forevige blomster og blade i. Og da så jeg så, at "brudebuketten" var startet med at blomstre igen - hvilket selvfølgelig er noget værre sludder, men... I en ligeså trykkende varme stod jeg 1. august 2008 og bandt en brudebuket. Ikke at jeg nogensinde har lært noget af den slags. Jeg er vel nærmest autodidakt, altså selvlært efter at have fanget (og fanger) inspiration rundt omkring og ellers bruger min intuition for, hvad jeg kan lide at sætte sammen.

Men jeg var altså blevet spurgt, om jeg ville lave sådan en (samt en anden i september). Ved arbejdsbordet var jeg i grunden tæt på at miste modet, fordi det var så varmt og naboens have genlød af sommerfest for fuld udblæsning. Men bundet blev den og sat i køleskabet til dagen efter! Bruden var med sølverhår og eneste ønske var hvide roser i buketten. Det var, hvad jeg havde at gå efter, så hænderne var ganske frie. Igår i haven så jeg så, at Astrantiaerne var begyndt at blomstre så småt. Og netop de købte jeg i potter til at klippe af til buketten, hvorefter de altså blev plantet i min have og har blomstret lige siden. Når jeg nu genser buketten, kan jeg godt se, at jeg ganske har glemt at få Voksurt i haven siden da, hvor den var så skøn på en måde, som ikke rigtig lader sig fotografere. Farvespillet er et helt lille eventyr for sig, som jeg kan blive helt væk i. Det må blive næste år...


onsdag den 8. juni 2011

Corydalis 'Blue Panda'

Endelig er der igen torden - og forhåbentlig også regn på vej op over øen sydfra. Men jeg tror nu alligevel, at jeg kan nå at præsentere en af mine uundværlige i haven! Det er denne Lærkespore, som i foråret starter med det skønneste lysegrønne løv på rødlige stilke. Netop nu blomstrer den så første gang med den skønneste blå farve og fiiiine duft. Selv inde i en vase holder blomsterne rigtig længe. Og igen i sensommeren kommer den så med et flot flor.



En lille portion aflæggere blev sendt til den kjæreste tante på Mors. Håber sådan, at de er lykkedes deroppe, som de er her. Jeg fik selv for et par år siden sådan en portion fra Falster, som i den grad altså har besnæret og glædet mig lige siden. Thor lader mig vist ikke skrive om de overraskelsesfrø, der kom retur - det må blive en anden god gang...

Fantastisk!

Rosen Aicha er intet mindre! Tak til Claus Dalby for at friste til købet af denne - og tak til sisse fra Floralen for at indkøbe og sende den til mig. Hvor er den dog uundværlig nu...

Det er så yndigt...


Et af dagens bidrag fra bedene: Rosen 'Winchester Cathedral', Rosenskovmærke, Geranium 'Holywood', hvid Kløver og Efeu.

Forsommermorgen

Ja man kan næsten ikke tillade sig at tale om forsommer nu, lige her. Den var, der har regeret på det seneste minder ret kraftigt om julidage. Men morgenerne er heldigvis af en anden natur, med dug. Og netop på denne tid af dagen nyder jeg haven allermest. Da er den endnu fuld af skygger, som solen og den kæmpe gamle Bøg hjælpes ad med at lave. Og hvor solen sniger sig imellem grenene og rammer blomster og blade i bedene, der står de som lysende lamper og viser en masse pragt!





Ikke altid når jeg at hente cameraet, når noget særligt viser sig. Det kan være et ganske kort øjeblik, mens jeg er på vej til noget andet, at jeg bliver fanget ind og standser min vandring. Det er tæt ved, at jeg kan finde på at gå en omvej i haven for at komme fra et rum i huset til et andet. Hvert øjeblik i denne tid er dyrebart, fordi alting så hastigt blomstrer. Som om de skulle nå noget... Og det skal de jo. Set i deres liv, så skal tiden bruges på at formere sig og det kan kun gå for langsomt. Kun mennesket nyder vel egentlig skønhed og ønsker at dvæle ved det? Måske også grunden til, at høst og efterår er så meget mere mig, hvor tempoet er aftaget og morgenerne længere. Men det er NU, det gælder - og intet løvfald uden midsommer, eller enhver anden af vore årstider, som jeg ikke ville kunne leve uden at savne.

tirsdag den 7. juni 2011

Retur

En fuldstændig ubeskrivelig, fantastisk forlænget Floral week-end er til ende. Dvs forhåbentlig  fælder den sig, så det er muligt at beskrive - i forummet til fælles fornøjelse for de deltagende og de, som ikke kunne være der. Gavmildhed, hittepåsomhed og nye indtryk forenet med det kendte hvirvler som dansemyg igennem luften. Og den er tyk! Det er noget at længes efter og "gøre igen" og igen og igen.


Det er som juleaften på en dag med 25 grader og højt solskin! Buketten herover minder om sidste års allerførste af slagsen. Gensynet med den var præcis som den følelse, når kasserne med julepynt hentes frem og man genser gamle minder. Den fornemmelse af forventning om, hvad der vil komme. Ved den blev lagt 3 knopper af rosen 'Aloha', som dufter så dejligt. Aloha er en hawaiansk hilsen. Det lille ord rummer alt fra goddag og farvel til hemmeligheden om, hvordan et lykkeligere liv fås gennem kærlighed, medfølelse og rigtig mange andre følelser, som intet har med jantelov at gøre. Ikke sådan, at jeg ligefrem har studeret det, men så meget er dog kommet ind under huden, når jeg er stødt på det. Og netop denne hilsen var som skabt til dette sted og disse mennesker.



Buket blev det også til i år. Denne gang som en diskret hyldest af det enkle, det tilgængelige og det, som passer ind i næsten enhver sammenhæng og som skabt til denne, hvor dugen var limefarvet og omgivelserne et fuldstændig fantastisk væld af kulører, former og farver! Grøn var temaet og udtrykt i vild Kørvel, Lærkesporer, kornaks, Hosta og en broget Mynte...



Det var svært at tage afsked med det hele. Men nu er jeg så retur...