Det har været en lang og indholdsrig (have)dag, hvor endnu nogle milepæle er passeret. Det kunne jeg så underholde med fra ende til anden, men springer rask væk til slutningen. Efter aftensmaden var solen atter fremme og jorden blød efter 5 mm regnbyger fra midt på formiddagen og til sidst på eftermiddagen. Så hvad var mere naturligt end at søge til havens udkant og trække Brændenælder op?!
Indsatsområdet var ved kvasrodebunken, hvor jeg satte mig for at finde det rionet, som nu i flere uger havde ligget og ventet på, at gemalen skulle indfri sit løfte (som han gav efter næsten at have fået armen vredet om på ryggen) om at sætte to pæle i jorden for mig. Og jo jeg kunne nok sætte to pæle i selv, men et eller andet sted, må man bede om hjælp for ikke at slide sig selv sur i det hele samtidig med, at skolerne snart går på sommerferie og vaskebunken ikke forsvinder af sig selv. Jeg fandt det! Og gik ind og pralede med min bedrift samtidig påpegende, at jeg også havde fundet Boysenbærbusken, jeg købte i halvdyre domme sidste år stående i en potte under nælderne - det var bl.a. den, der skulle fastgøres til nettet. Og den trængte!
Derefter kunne jeg gå igang med opbinding og såning af Honningurt ;) Gulerødder blev også sået ved drivhuset. Og NU bliver det dramatisk, for det begyndte at dønne - buldre i det fjerne. Jeg fik efterhånden rodet mig færdig og samlet værktøj sammen og sat på plads. Vi var jo lovet 1 mm mere, end der var kommet... Vel inde var der stadig lidt at høre af Mjølner og SÅ sænkede mørket sig. Omkring kl. 21 var det mørkere end igår kl. 22, hvor jeg fik sjosket mig ind.
Tordenen nåede aldrig rigtig frem, men overgartneren gik i den grad amok med vandekanden. Jeg tror såmænd, det var et helt kar, han tømte ud. Det væltede ned og fossede udover tagrende i en sand syndflod! Og hagl var der med. Ja jeg stod ganske med åben mund på et tidspunkt, hvor sigtbarheden var lig nul ude! Lettere rystet efter 10 min. i den dur, trak jeg regnjakken på og begav mig ud i det smådryp, der var tilbage for at finde regnmåleren - og konstatere, at der var faldet TYVE mm på den korte tid.
Bedene har det generelt fint. Dronningebusken er stadsen dog gået noget af og større stauder ser ud, som om de er blevet torpederet. Hvilket de vel egentlig også er. Nu har jeg de seneste år (ikke uden stolthed og især glæde) kunnet præstere en stor, gammel fjerbusk opret fra start til slut! Hemmeligheden er, at jeg ikke klipper der visne stængler af i foråret, som vinteren igennem har tjent som vipper i vinden for småfuglene. Jeg klipper kun lige ca. 20 cm. af i toppen og så har de ellers sørget for, at selv kuling ikke har generet planten synderligt. Og Fjerbusk er jo ellers nærmest berygtet for at vælte i forsommerligt, ustadigt vejr. Ja jeg er tæt på at føle mig som konen med æggene, hvis ikke det lige var fordi, jeg ikke har udbredt mig om metoden endnu.
Men så opstår et spørgsmål jo altså også... Forleden talte vi om, at Fjerbusken i efteråret skulle graves op, fordi der er en selvsået, vild Brombær, som har bosat sig godt og grundigt i den. Spørgsmålet er så, om det skal vente så længe...
Kære Zep:o)
SvarSletIgår skrev jeg en uendelig lang smøre til dig, som så bare forsvandt, så jeg tjekker lige...tjek tjek...testing testing..
YES! Jeg kom "igennem"! Neanderthaleren TANTE GRØN og moderne multimedieteknik er en meget meget besværlig cocktail:o)
SvarSletUha Zep, sikke et held at det voldsomme vejr ikke gjorde nogen særlig skade på dine smukke blomster. Her har vi haft voldsomt skybrud et par gange og jeg har næsten stået og holdt krampagtigt fast i mine riddersporer, for at de ikke skulle tilte. Men nogle af dem knækkede desværre, selvom de var bundet op efter alle kunstens regler. Hvorfor er det lige, man er så forelsket i høje stauder, spørger man sigselv, hvergang der kommer skybrud? Men det er jeg altså! Jo højere jo bedre:o)
Jeg håber virkelig at dine frøbørn fra Mors bliver til en hel masse, Zep - for de er som skabt til at blive naboer til dine Dalbyvalmuer:o)Lykkes det ikke, må du jo bare have en ny portion frø, ikke?
Det lyder også som om at du er en rigtig Knokkelwoman for tiden. Vil du tænke dig, du har sat den grille i hovedet af mig, at jeg pinedød også vil være færdig til Sankt Hans?:o) Altså sådan i store træk, med alt det grove og knap så sjove. Færdig bliver man jo aldrig. Så når jeg går ude i haven klokken kvalme om morgenen, tænker jeg på, at nu går Zep rundt ovre på hendes grønne ø og ter sig nøjagtig ligeså havetosset som jegselv:o)
Går og fifler lidt med en ny idè, der længe har rumsteret i mit stakkels tankemyldrende hovede: Har mistet to gigantiske montana clematis p.g.a den hårde vinter. De har nu efterladt et gabende tomrum, hvor der kan blive plads til slyngroser i rosa/laks/ferskenfarvet. Et svært farvevalg, men jeg har længe haft lyst til at prøve det. Så nu går jagten ind, på roser med den helt rette nuance.
Ukrudtet kalder inden næste byge.
Hav en dejlig dag derude i det grønne. Dejligt at vi slipper for at vande andet end drivhuset idag.
De kærligste hilsner og tanker
Sikke dog en dejlig blog du har Zep. Hvad skal man med krimier fra biblioteket :)
SvarSletJeg har ikke nogen fjerbusk. Det er en fejl, kan jeg da bestemt se. Det er bare lige, hvor skal den være, tænke tænke...
Hvor er det hyggeligt og skønt at komme hjem til kommentarer fra jer to! Idag har haven hvilet (den ryster af skræk, når jeg nærmer mig hihi), for dels fór kraftigt på igår uden sofavagt (som jeg ellers påfører mig selv en time i denne meget arbejdsomme tid) og dernæst er min søster, som bor i Norge på "sommergennemtræk" hos min bror og svigerinde, så dagen endte med grillet hamburgerryg og flødekartofler og jeg kan nu næsten ikke rokke med ørerne ;)
SvarSletKjæreste Tante Grøn, jeg er også "bange" for, at vi er skåret over lidt den samme læst ;)
Uha CuginaK haven kan altså også være den rene gyser indimellem ;) Fjerbusken "har jeg med" fra barndommen, hvor jeg mindes den som en hule op til en hæk. Nu er det jo så så som som med det med huler idag, som er omfangsrige nok hihi. Men den hænger ved som en duftende, brumbassefyldt midsommeroplevelse, jeg bare ikke kan undvære. Tanken er at få flyttet en bid af den faktisk omgangsrige staude andetssteds i haven uden brombær. Men lige nu er jeg nok kapituleret til at klippe den sammenklappede ned og lave noget kreativt som kompensation resten af sæsonen. Jeg hører til de nok relativt få, der også ynder at se den afblomstre, hvilket jeg bliver snydt for i år så. Men det duer ikke at have krapylet udover det halve af haven.
Hjerteligst
Åh nej, den stakkels fjerbusk :-( Man kan stadig se hvor flot den har været indtil den blev bombarderet.
SvarSletMin klarede frisag, for den har nærmest halvtag på af en stor kaprofolie.
Men mine løvefod ligner noget der er løvn, snøft. Jeg giver dem et par dage, men de lover jo desværre mere regn, så det ender nok med saksen.
Hilse Hanne
http://hanneihaven.blogspot.com