Sider

lørdag den 25. juni 2011

Grønt er godt for øjnene...

Og det er en masse andre farver også. Men navnlig grønt er godt i min lille forhave, som er en legeplads. Og hvad er så en legeplads, kan man måske spørge. Mange, rigtig mange af mine planter følger der en historie og minder med. Minder om plantevenner fra hele Danmark, ja sågar Norge. Minder om oplevelser. Og af den grund skal de med djævlens vold og magt (eller måske lidt mindre, men) have en plads i min have. Skulle det ske i monochrome bede alene, så ville det kræve, at jeg tog en del flere kvadratmeter i brug af vores 4 tdr.land store matrikel. Men jeg har valgt, at blomster, planter og hvad man kan bruge dem til, skal være en leg. En kreativ leg.

Forleden standsede en af de, som dagligt passerer haven og havde bemærket, at jeg for tiden knokler derude fra tidligt til sent, og spurgte, om jeg skulle have åben have, sådan som det hele fik en overhaling. Jeg kunne ikke nære mig for  med et glimt i øjet at sige, om ikke min have var åben nok da. Sagen er nemlig den, at jeg ikke "gemmer den væk" bag hverken hæk, plankeværk eller andet. Enhver kan følge med såvel når den er "fin", som når den bugner af uønskede planter og rod. Men derudover må svaret være nej. Ganske vist kommer nogle af mine nære haveveninder til øen i sommer og kigger ind og ser den IRL. Men at vise den frem som i en havevandring, det tiltaler mig ikke synderligt.

Haven bliver i den grad gennemgået og har blevet det som tiden tillod siden engang i foråret, fordi alle betingelser er fremragende - virkelig unikt gode for at gøre det i år! Tilpas med alting, så en masse kan lade sig gøre - og ikke mindst forbedre! Jeg arbejder nemlig helst med naturen. Og i år har jeg altså virkelig mulighed for at arbejde med den lerede muld. Man skal ikke mange spadestik ned, før der dukker det tungeste ler op, som afslører genvordigheder. Og så snart jeg har fjernet noget uønsket, bliver det erstattet med kompostjord, som dels arbejdes ned i og dels lægges ovenpå for at hindre fordampning og ikke mindst, at jordoverfladen i Bornholms sommersolskin slår sprækker og bliver hård som sten.

Og så tilbage til det grønne og det andet, for jeg leger en del med farver, former, med- og modspil - for ikke at tale om højder og meget mere. Og så skal der selvfølgelig også være ro for øjet. For få dage siden blev Akelajerne klippet ned. Det gjorde lidt ondt, for de er den helt store fryd fra de begynder at skyde tidligt på foråret og til de står i fuld blomst. Ja tilmed så er frøstandene dekorative (og jo jeg har gemt et par hist og pist). Men ligesom Claus Dalby ser jeg også stor værdi i, at de får fornyet deres løv. For de skyder jo ganske hurtigt igen. Og derved afsløres også andre skatte bag.

Solen stod ikke bedst muligt, da jeg fotograferede det grønne her. Men det er lidt en luksus at tage sig tid til at forevige endsige berette om det i disse dage. Så det må gøres, når der er en naturlig pause i arbejdet. Og da det dårligt kan være om natten, må det gøres nu, hvor jeg holder en pause fra sol, hård vind og gravearbejde - efter at have set "Haven i Hune" på DR2, hvor pragtfuldt kunstenerisk kreative Anne Just og førbemeldte herre har inpireret, hvor de måske egentlig ikke selv havde forestillet sig det. Jeg har det nemlig med at fange glimt mere end den direkte læring og overføre til min lille legeplads. Men nu vil jeg lade ordstrømmen få ende og overlade nydelsen og roen i Bregne, Efeu, Hasselurt og Astantia til jer. Og er man lidt mere eventyrlysten kan man jo så tænke over, hvad der mon gemmer sig i den zinkbalje, som ses ude til højre - eller hvad det blå er omme på den anden side af det grønne. Sådan er det nemlig med min legeplads - at man kan fristes til mere eller andet, hvis man har lyst ;)

3 kommentarer:

  1. Din forhave lyder som en have lige efter mit hovede. Min have har nemlig også 'personlighed'. Der skal være plads til nogle ting, bare fordi man godt kan lide dem, og så må de passes ind, så godt man kan. Og det kan blive en hel udfordring at finde den rigtige plads.
    Min have er også min legeplads :-)
    Fortsat god weekend.

    SvarSlet
  2. Tak og i lige måde Hanne! Jeg er på vej ud nu...

    Hjerteligst

    SvarSlet
  3. Jeg kan heller ikke se den store fidus i at lave de der planlagte "åbne" haver.

    Jeg ser næsten aldrig fjernsyn, man kan høre jeg er gået glip af noget.
    Nå men er som du tilhønger af RL. Skal netop ud og vande.

    God sommer;

    Marianne
    Den Helbredende Have

    PS. kommer til "Øen" i 14 dage denne sommer! Glæder mig. Bliver Aldrig færdig med den!

    SvarSlet

Det glæder mig, at du tager dig tid til at
dele dine tanker om indlægget.
Hjerteligst
Zep