Forsommermorgen

Ja man kan næsten ikke tillade sig at tale om forsommer nu, lige her. Den var, der har regeret på det seneste minder ret kraftigt om julidage. Men morgenerne er heldigvis af en anden natur, med dug. Og netop på denne tid af dagen nyder jeg haven allermest. Da er den endnu fuld af skygger, som solen og den kæmpe gamle Bøg hjælpes ad med at lave. Og hvor solen sniger sig imellem grenene og rammer blomster og blade i bedene, der står de som lysende lamper og viser en masse pragt!

Ikke altid når jeg at hente cameraet, når noget særligt viser sig. Det kan være et ganske kort øjeblik, mens jeg er på vej til noget andet, at jeg bliver fanget ind og standser min vandring. Det er tæt ved, at jeg kan finde på at gå en omvej i haven for at komme fra et rum i huset til et andet. Hvert øjeblik i denne tid er dyrebart, fordi alting så hastigt blomstrer. Som om de skulle nå noget... Og det skal de jo. Set i deres liv, så skal tiden bruges på at formere sig og det kan kun gå for langsomt. Kun mennesket nyder vel egentlig skønhed og ønsker at dvæle ved det? Måske også grunden til, at høst og efterår er så meget mere mig, hvor tempoet er aftaget og morgenerne længere. Men det er NU, det gælder - og intet løvfald uden midsommer, eller enhver anden af vore årstider, som jeg ikke ville kunne leve uden at savne.