Februar på retur

På månedens næstsidste dag, vågnede jeg til den skæreste, hvide verden. Rimfrost havde lagt sig over stok og sten, strå og muld for ikke at glemme hus og vej. Havde solen skinnet, havde det gnistret på helt eventyrlig vis. Heldigvis skulle der blot tilsættes lidt fantasi for at få næsten samme resultat, da jeg sådan stod og betragtede landskabet ud ad tagvinduet. Inden kaffen var sat over, brændeovnen tændt op og alle de øvrige små vaner, som dagen helst skal starte med, havde temperaturen hævet sig op over det magiske nul og dermed var trylleriet til ende.

Blot for at blive fulgt af et andet... I år begynder det at ligne noget med Eranthis i bedene, som små floder der bugter sig og med Vintergækkeøer her og der og mange steder. Dorothealiljerne har i denne uge begyndt at folde sig ud og hele 2 gange har en nævefuld af disse min yndling fundet vej til en vase inde sammen med mirabellekviste, som blev brækket af, da jeg var ude ved komposten med køkkenaffald. Knopperne er hvide på dem og vokset pænt på det seneste. Duften af forår, som blev næsten berusende, når solen så kiggede frem og jeg slendrede gennem haven efter at have hængt vasketøj ud på snorene. Forleden blev jeg ligefrem overrumplet, som jeg iø altid bliver, af mine gule Krokus, som fra at være aldeles usynlig med et eksploderer op i øjnene og humøret, når man kommer forbi. De er så fantastiske en kontrast til vinterens brune faconer. Da bliver det hele så smukt og fornemmelsen for forår sniger sig ind og gør glad i øjnene...

Tidligere i denne måned kørte jeg en morgen efter at have afleveret mand og børn, et par ture til havet. Ture, som jeg aldrig på egen hånd har gjort før. Drevet af en solopgang og nysgerrighed. Og ikke mindst trangen til at føle kysten som øbo. En trang, jeg ikke rigtig kan sætte ord, men måske billeder på. Iø en morgen som grundet vinden føltes modbydelig kold. Men selv det kan man have brug for og sætter så endnu mere pris på det varme krus kaffe ved brændeovnen, når man kommer hjem.

Tak for februar, som nu er på retur. Det begræder jeg aldrig, selvom der så var vidunderlige og uundværlige øjeblikke. Forårsfornemmelserne begynder at kildre i maven. Igår blev der pottet lidt om og sat i drivhuset. Potterne med buske blev dog sat omme bag værkstedet, hvor de er lidt beskytttede. Det er trods alt ikke alt, der kan være i drivhuset. Og tankerne på den kommende køkkenhave sniger sig også ind nu. Men mere om det, når ånden kommer over mig :D