Sider

fredag den 28. december 2012

Tillykke Tante Grøn

Kjæreste Tante Grøn!

Tillykke med fødselsdagen og tak for det skønne solskinsvejr.

Hjerteligst


mandag den 24. december 2012

Glædens fest

I aften er glæden blevet fejret. Hjerteligheden, gavmildheden, lyset og barnligheden. Bag hver en rynke eller forsøg på at skjule samme, ligger to øjne, hvor barnet endnu kan kendes. Om det så blot er et glimt et kort sekund.

Mit ønske er hvert år, og stærkere for hvert år, at disse glimt bliver længere. At de overskygger alverdens forsøg på at pådutte "rigtig jul", når handlende tager affære og ruller sig ud fra efteråret. Og for hvert år bliver jeg klogere og rigere på at genkende de to øjne. Jeg har også i år set dem. Ganske meget endda. Folk, som "ikke er til jul" har opdaget hidtil ukendte glæder ved mange lejligheder.

Og jeg har følt en juleglæde så stor i de seneste uger igennem hilsener - ikke mindst her på min blog. Hilsener, som fik rynker ved øjne og mund til at træde frem og barnets øjne til at tindre, indimellem med en bevæget tåre i krogen. Mit barnlige sind har gennem året sneget sig til julefrembringelser, som er kommet til ære og værdighed ved denne fest. Traditioner og gemte sager har båret igennem, selvom kræfterne ikke rakte til det store engagement. Og min familie, min mand, døtre, bror og nevø har gjort denne dag og aften både mulig og fantastisk.

Snart ringer midnatsklokken og jeg vil ønske jer alle en rigtig Glædelig Juletid.

Hjerteligst og med taknemlighed.


tirsdag den 18. december 2012

Lidt har også ret...

Det er nu en uge, siden jeg blev opereret. Juletravlhed er et fremmeord for mig i år - min hverdag går stille og  roligt med god opbakning fra mine kære og en masse andre, som rækker hånden ud. Og det trives jeg med, selvom jeg vanligvis plejer at nå en masse, som lige nu er uden betydning. Min havefysik kan jeg sikkert også takke for, at det går rigtig fint fremad. Men lidt julehygge skal der nu til, selvom de store armbevægelser udelukket. Og lidt har så også ret, ihvertfald i mine øjne.

Jeg havde forestillet mig en masse motiver, som skulle testes på kryds og tværs her i december med camera, jeg fik af "julemanden" sidste år. Nu er her så et af lidt julestemning, som jeg vil ønske jer fortsat god december og endnu engang tak for jeres måde at være på, med.

Hjerteligst


lørdag den 8. december 2012

Det modsatte er nu bevist

Som jeg skrev i mit forrige indlæg, så har en af mine leveregler været, at jeg er rask, til det modsatte er bevist. Det modsatte er så nu igår bevist og der venter mig og min familie en sej kamp. Jeg håber, at jeg til foråret vil kunne vende tilbage med masser af lyse indlæg på min blog. I tiden inden da, vil jeg håbe, at jeg kan glæde mig over en masse andre blogs - uden selv at kunne give.

Jeg vil derfor nu ønske jer alle en rigtig Glædelig Jul og ALT godt i det nye år!

Hjerteligst
Zep


onsdag den 28. november 2012

Opfordring til at støtte de socialt udsatte i DK

Advent og dermed Julen nærmer sig. I krogene dukker små hemmeligheder op. Den kommende week-end tager jeg hul på hyggen sammen med familien. Nogle ting er forberedt allerede. Kagedåserne er vasket af og der er efterhånden gjort plads til den stads, som gør december så festlig. Og en smule tyvstartet har jeg også med en hæklenål og nyfunden opskrift...Den skønne kurv fandt jeg nordenfjords i sommer i en genbrug til bare en femmer.


Jul og hjerter har for mig ikke meget med supermarkeder at gøre. Heller ikke med den horible stak af reklamer! Jeg forstår ganske enkelt ikke hjerteligheden i forbrugsræs og gæld. Men et salgssted ligger mit hjerte meget nær. Det er: http://www.kigkassen.dk/ , hvorfra der sælges hjemmelavet, genbrug og overskudsvarer, doneret af en masse mennesker, som ønsker at støtte bl.a. hjemløse, kvinder på krisecentre og deres børn samt andre i nød i vores lille land. Pengene går i høj grad til strømpegarn, som frivillige hænder, forvandler til lune sokker i en kold tid.Varmestuestrik.dk står også bag meget andet hjemmegjort til de nævnte trængende. Derfor ønsker jeg inderligt, at du måske kan finde noget at glæde dig selv eller andre med i Kigkassen og være med til at varme hjerter, som kun få har tanke for i det daglige.

Jeg har været stille længe på min blog. Koncentrationen har været brugt herhjemme og på undersøgelser, jeg helst havde været foruden. Jeg håber, at det imorgen er sidste gang i år, jeg er nødt til at drage til hovedstaden. Og jeg håber, at det om en uges tid vil vise sig at, at en af mine leveregler fortsat holder stik: "Jeg er er rask, til det modsatte er bevist...".

søndag den 4. november 2012

Tillykke mor

Trods, at jeg ikke kan bruge tiden ved pc'en nu (må vente til i aften), synes jeg lige, I skal se datterens fødselsdagstegning til sin mor.


lørdag den 3. november 2012

Resumé...

...af (endnu) en meget virksom uge.

Sidste week-end brugte jeg på at få strikket og filtet futter af det garn, jeg spandt i foråret. 3-trådet med kamel, hund og Merino. Det blev så også lige til et par specailformede håndledsvarmere - forsøg - let filtet. Og trådenderne hoppede på min hæklenål, så der nu er en trolde- eller hekseparyk på lager.



Min yndlingspelargonie, 'Springfield Black', som har været gennem mange strabadser med hvide fluer, siden den drog med hjem fra Vejle til Bornholm efter Grundlovsdag, er kommet sig og har kvitteret med en skøn blomst!


Og i anledning af Halloween, "opfandt" jeg spøgelsesfætrene... Hvide plastkrus med sorte øjne, trukket på vinseltråd/ståltråd. Dét gav en herlig, (u)hyggelig, dansende raslen, som med lidt god vilje kunne lyde som raslende kæder i mørke. Billigt, enkelt og effektfuldt.


Og nu er der hjemmebagte fødselsdagsboller, kanelblødstang og gammeldaws æblekage med flødeskum til i eftermiddag :D Vender tilbage til kommentarer, når tiden tillader det. Tak for dem!

søndag den 28. oktober 2012

- En smittende glæde

Måske genkender du overskriften som del af en titel på en bog. Det vender jeg tilbage til om lidt. Nu først 3 små stiklingeplanter, som min bedste veninde har forsynet mig med i år. 3 yndigheder!


Først er det 'Eges Saloms, som iø er afbilledet på side 83 i bogen. Herunder ses den i lyset af mit akvariearmaturrør over køkkenhylden, hvor flere Pelargonier den seneste måned er trukket ind fra kulden i vinterhi. Den står og putter sig bag et par andre, hvis blade er med. Man kan kun se de små blade i baggrunden nederst.



Dernæst er det en Rosengeranie; Iflg. skiltet en 'Graveol Dovandora Lace'. Utrolig lækker blomsterfarve. Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde bladenes duft - udover dejlig.



Til sidst er det 'Horning Ferry', som titter frem over en rose i vase.



Ege anbefalede mig i en kommentar tidligere at læse bogen "Pelargonier - En smittende glæde", da jeg efterlyste lidt mere viden om Pelargonier. Der står ganske rigtigt adskillige spændende oplysninger - og iø hyggelig fortælling, som jeg sætter pris på i bøger generelt. Jeg lånte den på biblioteket til en start. Den havner nu på min ønskeliste til jul. Bogen er skrevet af Marian Haugaard Steffensen og udgivet af forlaget Klematis.

Og efterhånden må jeg nok også tilstå, at jeg er blevet smittet af "Pelargoniebacillen" ;) Håber inderligt, at jeg får min "bestand" igennem vinteren, selvom betingelserne slet ikke er de bedste. Jeg kan ikke stille dem i sænket temp. eksempelvis. De har også det imod sig, at de nogle uger før flytning fra havestuen blev angrebet af både det ene og det andet. Det resulterede i investering i "stikpiller" mod div. skadedyr ;) Det var, hvad tiden rakte til der. På nuværende ser langt størstedelen af potteplanterne, som også omfatter lidt Fuchsia og Streptocarpus m.m., ud til at være i bedring.

Rosenpelargonien, 'Bornholm', som jeg spurgte til de manglende synlige bladnerver på, er også inde. Jeg fornemmede, at Eges råd om at sætte den skygget, gav den lidt mere synlige bladnerver i de nye blade. Jeg overvejer nu at klippe den tilbage for at "fjerne" de blade uden...

lørdag den 27. oktober 2012

Efteråret er over Lillebo

Nu kan det ikke benægtes længere; Når først strikkekurven (og løse ender) kalder og de (alt for sent) frøsåede Georginer får et svirp på bladene af frost. Så ér det altså efterår i Lillebo. God week-end!






torsdag den 25. oktober 2012

12 vaser

Dagens heksejagt med kost og spand forud for flyvemøde i aften og filmaften imorgen blev afbrudt i 1 time! Med udsigt til, at vi MÅSKE får vinterlige smagsprøver på Solskinøen var der dømt havebuketter. Jeg måtte bare have dem ind og fornøje et par dage eller tre.

Jeg har forsøgt at fotografere dem. Aftenbilleder er langtfra min stærke side endnu. Jeg savner dybde. Håber, I formår at nyde dem alligevel. God aften!










tirsdag den 23. oktober 2012

Tid til en rose.

I en travl tid, betyder det blot endnu mere, når øjet fanges af blomster og andet kønt i efteråret. Jeg kunne slet ikke stå for at indfange dette øjeblik med Aicha igår...


Før aftensmaden fik jeg sat punktum for et sæt sengetøj til den ældste datter. Eller rettere til hendes nye, lange dyne. Udvalget af færdige sæt hos Jysk fristede ikke rigtig, så hun tog stof med hjem til mor istedet ;)


søndag den 21. oktober 2012

Good Eeeeeevening ;)

5 timer har jeg ødslet bort i frisk luft idag... Jeg MÅTTE bare ud, selvom skoleintra, mails oma kræver læsning og svar idag. Det må jeg så gøre om få øjeblikke! Jeg har just fået lavet collager med Tivoli billeder, som datteren skal have med og vise i skole imorgen. Og så kunne jeg ikke lade være med at lave en sidste af mine egne snapshots fra idag af, hvor langt jeg er kommet med at pynte til Halloween ude samt et par løvbilleder, som viser, at nu er efteråret godt på vej over os her i Lillebo.

Good Eeeeevening ;)


fredag den 19. oktober 2012

Den ikke afskyelige mand i Tivoli

Her på falderebet kan jeg forudsige, at jeg Lillebo imorgen står på den anden ende. Ikke at jeg kan spå i det hele taget. Men der skal bygges skorsten op. En rigtig vel at mærke - ikke en effekt til Halloween pynten. Siden i eftermiddags har jeg bl.a. haft travlt med forberedelser til at mindske rengøring efterfølgende og ikke mindst lave plads til det arbejdende folk. Sandsynligvis afholder det mig nok fra computeren det meste af dagen - og dermed at svare på kommentarer...

Derfor kommer her en lille beretning, før dyret slukkes. Et minde om en oplevelse af de anderledes. Da jeg stod dybt koncentreret om at fokusere på en del af en meget stor opstilling, med baghovedet arbejdende på at omdanne effekterne til de hjemlige forhold, ledsaget af alverdens uhyggelig lyde i højttalere, stod pludselig en forfjamsket mand med snoet cykelstyrsoverskæg midt i søgeren. Jeg har sandsynligvis set lige så betuttet ud, da jeg sænkede cameraet og det røg ud af munden på mig, at så afskyelig så han heller ikke ud, så det var ham jeg var ved at skyde. Og så brød vi begge i latter, mens han takkede for komplimentet og gik sin vej og jeg fortsatte med mit fokus. Han har spøgt i hovedet siden. Hvor tit møder man lige sådan et overskæg?

Godnat og sov godt - og god lørdag!


Mere Tivoli

Kan "høre", at andre kender fornemmelsen af ud og hjem... Jeg kan så kvittere med, at jeg kender alt til at bo lige om hjørnet og være en sjælden gæst, som Bente skriver i en kommentar til forrige indlæg. Det er (alt for) sjældent, jeg er at træffe ved seværdigheder på Bornholm. Men sådan er hverdagen jo - og jeg nyder også at se "min" ø gennem andres øjne, når den dukker op i indlæg, jeg falder over. Tak for jeres hilsener igår!

At komme helt tæt på de mange flotte opstillinger i Tivoli var ikke helt nemt. Andre havde nemlig også fundet vejen dertil, så det handlede om at fange ind, når lejlighed bød sig. Hurra for mit dejlige camera!





torsdag den 18. oktober 2012

Tivoli inspiration

Måske kender du fornemmelsen af at vende hjem. Vende hjem og være stopmæt af indtryk. Familieoplevelser. Menneskemængdeoplevelser. Indkøbsoplevelser. Rejseoplevelser. Vejroplevelser. Besværlige oplevelser. En lind strøm af indtryk, som maser og skubber fra begyndelse til slutning, som dårligt når at lagre sig, før du befinder dig midt i at indtage hverdagen igen. Hverdagen, hvor de basale nødvendigheder skal genstartes, retableres fra bjerge af vasketøj, stakken af navnløse forsendelser og få adresserede i den bugnende brevkasse og et køleskab, der skal genfyldes og en ny skraldepose sættes i...

Bingo - her er jeg! Lige bortset fra, at jeg valgte at tømme cameraet før kufferten. Kufferten (poserne, kasserne osv.) vil ganske givet også vække gensynsglæde. Genopdagelsen af rejsens små eller større hjembringelser, som udtryk for det nu, de blev valgt i. Men tilbage til cameraet... For i cameraet gemmer sig meget intuitive souvenirs. Jeg er fascineret af farver, former, lys og meget mere på denne årstid. Og jeg morer mig - selv især - med at pynte til Halloween - FOR SJOV (skæg eller ballade...). Jeg inspireres af kontrasterne; bl.a. det makabre kontra det frodige. Jeg har derfor adskillige fotos med hjem, motiver mit øje blev fanget af i Tivoli, som i år har givet den en tand mere gas med et købekoncept, så vidt jeg har forstået. Og jeg blev iø glædeligt overrasket over, at de har brugt blomster og planter i stor udstrækning.

Indtrykkene skal bundfælde sig og bruges her i Lillebo. Nu vil jeg blot invitere dig til et par glimt fra en oplevelsesrig dag.






søndag den 14. oktober 2012

God søndag!

Tak for din hilsen i mit frikvarter, Marianne :D

Et af de steder, jeg virkelig har eksperimenteret med igennem årene, er i den gamle, betongård mod nord. Den er en bageovn om sommeren, når solen formår at kravle op over hustaget og brage ned blandt tøjsnore og hvilke planter, jeg så ellers har lystet at se ud ad mit køkkenvindue.

Lige nu er gården overvejende præget af det ukrudt, der evner at bosætte sig i revner, sprækker og huller i den gamle beton. Hvis man ser på helheden altså. Jeg er ikke nået til at give den en opstrammer endnu. Men evner man at kigge på detaljer, så er her lidt af dem, jeg får øje på...





lørdag den 13. oktober 2012

Frikvarter tak

Siden vækkeuret ubarmhjertigt hev mig ud af drømmeland kl. 7 og godt 7 timer frem til, familien ankom til cacao og boller, lun æblekage og lagkage, havde jeg turbo på. Derefter var det snakketøjets tur. Igår havde jeg bare travlt, torsdag meget om ørerne. Og den uendelige historie fortsætter imorgen. Fødselsdage x 2 (ja dårlig planlægning) og ferie kan holde mig beskæftiget på denne årstid. Igen i år med en studerende gemal.

Men nu synger opvaskemarie sin monotone rengøringsvise og stilheden har sænket sig. Så er det tid til et frikvarter, har jeg besluttet. Det er tid til noget, der ligner fordums lørdag aftener, hvor jeg gjorde, hvad jeg havde lyst til. Lige nu har jeg lyst til at sige tak for jeres hilsener i denne uge - og velkommen til endnu et par faste læsere!

Og det vil jeg gøre ved at invitere jer med ind i endnu lidt fotos fra i forgårs. Og alt står stort set som da endnu. Vi har haft et par morgener med frost på bilruden - igår også med rimfrost lidt ind i haven. Men se, det er robust, det i den udsatte del af haven - det sartere er tættere på huset. En hurtig rundtur igår bekræftede mig i, at intet har taget skade. Men ikke mere snak (kun en undertrykt træt gaben). Her er lidt fra nogle roser i haven, hindbærrene og Japanlygter. Skønne blikfang på denne årstid.







God lørdag og skål i den sidste kop kaffe fra thermoen :D