Jeg indrømmer gerne, at jeg er træt.
Jeg ville ikke gå glip af et sidste glimt af de bedste venner, inden de forlod campingvognen imorges. Klokken var 5, da vækkeuret flåede mig ud af drømmeland. Og jeg føler mig vildt utiltalende på den tid af dagen; Mut, med søvnfolder i ansigtet og absolut langsom i bevægelsen grænsende til det apatiske. Men 4 dage i en fantastisk stemning af sol, sommer, latter, vinglas, god mad, haverundfarter, mere latter, musik, alvor, agurker fra drivhuset, besøg i genbrugen med rigtig meget mere, det lader sig ikke bare afslutte med, at de lister afsted uden en kop kaffe, et kram og et meget stort på gensyn.
En sindsstemning er brat blevet afløst af "hverdag". Efter et par uger eller måske tre eller næsten fire, hvor mangt og meget har fået en kærlig hånd at føle med tanken om, at SNART skal det hele var en rigtig hyggelig ramme om sommerlig letsindighed. Næsten sorgløshed. Forventningens nærmest barnlige glæde, Som til jul. Og der blev da også bagt leverpostej, kogt risengrød til risalamande og tilmed drukket gløgg og spist æbleskiver, som den yngste datter bagte en aften. Ikke fordi det på nogen måde er jul. Men fordi, jeg er skør - og de bedste venner er med på det. Glædelig juli er nu nærmest slut.
Efter en times tid mere under dynen, da der var vinket farvel, var det igen tid at stå op. Stå op, få mad og gøre mig klar til at tage afsted til behandling. Hver 3. uge indtil engang næste forår, drager jeg til Bornholms Hospital for at få en biologisk behandling, som oveni kemo, stråler og antihormoner gerne skulle holde manden med leen på afstand. Det er jo knaldhamrende positivt. At det findes. Og mens væsken bliver pumpet fra dropstativet og ind i en åre, mærker jeg da heller ikke spor ubehag. Dét i sig selv er nu næsten rutine og ikke noget at være nervøs for.
Men jeg ville være fuld af lyv, hvis jeg påstod, at jeg går derfra med fornyet livsglæde og boblende af optimisme. Det er nemlig ikke blevet rutine at træde ind ad afdelingens dør og befinde mig i sygeverden. Vel at mærke som en af de syge. Jeg bliver hensat i en sindsstemning, som kræver mængder af energi. Kald det alvor eller noget. Jeg bliver henvist til venteværelse, derefter til læge eller stue, venter sammen med (andre) syge mennesker, ser og nærmest føler deres lidelse og tilmed nogle nedtælling... Jeg ved ikke, om det blot er mine sanser, der således er på stilke. Jeg aner ikke, om andre også påvirkes på den led. Men jeg ved, at det tapper mine kræfter og at jeg langtfra (endnu?) formår at opleve "besøget" som noget positivt.
Idag havde jeg dog "forberedt" mig lidt hjemmefra. Jeg havde medbragt lidt foræringer til min kommende svigerinde, som nu er flyttet sammen med min broder. Jeg havde planlagt at lægge vejen forbi dem, når jeg skulle hjem. Kigge uventet ind og drikke deres kaffe og glæde mig sammen med dem over, at de nu er sammen. Jeg vidste, at dét ville være en energibooster. Og bedst som jeg var på vej væk fra byen, vendte bilen pludselig snuden mod en planteskole. Ikke at jeg skulle have noget. Jeg skulle bare lige derover og opleve. Se, hvilke blomster, der nu strålede om kap med solen. Snuse vidunderlige dufte med på vejen. Og jeg gik såmænd også derfra uden at være fristet til at bruge en krone. Eller næsten. For der var jo altså den der lækre Purpursolhat; "Tomato Soup". Den frister. Men der bliver ikke købt en eneste Purpursolhat mere, førend, jeg har fået lavet et bed, hvor de kan trives og gøre mig sindsigt glad istedet for nedtrykt over, at de er forsvundet!
Hjemme igen ventede pigerne med snak. Og vi fik sammen ordnet lidt i køkkenet. I aftes blev tiden ikke spildt med mere end højest nødvendigt af det der oprydning/rengøring. Den var alt for kostbar i det uvurderlige selskab. Og da jeg så også havde fået lidt at leve af udover den kaffe, jeg fik på vejen hjem, så faldt jeg om en times tid i det alt for lumre soveværelse på loftet. Først med ½ time med en bog og derefter i drømmeland. Snart efter var det dog op igen, få lidt mere kaffe, vågne på og så begynde at tænke på aftensmad. Men inden aftensmaden var er lige "et par billeder", der måtte tages. Idag er startet med tørvejr ved 5-tiden, småregn ved 9-tiden, en større byge senere på formiddagen, fra ved 12-tiden sol og tiltagende vind. Og det sidste er det nærmest blevet ved med. Altså sol og vind.
Vind er nok den vejrtype, jeg sætter mindst pris på. Bortset fra, når det er alt for varmt. Men ellers er det kun sporadisk, at den kan fornøje mig. Tidligere kunne den nærmest gøre mig småvanvittig. I særdeleshed, når den huserede i flere dage. Efter mit ophold i København har jeg dog opnået en større tolerancetærskel overfor naturlyde - sågar altså både vind og Råger. Jeg har lært at ignorere til en vis grænse. Om det varer ved, er så spændende. Men ihvertfald fangede cameraet og jeg nogle blomsterskærme rundt omkring på den mørkløvede Kvan, 'Vicar's Mead'. For to år siden kom der frø fra Claus Dalby, som det lykkedes mig at lave nogle planter af, som nu er til meget stor glæde. En dag fanger vi måske også planternes fulde volumen, måske til glæde for dig, der kigger med her. Men idag var det dragende at zoome ind, synke ind i mellem alle de bittesmå blomster sammen med bier, svirrefluer, sommerfugle, hvepse og andre bevingede væsener og sende Claus en meget kærlig tanke samtidig.
Nu tænker du måske, hvis du overhovedet er nået så langt som hertil og ikke er stået af skriblerierne og nøjedes med billeder, hvilket er forståeligt, at det dog var et uforskammet langt indlæg. Det er i grunden sådan, dagen har føltes, som du har læst lidt om. Uforskammet lang og krævende. Ikke ulykkelig. Mine dage er nemlig lykkelig hver og en, siden livet eller måske skæbnen gav mig endnu en chance. Men "blot" lidt af en mundfuld. Og efter maden gik jeg ud et par gange og faldt i staver over forskellige glimt i haven. Særligt bagtil nær campingvognen. Jeg kunne faktisk ikke finde noget grimt. Alt havde sin charme og var lige til at synke ind i. Men nu er jeg godt nok ved at være rigtig træt. Har endnu et par gøremål, som jeg vil afslutte juli med og se frem mod august, som starter imorgen. Og derefter gå til ro for at vågne op med fornyet energi og igang med alt det, der kommer. Du får lige et sidste Kvan-billed, mens jeg sender Claus og ikke mindst de bedste venner samt min brorfamilie og dem herhjemme i hver deres hyggehjørne en ekstra kærlig tanke. Og nu er vinden igang med at lægge sig...
Vel mødt i august - jeg glæder også til at være mere nærværende her igen!
onsdag den 31. juli 2013
søndag den 21. juli 2013
Om at danse i regnen på en søndag i strålende sol.
Stiger varmen hende til hovedet? Eller har hun bare ekstremt gode forbindelser? Overalt - ingen nævnt ingen glemt - i det ganske, danske land anes efterhånden en beklagelse over sommerens velsignede varme. Ikke, at vi har noget imod sommeren, næh nej. Men vi ønsker mere end alene et forrygende varmt vejr. Vi ønsker også regn. Og som de gode havejere, vi er, knokler vi rundt med vandkande - og når ingen ser eller hører, også med slangen for at få alle skønhederne til at tage sig bedst muligt ud til enhver tid!
Og for at det ikke skal være løgn, så gror ukrudtet stadig. Altså de planter, som vi ikke havde tænkt på det sted, hvor de dukker op. Og det være sig vilde eller kultiverede, som bare ikke gør sig godt på et foto eller i tilfælde af, at et tv-hold eller en forfatter skulle lægge vejen forbi. For slet ikke at tale om naboen eller familien. For haven bliver jo vist frem. Haven er stadsstuen. Ej blot til lyst længere?
Denne søndag morgen handler det i grunden ikke om at løfte pegefingre - snarere tværtimod. Og så alligevel. Jeg sidder splitterkonghans i badekåben, som jeg gjorde for en halvanden times tid siden på trappen fra stuen til den gamle faldefærdige havestue, hvor jeg kiggede ud - og indad. Jeg besluttede, at denne søndag morgen ikke skulle bruges på at iføre mig tøj, hente rundstykker fra frost, varme dem, spise dem og derefter igang med en masse praktisk, som ligger og venter. Det gør det med sikkerhed også senere og havregryn med sukker og mælk skal man ikke kimse ad.
Jeg sad som tryllebundet af morgensolen, fuglesangen, insekternes virvar i luften (støder de mon aldrig sammen?), smukke blomster og blade og så ikke mindst forventningens glæde. Når dagen og solen tager af der på fliserne, så venter "arbejdet" på mig. Arbejdet med at "fremkalde" alt det skønneste, Arbejdet, som i virkeligheden ikke er arbejde, men en kær beskæftigelse for mig. En forlystelse. Og den dag, hvor det ikke længere er en forlystelse, så bliver haven erstattet af noget, som ikke kræver "pasning". Jeg følger ikke bare trop, viser ikke bare frem. Jeg forguder det univers, min have er. Alle de muligheder og indtryk. Stemninger og overraskelser. Erfaringer og udfordringer. Og så er haven mit motionscenter, selvom udenforstående måske ikke helt kan se ligheden med motionscykler og løbebånd. Ikke desto mindre foregår en masse af min genoptræning derude og min muskler styrkes for hver gang tillige med, at jeg kommer ind med en, uanset evt. træthed, energiopfyldning.
Og så gik det op for mig, hvor fattigt jeg i grunden viste sådan en morgen eller et hvilket som helst andet tidspunkt på dagen og året frem - i det store og hele. Udelukkende skønhederne. Som var det efter en læresætning, at ingen gider at glo på det uskønne. Kun flødeskum - eller til nød angreb af sol, insekter eller andet ubarmhjertigt og da ihvertfald ikke for inspirationens skyld, men som et nødråb.Jeg tog mig selv i kraven og spurgte mig selv, om det virkelig var godt nok?! Svaret kendte jeg egentlig godt. Når ord som "øjebæ" dukker op, så begynder det i virkeligheden at krible i mine fingre af foretagsomhed og inde i hovedet begynder en masse små hjul at dreje rundt og gribe ind i hinanden og se muligheder. Øjebæprocessen er så givende - og de "uskønne" billeder sætter gang i fantasien. Glansbillederne, altså alle de vidunderlige blomster -og bladbilleder sætter kun sjældent helt samme spor...
Derfor satte jeg mig selv i arbejde. At hente cameraet. Og idag ikke beskære vissent og uønsket væk. Ikke alene at lade rammerne fylde ud af skønheden, men istedet inddrage det hele. Begynde at få kontrasterne og processen med i, hvad jeg viser frem. Udover nærbillederne. Og nej ikke alene for at vise helheders æstetiske fortræffeligheder frem. Måske snarere for at beskueren kan få en chance for at lede efter dem. Eller den glæde over havelivet, der er at finde i en zinkkande, der holder havedøren åben eller den plastikspand, der kommer til at rumme det uønskede, der skal videre til kvasrodebunken. Eller vasketøjskurven underneden, som er med til at samle hengemte plastpotter sammen fra fliserne, som snart skal rumme grillen, når de bedste venner kommer på ferie næste week-end. Og flisegangen dertil, som i mit fravær er groet meget til - jeg har allerede været der med den første omgang nedsabling. Eller måske er det noget helt helt andet, der fanger øjet - noget jeg måske ikke har set?
Og istedet for som vanligt at lægge billed af en eller anden skøn blomst på Facebook, som jeg rigtig ofte gør, for at dele med andre. For at lade dem nyde næsten det samme som jeg, med øjnene, så valgte jeg billedet af min ganske almindelige, helt og aldeles ucharmerende trillebør med toppen af ukrudtet stikkende frem, som jeg også viste herover i starten. Ikke det følgende, som ellers meget nemt kunne have været dagens kandidat. Den, trillebøren har allerede fået en "like"...
Og netop nu kom den lille, røde kat, Teddy og drejede nogle gang rundt om sig selv imellem mig og skærmen/tastaturet og lagde sig til rette på musemåtten. Så nu bliver det lidt vanskeligt at gøre det her så meget længere. Virkeligheden kalder. Den virkelighed, jeg så frem til at vende tilbage til, da jeg var i behandling på Riget. Virkeligheden med solbeskinnet vasketøj og alt arbejdet med det forud og efter, virkeligheden med krudt og ukrudt. Og Teddy spinder, når man stryger ham over pelsen, slikker sig lidt og fanger indimellem en flue, der dovent kommer forbi.
Og så tilbage til tanken, den vanvittige om regndans idag. Et citat har klæbet sig på den indvendige side af hovedet, som lyder nogenlunde sådan; "Livet handler ikke om at vente, til uvejret går over. Livet handler om at lære at danse i regnen". Når nu varmen rigtig får dig til at koge idag, så søg skygge og stik håndled og/eller ankler i koldt vand og nyd det - rigtig god søndag!
Og for at det ikke skal være løgn, så gror ukrudtet stadig. Altså de planter, som vi ikke havde tænkt på det sted, hvor de dukker op. Og det være sig vilde eller kultiverede, som bare ikke gør sig godt på et foto eller i tilfælde af, at et tv-hold eller en forfatter skulle lægge vejen forbi. For slet ikke at tale om naboen eller familien. For haven bliver jo vist frem. Haven er stadsstuen. Ej blot til lyst længere?
Denne søndag morgen handler det i grunden ikke om at løfte pegefingre - snarere tværtimod. Og så alligevel. Jeg sidder splitterkonghans i badekåben, som jeg gjorde for en halvanden times tid siden på trappen fra stuen til den gamle faldefærdige havestue, hvor jeg kiggede ud - og indad. Jeg besluttede, at denne søndag morgen ikke skulle bruges på at iføre mig tøj, hente rundstykker fra frost, varme dem, spise dem og derefter igang med en masse praktisk, som ligger og venter. Det gør det med sikkerhed også senere og havregryn med sukker og mælk skal man ikke kimse ad.
Jeg sad som tryllebundet af morgensolen, fuglesangen, insekternes virvar i luften (støder de mon aldrig sammen?), smukke blomster og blade og så ikke mindst forventningens glæde. Når dagen og solen tager af der på fliserne, så venter "arbejdet" på mig. Arbejdet med at "fremkalde" alt det skønneste, Arbejdet, som i virkeligheden ikke er arbejde, men en kær beskæftigelse for mig. En forlystelse. Og den dag, hvor det ikke længere er en forlystelse, så bliver haven erstattet af noget, som ikke kræver "pasning". Jeg følger ikke bare trop, viser ikke bare frem. Jeg forguder det univers, min have er. Alle de muligheder og indtryk. Stemninger og overraskelser. Erfaringer og udfordringer. Og så er haven mit motionscenter, selvom udenforstående måske ikke helt kan se ligheden med motionscykler og løbebånd. Ikke desto mindre foregår en masse af min genoptræning derude og min muskler styrkes for hver gang tillige med, at jeg kommer ind med en, uanset evt. træthed, energiopfyldning.
Og så gik det op for mig, hvor fattigt jeg i grunden viste sådan en morgen eller et hvilket som helst andet tidspunkt på dagen og året frem - i det store og hele. Udelukkende skønhederne. Som var det efter en læresætning, at ingen gider at glo på det uskønne. Kun flødeskum - eller til nød angreb af sol, insekter eller andet ubarmhjertigt og da ihvertfald ikke for inspirationens skyld, men som et nødråb.Jeg tog mig selv i kraven og spurgte mig selv, om det virkelig var godt nok?! Svaret kendte jeg egentlig godt. Når ord som "øjebæ" dukker op, så begynder det i virkeligheden at krible i mine fingre af foretagsomhed og inde i hovedet begynder en masse små hjul at dreje rundt og gribe ind i hinanden og se muligheder. Øjebæprocessen er så givende - og de "uskønne" billeder sætter gang i fantasien. Glansbillederne, altså alle de vidunderlige blomster -og bladbilleder sætter kun sjældent helt samme spor...
Derfor satte jeg mig selv i arbejde. At hente cameraet. Og idag ikke beskære vissent og uønsket væk. Ikke alene at lade rammerne fylde ud af skønheden, men istedet inddrage det hele. Begynde at få kontrasterne og processen med i, hvad jeg viser frem. Udover nærbillederne. Og nej ikke alene for at vise helheders æstetiske fortræffeligheder frem. Måske snarere for at beskueren kan få en chance for at lede efter dem. Eller den glæde over havelivet, der er at finde i en zinkkande, der holder havedøren åben eller den plastikspand, der kommer til at rumme det uønskede, der skal videre til kvasrodebunken. Eller vasketøjskurven underneden, som er med til at samle hengemte plastpotter sammen fra fliserne, som snart skal rumme grillen, når de bedste venner kommer på ferie næste week-end. Og flisegangen dertil, som i mit fravær er groet meget til - jeg har allerede været der med den første omgang nedsabling. Eller måske er det noget helt helt andet, der fanger øjet - noget jeg måske ikke har set?
Og istedet for som vanligt at lægge billed af en eller anden skøn blomst på Facebook, som jeg rigtig ofte gør, for at dele med andre. For at lade dem nyde næsten det samme som jeg, med øjnene, så valgte jeg billedet af min ganske almindelige, helt og aldeles ucharmerende trillebør med toppen af ukrudtet stikkende frem, som jeg også viste herover i starten. Ikke det følgende, som ellers meget nemt kunne have været dagens kandidat. Den, trillebøren har allerede fået en "like"...
Og netop nu kom den lille, røde kat, Teddy og drejede nogle gang rundt om sig selv imellem mig og skærmen/tastaturet og lagde sig til rette på musemåtten. Så nu bliver det lidt vanskeligt at gøre det her så meget længere. Virkeligheden kalder. Den virkelighed, jeg så frem til at vende tilbage til, da jeg var i behandling på Riget. Virkeligheden med solbeskinnet vasketøj og alt arbejdet med det forud og efter, virkeligheden med krudt og ukrudt. Og Teddy spinder, når man stryger ham over pelsen, slikker sig lidt og fanger indimellem en flue, der dovent kommer forbi.
Og så tilbage til tanken, den vanvittige om regndans idag. Et citat har klæbet sig på den indvendige side af hovedet, som lyder nogenlunde sådan; "Livet handler ikke om at vente, til uvejret går over. Livet handler om at lære at danse i regnen". Når nu varmen rigtig får dig til at koge idag, så søg skygge og stik håndled og/eller ankler i koldt vand og nyd det - rigtig god søndag!
lørdag den 20. juli 2013
Aftenstemninger
Pludselig lyste marken overfor os i aftes! Det havde været skyet et par timer og dermed gråligt. Men med et blev blikket fanget af forvandlingen derude og jeg smed nærmest strygejernet og ilede hen efter cameraet...
Og når der så sådan ud mod syd, så var jeg næsten sikker på yderligere gevinst mod nord. Og jeg blev da heller ikke skuffet i gården, hvor solnedgangen prøvede at nå helt ind til rosenhækken.
Og da jeg så nåede helt hen til roserne og vendte mig mod vest/nordvest, så tabte jeg da helt pusten.
Og når der så sådan ud mod syd, så var jeg næsten sikker på yderligere gevinst mod nord. Og jeg blev da heller ikke skuffet i gården, hvor solnedgangen prøvede at nå helt ind til rosenhækken.
Og da jeg så nåede helt hen til roserne og vendte mig mod vest/nordvest, så tabte jeg da helt pusten.
tirsdag den 16. juli 2013
En yndling set fra oven...
Nej nu skal I altså lige have lov at se med og forhåbentlig nyde næsten lige så meget, som jeg gjorde igår morges, da jeg slog tagvinduet op. Om morgenen ligger det meste af haven i skelbeplantningens skygge, dog med strejf indimellem, som bliver flere, når der bliver tyndet lidt ud på et tidspunkt.
Kæmpe Skælhoved blomstrer her for første gang i år. 3-4 planter står foran havestuen mod syd og rager imponerende op over havestuens tag. Så højt op, at de fangede solen der igår morges, hvilket var det mest forrygende syn.
I det hele taget formår de at begejstre mig ud over det vanlige uanset, hvilken vinkel jeg ser dem fra (indrømmer dog, at jeg endnu ikke har prøvet at lægge mig ned og kigge op i dem ;)). Og jeg er ikke ene om begejstringen. De har formået at fange gemalens opmærksomhed og beundring og det er store sager, for han bemærker ikke det store i haven (og har ganske andre interesser). Og så er insekterne - især svirrefluer helt eksede med dem! Der er et leben i blomsterne fra morgen til aften!
Og derudover, så er de også havnet i adskillige buketter allerede, sammen med blomster fra Lodden Løvefod. De to giver en fylde og friskhed i vasen.
Og så kunne jeg ikke nære mig for også lige at fange noget i "baggrunden"; Sankt Johannes Gåseurt med cameraet (som også er værd at bemærke). En lidt anden måde at fotografere på, end jeg plejer - sådan set fra oven...
Kæmpe Skælhoved blomstrer her for første gang i år. 3-4 planter står foran havestuen mod syd og rager imponerende op over havestuens tag. Så højt op, at de fangede solen der igår morges, hvilket var det mest forrygende syn.
I det hele taget formår de at begejstre mig ud over det vanlige uanset, hvilken vinkel jeg ser dem fra (indrømmer dog, at jeg endnu ikke har prøvet at lægge mig ned og kigge op i dem ;)). Og jeg er ikke ene om begejstringen. De har formået at fange gemalens opmærksomhed og beundring og det er store sager, for han bemærker ikke det store i haven (og har ganske andre interesser). Og så er insekterne - især svirrefluer helt eksede med dem! Der er et leben i blomsterne fra morgen til aften!
Og derudover, så er de også havnet i adskillige buketter allerede, sammen med blomster fra Lodden Løvefod. De to giver en fylde og friskhed i vasen.
Og så kunne jeg ikke nære mig for også lige at fange noget i "baggrunden"; Sankt Johannes Gåseurt med cameraet (som også er værd at bemærke). En lidt anden måde at fotografere på, end jeg plejer - sådan set fra oven...
søndag den 14. juli 2013
Ugen der gik tilsat opskrift på citronbrownies
Lidt indlæg blev det til i løbet af ugen. For indimellem kan man godt trænge til bare at sætte sig og dele skønne syn og oplevelser med andre. Og sidenhen frydes over, hvis en anden har fundet tid til en lille hilsen. Resten af tiden, altså udenfor nettet, er i høj grad blevet brugt på at påbegynde generobringen af hjem og have. Familien har gjort en stor indsats i de måneder, jeg har været mere eller mindre sat ud af spillet. De har imponeret ved at holde hjulene igang, med meget lidt hjælp fra mig og megen ekstra aktivitet ud af huset med div. operation og efterbehandlinger, oveni hverdagen med bl.a. folkeskolens afgangseksamen for den ældste datter. Og nu nyder jeg så, skridt for skridt at vende tilbage til hverdag.
Og hverdag er jo så ikke bare hverdag lige nu, for det er sommerferie. Og det handler ganske meget om at generobre rum til hygge - andet må så vente. I forgårs blev meterhøjt og også mindre ukrudt forvist fra gården, ligesom rod, der havde sneget sig derind siden sidste år. I aftes kastede jeg mig så over "spisepladsen" derude. Grunden fra et gammelt vaskehus, som siden blev udlånt til opdræt af hanesteg, hvorved vi i sin tid fik hanen Caruso, som flygtede fra øksen gennem vinduet uden en skramme og blev belønnet med en hønseflok, som har været været fortid i nogle år. Så blev det til andehus - skønne moskusænder, som smagte forrygende. Og for nogle år siden blev det så revet ned, da dele af det var blevet overtaget af rotter, som vi ikke var så glade for ;)
Men grunden blev altså stående (jeg kæmpede med næb og klør for, at den ikke skulle bankes op). Der blev indhegnet en smule, så det fortsat var et lille rum. Og der blev plantet roser fra en bekendt fra Langeland. Navnet er ukendt, men de er livskraftige og så har de den skønneste skrigpink farve, når de springer ud i klaser på denne tid. Derfor tilgives de også, at de kun blomstrer en gang om året og iø ikke dufter. Det er et eventyrligt syn, når de står som en hæk rundt om spisepladsen. Sidste år fik de tildels lov til at indtage det meste af spisepladsen, hvor blomsterrankerne lå henad gulvet og var så romantisk, at det halve kunne være nok. Og så skulle de have været klippet tilbage i foråret, så vi kunne få gulvet tilbage og "nøjes" med hækken. Det skete først igår aftes. Og det gav så plads under og ud fra, så et havebord og stole kan indtage pladsen til hygge med familie og venner i sommer. Her kommer lige et enkelt glimt - et øjeblik igår morges, jeg bare måtte indfange, hvor de knapt udsprungne roser så så yndige ud i selskabet med Clematis montana 'Freda', som langsomt men sikkert fletter sig ind i herligheden...
Tilbage til i torsdags, hvor jeg bagte citronbrownies... Der blev spurgt til opskriften. Det kan jeg godt forstå, for udover at se indbydende ud på en egen stille måde, så smager de altså også så godt! Jeg stødte engang på en amerikansk opskrift på dem. Og jeg måtte bare prøve at lave dem! Opskriften var dog ikke helt forståelig for mig, sådan der på udenlandsk, så det endte egentlig med, at jeg udfra et nogenlunde overblik tilsat lidt gætteri og kunstnerisk frihed fik "strikket" noget sammen. Det noget, gentager jeg indimellem, når jeg har et par økocitroner til overs (hvem har ikke prøvet at købe 3 i en pakning for blot at skulle bruge 1?!).
1½ kop mel, 1½ kop sukker, ½ tskf. salt og 1 kop flydende margarine røres godt sammen i en "stor" skål. I en anden skål piskes 4 æg sammen med citronskal og saft fra et par citroner. Det sammenpiskede piskes sammen med indholdet i den store skål. Hele herligheden hældes i en halvstor bradepande/ildfast fad foret med bagepapir og bages på 180 grader (varmluft) i 25 minutter - eller så længe det tager den at blive lyst gylden i overfladen. Bagefter skal den køles absolut helt ned. Det kan være en fordel at bage den dagen før...
Når kagen er kølet, skal der røres en glasur. Efterfølgende mængder er absolut kun nogenlunde vejledende. Jeg ender nemlig altid med at tilføre både tørt og væde sjatvis efter for at frembringe lige præcis den sejhed, jeg foretrækker i en glasur - og iø med en hel masse røren med en spiseske for at få den så blank (som jeg orker). 1½ kop flormelis tilsat 5 spskf. citronsaft (her bruger færdigkøbt citronsaft fra flaske). Glasuren smøres på kagen, trækkes ud over med en smørekniv, som indimellem dyppes i et krus med nykogt varmt vand). Derefter ryger den i køleskabet min. 1 time, inden den skæres ud i små firkanter, som i mit indlæg i torsdags, hvor modelflyveklubben indtog den med god appetit ;)
Og så skal der lige lyde en hyldest til Søren Ryge Petersen og hans direkte udsendelse torsdag aften. Han forstår om nogen at tilføre sommeren en masse hygge - i torsdags også fra en "övergivan" have fyldt med Martagonliljer, som fik en anden en til at sukke dybt henført og gispe over det overvældende antal. Og Søren elsker blomster. Og ikke alene at plante og pynte med dem i havens bede, men som han selv sagde at plukke buketter i rå mængder sommeren igennem til eget brug og til at give væk af til højre og venstre. Det sang nærmest i mit hjerte, hvis jeg skal være en smule poetisk, af fryd over "mødet" med en anden, der ser høst af blomster i haven som noget lige så naturligt som at plukke jordbær eller ærter. Eller rabarber for den sags skyld. Og skulle du møde Søren, så må du hilse og sige, at det ikke blot er ham eller avantgardistiske blomsterhandlere i Kbh. (hans illustrative gæt på andre), der kan finde på at bruge blomsterne/frøstandene fra rabarber i en vase. Det er sket mere end én gang her, da jeg hvert år imponeres over de høje spir.
Og så skal der selvfølgelig følge en buket med al den snak. For at det ikke bare skal være snak ;) Igår morges blev denne sat sammen (pst der er også "ukrudt" i hihi), inden jeg tog på besøg hos brormand og svigerinde og byttede den for en kop kaffe, inden vi lavede lidt rosenstiklinger. Fortsat god søndag, hvis du er nået så langt som her til ;)
Og hverdag er jo så ikke bare hverdag lige nu, for det er sommerferie. Og det handler ganske meget om at generobre rum til hygge - andet må så vente. I forgårs blev meterhøjt og også mindre ukrudt forvist fra gården, ligesom rod, der havde sneget sig derind siden sidste år. I aftes kastede jeg mig så over "spisepladsen" derude. Grunden fra et gammelt vaskehus, som siden blev udlånt til opdræt af hanesteg, hvorved vi i sin tid fik hanen Caruso, som flygtede fra øksen gennem vinduet uden en skramme og blev belønnet med en hønseflok, som har været været fortid i nogle år. Så blev det til andehus - skønne moskusænder, som smagte forrygende. Og for nogle år siden blev det så revet ned, da dele af det var blevet overtaget af rotter, som vi ikke var så glade for ;)
Men grunden blev altså stående (jeg kæmpede med næb og klør for, at den ikke skulle bankes op). Der blev indhegnet en smule, så det fortsat var et lille rum. Og der blev plantet roser fra en bekendt fra Langeland. Navnet er ukendt, men de er livskraftige og så har de den skønneste skrigpink farve, når de springer ud i klaser på denne tid. Derfor tilgives de også, at de kun blomstrer en gang om året og iø ikke dufter. Det er et eventyrligt syn, når de står som en hæk rundt om spisepladsen. Sidste år fik de tildels lov til at indtage det meste af spisepladsen, hvor blomsterrankerne lå henad gulvet og var så romantisk, at det halve kunne være nok. Og så skulle de have været klippet tilbage i foråret, så vi kunne få gulvet tilbage og "nøjes" med hækken. Det skete først igår aftes. Og det gav så plads under og ud fra, så et havebord og stole kan indtage pladsen til hygge med familie og venner i sommer. Her kommer lige et enkelt glimt - et øjeblik igår morges, jeg bare måtte indfange, hvor de knapt udsprungne roser så så yndige ud i selskabet med Clematis montana 'Freda', som langsomt men sikkert fletter sig ind i herligheden...
Tilbage til i torsdags, hvor jeg bagte citronbrownies... Der blev spurgt til opskriften. Det kan jeg godt forstå, for udover at se indbydende ud på en egen stille måde, så smager de altså også så godt! Jeg stødte engang på en amerikansk opskrift på dem. Og jeg måtte bare prøve at lave dem! Opskriften var dog ikke helt forståelig for mig, sådan der på udenlandsk, så det endte egentlig med, at jeg udfra et nogenlunde overblik tilsat lidt gætteri og kunstnerisk frihed fik "strikket" noget sammen. Det noget, gentager jeg indimellem, når jeg har et par økocitroner til overs (hvem har ikke prøvet at købe 3 i en pakning for blot at skulle bruge 1?!).
1½ kop mel, 1½ kop sukker, ½ tskf. salt og 1 kop flydende margarine røres godt sammen i en "stor" skål. I en anden skål piskes 4 æg sammen med citronskal og saft fra et par citroner. Det sammenpiskede piskes sammen med indholdet i den store skål. Hele herligheden hældes i en halvstor bradepande/ildfast fad foret med bagepapir og bages på 180 grader (varmluft) i 25 minutter - eller så længe det tager den at blive lyst gylden i overfladen. Bagefter skal den køles absolut helt ned. Det kan være en fordel at bage den dagen før...
Når kagen er kølet, skal der røres en glasur. Efterfølgende mængder er absolut kun nogenlunde vejledende. Jeg ender nemlig altid med at tilføre både tørt og væde sjatvis efter for at frembringe lige præcis den sejhed, jeg foretrækker i en glasur - og iø med en hel masse røren med en spiseske for at få den så blank (som jeg orker). 1½ kop flormelis tilsat 5 spskf. citronsaft (her bruger færdigkøbt citronsaft fra flaske). Glasuren smøres på kagen, trækkes ud over med en smørekniv, som indimellem dyppes i et krus med nykogt varmt vand). Derefter ryger den i køleskabet min. 1 time, inden den skæres ud i små firkanter, som i mit indlæg i torsdags, hvor modelflyveklubben indtog den med god appetit ;)
Og så skal der lige lyde en hyldest til Søren Ryge Petersen og hans direkte udsendelse torsdag aften. Han forstår om nogen at tilføre sommeren en masse hygge - i torsdags også fra en "övergivan" have fyldt med Martagonliljer, som fik en anden en til at sukke dybt henført og gispe over det overvældende antal. Og Søren elsker blomster. Og ikke alene at plante og pynte med dem i havens bede, men som han selv sagde at plukke buketter i rå mængder sommeren igennem til eget brug og til at give væk af til højre og venstre. Det sang nærmest i mit hjerte, hvis jeg skal være en smule poetisk, af fryd over "mødet" med en anden, der ser høst af blomster i haven som noget lige så naturligt som at plukke jordbær eller ærter. Eller rabarber for den sags skyld. Og skulle du møde Søren, så må du hilse og sige, at det ikke blot er ham eller avantgardistiske blomsterhandlere i Kbh. (hans illustrative gæt på andre), der kan finde på at bruge blomsterne/frøstandene fra rabarber i en vase. Det er sket mere end én gang her, da jeg hvert år imponeres over de høje spir.
Og så skal der selvfølgelig følge en buket med al den snak. For at det ikke bare skal være snak ;) Igår morges blev denne sat sammen (pst der er også "ukrudt" i hihi), inden jeg tog på besøg hos brormand og svigerinde og byttede den for en kop kaffe, inden vi lavede lidt rosenstiklinger. Fortsat god søndag, hvis du er nået så langt som her til ;)
torsdag den 11. juli 2013
I køkkenet på en regnvejrsdag
Planterne har garanteret klappet i deres små og store blade, dagen igennem. Løftet og strakt dem og ladet de skønne regnvejrsdråber glide hele vejen ned ad stænglen og til jorden, hvor rødderne har suget i sig. Potteplanterne i vindueskarmen blev i den grad misundelige på havens planter, så de måtte bæres udenfor på en bakke, hvor de får lov at overnatte, inden de formodentlig imorgen endelig bliver plantet om.
Derfor har husets frue gået og smilet dagen lang. Bundet en duftende buket, "alt godt fra haven" til køkkenvinduet og bagt kage til modelflyveklubben, der har deres ugentlige møde i køkkenet netop nu - og naturligvis til husets øvrige slikmunde.
Derfor har husets frue gået og smilet dagen lang. Bundet en duftende buket, "alt godt fra haven" til køkkenvinduet og bagt kage til modelflyveklubben, der har deres ugentlige møde i køkkenet netop nu - og naturligvis til husets øvrige slikmunde.
mandag den 8. juli 2013
Endnu en sommerbuket...
Er det da ikke helt utroligt, som alferne har sørget for smukke blomster til mig, mens jeg har været borte?! Har netop bundet en buket, som skal "flytte hjemmefra" imorgen af Rølliken 'Terracott', Sporebaldrian, Kæmpe Skælhoved, Torskemund, Daglilje og roserne 'Charles Austin' og 'Dr van Fleet' :D
søndag den 7. juli 2013
Blomster til værtinden
Tidligt imorges. Endog tidligere, end jeg gik igang med mit morgenritual i haven, hvor jeg dels nyder og dernæst yder i et par timer. Imens bollerne bagte, som var færdige ca. kl. 7.20, lavede jeg en gave. Forberedelsen blev gjort i aftes, hvor jeg blandt havens bedårende flor indsamlede roser med navnet 'Mme Plantier', Lægebaldrian, Lodden Løvefod og Kæmpeskælhoved. De blev sat dybt i vand natten over og bundet til en buket. Når ellers jeg får smølet mig ud efter kompostorme til værten og ellers får "frisket hårlokkerne", som nu er hele 2-3 cm. lange sine steder ;), så går turen afsted til fødselsdag med buketten til værtinden. Omend en flygtig gave, som afskårne jo dog er, så noget at det dyrebareste, jeg kan give!
Med søndag morgen frisk i erindring, mens solen nu banker ned derude...
Med søndag morgen frisk i erindring, mens solen nu banker ned derude...
lørdag den 6. juli 2013
Første gang...
Skamløst må jeg indrømme, at svar på blogkommentarer og andre internetaktiviteter efter en lang og virksom som dag blev overtrumfet af Sherlock Holmes i fjernsynet. Har haft en svaghed for den figur siden barndommen. Måske fordi fortællingerne altid rummer mere end, hvad øjet ser i første omgang. Det var Doyle god til - og var iø også indblandet i handlingen i en meget speciel bog om at fotografere alfer...
Imorgen tidlig skal der bages boller af langtidshævet dej og imens bindes en buket til en værtinde senere på dagen. Dejen blev rørt sammen og blomsterne plukket, inden jeg smed mig i lænestolen. Og inden da blev det lige til et enkelt foto idag. Blomster jeg har ventet flere år på. Først og fremmest, fordi jeg har glemt at vande små frøplanter (og derfor har sået dem flere gange). Planter af frø, som en god haveveninde forærede mig. Men sidste år lykkedes det. 2 planter overlevede de barske opvækstvilkår og nåede at blive plantet ud i solskinsbedet og tilmed vokse til Og de seneste weekender har jeg med fryd konstateret, at der nu var knopper! Knopper i Kæmpeknopurt, som nu altså er begyndt at springe ude!
Om et kort øjeblik er det imorgen. Så jeg iler lige med et foto af triumfen og lover at vende tilbage til kommentarerne, mens jeg gufler boller - god søndag :D
Imorgen tidlig skal der bages boller af langtidshævet dej og imens bindes en buket til en værtinde senere på dagen. Dejen blev rørt sammen og blomsterne plukket, inden jeg smed mig i lænestolen. Og inden da blev det lige til et enkelt foto idag. Blomster jeg har ventet flere år på. Først og fremmest, fordi jeg har glemt at vande små frøplanter (og derfor har sået dem flere gange). Planter af frø, som en god haveveninde forærede mig. Men sidste år lykkedes det. 2 planter overlevede de barske opvækstvilkår og nåede at blive plantet ud i solskinsbedet og tilmed vokse til Og de seneste weekender har jeg med fryd konstateret, at der nu var knopper! Knopper i Kæmpeknopurt, som nu altså er begyndt at springe ude!
Om et kort øjeblik er det imorgen. Så jeg iler lige med et foto af triumfen og lover at vende tilbage til kommentarerne, mens jeg gufler boller - god søndag :D
fredag den 5. juli 2013
Beruset.
Ja det er vist den nærmeste beskrivelse, jeg lige kan komme på af fornemmelsen, når jeg går igennem haven i disse dage. Særligt om aftenen dufterne roserne om kap, ikke mindst med den gamle, hvide Kaprifolium, som står med uanede mængder af knopper netop nu og næsten frister til at tilbringe natten derude i al vellugten!
Der er helt fantastisk frodigt i haven i år. Det skyldes ikke blot mit fravær med klør 5, men i høj grad også, at Solskinsøen i forår/forsommer har fået regn, vi ellers ikke har været forvænt med de seneste år på denne tid. Det hele vokser nærmest om kap derude, hvor jeg går som en anden Tommelise :D Og blomster er der mange af! Lige ved siden af Kaprifolien og Rosen 'Mme Plantier' står Blærespireaen og blomstrer for første gang. Helt fantastisk yndefuldt!
Rigtig god fredag til jer alle!
Der er helt fantastisk frodigt i haven i år. Det skyldes ikke blot mit fravær med klør 5, men i høj grad også, at Solskinsøen i forår/forsommer har fået regn, vi ellers ikke har været forvænt med de seneste år på denne tid. Det hele vokser nærmest om kap derude, hvor jeg går som en anden Tommelise :D Og blomster er der mange af! Lige ved siden af Kaprifolien og Rosen 'Mme Plantier' står Blærespireaen og blomstrer for første gang. Helt fantastisk yndefuldt!
Rigtig god fredag til jer alle!
torsdag den 4. juli 2013
Indisk Potentil 'Melton Fire'
Det er for så vidt ligegyldigt, hvad denne lille lækkermås hedder - bortset fra, hvis I skulle ønske at anskaffe den ;) Men imorges stod den nede i Flammebedet og kaldte på mig og cameraet, som kom forbi. Vi var på morgentur, ude at nyde alle indtrykkene, inden dagen tog rigtig fat. Solen havde ganske vist været oppe længe, men var ikke begyndt at komme ind i haven endnu.
Sådanne morgener ser jeg frem til rigtig mange flere af nu! Min plan er, da jeg alligevel ikke kan sove længe, at komme derud at virke og fotografere, mens pigerne endnu sover skønhedssøvn og solen endnu ikke kan ramme min sarte hud i haven. At starte med fuglesang, insekters summen og blomsternes dufter, farver og former. Dét er bare lykken - her illustreret i den lille blomst i morgenidyllen :D
Sådanne morgener ser jeg frem til rigtig mange flere af nu! Min plan er, da jeg alligevel ikke kan sove længe, at komme derud at virke og fotografere, mens pigerne endnu sover skønhedssøvn og solen endnu ikke kan ramme min sarte hud i haven. At starte med fuglesang, insekters summen og blomsternes dufter, farver og former. Dét er bare lykken - her illustreret i den lille blomst i morgenidyllen :D
onsdag den 3. juli 2013
Barberet ged...
Jeg sad i lænestolen med plaiden trukket næsten helt op om næsen. Udkørt, udaset, træt; Kald det, hvad du vil. Måske også en smule overvældet og ihvertfald med næsen pegende mod tv'et. Herhjemme i vores egen stue. Brændeovnen var ved at komme ordentligt til live, mens jeg var det modsatte. Lige indtil...
Ja brændeovnen fortsatte altså med sit forehavende, men jeg fik øje på den høje, hvide Fingerbøl, som aftensolens stråler nåede, mens den duvede i en let tiltagende vind. Og så var det, at jeg lige måtte ud med cameraet. Bare fordi det øjeblik var så smukt. Derude var der endnu mange skønheder, vinkler, farver, overraskelser og hvad ved jeg, som tiggede om at blive foreviget. Og jeg blev budt velkommen. Af en flok blodtørstige hunkønsvæsner. Sådan nogle oplevede jeg end ikke på mit værelse på patienthotellet - eller for den sags skyld de seneste 4 hverdage, hvor jeg har pendlet mellem Lillebo og Riget for at få barberet den ged (med weekendophold hos svigermekanikken med familien ovenikøbet).
Og nu er den så altså glatraget, barberet, som Fru Friis så poetisk udtrykte det andetsteds. Og når jeg gengiver det her, så er det bare fordi, jeg selv kunne have valgt de selvsamme ord. Strålebehandlingen er til ende. Og jeg er hjemme og ser frem. 6 uger er gennemlevet på mest godt og kun lidt ondt - fordøjet og har bragt mig videre. Og uanset, hvad "morgendagen" bringer, så kommer de 6 uger ikke tilbage - men andre er begyndt.
Og måske derfor var det, at cameraet af uransagelige grunde ikke havde alle motiverne med ind. Eller også fik jeg trykket på noget aldeles ukendt, som jeg end ikke lagde mærke til, fordi jeg var opslugt af motiverne, duftene og lydene derude i mit helt eget paradis på jord. Et af de få, der var tilbage, var af rosen 'Westerland' . Portrætteret med såvel en smukt, forfaldende blomst, som endnu kan tiltrække en Brumbasse og nye løfter i form af friske knopper.
Det fik jeg lige lyst til at dele med jer, inden jeg synker ned i lænestolen igen, mens kedlen på brændeovnen snurrer.
Ja brændeovnen fortsatte altså med sit forehavende, men jeg fik øje på den høje, hvide Fingerbøl, som aftensolens stråler nåede, mens den duvede i en let tiltagende vind. Og så var det, at jeg lige måtte ud med cameraet. Bare fordi det øjeblik var så smukt. Derude var der endnu mange skønheder, vinkler, farver, overraskelser og hvad ved jeg, som tiggede om at blive foreviget. Og jeg blev budt velkommen. Af en flok blodtørstige hunkønsvæsner. Sådan nogle oplevede jeg end ikke på mit værelse på patienthotellet - eller for den sags skyld de seneste 4 hverdage, hvor jeg har pendlet mellem Lillebo og Riget for at få barberet den ged (med weekendophold hos svigermekanikken med familien ovenikøbet).
Og nu er den så altså glatraget, barberet, som Fru Friis så poetisk udtrykte det andetsteds. Og når jeg gengiver det her, så er det bare fordi, jeg selv kunne have valgt de selvsamme ord. Strålebehandlingen er til ende. Og jeg er hjemme og ser frem. 6 uger er gennemlevet på mest godt og kun lidt ondt - fordøjet og har bragt mig videre. Og uanset, hvad "morgendagen" bringer, så kommer de 6 uger ikke tilbage - men andre er begyndt.
Og måske derfor var det, at cameraet af uransagelige grunde ikke havde alle motiverne med ind. Eller også fik jeg trykket på noget aldeles ukendt, som jeg end ikke lagde mærke til, fordi jeg var opslugt af motiverne, duftene og lydene derude i mit helt eget paradis på jord. Et af de få, der var tilbage, var af rosen 'Westerland' . Portrætteret med såvel en smukt, forfaldende blomst, som endnu kan tiltrække en Brumbasse og nye løfter i form af friske knopper.
Det fik jeg lige lyst til at dele med jer, inden jeg synker ned i lænestolen igen, mens kedlen på brændeovnen snurrer.
Abonner på:
Opslag (Atom)