I staver...

Jeg indrømmer gerne, at jeg er træt.

Jeg ville ikke gå glip af et sidste glimt af de bedste venner, inden de forlod campingvognen imorges. Klokken var 5, da vækkeuret flåede mig ud af drømmeland. Og jeg føler mig vildt utiltalende på den tid af dagen; Mut, med søvnfolder i ansigtet og absolut langsom i bevægelsen grænsende til det apatiske. Men 4 dage i en fantastisk stemning af sol, sommer, latter, vinglas, god mad, haverundfarter, mere latter, musik, alvor, agurker fra drivhuset, besøg i genbrugen med rigtig meget mere, det lader sig ikke bare afslutte med, at de lister afsted uden en kop kaffe, et kram og et meget stort på gensyn.

En sindsstemning er brat blevet afløst af "hverdag". Efter et par uger eller måske tre eller næsten fire, hvor mangt og meget har fået en kærlig hånd at føle med tanken om, at SNART skal det hele var en rigtig hyggelig ramme om sommerlig letsindighed. Næsten sorgløshed. Forventningens nærmest barnlige glæde, Som til jul. Og der blev da også bagt leverpostej, kogt risengrød til risalamande og tilmed drukket gløgg og spist æbleskiver, som den yngste datter bagte en aften. Ikke fordi det på nogen måde er jul. Men fordi, jeg er skør - og de bedste venner er med på det. Glædelig juli er nu nærmest slut.

Efter en times tid mere under dynen, da der var vinket farvel, var det igen tid at stå op. Stå op, få mad og gøre mig klar til at tage afsted til behandling. Hver 3. uge indtil engang næste forår, drager jeg til Bornholms Hospital for at få en biologisk behandling, som oveni kemo, stråler og antihormoner gerne skulle holde manden med leen på afstand. Det er jo knaldhamrende positivt. At det findes. Og mens væsken bliver pumpet fra dropstativet og ind i en åre, mærker jeg da heller ikke spor ubehag. Dét i sig selv er nu næsten rutine og ikke noget at være nervøs for.

Men jeg ville være fuld af lyv, hvis jeg påstod, at jeg går derfra med fornyet livsglæde og boblende af optimisme. Det er nemlig ikke blevet rutine at træde ind ad afdelingens dør og befinde mig i sygeverden. Vel at mærke som en af de syge. Jeg bliver hensat i en sindsstemning, som kræver mængder af energi. Kald det alvor eller noget. Jeg bliver henvist til venteværelse, derefter til læge eller stue, venter sammen med (andre) syge mennesker, ser og nærmest føler deres lidelse og tilmed nogle nedtælling... Jeg ved ikke, om det blot er mine sanser, der således er på stilke. Jeg aner ikke, om andre også påvirkes på den led. Men jeg ved, at det tapper mine kræfter og at jeg langtfra (endnu?) formår at opleve "besøget" som noget positivt.

Idag havde jeg dog "forberedt" mig lidt hjemmefra. Jeg havde medbragt lidt foræringer til min kommende svigerinde, som nu er flyttet sammen med min broder. Jeg havde planlagt at lægge vejen forbi dem, når jeg skulle hjem. Kigge uventet ind og drikke deres kaffe og glæde mig sammen med dem over, at de nu er sammen. Jeg vidste, at dét ville være en energibooster. Og bedst som jeg var på vej væk fra byen, vendte bilen pludselig snuden mod en planteskole. Ikke at jeg skulle have noget. Jeg skulle bare lige derover og opleve. Se, hvilke blomster, der nu strålede om kap med solen. Snuse vidunderlige dufte med på vejen. Og jeg gik såmænd også derfra uden at være fristet til at bruge en krone. Eller næsten. For der var jo altså den der lækre Purpursolhat; "Tomato Soup". Den frister. Men der bliver ikke købt en eneste Purpursolhat mere, førend, jeg har fået lavet et bed, hvor de kan trives og gøre mig sindsigt glad istedet for nedtrykt over, at de er forsvundet!

Hjemme igen ventede pigerne med snak. Og vi fik sammen ordnet lidt i køkkenet. I aftes blev tiden ikke spildt med mere end højest nødvendigt af det der oprydning/rengøring. Den var alt for kostbar i det uvurderlige selskab. Og da jeg så også havde fået lidt at leve af udover den kaffe, jeg fik på vejen hjem, så faldt jeg om en times tid i det alt for lumre soveværelse på loftet. Først med ½ time med en bog og derefter i drømmeland. Snart efter var det dog op igen, få lidt mere kaffe, vågne på og så begynde at tænke på aftensmad. Men inden aftensmaden var er lige "et par billeder", der måtte tages. Idag er startet med tørvejr ved 5-tiden, småregn ved 9-tiden, en større byge senere på formiddagen, fra ved 12-tiden sol og tiltagende vind. Og det sidste er det nærmest blevet ved med. Altså sol og vind.

Vind er nok den vejrtype, jeg sætter mindst pris på. Bortset fra, når det er alt for varmt. Men ellers er det kun sporadisk, at den kan fornøje mig. Tidligere kunne den nærmest gøre mig småvanvittig. I særdeleshed, når den huserede i flere dage. Efter mit ophold i København har jeg dog opnået en større tolerancetærskel overfor naturlyde - sågar altså både vind og Råger. Jeg har lært at ignorere til en vis grænse. Om det varer ved, er så spændende. Men ihvertfald fangede cameraet og jeg nogle blomsterskærme rundt omkring på den mørkløvede Kvan, 'Vicar's Mead'. For to år siden kom der frø fra Claus Dalby, som det lykkedes mig at lave nogle planter af, som nu er til meget stor glæde. En dag fanger vi måske også planternes fulde volumen, måske til glæde for dig, der kigger med her. Men idag var det dragende at zoome ind, synke ind i mellem alle de bittesmå blomster sammen med bier, svirrefluer, sommerfugle, hvepse og andre bevingede væsener og sende Claus en meget kærlig tanke samtidig.

Nu tænker du måske, hvis du overhovedet er nået så langt som hertil og ikke er stået af skriblerierne og nøjedes med billeder, hvilket er forståeligt, at det dog var et uforskammet langt indlæg. Det er i grunden sådan, dagen har føltes, som du har læst lidt om. Uforskammet lang og krævende. Ikke ulykkelig. Mine dage er nemlig lykkelig hver og en, siden livet eller måske skæbnen gav mig endnu en chance. Men "blot" lidt af en mundfuld. Og efter maden gik jeg ud et par gange og faldt i staver over forskellige glimt i haven. Særligt bagtil nær campingvognen. Jeg kunne faktisk ikke finde noget grimt. Alt havde sin charme og var lige til at synke ind i. Men nu er jeg godt nok ved at være rigtig træt. Har endnu et par gøremål, som jeg vil afslutte juli med og se frem mod august, som starter imorgen. Og derefter gå til ro for at vågne op med fornyet energi og igang med alt det, der kommer. Du får lige et sidste Kvan-billed, mens jeg sender Claus og ikke mindst de bedste venner samt min brorfamilie og dem herhjemme i hver deres hyggehjørne en ekstra kærlig tanke. Og nu er vinden igang med at lægge sig...

Vel mødt i august - jeg glæder også til at være mere nærværende her igen!