Om at danse i regnen på en søndag i strålende sol.

Stiger varmen hende til hovedet? Eller har hun bare ekstremt gode forbindelser? Overalt - ingen nævnt ingen glemt - i det ganske, danske land anes efterhånden en beklagelse over sommerens velsignede varme. Ikke, at vi har noget imod sommeren, næh nej. Men vi ønsker mere end alene et forrygende varmt vejr. Vi ønsker også regn. Og som de gode havejere, vi er, knokler vi rundt med vandkande - og når ingen ser eller hører, også med slangen for at få alle skønhederne til at tage sig bedst muligt ud til enhver tid!

Og for at det ikke skal være løgn, så gror ukrudtet stadig. Altså de planter, som vi ikke havde tænkt på det sted, hvor de dukker op. Og det være sig vilde eller kultiverede, som bare ikke gør sig godt på et foto eller i tilfælde af, at et tv-hold eller en forfatter skulle lægge vejen forbi. For slet ikke at tale om naboen eller familien. For haven bliver jo vist frem. Haven er stadsstuen. Ej blot til lyst længere?

Denne søndag morgen handler det i grunden ikke om at løfte pegefingre - snarere tværtimod. Og så alligevel. Jeg sidder splitterkonghans i badekåben, som jeg gjorde for en halvanden times tid siden på trappen fra stuen til den gamle faldefærdige havestue, hvor jeg kiggede ud - og indad. Jeg besluttede, at denne søndag morgen ikke skulle bruges på at iføre mig tøj, hente rundstykker fra frost, varme dem, spise dem og derefter igang med en masse praktisk, som ligger og venter. Det gør det med sikkerhed også senere og havregryn med sukker og mælk skal man ikke kimse ad.

Jeg sad som tryllebundet af morgensolen, fuglesangen, insekternes virvar i luften (støder de mon aldrig sammen?), smukke blomster og blade og så ikke mindst forventningens glæde. Når dagen og solen tager af der på fliserne, så venter "arbejdet" på mig. Arbejdet med at "fremkalde" alt det skønneste, Arbejdet, som i virkeligheden ikke er arbejde, men en kær beskæftigelse for mig. En forlystelse. Og den dag, hvor det ikke længere er en forlystelse, så bliver haven erstattet af noget, som ikke kræver "pasning". Jeg følger ikke bare trop, viser ikke bare frem. Jeg forguder det univers, min have er. Alle de muligheder og indtryk. Stemninger og overraskelser. Erfaringer og udfordringer. Og så er haven mit motionscenter, selvom udenforstående måske ikke helt kan se ligheden med motionscykler og løbebånd. Ikke desto mindre foregår en masse af min genoptræning derude og min muskler styrkes for hver gang tillige med, at jeg kommer ind med en, uanset evt. træthed, energiopfyldning.

Og så gik det op for mig, hvor fattigt jeg i grunden viste sådan en morgen eller et hvilket som helst andet tidspunkt på dagen og året frem - i det store og hele. Udelukkende skønhederne. Som var det efter en læresætning, at ingen gider at glo på det uskønne. Kun flødeskum - eller til nød angreb af sol, insekter eller andet ubarmhjertigt og da ihvertfald ikke for inspirationens skyld, men som et nødråb.Jeg tog mig selv i kraven og spurgte mig selv, om det virkelig var godt nok?! Svaret kendte jeg egentlig godt. Når ord som "øjebæ" dukker op, så begynder det i virkeligheden at krible i mine fingre af foretagsomhed og inde i hovedet begynder en masse små hjul at dreje rundt og gribe ind i hinanden og se muligheder. Øjebæprocessen er så givende - og de "uskønne" billeder sætter gang i fantasien. Glansbillederne, altså alle de vidunderlige blomster -og bladbilleder sætter kun sjældent helt samme spor...

Derfor satte jeg mig selv i arbejde. At hente cameraet. Og idag ikke beskære vissent og uønsket væk. Ikke alene at lade rammerne fylde ud af skønheden, men istedet inddrage det hele. Begynde at få kontrasterne og processen med i, hvad jeg viser frem. Udover nærbillederne. Og nej ikke alene for at vise helheders æstetiske fortræffeligheder frem. Måske snarere for at beskueren kan få en chance for at lede efter dem. Eller den glæde over havelivet, der er at finde i en zinkkande, der holder havedøren åben eller den plastikspand, der kommer til at rumme det uønskede, der skal videre til kvasrodebunken. Eller vasketøjskurven underneden, som er med til at samle hengemte plastpotter sammen fra fliserne, som snart skal rumme grillen, når de bedste venner kommer på ferie næste week-end. Og flisegangen dertil, som i mit fravær er groet meget til - jeg har allerede været der med den første omgang nedsabling. Eller måske er det noget helt helt andet, der fanger øjet - noget jeg måske ikke har set?

Og istedet for som vanligt at lægge billed af en eller anden skøn blomst på Facebook, som jeg rigtig ofte gør, for at dele med andre. For at lade dem nyde næsten det samme som jeg, med øjnene, så valgte jeg billedet af min ganske almindelige, helt og aldeles ucharmerende trillebør med toppen af ukrudtet stikkende frem, som jeg også viste herover i starten. Ikke det følgende, som ellers meget nemt kunne have været dagens kandidat. Den, trillebøren har allerede fået en "like"...

Og netop nu kom den lille, røde kat, Teddy og drejede nogle gang rundt om sig selv imellem mig og skærmen/tastaturet og lagde sig til rette på musemåtten. Så nu bliver det lidt vanskeligt at gøre det her så meget længere. Virkeligheden kalder. Den virkelighed, jeg så frem til at vende tilbage til, da jeg var i behandling på Riget. Virkeligheden med solbeskinnet vasketøj og alt arbejdet med det forud og efter, virkeligheden med krudt og ukrudt. Og Teddy spinder, når man stryger ham over pelsen, slikker sig lidt og fanger indimellem en flue, der dovent kommer forbi.

Og så tilbage til tanken, den vanvittige om regndans idag. Et citat har klæbet sig på den indvendige side af hovedet, som lyder nogenlunde sådan; "Livet handler ikke om at vente, til uvejret går over. Livet handler om at lære at danse i regnen". Når nu varmen rigtig får dig til at koge idag, så søg skygge og stik håndled og/eller ankler i koldt vand og nyd det - rigtig god søndag!