Sider

onsdag den 3. juli 2013

Barberet ged...

Jeg sad i lænestolen med plaiden trukket næsten helt op om næsen. Udkørt, udaset, træt; Kald det, hvad du vil. Måske også en smule overvældet og ihvertfald med næsen pegende mod tv'et. Herhjemme i vores egen stue. Brændeovnen var ved at komme ordentligt til live, mens jeg var det modsatte. Lige indtil...

Ja brændeovnen fortsatte altså med sit forehavende, men jeg fik øje på den høje, hvide Fingerbøl, som aftensolens stråler nåede, mens den duvede i en let tiltagende vind. Og så var det, at jeg lige måtte ud med cameraet. Bare fordi det øjeblik var så smukt. Derude var der endnu mange skønheder, vinkler, farver, overraskelser og hvad ved jeg, som tiggede om at blive foreviget. Og jeg blev budt velkommen. Af en flok blodtørstige hunkønsvæsner. Sådan nogle oplevede jeg end ikke på mit værelse på patienthotellet - eller for den sags skyld de seneste 4 hverdage, hvor jeg har pendlet mellem Lillebo og Riget for at få barberet den ged (med weekendophold hos svigermekanikken med familien ovenikøbet).

Og nu er den så altså glatraget, barberet, som Fru Friis så poetisk udtrykte det andetsteds. Og når jeg gengiver det her, så er det bare fordi, jeg selv kunne have valgt de selvsamme ord. Strålebehandlingen er til ende. Og jeg er hjemme og ser frem. 6 uger er gennemlevet på mest godt og kun lidt ondt - fordøjet og har bragt mig videre. Og uanset, hvad "morgendagen" bringer, så kommer de 6 uger ikke tilbage - men andre er begyndt.

Og måske derfor var det, at cameraet af uransagelige grunde ikke havde alle motiverne med ind. Eller også fik jeg trykket på noget aldeles ukendt, som jeg end ikke lagde mærke til, fordi jeg var opslugt af motiverne, duftene og lydene derude i mit helt eget paradis på jord. Et af de få, der var tilbage, var af rosen 'Westerland' . Portrætteret med såvel en smukt, forfaldende blomst, som endnu kan tiltrække en Brumbasse og nye løfter i form af friske knopper.

Det fik jeg lige lyst til at dele med jer, inden jeg synker ned i lænestolen igen, mens kedlen på brændeovnen snurrer.


15 kommentarer:

  1. Hej Zep

    Hvor er den dog smuk din Westerland.
    Jeg kender den som en stærk orangefarvet dame. Hvor bliver den dog fin i forfaldet med sine støvede farver og let krøllede kanter.

    SvarSlet
  2. Allerkæreste Zep!

    Lige da jeg trykkede på "send" knappen, fik jeg skrupler og tænkte: "Det ka' man da ikke skrive til en person som lige har gennemgået strålebehandling!". Så da jeg så din overskrift her, fik jeg lidt røde ører... Heldigvis lyder det til at du har modtaget beskeden i den ånd den var ment, nemlig slut på den epoke og igang med en ny!

    Vi får alle nogle "geder der skal barberes" i vores liv, desværre har nogle af dem en temmelig filtret pels! Så er det ekstra dejligt når det er klaret... ;o)

    Jeg ønsker dig den dejligste aften foran brændeovnen, og tillykke med geden!! ;o)

    SvarSlet
  3. Hej igen Zep

    Jeg håber du bliver rask og frisk!!!

    SvarSlet
  4. Hej Zep
    Godt det er overstået nu, 6 uger mere eller mindre hjemme fra er meget længe,nu er du heldigvis på den anden side af det og kan se fremad. Håber stråler og kemo har gjort sin virkning, så du nu snart bliver frisk og rask, men noget hvile skal der nok stadig til. Bare det at du kan være hjemme og blive hjemme må være en lettelse.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
  5. Tusind tak begge to!

    Ja Westerland er i sandhed også en fantastisk dame, når hun er på sit højeste med knald på det orange! En af mine yndlingsfarver...

    Kæreste Fru Friis. Det er sågu dejligt, at vi kan blive enige om at kalde en ged for en, nåh ja ged ;) Og de røde ører er spildt! For mig var strålebehandlingen en "opgave", der skulle løses. Det blev den og kan næsten ikke beskrives bedre end med, "Så er den ged barbaret" ;)

    Hjerteligst

    SvarSlet
  6. Hov der kom Lisbeth jo lige forbi også :D Tak skal du have! Ja du kan tro, jeg er glad for endelig at kunne "komme i haven" igen! I det store og hele har jeg ikke gået og begrædt, at jeg ikke kunne, for det er min tid for dyrebar til. Men jeg har glædet mig stort til denne dag!

    Hjerteligst

    SvarSlet
  7. Kæreste Zep.

    Velkommen til målstregen:o) <3 <3 <3 og velkommen HJEM. Jeg står og kipper med det bornholmske flag i hånden og Anton sender en kæmpekrammer. Du er SÅ sej. Een af hverdagens sande heltinder.

    Hvor må der føles godt derhjemme ved brændeovnen og Westerlandrosen. Hvor er det fantastisk at du er kommet igennem strålebehandlingen og at hele Lillebofamilien nu kan begynde at se fremad. Jeg glæder mig sådan på jeres vegne, kære Zep.

    Kys og kram

    SvarSlet
  8. PS: Der er også gået rigtig mange tanker den anden vej. Jeg tror, at alle dine tanker har sat sig i den smukke "Blue Panda" corydalis, du var så sød at forære mig. Den har iår vokset sig utrolig stor og har været smukkere end nogensinde. Hos mig hedder planten ikke "Blue Panda" men "Zep":o)

    Godnatknus og sov rigtig godt, tungt og længe. Du må være frygteligt træt, nu hvor du er nået over målstregen. Man mærker ikke træthedens totale tyngde, førend man er færdig med en kamp og er kommet helskindet over på den anden side.

    Tid til restitution og rekreation, min blomst:o)

    Flere knus

    SvarSlet
  9. Dejligt for dig at 6 uger nu er over and out.......og at du nu kan komme videre med dit liv og videre færden..
    Mange ønsker om at sygdom, nu er en afsluttet kapitel for dit vedkommende....
    Jeg har en tante som nu skal i gang med en kemobehandling på Herlev, så jeg fortsætter med at tænke posititive tanker!

    SvarSlet
  10. Hvordan det hænger sammen ved jeg ikke og vil ikke analysere på det, men jeg oplever en masse positiv symbolik i dit rosenbillede.

    SvarSlet
  11. Godmorgen på Bornholm.

    Akkurat som Marie, oplever jeg en masse positiv symbolik i dit rosenhillede. Lige da jeg så dit orange rosenbillede, tænkte jeg: "Denne pragtfulde rose er jo Zep. Hun er lidt slidt, træt og forbrændt. Men hun skinner og lyser af moden skønhed og livsklogskab. Og bedst af alt.... på Zeps stilk, vokser to nye smukke, livskraftige, vitale og stærke rosenknopper frem:o)"

    Morgenknus fra blomster- og livsfilosoffen i Klisterkanalen <3

    SvarSlet
  12. PS: Nej, 3 knopper ....sgu:o):o)

    Flere knus

    SvarSlet
  13. PPS: Brumbassen suger nektar ud af den smukke Zep. Akkurat som vi andre suger din poetiske sødmefuldhed til os. Du giver andre næring, hvor slidt , du end føler dig:o):o) <3 <3 <3 <3

    Endnu flere knus

    SvarSlet
  14. Kæreste Zep.
    Glæder mig af hjertet på dine vegne. Dejligt at du nu kan blive hjemme, og kan rekreere dig i familiens skød og i din smukke have.
    Har stort beundret dig hele vejen igennem, særligt din positive væremåde, både før og under dine ´genvordigheder´. Det er en stor gave at eje. Nu skal der så ses fremad og lægges planer, og jeg ønsker dig alt det bedste i verden.
    Mange kærlige hilsner, Iris.

    SvarSlet
  15. Tusind, tusind tak til jer for alle jeres søde ord, lykønskninger og bidrag til smilehullet!!

    Den første tid her er jeg nok endnu noget langsom i pæren, for den har haft sin sag for med både det ene og det andet - for ikke at tale om selvdisciplinen, at holde mig igang, så jeg kom godt over målstregen ;)

    Derfor bliver det nok også mest i billeder og ledsagende oplevelser, jeg gør mig i den kommende tid. Og det bliver næppe billeder i flæng, men netop de skud, som siger mig mest lige nu. Håber, I også får glæde af dem. Jeg var ude med cameraet og efterfølgende havehandsker imorges til en start :D

    Hjerteligst

    SvarSlet

Det glæder mig, at du tager dig tid til at
dele dine tanker om indlægget.
Hjerteligst
Zep