Nytår 13/14 i Kalenderhuset.

Jeg sad i lænestolen nytårsaften, mens vores monark, Dronning Margrethe delte af sine visdomsord. Imens havde gemalen, altså min, travlt i køkkenet. Og det var rigtig godt, for ellers havde vi ikke fået varm mad på årets sidste dag.

Efter en noget urolig nat med irritation i hals og hoved, stod jeg, som planlagt, tidligt op og havde dårligt fået tændt op i brændeovnen eller sunket min kaffe, før æbleskivejernet var igang med at varme op og jeg selv igang med at røre dej sammen. Engang var det skik her til lands, at man gik på visit hos hinanden på denne årets sidste dag. Og spiste æbleskiver - og gerne med solbær til. Den skik måtte jeg droppe i 2012, hvor jeg dårligt kunne vende en skive med en strikkepind efter operation i december. Men jeg genoptog den i 2013. Og med blot et enkelt jern, skal der startes tidligt for selv at kunne sidde med ved bordet.

Afbrækket har sikkert fået nogle til at glemme, at der var traktement på årets sidste dag - ihvertfald i familien, som kun blev repræsenteret af to om formiddagen. Men de 200 æbleskiver eller lige deromkring gik slet ikke til spilde af den grund. Alle i husstanden tog godt for sig i løbet af dagen. Og det gjorde de modelflyvere, der vanen tro, mødte op om eftermiddagen for at flyve året ud, også. Udover julens småkager. Og kaffe og the blev der drukket. Og hygget og snakket og fløjet. Og sidst på eftermiddagen blev de allersidste æbleskiver fortærret.

Derefter gik det ned ad bakke med helbredet. En rigtig mandeforkølelse (sådan en, der føles som om, kroppen er tæt på at blive smadret totalt og i feberrystelser - og man nærmest ønsker en kugle for panden) overmandede mig. Men midt i min elendighed talte Dronningen til mit hjerte - og det var som talt ud af mit hjerte. Hun talte om, at vi skal bekymre os om hinanden. Og ihvertfald finde ligheder fremfor forskelle. At vi skal sætte os ud over egen situation, med henvisning til 2. verdenskrig, og gøre en forskel i andres. Også selvom det måske koster...

Jeg har ofte nok i mit liv hørt ordene, at den og den ikke havde haft, hvad de har idag, hvis ikke de havde passet på pengene. Jeg har aldrig været særlig god til at slå mønt af, hvad jeg kan. Måske derfor har jeg heller endnu ikke skrevet en bog, der kunne tjenes på. Eller spundet uld, som ej kunne købes andre steder. Eller noget af alt det andet, jeg kan, og som jeg med garanti ville kunne "drive vidt", hvis nogle kom og tog mig i hånden og hjalp rigtig på vej.

Til gengæld, så handler mit liv om at gøre en lille forskel, for mine nærmeste, for dem lidt længere væk og dem endnu længere væk. Og at gøre det med rimelig omtanke for ressourcer. Så da året kom lidt igang og jeg en smule til hægterne tog hæklenålen fat igen. Igår blev den færdig med et par fingerløse handsker efter datterens ønsker. Opskrift fundet på nettet og garn fundet i gemmerne, hvor jeg igennem tiden har stuvet sammen, når jeg faldt over uimodståelige tilbud.

Jeg vil gerne ønske jer alle tillykke med det nye år! Og samtidig vil jeg minde om et virke, som ligger mit hjerte meget nær, som jeg har taget del i helt fra før, det blev til noget officielt. Et arbejde for nogle af vore mest udsattes ve og vel - eller ihvertfald varme på mere end en led. Varmestuestrik.

Godt og Hjerteligt Nytår.