Sider

fredag den 31. august 2012

Sommerens sidste dag??

Fortæl det til min have. Den strutter og blomstrer efter endelig af have fået 18 mm det seneste døgn!


Tudseliljen er kun lige begyndt at blomstre, hvilket selvfølgelig kan skyldes en flytning i forsommeren...

Mandag håber jeg at kunne gå igang med en ordentlig omgang fjernelse af ukrudt i haven. Roserne lader sig ikke mærke meget med, at kalenderen viser efterår fra imorgen ;)


torsdag den 30. august 2012

Jubilæum

Da jeg, efter aftensmaden, sad og strikkede denne collage sammen, kom jeg til at tænke på Laura i TV-serien "Matador". Jeg mindes et afsnit, hvor hun for 40 (?) års tro tjeneste modtager en medalje. Hvordan skoene klemmer og hun står sammen med andet "tyende" linet op og får nålen stukket på på en noget uheldig måde. Og iø hvordan medaljen siden havner i et grisehoved, som skal bruges til sylte. Kan ikke lade være med at småfnise, selvom intet af det er særlig morsomt i grunden.

Jeg meldte mig ind i HK, da jeg startede på EFG (Handel og Kontor) i sin tid. Eller rettere, så er det åbenbart 25 år siden, idag, Havde det ikke været for den overraskende buket, der ventede mig, da jeg vendte hjem fra dagens anden tur til byen, så havde jeg sikkert levet lykkeligt uvidende om dette jubilæum til mine dages ende. Men sikke en skøn buket - en rigtig humørløfter!!

Dagens første tur bød på endnu en unik halv time i selskab med camera, hav og sten - idag også med Landart, som jeg faldt over... Tusind tak for jeres kommentarer til mit indlæg igår!


onsdag den 29. august 2012

Østersøens perleskatte del 2

"Min" elskede ø rummer så meget lige udenfor hoveddøren (næsten), at man jo altid kan se det... Altid bliver bare desværre nærmest til aldrig i en aktiv hverdag. Men nu har jeg taget mig selv i nakken! Håber, I har lyst til at se med engang imellem. 

Jeg belønnede min flittighed idag med en ekstra tur ved vandet til aften, på vej hjem fra forældremøde. Cameraet havde jeg været forudseende nok til at slænge ind på bagsædet før afgang - og mødet var slut 20 min. før tid. Aftener som denne skal man "konservere", "putte på glas" eller ihvertfald på harddisc og sidde og nyde til enhver tid! Jeg fik lyst til at lave en collage for første gang i meget lang tid. Værsågod :D




Betontrug del III

Jeg skulle have givet det med stålbørsten igår. Men jeg løb tør for tid. Så jagten på børsten blev først indledt i formiddag. Jeg fandt den og fandt ud af, at det havde været langt bedre, hvis jeg havde fået børstet igår... Men ok, lidt effekt havde det da. Bagefter har jeg sørget for drænhuller i flamingoen i bunden og pladret yoghurt på for at fremme grøn belægning. Der er også lidt mos i yoghurten.


Østersøens perleskatte del 1

Et par glimt fra morgenens fotosafari. Disse planter tåler saltvand ;)




tirsdag den 28. august 2012

Jagten er udsat...

...til imorgen. Altså jagten på stålbørsten, som skal bruges til at gøre overfladen på betontruget ru. Håber ikke udsættelsen betyder, at det er for sent - at betonen har tørret for meget. Ganske vist er der et gammelt badeforhæng over det, så det ikke tørrer alt for hurtigt.

Herovre har vi jo absolut ikke den fugt, som eksempelvis i Jylland... Helt undtagelsesvis hænger der en dejlig byge og drypper derude lige nu. Jeg har netop siddet og lyttet til klukkende i regnvandspalletanken. Og jeg har sendt mit solskinbed en glad tanke. Jeg fik fjernet ret meget ukrudt i det idag, sat et par planter fra en god plantetante, som har stået og ventet på at komme deri. Og jeg fik lagt et lag kompostjord efterfølgende for at holde på, hvad vi måtte få af vand samt holde ukrudt lidt tilbage.

Skøn formiddag, som fulgte en vidunderlig morgen ved have i Nexø. Jeg kunne sparke mig selv, AV, for ikke at have tageet cameraet med! Fantastisk lys og smukke motiver. Jeg tager det med imorgen og håber... Efter frokost et skønt solopvarmet brusebad, inden den stod på den ugentlige tur til bla biblio efter Pelargoniebog. Og så kom en bog om æbler også med hjem.

Men så var det også sket med det vidunderlige for denne dag - og egentlig er der ikke grund til at klage, når man har oplevet så meget på så få timer, som har bragt smilet frem. Resten af dagens program har været præget af akut/alvorlig sygdom i den nærmeste familie. Derfor er jagten udsat til imorgen. Ved nærmere eftertanke, skulle jeg måske bare købe en ny på vej hjem fra havet ;)


mandag den 27. august 2012

Betontrug del II


Efter at have stået og tørre et døgn, vendte jeg bunden i vejret med største forsigtighed altimens jeg holdt vejret! Indrømmer, at jeg var meget skeptisk mht, om den kunne holde til at stå på kanten allerede. Men det ser ud til det. Fik så pladret endnu engang beton sammen og "klasket" på kanten af bunden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på glasur, når jeg blander beton... Nu skal den så stå og tørre til imorgen igen og så skal jeg se, om jeg kan støve en stålbørste op et eller andet sted her i Lillebo.


søndag den 26. august 2012

Et yndigt grisseri ;)

Idag har jeg for første gang "leget" med cement, sand og vand. Ofte i min barndom har jeg set min far  mure, men aldrig prøvet selv. Måske har det alligevel gjort sit til, at jeg ikke havde de store vanskeligheder med at få blandet og dækket mit trug. Det er nemlig et sådant, jeg har kastet mig ud i efter den opskrift, som findes her: Betontrug


Fætter hvem?

Jeg gik egentlig i havens søndagmorgensolskin for at fange blomster. Men ret hurtigt blev mit blik indfanget af en ukendt fætter på 3 cm. (øjemål) i rosen 'Aicha'...



fredag den 24. august 2012

Kreative finurligheder

Jeg var "advaret" på forhånd og havde faktisk glædet mig i lang tid til, hvad vi så på den gåtur i et fritishusområde nær Gistrup i ferien. Nu er jeg ikke sikker på, at ejeren ønsker sin adresse offentliggjort, selvom jeg sikkert kunne støve den op, hvis det var... Men jeg synes alligevel, at I skal have lov at kigge med  via mit camera.

Og lad det være sagt med det samme, at jeg elsker at blive begejstret af overraskelser! Og det blev jeg, selvom jeg havde fået en lille forsmag serveret i form af få billeder tidligere. Tænk at komme gående ad en skovsti og pludselig stå udenfor en have afgrænset af træer, hvor den ene kreative finurlighed efter den anden næsten trækker en ind mod huset! Ikke at jeg gik derind - det er alt for påtrængende at være for en smågenert havealf. Men mod min vilje kunne jeg ikke lade være med at kigge nysgerrigt ind i haven! (sidder og rødmer forlegent i tankerne)

Med cameraet har jeg "fanget" nogle af de finurligheder, som stod i græsrabatten langs haven. Det virkede helt naturligt og ikke spor "plantet". En kreativ havesjæl jeg godt ville gøre kunsten efter...











torsdag den 23. august 2012

Min søsters have i Norge

I januar overtog min søster og svoger i Norge deres første hus og have. De har boet deroppe i adskillige år, til leje forskellige steder. Og nu har de så plads til at få besøg af os. Så for første gang i mit liv gik rejsen til Norge, sidst i juli :D

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er udstyret med noget særlig veludviklet rejsegen. Men nu bor jeg jo så altså også på Østersøens Perle, så jeg ønsker mig ikke ret meget mere ;) Dog kan jeg jo så blive fristet af særlige omstændigheder. Jeg glædede mig STORT til at se deres hjem og have! Tænk engang, første sæson i en have... Det er mange år, siden jeg sidst har oplevet det. Det var næsten som, hvis jeg selv havde overtaget stedet - så spændt var jeg ;)

Det var romantisk idyl fra jeg klavrede ned ad den lange trappe fra vejen. Det yndigste røde (meget rummelige) hus og en skøn lille have - ja ok helt lille er den jo ikke, men heller ikke kæmpe. Jeg tog en rundtur med cameraet istedet for havehandsker ;) Ikke at jeg misunder dem den noget kortere havesæson, men idéer kan jeg næsten ikke lade være med at få. Geranier havde ikke været tossede sammen med roserne eksempelvis - eller Heuchera. Ja jeg er så måske også vant til et langt bredere planteudvalg og til andre priser end i Norge (alt muligt er godt nok dyrt deroppe, så jeg fik ikke shoppet det mindste!).

Iøvrigt stødte jeg på rigtig mange "dræbersnegle" i området, da jeg sidste aften travede rundt og ledte efter en postkasse til mine kort hjem til DK :(




















Breaking News: Botham's Surprice med knopper!

Jeg har 3 "gamle" Pelargonier - dvs de har overlevet mig i ca. 4 år hehe. Den ene er 'Botham's Surprice'. Det krapyl har næsten drevet mig til vanvid. Flere gange har den set så miserabel i, at jeg var på nippet til at kassere den (og resten af tiden meget langsomtvoksende)! Og aldrig har den blomstret. I parantes bemærket var det ikke bladene, jeg faldt for i sin tid...

Et par gange har jeg prøvet at søge info om den på nettet, men dårligt fundet noget. Noget måtte jeg jo gøre forkert eller også var den syg eller... Faktisk var jeg nu næsten nået så langt, at jeg har glemt alt om, hvordan blomsten skal se ud... Nu har den stået i "skammekrog" et par uger inde bag andre potteplanter på reolen, efter at have tilbragt et par uger udenfor på fliserne sammen med de andre. Idag har jeg så opdaget blomsterknopper!!


onsdag den 22. august 2012

De uundværlige stauder

Der er stauder i min have, som jeg meget nødig ville undvære!

Det gælder eksempelvis Geranium 'Rozanne', som nogle også vil genkende som 'Jolly Bee'. Jeg har nu haft den i nogle år - og den er min absolutte favorit blandt mine Storkenæb. Den er sen til at starte om foråret - både med at skyde og siden blomstre. Men den dejlige blå farve lægger sig som et flor hele sommeren, sensommeren og efteråret igennem. Faktisk har jeg haft den i blomst endnu i december...


Hjertetrøst har jeg endelig kunnet få i blomst fra sidste år. Nogle vil måske undre sig, for den er ikke spor svær - passer nærmest sig selv. Men den har stået på sneglenes menukort her, så tidligere forsøg er blevet ædt op fra foråret. De nu seneste 3 sæsoner er sneglene dog nærmest blev slået helt tilbage her. Om det så er vejret (med meget tørre perioder i foråret) eller dyrelivet, der har reguleret dem, ved jeg ikke. Men ihvertfald strækker Hjortetrøst sig nu for 2. år på lange ben og tiltrækker insekter over Parykbuske ved siden af Kertepileurt...


Den 3. er relativt ny. Sidste år var jeg så heldig af få frø sammen med et bogkøb hos Klematis til den rødbladede Kvan, 'Vicars Mead'. Jeg havde beundret den flere gange hos Claus Dalby og var himmelhenrykt! I første omgang troede jeg ikke, det lykkedes mig at få dem til at spire. Jeg såede sent. Men pludselig var der alligevel planter. Så blev det meget sent før de "forkølede" små planter blev plantet i bedene og kort efter satte det ind med koldt vejr. Så ærlig talt havde jeg ikke regnet med at se dem igen, men glædede mig over et par efternølere, som var dukket op i såkassen i vinterens løb i drivhuset. De blev så plantet ud - den ene af dem er denne, som nu er i blomst. Så kom de andre også i gro alligevel. Bedet manglede vand i foråret - og lys igennem sommeren, så successen er ikke total i år. Men jeg er sikker på, det bliver meget bedre - og de bliver meget højere næste år ;)


Bøger om, hvad jeg ikke ved om Pellis?

Altså hvis nu, Ålborg ikke lå så langt væk og jeg ikke var sådan en smågenert havealf, så havde jeg måske plaget Ege om at få lov til at komme og se og høre om hans samling af Pelargonier...! Tanken strejfede mig faktisk, da jeg for få uger siden var kortvarigt i Gistrup.

Der er SÅ meget, jeg ikke aner om Pelargonier. Jeg vidste eksempelvis ikke, at 'Bornholm' ikke skal stå i fuld sol. Jeg har undret mig såre over, at nye blade om vinteren indendøre i køkkenet mod nord fik den fine tegning, men at de forsvandt så såre planten var rykket i sommerresidens (tænkte, at jeg måske gødede forkert). Når jeg skal være helt ærlig, så har jeg aldrig tænkt over, at der er Pelargonier i det hele taget, som ikke skal stå i sol. Så det var lidt af en øjenåbner med den hjælp, jeg fik i en kommentar idag!

Nu får jeg så helt lyst til at blive klogere altså. Kan nogen anbefale en god/gode bøger om Pelargonier?

Idag har jeg pottet lidt om derude. De små stiklinger jeg fik med hjem for et par uger siden, som trængte frygteligt til en lidt større potte og mere jord (eller gjorde de? ;)). Normalt sker den slags ellers mest før Sankt Hans, men... Det fik jeg en god times tid til at gå med i havestuen, mens en længe tiltrængt, men desværre alt for lille (5 mm) byge trommede på plasttaget. Og så fik jeg lige lyst til at vise lidt forskellige Pellis, hvor der er lyst/hvid på bladene.




tirsdag den 21. august 2012

Pellis

Pellis er jo ikke det danske navn, men vel et norsk kælenavn til Pelargonier? Ihvertfald synes jeg, det er så cute, at jeg ikke kan lade være med at bruge det ;) Igår kom det mig for øre, at andre end jeg falder for Pellis blade, næsten oftere end blomsterne. Bevares jeg holder også MEGET af blomsterne - den første her er et godt eksempel på en smuk en af slagsen.

Men bladene er lige så ofte dem, jeg kigger efter. Og ofte er Pellis ikke lige i blomst, når jeg ser dem, så da er bladene attraktionen. Jeg mente ikke selv, at jeg var Pellis samler. Ret beset er jeg elendig til at holde liv i potterplanter, må jeg brødebetynget indrømme. Men efterhånden har det ændret sig. Hvordan i alverden jeg skal få de mange planter igennem vinter i år, hvor "samlingen" er blevet fordoblet, er mig endnu lidt af en gåde. Men hvor der er en vilje...

Jeg må så tilstå, at der ikke er så  meget samler i mig, at jeg har styr på navnene. Nogle har skilte i potterne, som jeg kan kigge efter, hvis folk spørger. Men andre har ikke... Jeg har forresten også en stor 'Bornholm', som jeg nu har fået til at overleve i flere år. Men det er mig en gåde, hvorfor den har mistet sine smukke tegninger på bladene!! Hvad søren mon jeg gøre galt?!

Her er lidt fotos, jeg snuppede på vej gennem havestuen. Den sidste er ret ny og ganske usædvanlig i min verden. Det er en duftpelargonie. Dem har jeg haft nogle forskellige af før (jeg fik taget livet af dem). Alle jeg har haft tidligere havde lilla blomster. Det har denne så ikke - jeg har aldrig set sådan en før, men den er noget så køn med de pink blomster (også selvom billedet ikke er særlig godt hehe).