Erotisk aften i haven

Jaja sæt dig nu bare rolig tilbage i stolen igen - jeg har ikke opført mig uterligt i haven i aften (jeg er lysende hvid, så jeg kan ikke bare flintre rundt i Eva-kostume alligevel;)). Men stemningen... Jeg gik og vandede og vandede og vandede (vi venter en meget varm dag imorgen). ca. 450 l. regnvand blev fordelt med den ene kande efter den anden.

Fotoet her irriterer mig lidt, for det blev taget, inden jeg opdagede, at linsen var blevet noget uklar. Men jeg droppede computeren i aften (og vender også tilbage til kommentarer imorgen, regner jeg med) og opdagede således ikke, at Parykbuskens rester af blomsterstande ikke var helt så smukke, som i virkelighedens aftensol...

Efterhånden faldt mørket på. Det tager virkelig sin tid at svinge så mange kander. Der var stille og det var som om det hele blev pakket ind i en lunere og lunere dyne af mørket. En sjælden gang rørte en svag vind sig i poplerne, men ellers hørtes kun græshoppernes sommersang, kun afbrudt af lyde fra en rovfugl indimellem i det fjerne. Jorden sugede begærligt vandet til sig, for idag har også været en pæn sommerdag. Man kunne høre den der fornemmelse af noget tørt, der blev vædet.

I gården blev enkelte stjerner tændt på himlen. Jeg kan ikke lige huske, hvornår jeg sidst har set dem. Ihvertfald hører de den begyndende sensommer til, starten på sidste del af havesæsonen, som jeg er så vild med med alle de mættede farver, lyde, stemninger og dufte. Mens kanden blev fyldt, tændte jeg et lys i en lille lanterne over et fad med vand og rettede på solcellelamperne. For hver tur ud i haven, drejede fuldmånen længere og længere forbi det gamle bøgetræ og ind i den gamle indkørsel og forhaven (nu ville man virkelig have kunnet se mig, hvis...).

Månelyset lavede stemningsfulde plamager på østgavlen af huset og ramte dernæst blomsterblade på jorden under rosenbuen. Det er Dr. van Fleet, som nu takker af. En afsked så vidunderlig smuk i månelyset, at den nær tog vejret fra mig. Alle de yndige blade lyste op. Og DA kom jeg i tanke om en bog, jeg læste i vinter. Noget om at fotografere alfer. En bog, hvor også Arthur C. Doyle var "indblandet". Men alfa og omega var, at jeg i det øjeblik, nemt kunne "se" dem for mig, alferne, selvom jeg ikke havde spist nogen form særlig blomst. Og hvis du har læst denne bog også, ved du med garanti, at de her alfer m/k var alt andet en nonner og munke ;)

Godnat og sov godt.