Sider

mandag den 25. februar 2013

Hjertesansefolket - hverdagens eventyrere

I umindelige tider - ihvertfald så længe, jeg kan huske - har realister og grå mennesker lagt uhyre flid i at tilbagevise enhver eksistens af Julemanden og Nisser. Det er der intet nyt i. Hold selv øje i december. Jeg garanterer dig, at du vil opdage ganske megen modvilje og tvivl i disse menneskers øjne. Det er tydeligst i indkøbscentre, hvor eventyrlige væsener bliver misbrugt på det groveste til at få folk til at købe mere og mere og mere og endnu mere i jagten på den perfekte jul. Ja selv realisterne deltager i denne jagt. Og så kan man måske godt forstå deres tvivl.

Men måske sidder du nu og kommer i tanke om barndommens Julemand. Dengang julen var magisk og du troede på den. Måske husker du den kriblende, jublende fornemmelse af noget rigtig godt i vente?! Og indimellem har du måske en fornemmelse af noget uforklarligt, om det så er jul eller ej. Jeg skal ikke bringe dig nogen forklaring eller fastslå, at realister og grå mennesker tager så inderligt fejl. Den opgave hører nærmere hverdagens eventyrere til. Et ubemærket folk, som du måske bor side om side med uden at vide det. Selv ikke realister og grå mennesker forsøger at mane dette folk i jorden.

Kender du hjertesansen? Der er sådan noget som følesans og lugtesans. Der er hørelse og syn. Men mon ikke også, du kender hjertesansen? Det er den der uforklarlige følelse af noget meget, meget dejligt, som nærmest kan mærkes som noget varmt indeni. Noget varmt i hjertet. Næsten som barndommens jul. Og det er såmænd også mest til jul, at hjertesansen pludselig kan overmande en, selv en realist eller en af de grå mennesker, som bliver mødt med en uventet hjertelighed eller et minde. Da har en af hverdagens eventyrere, Hjertesansefolket været på besøg. De drømmer ikke om at redde verden, blot at bringe små uvurderlige glæder. Og de spilder ikke tiden på at vurdere, som du har fortjent det eller ej - alle har fortjent hjertesansens glæde.

Da jeg idag sad og arbejdede med mit cernit, lagde en masse glæde og kærlighed i at forme og skabe et nyt, endnu ukendt væsen, dukkede et af Hjertesansefolket pludselig op. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne. Jeg sad og tænkte på jul og hjertelighed efter at have set en smuk haveopstilling til den kommende jul hos Claus Dalby. Jeg tænkte på, at små røde æbler kunne være et smukt supplement til de dejlige lanterner og den hvide sne. Og vupti, så var han her! Det er ikke sådan, at du nu kan kigge på ham og derefter gå ud og spotte den første den bedste som en del af Hjertesansefolket. Fakta er, at de lever ubemærket inde i ganske almindelige mennesker og ikke nødvendigvis ligner hinanden. Men ham her, var jeg slet ikke i tvivl om. Nok er det februar og snart forår. Men han gav den der uforklarlige forventning om noget godt, da jeg fik øje på ham.

Han og jeg vil inden jul selvfølgelig sørge for, at han er ordentlig påklædt og har fået hår og alt muligt. Og måske tænker du til den tid, at han virkelig ligner en nisse eller måske ligefrem Julemanden. Til det er der kun at sige, at så er det måske, fordi du i virkeligheden ville ønske, at han var en nisse eller Fader Jul, selvom du er voksen og måske endda realist. Sådan er jo netop hjertesansen. Nisser har iø spidse ører og Julemanden viser sig ikke på denne årstid ;)

4 kommentarer:

  1. Hjertesansefolket. Det lyder bestemt som nogen, lige efter min 'kop te' :-)
    Jeg kender godt den fornemmelse, når de har været forbi. For mig er det nærmest som en boblende glæde i maven, og det er en af de følelser som simpelthen gør det værd at være menneske.
    Når vi taler om væsner, må vi jo ikke glemme havenisserne :-) Da jeg fik imunterapi, læste jeg at man skulle visualisere at det feks var soldater som kom ind i kroppen og bekæmpede sygdommen, eller lynende meteorer og lign. Det kunne jeg ikke helt forholde mig til. Så jeg besluttede at den helbredende væske for mig måtte være en hær af havenisser, som kom marcherende og rydede det sorte og grimme ad vejen, så de kunne plante grønt og smukke blomster i stedet.
    Jeg glæder mig til at se din havesanse-fyr. Jeg er sikker på at den vil se 'nisset' ud for mig, for jeg elsker også julenisser.

    SvarSlet
  2. Sød historie tak for den. Mon du så ikke også kan se alfer på det første billede i mit indlæg i dag. Det tror jeg :)

    SvarSlet
  3. Ja det er nogle hyggelige historier du disker op med Zep.
    Jeg kom til at tænke på »Lånerne« de små mennesker, der bor under vores gulvbrædder. Kender du den historie. Vi fik den læst op af en lærer. Den satte virkelig min fantasi igang, og vi sad og tegnede til historierne.
    Især en fra min klasse, lavede de mest fantastiske billeder. Han er i dag professionel tegner, og han havde det SÅ svært i skolen! Dejligt at historietimen kan sætte gang i en karriere.
    Herligt at tante Grøn har fået sin helt egen historie udgivet. Jeg kender ikke haven, bortset fra de billeder andre havebloggere har taget derfra..
    Det skal nok blive spændende, hun har et meget malerisk sprog. Jeg tænker, at hun er samme type menneske, som Klaus - tegneren - fra min gamle skoleklasse.

    SvarSlet
  4. Tak for jeres kommentarer!!

    God visualisering, Hanne!

    Jo jeg husker bestemt "Lånerne" :D

    Nu er han færdig - i et nyt indlæg; "Krammeren den første"...

    Hjerteligst

    SvarSlet

Det glæder mig, at du tager dig tid til at
dele dine tanker om indlægget.
Hjerteligst
Zep