I sne og sol

For et par måneder siden var jeg parat til at lægge min blog ned, i ½ år eller måske mere. Det var ganske uoverskueligt for mig at stå med en kræftdiagnose med udsigt til operation og måske efterbehandling eller det, der er værre. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, hvordan jeg kunne bidrage til blogverden med noget positivt fra min tilværelse og da slet ikke min have.

Nu er jeg faktisk i tvivl, om jeg var ved mine fulde fem dengang. Eller rettere, så har vejen vist mig, at det ikke behøver at være sådan. Vist kommer der næppe nogle af mine akrobatiske øvelser i min legeplads af en haveverden. Jeg forventer, at jeg må indtage tilskuerens rolle derude i år. Men jeg havde i bund og grund overset min livsglæde. Og intetsteds i forundersøgelser eller samtale om diagnose blev det nævnt, hvordan jeg ville blive bakket op fra alle kanter... Det sidste har uden tvivl vippet mig på den rette side af accepten af min skæbne. Og det har givet mig troen tilbage på, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget...

Der er ikke dukket nye sider op af mig, som jeg ikke kendte på forhånd. Men omstændighederne har givet mig tiden til fordybelsen og jeg er sikker på, at det forestående forår ville rumme endnu mere sansning end ellers - og måske endda også til glæde for andre. Så jeg kan nærmest ikke lade være med at blogge, når "tiden er til det". Jeg kan ikke lade være med at dele min begejstring...

Idag er Bornholm, ligesom igår i et winterwonderland. Og jeg ved, at mange af jer sidder og tænker, at det orker vi ikke mere af. Nu vil vi have forår. Jeg har derimod nydt det til fulde. Nydt den første gåtur ude i en uge. Lavet fodspor i jomfruelig sne på vejen. Været beruset af den tysthed, som kun sneen kan bringe med sig. Fuglene fik de sidste rester af hengemte æbler og lyset i lanternen, som var blæst ud, fik flamme igen. Drivhusets dør blev tvunget op og snart mødte duften af jord og planter mig. Sådan som den dufter, når solen er på besøg. Og det var den også i 5 min., hvor jeg til sidst satte mig i havestolen på hushjørnet. Den skinnede næsten voldsomt på mine lukkede øjne, indtil endnu en legesyg snesky kom og trak vinden med sig. Så gik jeg glad ind igen. Billederne er taget fra den halvåbne havestue lidt senere.