Bøgetræf

Åndedrættet og de varme muskler gled ned i den ene gamle havestol mod sydøst. Omkring ansigtet smøg en sagte brise, som havde rejst hele vejen rundt om Lillebo fra nordvest. Eller måske havde den taget en smutvej over tagene, som dryppede om kap og hvor næsten hver dråbe lød til at være rund og stor. Solen varmede brisen så tilpas meget, at det føltes som et vinterligt kærtegn på kinderne under de lukkede øjne. Længere og længere ned i stolen sank tankerne for til sidst nærmest ikke at eksistere. Fuglenes vinger, som blidt flænsede luften over, forbi og retur sladrede om, at de havde opdaget, at der var kommet nye fedtkugler op i den Japanske Hængekirsebær. Belønningen var en smule kvidder og ikke mindst, at de ignorerede min tilstedeværelse.

 Det var Bøgen, der lokkede. Bøgen og solen, som kastede dens skygger langt ind i det dunkle og henover de frostpyntede æbler på jorden. Den prøvede at invitere til bænken derved. Uden held. Der var for køligt for næsetippen at holde hvil.

Bøgen havde fanget mig, straks jeg startede på min travetur. For et øjeblik havde den fængslet mig med sin smukke, smukke stamme, som er til at synke helt ind i, når man kigger nærmere. Så ældet, furet og spændende spil. Så vi enedes om, at jeg ville vende tilbage, når jeg havde beset grøfter og marker i rask tempo. Hvis altså indkørslen stadig var til at betræde og muddermonsteret stadig sov...

På turen tilbage, slog jeg et sving indenom Kobjælden. Allerede på afstand kunne jeg se den friske skud og forestille mig, hvor pysset den allerede nu så ud.