Siden jeg (be)skrev i mandags har ugen budt på et væld af ekstra arbejde og oplevelser - både til den ene og anden side. Tænk, at man mandag morgen kan stå op uden at ane, at man om tirsdagen beslutter sig for at drive den af. Indendøre. Med at glo fjernsyn og slumre. At man i så høj grad trænger til at slappe af. For sidst på tirsdag eftermiddag at få vendt bøtten igen med en telefonopringning, at datteren er styrtet på cykel (på grusvej) og skal på skadestuen og syes i hånden foruden nogle rigtig grimme hudafskrabninger på knæ og hage.
I mandags fangede jeg forresten lidt blomster på den japanske hængekirsebær ind med cameraet. De har en yndefuldhed, som jeg synes er rigtig svær at komme udenom her i foråret. Og hvorfor skulle man egentlig også det?! Den var tidlig til at springe ud i år her, hvor vi ellers er lidt bagefter - ca. 14 dage ift. resten af Danmark om foråret. De første blomster sprang ud 28/4. Forestiller mig, at Sakura Festival i København dagene før må have været en fest og fejring af foråret i særklasse.
Men så var stilen også lagt for denne uge. Med datterens uheld. Og den anden datters 4 skriftlige eksamener i øens storby hehe. Det blev til rigtig mange km. bag rattet, som ikke lige var med i forventningerne til uge 19. For når jeg skulle have bilen for at sørge for, at den uheldige kom til og fra skole, så kørte jeg også den anden til eksamen (for at være sikker på, hun var der i rette tid) og så skulle gemalen også køres til og fra arbejde, som i denne uge også omfattede vagt til andre eksamener. Og for at det ikke skal være løgn, så satte en anden bilist mit liv på spil fredag morgen under en overhaling, hvor han/hun fra at have kørt 50 km./t. gassede op og nærmest kørte om kap med mig på landevejen, mens panik begyndte at snige sig ind på mig for, om jeg nåede ind, før en modkørende ramte - jeg kunne ikke komme tilbage, hvor en bagvedkørende næsten var på vej efter mig i overhalingen. Jeg (og bilen) overlevede med temmelig høj hastighed og få meter til den modkørende. Men jeg var rystet, så det baskede.
Og så var det jo egentlig ikke, fordi jeg ville lade mine anstrengelser gå ud over dig. Men jeg var nødt til det, for det har en pointe. Udover at tage en kort lur hist og pist eller blot ligge tiltrængt ned lidt tid inden næste udfordring, så genvandt jeg en stor del af energien i drivhuset. Jeg ved, at mange sukker over at prikle frøplanter i en travl hverdag. Men at side og geare ned og fordybe sig og fingrene i muld og små mirakler med rødder, det er helt utroligt helbredende, hvis man giver sig hen! Fredag formiddag, inden næste køretur, måtte det dog indledes med at slæbe en masse kander vand rundt til potter og krukker. Ikke fordi det var kritisk tiltrængt, men kroppen fik så andet at koncentrere sig om end den krampagtighed, som mordforsøgsbilisten havde bragt den i!
Prikleriet blev genoptaget i aften efter aftensmaden efter en god, lang dag med rengøring på datterens skole. Det er arbejdsweekend dernede. Vi havde meldt os til idag. Og jeg gjorde mit bedste for at være til nytte, selvom jeg endnu ikke magter at tage rigtig fat i lang tid. Jeg tog mig af et par garderobevægge, metalstativhalløj, som blev vasket; Hver en stiver og bagvæg og fodpanel på. Og så fik jeg en hyggelig snak med andre forældre. Blandt andet med Anne Mette fra Enghøj Staudehave. Og ikke overraskende snakkede vi have ;) Jeg skal afgjort finde tid til et fornyet besøg en dag!
Kl. knapt 15 mærkede jeg dog med et, at næsten hver en muskel i kadavret var blevet lige lovlig (mis)brugt. Mens jeg arbejdede derudaf, tænkte jeg ikke på det det. Så måtte jeg holde og vi kørte på indkøb og hjem og så ellers opskriftten med en lur (+ aftensmad lavet af gemalen) og så ellers i drivhuset, hvor jeg priklede og pottede indtil mørket næsten var faldet på. Vejen ind gik igennem haven. Og sikke den DUFTER på den tid af døgnet. Jeg blev højst forundret over, at Magnolia 'Susan' duftede! Det kan jeg ikke mindes overhovedet at have lagt mærke til i de 7-8 år, den har boet i haven. Vidunderlige aftenlufte/-dufte overalt, så det var svært at finde ind...!
Sikken en uge, godt du ikke kom noget til Det var tarvelig kørsel.
SvarSletHold da op, jeg blev ganske forpustet af at læse dit indlæg. Det er så rigtigt, at haven dufter noget så vidunderligt. Vi har et bestemt sted, som altid har den lækreste krydrede duft, uanset om der er noget, der blomstrer.
SvarSletTak skal I have. God ny uge :D
SvarSletHjerteligst