Det var så den uge...

En solsort farer skræppende ind gennem gården. Der er bid i lyden, næsten metallisk hysterisk. Sikkert fordi en mulig rival er tæt på. Ikke, at jeg ved så pokkers meget om fuglenes ægteskabelige forbindelser og skærmydsler. Men jeg kender jeg solsorten fra vinterfodring; Kast 10 æbler ud på jorden og de kan alligevel ikke deles om dem... Hyggeligt nok egentlig, selvom det sikkert er "blodigt alvor" for dem.

Det har været en hyggelig søndag. Faktisk helt uden have, hvis vi regner fra, at jeg i formiddags åbnede drivhuset og til aften lukkede det igen. Og, at datteren og jeg i Kvickly faldt over et tilbud på Blåbær - 2 små buske for kr. 80,-, som vi ikke rigtig kunne komme udenom. Uden at ville det, blev jeg draget af et stativ udenfor forretningen, da jeg bare lige skulle ind og finde noget tal aftensmaden. Intetanende nærmede jeg mig og nøjedes med at smile venligt til en masse udplantningsklare sommerblomster, roser og køkkenurter. Jeg stod ikke lige og manglede noget og var egentlig på vej væk, da jeg groft og brutalt fik flået mine øjne tæt på tilbudsskiltet - og før jeg vidste af det fik presset 2 forskellige sorter i favnen. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan det gik til (smiler på skrå). Som straf for den omgang, får de lov at vente med at blive plantet til imorgen, når jeg forhåbentlig er mindre doven.

Det var ellers sådan et dejligt plantevejr idag, når jeg skal være ærlig. Fra tidligt på dagen (meget tidligt) regnede det. Lige inden greb jeg cameraet (det var før jeg blev rigtig dvask). Æstetikken kan vi altid diskutere - eller allerhelst lade være. Men et eller andet sted var motivet bare så meget ånden over det tagselvbord, jeg tilbyder bier og deres kammerater for tiden. Og jeg har ikke lus i roserne eller andet skidt og skrammel, som mange allerede er begyndt at skrive om med fortrydelse.

Lige nu er de fleste andre lyde helt forstummede. Eller tykke. Tågen fulgte efter bygerne. Og det er såmænd ikke det værste, der kan overgå forårshaven, hvor alt ellers drøner derudaf med 200 i timen. Den drypper en helt lille melodi fra træernes blade og ligger som en dyne af perler på alt derude. Dét var dagens oplevelse "udover det sædvanlige". Altså udover blomsterne, som jeg bestemt skynder mig at nyde for tiden.

Lørdag ca. kl. 3.45 lagde jeg mig til ro til fuglenes morgenkor gennem vinduernes udluftningskanaler. Det var så lifligt, at der garanti spillede et smil på mit ansigt, da øjnene gled i. Inden det blev lørdag og nat, nærmere betegnet fredag og aften, gik jeg igennem mørket i haven, lyttende til Nattergalerne, der slog deres triller i rågetræerne der langt ude på genbomarken. Det har ikke været i vore gamle, høje træer i markskellet endnu. Stod der og fornemmede alt det, mine øjne ikke kunne se. For der er liv derude, når solen er gået i seng. Liv som frister andre sanser en synet, hvis man stopper op og giver sig hen. Og forresten var det jo altså ikke helt mørkt mod nordvest, for der var solen såmænd ikke så langt nede.

De lyse nætters magi er igang for fuld udblæsning. Og stjerner glimtede på himlen. Indimellem har jeg sådan en stjerneklar aften, særligt når det er rigtigt mørkt, stået og haft fornemmelsen af, at hele verdensrummede myldrede. Når blikket var rettet stift i retning af nord i håbet om at se nordlys eller måske en østlig retning efter stjerneskud, så var det som om, der var en uforklarlig, konstant bevægelse i mørket - og med ganske godt tempo. Måske er det mine øjne, der bedrager mig. Jeg ved det faktisk ikke.

Torsdag aften gik gemalen sent i seng. Jeg havde for længst lagt bogen, slukket lyset og blundede. Indtil jeg mere fornemmede end hørte hans skridt på trappen op. Øjnene blev åbnet på klem. Først. Derefter noget meget. Et kæmpemæssigt lys skinnede ind ad vinduet. Mens han kom hele vejen op og ind, funderede mit søvdrukne sind over, hvad i alverden det dog var. Havde det været fyret på Dueodde, havde det vel blinket, konkluderede jeg i min halvdøs. Da han kom ind faldt 10-øren næsten ihvertfald. Jeg spurgte ud i luften, om det var månen i vinduet?! Det fik ham til at trække rullegardinet ned. Da han havde lagt sig, mumlede jeg mit spørgsmål endnu engang og svaret var bekræftende. Om det nu var fordi, jeg var halvvejs i drømmeland, ved jeg ikke, men månen var altså kæmpestor den aften!

Men nu er det jo hverken torsdag, fredag eller lørdag. Det er søndag. Og jeg var meget tidligt oppe og chauffør - derfor de tidlige billeder , som der kommer et mere af om lidt, inden jeg går tilbage til sofaen og Murdoch og hverken kan se måne, stjerner eller høre nattergalen og fortsætter med at være doven, indtil jeg sparker mig selv i seng for at blive frisk på en havedag imorgen, som jeg glæder mig til.