Hele tre årstider på én gang...

Aldrig før har jeg følt, at november var dyster. Ihvertfald ikke så langt, som min hukommelse rækker.

Der har været langt imellem solstrålerne i november. Så langt, at jeg har bemærket det, selvom jeg har travlt med sysler indendøre og tilmed har haft reddet mig århundredets forkølelse, som nu lakker mod enden. Sensommer og efterår er for mig sædvanligvis ubetinget den smukkeste og dejligste tid på året, som leder lige lukt i juleglæden og jubelen over, at lyset vender tilbage til os i længere og længere tid, altimens vi får et helt nyt år at tage hul på. Selve kronen på værket og begyndelsen på noget nyt...

Idag kom den så, solen, som fødte hele verden på ny. Vi har endnu ikke nærmet os frysepunktet her på klippeøen endnu dette vinterhalvår. Men vinden idag, omend den ikke var særlig kraftig, føltes koldere. Lige indtil overtøjet kom ordentligt på og cameraet kom med sit pling som optakt til skattejagt i haven. Og skatte var der bestemt!

Rose 'Odyssey' fangede mit blik og tanker. Solen lyste på den smukke, farvede knop, som dryppede af væde efter lidt finregn først på dagen. Og lige ved siden at var en gren med løfter om næste år...

Rose 'Augusta Luise' så blid og lækker, fik liv af solens stråler...

Rose 'Gertrude Jekyll' stiv og strunk og standhaftig ved postkassen havde også vældig travlt med at strække sig i solen...

Og vi må endelig ikke glemme den rose, som nok holder stand allerlængst og er noget ganske særligt; 'Nostalgie'.

At roserne ser ud som på en sommerdag, næsten ihvertfald, skal komme dem langt mere til ære, end haven som sådan. Solen fristede enormt til at genoptage alt det forsømte. Men alt er så vådt, at det næsten syntes mere som en øvelse i at pladre sig selv og alt andet i nærheden til og tvære rundt i bede, frem for at komme på forkant med forårets kommende store anstrengelser. Jeg fortsatte derfor med cameraet istedet for at forgribe mig på ukrudt.

Man tror næsten ikke sine egne øjne,når man den 22/11 har, ikke bare én, men hele tre planter af Dagliljen 'Stella D'oro' i blomst. Det er ikke desto mindre tilfældet. Og jeg har takket mig selv adskillige gange i denne måned for at have plantet dem blot 1 m fra huset, hvor de har lyst op og fået smil til at brede sig.

Og se nu denne Helenium, Solbrud, 'Moerheim Beauty'. Den sladrer da for alvor om, at den mangler lys. Den og dens søstre i flammebedet, har endnu ikke givet op og lagt sig til at sove og vente på forår. Næ nej, de insisterer ligefrem på at føre slægten videre og videre og videre, måske, hvem ved, lige til jul. Men hvor de normalt er lækkert bronzerødlig i sommerens solskin, så har efteråret i år forvandlet dem til noget nær vårgrønne.

Denne november, med dens tunge dyne af skyer og dis, som har lukket sol, klart vejr og kulde ude det meste af tiden, har faktisk været grund for noget ganske forunderligt; At opleve noget nær 3 årstiders sammenkomst på én. Blomsterne ovenfor fortæller om sol og sommer, buskene, som jeg viste lidt af i forrige indlæg rødmede som vanligt i efteråret, mens Kejserbusken, som startede blomstring allerede i sensommeren nu blomstrer endnu mere og så er foråret på vej. Ja faktisk var der i forrige indlæg et foto af noget, jeg aldrig har oplevet i november før; Gæslinger på Hængepilen. Jeg er ganske benovet. Men allerede nu - og ikke som, jeg vanligt plejer at lægge mærke til det, i januar, så er mange forårsblomsterløg begyndt at bryde mulden hist og pist. Og Sankthansurten har ikke engang kastet alle sine blade, før de nye skud nu titter frem.

Og selvom jeg ikke har drevet Juleroserne ud af deres skjul med cameraet idag, så er jeg næsten 100 på, at de er begyndt at åbne deres yndige, hvide blomster. Jeg skal bare lige have puslet lidt omkring dem, så de ikke gemmer sig så nemt ;)