En "begavelse" - En haverejse til Sydengland

I ugen før jul stirrede jeg undrende på en papomgivet forsendelse fra Klematis. Ikke, at det var første gang, jeg havde oplevet en sådan. Samme styrkefulde indpakning derfra er tidligere landet i Lillebo, selvom det var længe siden. Denne gang havde jeg blot ikke sendt bud. Jeg kiggede spørgende på gemalen, som havde taget imod den fra posten. Ikke, at jeg ikke havde ønsker om bøger fra forlaget, men de var aldrig kommet længere end til under hårtoppen op til jul.Han rystede på hovedet. Det var ikke ham, der stod bag.

Det viste sig, da jeg med mine svækkede kræfter fik flået indpakningen op, drevet af en nu enorm nysgerrighed, at jeg var blevet begavet af et hjerte så gavmildt og betænksomt. Jeg blev rørt over tanken alene og ikke mindst ordene, der fulgte med. Ord fra en sjæl, der kendte mine ønsker og behov - ikke mindst netop nu.

Der var smukke kort fra Claus Dalby's haveliv. Motiver, som jeg kendte og holdt meget af. De var svaret på mange af de hilsener, jeg havde tænkt at ville sende... Jeg havde i årets løb lavet lidt julekort. Jeg gribes af trangen til juleforberedelser på de mest utrendy tidspunkter - og fører dem oftere og oftere ud i livet. Jeg havde også endnu nogle engelske julekort liggende fra vores kobberbryllupsrejse til London i oktober 2009. Engelske julemotiver er i mine øjne så banale og glitrende, at jeg falder pladask for deres romance. De måtte med hjem og sendes til mennesker med særlig plads i mit hjerte. Julebeholdningen rakte fint til min formåen efter operationen. Jeg vidste dog, at jeg ikke ville kunne nå at genoptræne mine skrivefærdigheder nær nok til at få sendt hilsener til alle inden jul og nytår. Ikke engang trods min stædighed. Det ville ikke være særlig beundringsværdigt, endsige læseværdigt, hvis jeg overbelastede venstre hånd, arm og skulder.

Derfor blev nogle hilsener udskudt til januar. Det var også de hilsener, som skulle indeholde beskeden om min sygdom til kære langt væk, som endnu ikke var indviede i min helbredstilstand. Claus Dalby's kort kom derfor som sendt fra himlen, da mit kortmageri i 2012 ikke havde kastet noget lager af sig. Kreativiteten og tiden blev i langt højere grad brugt i haven fra sensommeren og ind i efteråret. Alligevel kunne jeg så nu sende smukke hilsener efter jul. Og jeg tyvstartede lidt med at bruge kortene, da jeg i mellemjulen sendte lidt hilsener afsted nogle som gavmildt havde fyldt min postkasse samt en vase med opmuntringer. Det var en stor glæde og genoptræning at kunne gøre det! Og jeg fortsætter snart, hvor jeg slap...

Men ikke nok med denne uventede hjælpende hånd, så var der også en bog i pakken! Jeg holdt vejret et øjeblik, da øjnene faldt på titlen; En af de titler, der gemte sig bag øjnene. "En haverejse til Sydengland", skrevet af Hans Peder Christiansen, som arrangerer grupperejser til området. For hver foto og video, jeg efterhånden har set fra England, er min interesse for cottagegardens blevet større, mens jeg har haft sværere og sværere ved at kunne blive begejstret af "de store haver" på et begrænset medie. Det har ført til en slags misforstået mæthed. Svært at forklare. Men jeg kunne ikke længere fornemme en oplevelse via billeder, som jeg satte rigtig pris på. Da Claus Dalby afslørede ovennævnte udgivelse blev min videbegærlighed alligevel udfordret. Dén bog måtte jeg eje - om ikke før, så i det nye år!

Næsten andægtigt  slog jeg op på indledningen og åndede dybt ind. En bog er som udgangspunkt ikke blot en ny viden for øjnene, men duften! Duften af bog, som internettet på ingen måde endnu har formået at gøre efter. Lidt ligesom duften af jordbær og ærteblomster... Teksten inviterede, lokkede også nærmere. Men koncentrationen og læseevnen begrænsede sig da. Den blev lagt til side til mørke tider i januar, hvor hovedet forhåbentlig ville være mere samarbejdsvilligt og, hvor der utvivlsomt ville være brug for opmuntring, når julens og nytårets lys og festlighed var til ende. Igår tog jeg hul på bogen. Jeg er heldigvis langt fra færdig. Men min begejstring er jeg nødt til at dele nu! En levende fortæller og illustrator - et historienshistoriens vingesus har trukket mig med langt væk fra sygdom og blæsevejr og langt ind i forunderlige engelske idéer, ligefrem næsten ønskedrømme. Ikke mindst om en haverejse i det virkelige liv - drømmen er genoplivet. Nye planer for min egen have er svære at holde tilbage. Tak, stor tak til forfatter og giver! Jeg må bestemt have fingrene i "The Wild Garden" af William Robinson på et tidspunkt...