Et lyst sind

Lyset er på vej. Dagen er tiltaget med 28 minutter siden vintersolhverv. I januar plejer jeg at hungre efter en meget længere og lysere dag. Efter sol. Den gråbrune jord og disede silhuetter kunne førhen sætte mig i en tilstand af dvale. Januar var den måned, jeg holdt mindst af. Rastløsheden var ubønhørlig. Videre, frem og liv NU.

Januar i det 13. år i det 3. årtusinde er anderledes.

Inden dagslyset overhovedet havde tænkt på at smide nathuen, åbnede jeg min dør. Lyset fra køkkenet spejlede sig i snefnuggene, som dansede i vinden i mørket. Lyset strakte sig så langt, det formåede.

I aftes tændte jeg lys i lanterner for at vise vejen til døren. For at byde velkommen med en varm flamme. Lysene i lanternerne bliver ikke slukket, medmindre vind og sne sørger for det senere.

Da en smule mere af dagslyset havde nået frem lyst både lanterner og sne derude. Verden var blev hvid. Et kæmpemæssigt spejl og silhuetterne var lysets skygge.

Idag er det 1 mdr. siden, jeg blev befriet for en kræftknude. Uvisheden og mistanken om dens eksistens havde formørket mine tanker mere end 1 mdr. forinden. Som en tyv i natten havde den overtrådt mine grænser og rystet min usvigelige tro på, at jeg aldrig havde haft det bedre. Den hånede mig med løftet om, at jeg aldrig mere ville føle mig sikker på, at min krop ikke igen ville bedrage mig. Mennesket holder ikke af at miste. Således heller ikke jeg. Tanken om "aldrig mere" var et afgrundsdybt mørke, jeg blev trukket ned i.

Der blev tændt lys. I december blev tændt mange lys. Lys for julen og lys for lysets komme. Lys for det nye år, som eksploderede i stjerner på en mørk nattehimmel.

Der blev også tændt lys for mig rundt omkring. De lys rørte mig dybt. De nåede ind i mørket. De viste mig vejen og troen igen, indtil jeg nåede en ny milepæl. Ja tilmed fik jeg selv en masse lys at tænde i mørket. Tak vil aldrig række til at beskrive, hvad al dette lys betød.

Nu er mørket faldet på udenfor. En dag, som bragte både skyer, sne og sol er til ende...

Solen legede ind og ud ad vinduerne. Hen over væggene og lavede skygger. Den vandrede over ansigtet, da luren var næsten til ende. En af de mange i denne tid. Slowliving. "Ting" bliver gjort når og hvis, der er tid og overskud. Eller ikke. Den, solen lokkede mig lidt ud at kigge på Lillebo's ansigt. På behørig sikkerhedsafstand. Under tagskægget går nu ingen. Det er min vante rute ind og ud ad havestuen, mod drivhuset, mod haven eller blot mod brevkassen. Istedet får disse istappe lov at hænge i fred. Som barn var det lykken at finde en sådan, brække af og sutte på. Idag frister tanken langtfra - hvad kan den ikke indeholde...?! Men fortryllende smukt gengiver de stadig lyset.

Så blev det tid til et hvil. Tid til igen at sidde ned. Mens jeg pakkede det sidste af julen, lidt vemodigt, i kasser, som gemalen bragte til loftet, kom jeg i tanke om et foto fra januar 2012. Da var mit camera ganske nyt. "Julemanden" havde lagt det under træet. En gave, jeg har haft stor, stor glæde af året igennem. øjeblikket blev indfanget den 6. januar. Lyset fanget i en frøstand af Clematis "Korean Beauty".

Godmorgen. Dagen er nu tiltaget med 31 minutter. Det er 3 minutter mere end igår.

Prøv at rulle ned og læse i kommentarerne... Dernede finder du blandt mange andre dejlige ord, dem fra Fru Friis. Læg særligt mærke til "...Bliver endda glad for mørket som også kan bruges til at minde os om at lyset venter derude...". Jeg havde nær sagt BINGO, da jeg læste det. Og videre kan du så læse kommentaren fra Iris, hvor hun mindede mig om en sang fra min barndom, som jeg havde glemt. Den forstår jeg egentlig først nu, hvor jeg ser den igen. Forstår den på min egen måde. Januar i år er ikke en plage, men en gave.

I aftes sad jeg og glædede mig over de ord, mens jeg kiggede ind i små lys. Vist er det ikke jul længere. Faktisk blev den pakket sammen i kasser lige forinden. Med undtagelse af det, som obligatorisk bliver glemt hvert år, når man mener at være færdig og har fået kasserne stuvet ad vejen. Men i min halvvisne palme bag mig, lod jeg en "lysgren" få bolig. Når de større lys i stuen slukkes, står den som et lille og meget, meget smukt lys i mørket bag den hvide rose fra min bedste veninde. Det lille lys kalder på de store følelser og glæder, når mørket falder på. Og det kaster skygger af palmen i loftet. Smukke grå silhuetter, som jeg desværre ikke kan gengive.

I den meget tidlige morgen idag lod jeg blitzen spejle sig i sneen med et kig til lyset fra igår...

Allerede for et år siden, fristede Hanne mig til at købe gule Primula i januar til stuen i dette indlæg. Jeg fik det ikke gjort... Jeg kom i tanke om det forleden og besluttede, at NU skulle det være! Igår beså jeg udvalget i butikker, som bugnede af alt, hvad man kunne ønske sig i lilla, røde, sartrosa og hvide kulører. Men gule var det småt med og duften var jeg ikke tilfreds med. Jeg endte dog med at hjembringe en eneste, som i farven minder mig om solen i sensommeren. Og sensommeren og efterår er mine yndlingsårstider. Derfor betænkte jeg mig ikke yderligere og må så bruge fantasien på at forstærke den svage duft.

I aften er det vist øjnene, der lyser. Jeg faldt over et indlæg i En Ydmyg Have med "Postkort fra Hune". Modsat så mange andre, "opdagede" jeg først Anne Just og Haven i Hune, da hun var gået bort. Jeg har ikke været den store tv-seer i mange år. Jeg har med et halvt øre hørt hende og haven omtalt, men det fangede mig ikke. Ikke før, der pludselig dukkede en masse minder frem overalt om Anne Just. Jeg blev nærmest suget ind i hendes malerier. Hendes kreative verden var eventyrland, selv via en skærm. Jeg glæder mig i den grad til jeg engang kan besøge haven i Hune - meget gerne som et ophold, hvor jeg også kan opleve den aften, nat og morgen. Måske er der ikke feer, men jeg er sikker på, at der er fortryllende.

Ved siden af mig brænder den sidste rest af et julelys fyldt med forårsglæder. Dufte, fuglesang og solskin blev smeltet med ind i i april. Kigger ind i det og sender mine allerstørste håb for Hanne! Håber du også snart  mærker lys og glæde igen.

Lysene brænder stadig lystigt i lanternerne søndag formiddag. De lys, jeg tændte torsdag. Lysene fra venner, som jeg byder velkommen med udenfor min dør og glæder mig over indefra. Dagen er nu tiltaget med 33 minutter siden vintersolhverv.

Sneen blev der også mere af igår. På vejene kan de fleste af os vel nok blive enige om, at den kan blive en pestilens. Men det rokker ikke meget ved min glæde over, hvordan den lyser op på selv mørke januardage og faldefærdige, gamle skure.

Til slut i indlægget her levner jeg lidt mere plads til natten. Jeg har stået langt hjemmefra og kigget ud i natten før en milepæl i mit liv i december. Himlen var dækket af tunge skyer, som blev oplyst af storbyens lys. En storby, som aldrig sover. Et lettere usundt skue for en, der er vant til at kunne se stjerner så smukke på klare nætter. Men de er der altid. Stjernerne. Det var de også den nat, ligesom lyset og vennerne, selvom jeg var på et sted og et tidspunkt, hvor jeg syntes ganske alene.

Med til natten hører også månen. Et sted i baghovedet ligger børnelærdom om månens og solens indbyrdes forhold. Om hvorfor, månen tiltager og aftager. Om skygge. Om månens indvirkning på ebbe og flod på jorden. Men jeg lader det ligge, hvor det er lige nu. Allersmukkest er fuldmånen, gerne med drivende skyer. Magisk er månen, når den er en gul appelsin eller med en regnbueagtig cirkel omkring. En halo, hedder det vist. Månen er magisk i mørket.

Sidste år købte jeg frø til min veninde og mig selv sagde hunden. Det var frø til Måneblomster. Jeg blev tiltrukket af, at de skulle springe ud og dufte om aftenen. Jeg dagdrømte, at jeg ville sidde om aftenen og sende min veninde tanker, mens både hun og jeg nød denne duft i stilhed. Jeg fik sendt hende frøene. Mine forsvandt. Jeg har siden ledt højt og lavt, sågar haft hele mit skrivebord ryddet og sorteret og flyttet. Men de var og blev væk! Sammen med et par få andre ting. Det forbliver sikkert en gåde. Men nytårsdag sad vi sammen og kiggede frø... Da stødte vi på Måneblomsten. Hendes frø var ikke rigtig blevet til noget sidste år. Måneblomsten har spøgt i mit hoved siden.

I fredags fik jeg så nyhedsbrev fra Albinus Frø. Der tonede Måneblomsten igen frem og jeg skyndte mig at gribe nuet og bestilte nye frø til os begge igen. Dagdrømmen blev genoplivet. Hvis du vil drømme med, så kan frøene bestilles her: http://www.albinusfro.dk/shop/maaneblomst-bona-nox-540p.html

Jeg håber, du har haft en god week-end og måske lidt fornøjelse af mit lyse sind.
Hjerteligst