Og hvad er det så lige, jeg er?! Jeg er rigtig mange "ting". I blogverden er jeg nok mest bemærket for min haveinteresse. Men som min lyserøde hilsen igår viste, så er jeg også lidt af en kreativ nørd. Basalt set, så er jeg vel et menneske med en masse muligheder.
Nu er jeg også patient. Jeg er en lydig patient. Men overfor kræften er jeg trodsig. Jeg har fået opereret den synlige kræft væk. Faktisk var jeg for få dage siden rask og rigtig godt igang med at komme mig. Altså rask som i, der er ikke mere at operere væk nu. Alligevel er jeg patient og nu faktisk syg. Jeg påfører mig den anbefalede efterbehandling, som (helst) skal eliminere enhver tvivl fremover. Jeg er startet på kemobehandling, som det første, hvilket vil punke løs på evt. usynlige anlæg til kræft i hele min krop. Men faktisk gør det mig syg, så jeg er stadig patient. Det er gift for kræften, men også et midlertidigt angreb på andre celler i kroppen. Men langt hellere det, end at jeg skal vågne hver dag med en tvivl i hovedet, der med tiden med garanti gør mig syg. Sådan leger vi ikke, du uønskede cancer!
Jeg er en patient, der er omgivet af så megen opbakning, at det ville kræve pt uopnåelige kræfter at remse op. En opbakning, som skyldes, at der findes en masse mennesker - ukendte, som kendte, som på hver deres måde ser en grund til at støtte mennesket med masser af muligheder på vejen tilbage. Og tro mig, jeg har meget at give endnu - og det bliver ikke mindre af denne omgang. Og selv, hvis kræften en dag skulle vinde over mig, så bliver det ikke uden kamp og det bliver ikke uden, at "folk" husker mig for andet end nederlag.
Jeg blev forleden, da jeg netop var startet på efterbehandlingen, spurgt, om jeg så kunne være sikker på, at være helt fri for cancer, når jeg om ½ år kan begynde at tilføje aftaler længere ud i tiden i min kalender. Til det måtte jeg svare, at til den tid havde jeg lige så gode odds, som det søde menneske, der spurgte. Sandheden er, at vi alle er "i fare", men først føler den, når den har banket på for alvor. Og for mit vedkommende, så bliver jeg fulgt nøje de næste 10 år...
Så ret beset er jeg en af jer uden cancer, men alligevel patient og så lige en masse meget mere ;)
Rigtig godt skrevet Zep, tak for det. Det er en hård tid med kemoen, men derefter bliver du fulgt nøje. Vi andre kan sådan set ikke vide, om vi fejler noget, ligesom du ikke vidste det for x antal måneder siden.
SvarSletHeldigvis kender vi flest, som har bekæmpet kræften, jeg har endda en gammel nabo på 79, som sagde nej tak til kemo, hun lever også i bedste velgående, men det er jo en satsning.
Med den indstilling må du helt sikker bekæmpe den.
Kh
Lisbeth
Rask eller ikke rask, det ved ingen af os, om vi er; men jer, der har været gennem en kræftbehandling, er selvfølgelig specielt sårbare over for den usikkerhed.
SvarSletHeldigvis bliver de dygtigere og dygtigere. Flere kan nu LEVE med kræft fremfor alternativet. Jeg beundrer hver og en, der tager kampen op og trodser de onde celler, og ikke mindst tænker jeg på de pårørende, som tumler med mindst lige så mange tanker.
SvarSletSelvfølgelig skal der aftaler i kalenderen ud i fremtiden - ellers har man jo sådan set givet op??? Sikre er vel ingen af os - om det så er sygdom eller andet, er imorgen ikke en selvfølge, så hver dag skal nydes og leves.
Tak fordi, I kiggede forbi og filosoferede med.
SvarSletHjerteligst
Ja vi er vel alle potentielle patienter, hvad enten vi vil det eller ej og udødelige er ingen af os!
SvarSletAt den lyserøde opbakning blev så stor i Blogland, skyldes vel også, at vi alle har eller kender en, der har været ramt af cancer eller anden sygdom.
Men at give op over for sygdom.......NEJ vel?
NEJ Bente og det er godt indimellem lige at sætte ord på det - at løfte sig lidt op over sygdom. Mennesker kan gøre hinanden så meget godt. Det er værd at kæmpe for.
SvarSletHjerteligst
Jeg bliver ved med at halte lidt bagud med både det ene og det andet her i cyperspace, men nu fik jeg lige læst op på alle dine kloge ord.
SvarSletDe andre har allerede sagt hvad jeg selv tænker, men vil alligevel bidrage fordi du skal vide at dine ord sætter spor.
Nej, ingen af os er sikre på noget som helst og slet ikke hvad der sker om 10 minutter eller om 6 måneder. Vi kan kun leve det liv der er lige nu, og netop dine filosofiske tanker er med til at minde os om dette.
Det eneste jeg kan være en lille smule sikker på, er at jeg skal reagerer hurtigst muligt hvis noget i min krop opfører sig anderledes og unormalt. Det er bestemt ikke der vi skal lege strudse-gemmeleg!!
Jeg ønsker for dig at du kommer nogenlunde godt igennem kemobehandlingen, for selv om lægerne er blevet meget bedre til at styre bivirkningerne, slipper du nok ikke helt uden ubehag.
Masser af haveknus fra mig :o)
Du rører mig!
SvarSletOg det er helt rigtigt - vi aner ikke hvad morgendagen bringer og vi som idag føler os stående på "de heldige brikker" kan i næste øjeblik falde ud over kanten.
Og ja du er patient, men det er ikke din titel, ikke en beskrivelse af hvem du er, men blot en beskrivelse af, at du for tiden har brug for behandling...
For 1½ år siden ødelagde jeg rygge. Ikke cancer, men pollapser og slidgigt fandt man siden ud af. Om morgenen glædede jeg mig til aftenens fest, den samme aften kunne jeg ingenting (ikke engang sidde med min lille søn) pga sindsyge smerter. Jeg har kæmpet mig tilbage (trods tiltider mørke lægeblikke og også mørke stunder nær opgivelsen), men ser nu på alle der springer omkring med en tanke om, at måske er det dem imorgen.
Ikke at vi skal frygte morgendagen, men vi skal huske at være lidt taknemmelige nu og her og også vide, at de der rammes af sygdom er os alle!
Patienter mm er ikke en særlig udsat gruppe, men mennesker der nu er nået dertil i deres liv! Os alle!
Ordet "patient" er så stillestående og trist i min optik - sætter fokus på skavank og diagnose fremfor personen, som jo stadigt er sig selv med alle de drømme, mål, styrker, meninger og erfaringer som før... Så kære du, jeg ser dig ikke som en patient, men som en kvinde der for tiden udfordres og som gennemlever en svær tid!!! Og du kan tro jeg tænker på dig op hepper!!!
Mange varme hilsner fra
Katinka
Jeg "nøjes" mest med at lytte til kommentarerne. Det giver god mening. Ihvertfald for mig. Jeg har også "lyttet" til de mange, skønne lyserøde glimt i blogverden. Mange, rigtig mange, vidner ikke alene om et fællesskab omkring at opmuntre en sag. De fortæller mig mellem linjerne, at mange har oplevet den alvorlige måde at lære at glæde sig over livets små og store vidundere på. Glæde er en måde at være livet taknemlig på. Især når den er spontan. Og der er fortsat plads og højt til loftet her i mit kommantarfelt for at deltage i at filosofere. Det gør i mine øjne afstanden mellem mennesker mindre - og sygdommens magt ligeså.
SvarSletHjerteligst