Persillen

Jeg kunne fortælle om så meget, som var blevet ubønhørligt afsløret idag, hvor regnen stod ned i tove. Faktisk vækkede den mig allerede kl. 5 ved at tromme ubønhørligt på tagvinduerne. Og den blev ved og den blev ved. Hele den lange, mørke morgen, som nu ikke længere var lyst op af snedynen. Den fortsatte i formiddag, mens jeg havde hyggeligt kaffebesøg, som medbragte afskårne Påskeliljer og en rød Primula. Først, mens jeg måtte tage dagens anden omgang på langs, syntes den at tage af og drage videre. Da jeg slog øjnene op, anede jeg et spinkelt strejf af sol ind ad vinduet og over på den modsatte væg.

I løbet af en halv time skinnede solen så meget og vinden havde lagt sig, så jeg ikke kunne blive inde længere. Turen gennem den gamle indkørsel, som jeg ellers altid går ud ad, var ikke gennemtænkt. For kort tid siden blev den gravet op af store maskiner og der blev lagt el i jorden fra nye kabler langs vejen. Fortræffeligt! Blot havde det ikke været med i mine overvejelser, at denne opgraven skulle vise sig at blive et altfortærrende muddermonster, når tø slog igennem. Det havde indkørslen jo ikke været før. Ihvertfald ikke over det hele. Men jeg slap dog helskindet igennem, ud på vejen og ned for at bese den syndflod, jeg havde hørt om fra datteren. Der, hvor bakken løber ned i vores vej, var der ganske rigtig en "vandpyt" af dimensioner med strømme og hvirvler, som tiltrak et par barnlige gummistøvler. Og så gik jeg hjemad igen.

Og NU kommer vi til det, jeg ville fortælle om. Hjemme igen var noget af det første, jeg fik øje på i haven, Persillen. Den stod der så imponerende grøn, så man næsten kunne forledes til at tro, at det var oktober og ikke pladderjanuar.

Persillen blev indført i Solskinsbedet sidste år, som fyldplante imellem blomster. Stærkt inspireret af Evy Lindenborg , som året forinden havde fristet med et bed med forskellige, citrus Tagetes, Roser og Tallerkensmækker, foruden altså Persillen. Jeg sprang elegant besværet med at så den over. Det var det også altså for sent på sæsonen til, hvis den skulle nå at fylde noget i bedet. Istedet havde jeg delt en potte Persille fra supermarkedets grøntafdeling i adskillige små planter og plantet.

Jeg havde også planter fra året før. De kom også til at gøre selskab. Og 2. år i en Persilles liv, blomstrer den med nydelige gulgrønne skærme. Jeg lod disse gå i frø og inden efteråret var omme, var der masser af små nye planter, som forhåbentlig sørger for frisk persille i år, mens det grønne på billedet her går i blomst. Og sådan skulle det så gerne fortsætte år efter år efter år.