Ude er det stadig lunt, som det var den aften i 2011. Termometeret er ikke kommet under 20 grader i skrivende stund. En mejetærsker kører på en af nabomarkerne med sine karakteristiske lyde, som er så velkendte i august på landet. Og nærved i haven spiller et helt orkester af græshopper deres høstvise om og om igen. Nu høres også vinden trætoppene ganske tydeligt ned og efterhånden også i bladene i menneskehøjde. Lidt efter lidt smyger den sig omkring i det meget varme landskab. Sidst på eftermiddagen kom skyer og samtidig lagde vinden sig næsten aldeles. Min lille bid af Solskinsøen føltes som en bageovn. En dampovn vel at mærke, for luften var fugtmættet.
Nu er jeg ganske vist trukket indendøre og har lukket dem efter mig. Hvor behageligt det end ville være at lade Lillebo gennemblæse nu, så fører det ulemper mig sig. Særligt natsværmere forledes til at søge ind og flakse frustrerende omkring lyspærer. Og myg. Vi fik i den forgangne uge en ganske pæn slat regn; 59 mm fordelt på flere dage og nætter. Men skulle mine forhåbninger om endnu en tordenbyge blive indfriet indenfor rimelig tid, så trækker jeg ud i havestuen, på slagbænken med en fyrfadslampe og fornøjer mig. I søndags havde vi et gevaldigt tordenvejr ud på morgenen. Ovenpå en festlig aften var jeg ikke lige til sinds at stå op og nyde det. Men det enorme brag, der indledte forestillingen fik mig dog ud af drømmeland for en stund, inden jeg vendte mig om på den anden side og arbejdede videre på min skønhedssøvn.
Havde jeg nu været en smule mere til ophold i bagende sol, hvilket jeg absolut ikke er, så havde jeg ganske givet fået billeder med langt flere sommerfugle midt på dagen. Imorges var poesiens små vinger jo absolut ikke så friske som jeg. Derfor gik jeg ganske kort ud ved marken midt på formiddagen og forsøgte at zoome mig ind på deres leg blandt de vilde blomster. Indimellem løfter de sig i store flokke fra blomsterne og flaprer rundt imellem hinanden som dansede de. Men altså klart bedst, når det er varmest. Og idag skulle jeg ikke nyde noget af at stille mig op lige over middag og forsøge at fange sceneriet, hvilket er lidt af en bedrift at ramme lige i det rette øjeblik, så fornemmelsen af dansen bevares.. Derfor må I nøjes med et par mindre udgaver, fra i formiddags, som er knapt så livlige.
Vi er heldige i år så mange dejlige sommeraftener vi har i år - og nu hvor sommeren lakker mod sensommer skal disse skønne stunder nydes ekstra.
SvarSletDejligt minde du har fra den aften for et par år tilbage:-)
Nu har jeg lige oplevet Mikkel Langbue med kysen, dog i det klarestes solskin. Jeg er ikke i tvivl om at han kunne få det til at gyse i den smukke sommernat. :)
SvarSletLad os håbe at der er mange flere lune sommeraftner i vente til os, man bliver en smule afhængig. :)
Tak Lisbeth og Fru Friis!
SvarSletHåber du har stornydt min dejlige ø, Fru Friis!
Hjerteligst