Glad

Sidder og piller "præstelus" af buksebenene, ja selv blusen lige over maveskindet, hvordan i alverden de så ellers er havnet så højt oppe. Sidder og summer uden lyd efter at kroppen er blevet rystet godt og grundigt igennem, musklerne strakt og brugt for at flytte trampolin og havemøbler m.m.. Sidder og er måske en anelse udkørt, men med lige så mystifistisk et smile som den gode Mona Liza.

Alt græsset blev slået inden regnen kommer! Alt. Først slog pigerne hver deres rimeligt regulære stykke. Og så tog mor her over og fat på alle krinkelkrogene. Mange af dem SKAL med tiden forvandles til stier med andet en græs, for det er og bliver livet altså for kort til at holde ude af bede, holde i snor og på plads. Til gengæld har jeg nu mere end en gang gået ud blot for at se, at græs (og ukrudtet deri) nu er i et plan og for at dufte til det.

Duften af græs og iø soltørret vasketøj, som også er fulgt helt til snors og ind igen altsammen idag, det er lykke. Det ville være dumt at gemme noget af det til imorgen, for da lover de byger. Det gør de også mandag, tirsdag og onsdag... Jeg klager ikke nej. Konstaterer blot, at det er så fantastisk at have nået det hele inden.

Forleden hørte jeg en god historie om vejrudsigter. Vejrudsigter har vi det jo med at have vore meninger om. Historien fortalte, at 75% af DMI's vejrudsigter rammer plet. Hvis vi istedet kiggede ud ad vinduet og sagde til os selv, at sådan blev vejret nok også imorgen, så ville vi få ret i 85% af tilfældene... Jeg ved ikke, om det blot er en joke. Jeg grinede ihvertfald hjerteligt. Det er dog lidt tankevækkende, hvor lidt vi kigger ud ad vinduet ;)

Nå men det er jo også høst. Mejetærskere og alle mulige andre landbrugsmaskiner knokler på livet løs heromkring mig. En hyggelig lyd, synes jeg. Måske har jeg skrevet det før. Men det kan nu heller ikke siges for tit. Høst har en særlig, særlig stjerne hos mig sammen med resten af eftersommeren og et godt stykke ind i efteråret. Og meget passende, så blomstrer Høstanemonerne nu noget så poetisk.

Og noget, der er næsten lige så meget poesi i er, at "den fortabte søn", Clematissen 'Multi Blue', som jeg til min store sorg troede at have mistet i vinter, dukkede op igen. Eller rettere et par stængler af den havde sjult sig og overlevet. Og sørme om ikke de også blomstrer nu og får mig til at smile fra øje til øje.