Hvilken dag er det?

Lysene er pustet ud, lampen med sommerfugle og blomster på skærmen ovenpå det lille køleskab i havestuen er slukket, plaiderne ligger henslængt over stolenes trætte armlæn, glassene/kopperne/kanderne... får stå til imorgen - hvilken dag, det så end er...

Jow det er meningsfyldt at følge begivenhederne i verden, vejrprofeternes forudsigelser og i særdeleshed at passe sin sengetid og tømme opvaskeren. Bare ikke nu, midt i det hele, som er stort og rummeligt. Planterne råbte på at blive plantet. De som blev bragt med sommergæster. Sommergæster som ankom sent og spiste is med rumtopf og drak kaffe og bærlikør, inden lysene blev slukket ud på de små timer idag - eller var det igår...

Tro mig. Det er ikke fuldemandssnak ovenpå et enkelt glas baileys til kaffen. Kaffen i den ekstremt stille og smådisede aften og siden begyndelse på nat i godt selskab med snak om stort og småt, fortid/nu og fremtid og krydret med tiltider alvor eller perlende, tåretrillende latter og fjantethed. Det er sommer, når den er allerallerbedst og man lidt glemmer "sig selv". Sommer når man ender med at gabe kæberne ad led, inden man får rejst sig og begyndt at tænke på tandbørsten og hvad man ellers sådan har ry for at gøre på en ganske almindelig hverdag. Det kan godt lade sig gøre indenfor landets grænser - uden at tage på charterferie med gøgl og kulørte lamper. Det er så meget mere intenst og sanseligt omgivet at havens lyde, når øjet ikke længere kan skelne - eller når næsen kildres af dufte, som skifter efterhånden, som dagen skrider frem. Og så ligger det udenfor vane og udenfor fornuft egentlig at sætte sig her og tjekke DMI's varsler på den forkerte side af midnat og skrive på sin blog uden mål og med - udover at sende en hilsen til alle, der bruger deres tid på at lægge vejen forbi og ønske for jer alle, at I også må sidde og fundere over, hvilken dag det nu er.

Jeg har set meget smukt idag, men cameraet fik lov at hvile, for jeg så det for min egen skyld og sammen med min bedste veninde - det tør jeg godt at indrømme, selvom jeg nok har ry for at dele en masse med mange andre. Og så pyt med, om planterne har et navn, for oplevelsen er det vigtige. Det man kan "leve på" i lang tid efter, hvis man altså lige giver sig tid. Så nu kommer et 2 år  gammelt, dårligt fokuseret foto af en af sommerfuglebuskene, uden navn og meget almindelig - og hvor jeg glæder mig til at se den omsværmet og duftende...

Godnat.