Jeg har lige været ude i næsten-mørket og lytte. Lytte til sommerens lyd. For 6. aften i træk er det næsten helt vindstille, efter mørket er faldet på. Det er lidt af en oplevelse faktisk. Aftenerne er blevet brugt i havestuen. I aften er så undtagelsen, men jeg måtte så lige ud... Og derude var altså, hvad der for mig er sommerens lyd; Græshopperne, der "synger". Jeg kan ikke forestille mig nogen anden lyd, der er mere sommerlig - og elsket for det. Selvom nogle måske vil mene, at denne sommer er lidt vel fugtig, så kan jeg kun sige, at det vist til dato - nej, jeg ved, at denne sommer en den bedste havesæson overhovedet, jeg har oplevet! Ingen snegleangreb, planter så frodige og mulighed for at plante i juli uden at skulle rende livet af sig med en kande. For slet ikke at glemme hjælp fra både gemalen og feriegæsten til at få gravet vækster op, jeg aldrig nogensinde ville være kommet igennem uden rygskader!
Og så til planterne... Jeg præsenterer lige lidt af surbundsbøren, som den tager sig ud nu...
Allerførst den lille Pieris Japnica, som Kj forærede mig for et par år siden. Den har vel nok sat nye blade i år! Og den er så charmerende yndig i mine øjne ved siden af de store.
Så er der Pieris 'Forest Flame', som i den grad betager i foråret, når de knaldrøde nye blade dukker op nærmest som blomster. Dét gjorde de også i år. Men kun på den ene af de to planter. Den anden havde fået en hård medfart af sneen ligesom Azaleaen fra Netto, som jeg besluttede at ofre til kvasrodebunken. Men NU kommer den anden Pieris med nye blade og det gør mig noget så glad!
Og så til noget, der med de rette eller måske snarere forkerte briller kan se lidt frækt ud høhø. Det er en eller anden svampetingest, tror jeg. Den dukkede også op sidste år og jeg blev ærlig talt næsten lige så måbende i dag som da, da jeg fik øje på dem. Skulle nogen vide, hvad det præcist er, kunne det være interessant at høre om - ellers er det "blot" en charme med ved den gamle trillebør med surbundsjord og -planter...
Din Pieris er da meget pæn med den røde farve, den må give et ekstra krydderi i din surbundsbed.
SvarSletDe små frække svampe er Hunde-stinksvampe, som er ret sjælden. Gror på grannåle og flis. Fluer sutter pollen og spreder den.
SvarSletAnne Marie
Anne Marie, du er en perle! Tak skal du have. Havde ikke tænkt på, at du også kunne vide det... Forklaringen på dens tilstedeværelse i min surbundsbør er så nok, at juletræet blev kørt igennem kompostkværnen og brugt til dække bl.a. dér. Rønnen og "Himlens syv sønner" har det iø fint, omend de ikke er plantet ud endnu.
SvarSlet