Sider

onsdag den 7. september 2011

Hør.

Med sensommerens komme er spinderokken jo hevet frem og støvet af - ja faktisk er begge det, for min "Traveller" blev pludselig besat af en datterelev og så måtte den gamle og større hives frem og have et udbedringssæt med ny bremseline osv. og igang. Det siger nok de færreste herinde særligt meget at komme nærmere ind på "fagbetegnelser", som langsomt sniger sig ind på mig på linie med planters botaniske navne... Men ellers hænger min havemani faktisk en del sammen med min hang til hjemmegjorte garner/tøj. Her i sensommeren trænger de farver i haven og andre steder igennem, som er gyldne til røde. Det inspirerer mig temmelig meget til jul - og det er da også "julegarn", jeg hovedsagligt er igang med at spinde for tiden.

Det er ikke for tidligt at begynde på garnet til jul - slet ikke. Det tager tid og er nærmest en terapi på linie med havearbejde, hvor der tænkes mange ting på plads i hovedet, mens hjulet snurrer og det kører derudaf. Intet andet håndarbejde kan give samme skaberfornemmelse. At spinde uld er på en eller anden led en meget "fundamental" oplevelse - for mit eget vedkommende fra første færd, hvor jeg stod med en håndten...


Idag rusker det lidt voldsomt ude og jeg har mest lyst til at vende det ryggen, for jeg er lidt nervøs for mine "lange" planter, der piskes rundt. Men igår var der anderledes morgensol i havestuen, hvor det nyeste julegarn hang og var tørret færdigt. Det er et effektgarn, det skiller sig ud fra de andre ved at have en tråd hør i. Hør som skinner en smule. En fiber, jeg aldrig havde prøvet at spinde før og var på nippet til at fortryde... Retteligt burde det nok have været spundet med hørhoved på rokken. Men det vidste jeg ikke, før jeg var godt igang. Altså jeg anede simpelthen ikke, at der fandtes sådan noget ekstraudstyr. Så det lykkedes mig alligevel at få en tråd ud af det genstridige, spundet venstre om og med fugtige fingre. Det blev så tvundet sammen med uldtråd til sidst. I den røde uld er der iø kartet Tencel ind - endnu en fiber fra planteverdenen, som også er lidt skinnende og ganske stærk iø.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det glæder mig, at du tager dig tid til at
dele dine tanker om indlægget.
Hjerteligst
Zep