Eventyrlig første blomst i Blodurt

De blade, der gjorde det ud for Blodurt, på plantemarkedet i Geografisk Have i juni sidste år, imponerede mig ikke ligefrem. Men min veninde, som købte den, var fyr og flamme. Hun havde haft Blodurt, Sanguinaria canadensis og begavede mig med en bid af sin erobring. Jeg blev forfærdet, da jeg kort tid efter hjemkomst og potning konstaterede, at den visnede ned. Den var jo nu blandt mine kæreste planter som alle de andre, der ikke er købt, men byttet eller foræret. De har en historie og dejlige minder knyttet til sig. Min veninde kunne dog berolige mig med, at det faktisk var meningen. Den visner ned om sommeren...

Jeg var forsat skeptisk, da jeg endelig nåede til at have et surbundsbed og ville plante den deri. Den så altså død ud. Men plantet blev den og sat skilt ved, så jeg huskede, hvor den burde være. Og det har jeg så holdt øje med de seneste uger, hvor der intet skete. Forleden kom der så pludselig relativt lange skud op på dens plantested. Og da det ene havde en hvid spidst, var jeg overbevist om, at nu var det utænkelige lykkedes; Den havde overlevet og ville snart blomstre!

Jeg var spændt, for på billeder er den da sød, men ikke "overbevisende" imponerende. Det er den så i virkeligheden, synes jeg. Igår sprang den første blomst ud og den har noget helt, helt særligt over sig, som jeg ikke kan gengive hverken på foto eller i ord. Men den er eventyrlig sød og jeg håber, den vil brede sig med tiden.