søndag den 14. april 2013
Søndagssysler
Gummistøvlerne, som har tjent mig i adskillige år og kender haven lige så godt som jeg, var mudrede. Knæene på thermobukserne var mudrede. Og havehandskerne kan nærmest stå af sig selv klassede, som de er af den lerede muld... I formiddags var tiden kommet. Tiden til den dybe indånding og derefter at åbne indpakningen.
Sidste efterår, inden jeg begyndte at rende til undersøgelser og derefter operation, bestilte jeg læbeplantning til marken mod syd (og vindene fra sydvest). Der blev bestilt Rødeg, en Fyr (kan ikke huske navnet), Havtorn og Rosa Multiflora. En kraftig papirsæk ankom planmæssigt i november. Det var så også det eneste planmæssige, som kan siges om læbeplantningen. Der blev aldrig overskud samt rette vejr til at få den i jorden, inden jeg skulle opereres. Jeg lod planterne blive i indpakningen og lagde den til sidst på nordsiden af drivhuset, hvor sne vinteren igennem har dækket den det meste af tiden. Og så tilsatte jeg en STOR portion håb og bønner næsten på grædene knæ, om at de ville overleve, til de kunne komme i jorden. Vinteren igennem har der ikke været den fjerneste lejlighed eller rette vejr til det. Men nu er foråret kommet og jeg vidste med mig selv, at hvis det skal være, så er det nærmest nu eller aldrig!!
De kom ud af pakken. Jeg er ikke sikker på, at det hele har overlevet. Noget ser lidt suspekt ud. Men alle 4 bundter (á 25 barrodsplanter) blev lempet op i en murerbalje, som blev fyldt med vand...
Roserne havde ihvertfald klaret behandlingen. De stod med fine, friske grene og skud, der var lige på nippet til at blive blade. Når jeg valgte Rosa Multiflora, skyldes det, at jeg engang forelskede mig hovedkuls i et foto af en dekoration med "Mariebær" op til jul. Sådan nogle måtte jeg bare have at tage af. Men da jeg fik studeret nærmere, lignede Rosa Multiflora ikke en busk, jeg havde lyst til at lade boltre sig i haven - frygtede, at jeg havde alt for lidt plads. Men så var der jo læbeplantningen, der engang skulle laves. Og dér kan/skal der slås med havetraktor omkring, så skaden kan næppe blive særlig stor. Foruden, at der så (forhåbentlig) ville blive Mariebær til både mig og fuglene - foruden altså skønne roser langs marken...
Vi kom igang med læbeplantningen idag. Lidt sent, for der var en helikopter, der skulle luftes i det gode vejr sammen med en kammerats. Gemalen er jo bidt af en gal modelflyver (lige så slemt, som jeg er bidt af blomster ;) ). Og jeg kunne ikke gøre arbejdet alene. Så gemalen gravede huller og løsnede i bunden. Datteren slæbte vand og vandede og migselv sagde hunden lå så på knæ og plantede Roser. Der er lang vej endnu med læbeplantningen - og vi forsætter imorgen. Men godt begyndt er halvt fuldendt :D
I drivhuset var jeg også flere gange idag. Og det samme var mine to frøplanter af Måneblomst og eneste lille pistling af Rosenslynger. De har været derude hver dage i nogle dage nu. Her til aften har jeg så besluttet, at nu bliver i der! Da de jo nødigt skal fryse om natten, har jeg indfanget en bortløben, halvstor flamingekasse, som vinden bragte i starten af ugen og ingen har gjort krav på. Den bliver deres "dyne" om natten. Det må bære eller briste...
I drivhuset stortrives Gunneraen "Manfred" fortsat. Ja han trives faktisk så meget, at han nu er ved at få endnu et blad...
Og på mit lille bord, står en krukkefuld Tulipaner fra sidste år. Der er ved at være synlige knopper i dem. Men foruden Tulipanerne, plantede jeg også et par Gyldenlak deri, som jeg havde til overs. De er nu begyndt at springe ud oppe under mit "solsejl" af ostelærred.
Efter aftensmad tussede jeg i drivhuset igen. Jeg havde egentlig regnet med at resten af læplantearbejdsholdet var dukket op, så vi kunne have kommet lidt videre i den skønne aftensol. Det gjorde de bare ikke. Så jeg gik istedet igang med at få vandet nogle store potter og betontruget. Nu kan de da ikke være frosne længere. Og jeg tror, de trænger, når der nu er kommet sådan en varme op over os. Og dét var så den dag.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg kan godt forstå at du planter Mariebær, når du har pladsen til det, for de er bare så fine. Dejligt, at hele familien kaster sig ud i projektet, så kan det kun blive godt.
SvarSletHvor har du dog været flittig - men det er dejligt at få arbejdet fra hånden :)
SvarSletVi sad faktisk lige og snakkede om Rose muliflora, som vi har i vores læhegn, de er rigtig dejlige og vores hund er helt vild efter deres hyben:-)
SvarSletMin man har pakket Gunner ud idag, den så ud til at have det fint. Nu får den lige lov til at tørre lidt og så får den et lille hus af gennemsigtig plast.
Med venlig hilsen
Lene Jensen Nordjylland
Det er da også en kæmpeprojekt med det læhegn! Det er jo ikke 10 planter vi taler om, der er jo rigtigt mange. Det bliver da godt, når de tager ved og danner læ!
SvarSletHer har vi også haft sol fra i formiddags og det meste af eftermiddagen.
Ja sikken et arbejde, godt du har hjælp til det. God arbejdslyst.
SvarSletTak skal I have :D
SvarSletDejligt, at Gunner er kommet i det fri igen, Lene :D Sjovt at hunden er gal med Mariebær.
Hjerteligst