Det var end ikke blevet lyst, da jeg forlod drømmeland. Planen om at sove længe idag holdt så ikke... Til gengæld kunne jeg så nyde lidt af "frugterne" fra gårsdagens udearbejde.
Jeg kastede mig over fliserne, de eneste her på matriklen igår. Med et blev jeg noget så eventyrligt træt af at passere det virvar af lidt planter i potter med liv i, døde planter i småpotter (fik en ekstra chance, de ikke tog), tomme potter, ukrudt mellem fliserne iblandet Japanlygternes forsøg på at overtage verdensherredømmet og nå ja bare almindeligt småroderi.
I skrivende stund er dagslyset ved at have fået magten derude, men for 1½ time siden var lyset i husene noget så hyggeligt. Der er nu klar til oktoberhygge - på denne den sidste dag i september.
Mens morgenbrødet bliver varmet og bagt færdigt i ovnen, står den suppegryden, den helt store på komfuret om udsender skønne æbledufte. Sidst på dagen drog jeg afsted for at fylde en linnedkurv med nedfaldsæbler.
Først blev der ordnet æbler til at forbage en lun æblekage til fryseren. Den består af æbleskiver uden skræl, drysset med kanelsukker og rosiner 3/4 fyldt op i en emaljeret lille bradepande. Derefter blandes 100 gram af hver af følgende; Sukker, mel og fedtstof (igår margarine), som æltes sammen med fingrene. Når det er godt blandet, tilsættes havregryn ad flere gange, til dejen virker smuldrende og lægges over æblerne. I ovnen på 210 grader til dejen ser gylden ud og der dufter af æbler og næsten jul i køkkenet. Serveret med flødeskum får den hurtigt ben at gå på!
I suppegryden er der så en hulans masse æbletern, også uden skræl. Det tog 3 timer ialt at få dem gjort klar, hvoraf gemalen forbarmede sig den sidste og ordnede, hvad der var tilbage. Den fik et opkog i aftes, inden jeg gik i seng. Nu koges den så langsomt færdig til mos til fryseren. Tilsættes sukker og vanillasukker efter smag, når det er kogt færdig. Så er der til efterårets gammeldags æblekage, lagt lagvis med makronrasp og slutteligt et lag flødeskum pyntet med nogle klatter af sommerens ribsgele. Gudespise ;)
God søndag!
Hvor har du været flittig med æblerne. H.J. ordnede lidt af de æbler vi havde fået i går.
SvarSletJeg har planer om, at resten skal ordnes i dag, vi har stadig mange stående ovre i udhuset. Først har vi dog lige et projekt i haven der skal klares mens det er tørvejr.
Hold da op hvor lyder det lækkert og jeg tænker at det med æbler og klargøring til fryseren kunne jeg tage ved lære af - ved bare ikke hvorfor jeg ikke gider den slags mere, for det ville være så skønt at lave en hurtig æblekage:)
SvarSletJeg har netop tænkt det samme som dig vedrørende mine krukker med halvvisne, men levende planter og hvis vejret holder bliver det opgaven at rydde op i det når jeg kommer hjem fra plantemarkedet i Lyngby.
Jeg glæder mig til der er ryddet op og efterårsklart på terrassen sidst på dagen:)
Ha en dejlig søndag.
Det ser hyggeligt ud med lys på terrassen.
SvarSletOg så flittig du har været.
Kh. Margrethe.
Søde bornholmske pibla...eller er det pible???:o)
SvarSletTusind tak for de lækre opskrifter på æblekage. Den med kanelsukker lyder umanerligt lækker. Den må jeg jeg vist have afprøvet. Vi har et Ingrid Marie æbletræ, der bare bugner med frugter i år. Selvom jeg ikke er sart m.h.t dårligt vejr, regner det dog FOR voldsomt til at gå ud og plukke æbler i dag.
Hav en dejlig oktober med alt hvad den indebærer af skønhed.
Knus fra den våde ø
Jeg tror, det skrives pibel i ental, men du må ikke hænge mig op på det, kjæreste Tante Grøn ;) Pibla er ihvertfald flertal...
SvarSletMonstro, der sneg så noget nyt med hjem fra det plantemarked, Lisbeth ;)
Jeg elsker denne årstid. Og i år har jeg for en gangs skyld haft pænt god tid til at nyde den. Og også nå en masse i haven og overskud til æbler. Jeg elsker æbler! Vel at mærke æbler med smag. Supermarkedsæbler siger mig ikke så svært meget. Lige med undtagelse af æbler fra Æbelø...
Til aften fik vi... æblegrød med mælk hæhæ et minde, som dukkede op fra min barndom, hvor man spiste langt mere grød, end tilfældet er generelt idag. Lige nu står suppegryden over med 15 stk. James Grieve i både med skræl, 3 umodne Belle de Boscoop og ½ kg. Hyldebær tilsat ½ liter vand. Det er ikke efter min syltebibel, den grønne fra Tørsleffs. Det er et forsøg på at lave en saft, som andre end jeg synes om her i huset ;)
Rigtig god oktober til jer!
Hjerteligst